Dansker og nydansker

Vor lange historie er en beretning om stadig nye udfordringer - politiske og kulturelle - der ramte os og tvang os til igen og igen at besinde os på, hvad det er at være danske. Sådan er situationen også i vort slægtled, skriver Århus' tidligere

»Til et folk de alle hører, som sig regne selv dertil, Har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild Resten selv som dragedukker sig fra folket udelukker, lyse selv sig ud af æt, nægte selv sig indfødsret.« Disse ord af Grundtvig lyder ikke med samme selvfølgelighed som tidligere. De er blevet kontroversielle. Mange vil helst standse efter første linje. For andre er det altafgørende at få anden linje med. Tredje og fjerde linje ser man sjældent citeret. Grundtvig havde den anskuelse, at når en dansker ikke var dansk, så var han sjæleligt ingenting. En kosmopolit kunne efter Grundtvigs mening gå oprejst på to ben og have næsen midt mellem øjnene, men han kunne ingen sjæl have; som menneske talte han ikke med. Præsten og forfatteren Jakob Knudsen gengiver dette som udtryk for, at danskhed ikke blot er visse anskuelser eller en vis begejstring for Dannebrog, men derimod selve støbningen af danskens sjæl, således som den var gydt i modersmålets former og præget af fædrelandets historie. Han bruger et billede: Det er med sjælens danskhed, som det er med veddets tegning i de forskellige træsorter. Fyrreveddet kendes f.eks. på sin spydformede mørke flammetegning. Alt, hvad fyrretræet optager i sin organisme, bliver dermed præget med disse flammeårer. Kun sådan bliver det ved af fyrretræets ved. Et søm hamret ind i træet kan aldrig blive en levende del af træet. Og råddenskab i træet vil netop udslette flammetegningen, så alt træ bliver en ensartet, brunrød og frønnet masse, men det levende, sunde træ kendes altså på, at det præger alt med sin tegning. Sådan kan et dansk menneske også optage alle slags impulser udefra, men de bliver værdiløse som næring, hvis de ikke får det danske præg. (Jakob Knudsen: Livsfilosofi) Når disse linjer af Grundtvig er dagsaktuelle, hænger det sammen med, at vi i historisk tid ikke har kendt til en så stor indvandring og flygtningestrøm, som vi har oplevet i de seneste årtier. Vel har vi kendt til såvel flygtninge som indvandrere gennem mange århundreder, men altid kun i mindre omfang og altid sådan, at begge kategorier forholdsvis hurtigt har indpasset sig. Hver på deres måde har de fundet sig til rette og meget ofte beriget den danske kultur. Vi er af mange grunde taget på sengen af de meget komplekse problemer, der er opstået i kølvandet på de mange asylansøgere og indvandrere i de seneste år. Mange af dem kommer fra en helt anden politisk, religiøs, økonomisk og social kultur. Derfor har vi famlet os frem og prøvet at tackle problemerne, efterhånden som de trængte sig på. Det er uansvarligt at sige, at nu lukker vi blot grænserne totalt. Det er også en illusion i betragtning af de faktiske forhold med indvandreres og flygtninges pres på vore grænser og ikke mindst i forhold til de internationale forpligtelser, vi er bundet af. Der bør ikke herske tvivl om, at Danmark også fremover skal være rede, når mennesker i nød banker på vor dør, men det må i højere grad end nu koordineres på europæisk og internationalt plan. Det gælder også sådanne store spørgsmål som, hvordan tackler vi den stadig større udbredelse af illegalt organiseret indvandring. Udsigten til bedre sociale og økonomiske vilkår i Danmark og det øvrige Europa gør, at presset fra tredje lande ikke vil mindskes i de kommende år, snarere tværtimod. På den anden side er det afgørende, at vi ikke som folk går op i limningen af den grund. Det er vigtigt, at især de siden Anden Verdenskrig regeringsbærende partier får støtte i befolkningen til at finde holdbare brede politiske løsninger, så vi som folk kan være os selv bekendt og ikke lader os drive til yderligheder, hverken i den ene eller den anden retning. Her mener jeg, at flere af de forslag, som regeringen på det seneste ønsker udmøntet i love, peger i den rigtige retning. Det gælder forslag til nye familiesammenføringsregler (22 års grænsen er måske bedre end 25 års grænsen) og krav om, at boligforholdene skal være acceptable, før familiesammenføring kan finde sted. I den forbindelse bør vi drøfte, om indvandrere uden videre har krav på familiesammenføring, eller om der må foretages en individuel vurdering. Vi må ligeledes drøfte, om de facto flygtningetallet skal mindskes til fordel for en øgning af kvoteflygtningetallet. Men det gælder frem for alt om, at børn af flygtninge og indvandrere allerede i børnehaven fra treårs alderen skal lære dansk. Dertil kunne jeg tilføje, at offentlig organiseret modersmålsundervisning i almindelighed kun bør gælde første generations indvandrere og flygtninge. Danskere, der udvandrer, har mig bekendt aldrig i værtslandene fået modersmålsundervisning af det offentlige. Den må også i Danmark fremover gives i hjemmene eller af indvandrerne i forening. Dernæst må vi overveje, om vi fortsat fremover stadig kan magte at modtage 14-15.000 indvandrere og flygtninge pr. år. Det forudsætter, at vi sikrer os, at de, der er kommet ind i landet, hurtigt lærer sproget og kommer ud på arbejdsmarkedet, så den høje arbejdsløshedsprocent bliver bragt ned så tæt som muligt på det danske gennemsnitsniveau. Det forudsætter også, at de arbejdsløse nydanskere har en uddannelse, og at der lægges et maksimalt pres også økonomisk på indvandrere og flygtninge for at få dem ud på arbejdsmarkedet, og at man på tilsvarende måde ved økonomiske tiltag opmuntrer arbejdsmarkedet til i højere grad at åbne op for nydanskere. Det er ikke særlig menneskeligt at modtage så mange udefra uden samtidig at give dem reelle muligheder for integration i det danske samfund. Der er ikke andre veje til at opfylde Grundtvigs ord om, at de hører til et folk under forudsætning af, at »de har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild«, og den proces tager lang tid, men forudsætter, at de lærer sproget og dansk arbejdsmarkedskultur at kende. Jeg har altid beundret jøderne, der kom til Danmark. De har i rigt mål opfyldt Grundtvigs ord. Det er tankevækkende, at jøder og muslimer modsat kristne har loven som noget fælles strukturelt for deres trosopfattelse. Jøderne har evnet at opretholde deres trosopfattelse samtidig med, at de levede sig ind i det danske. De samme krav og den samme forventning må vi nu kunne stille til muslimerne. Jeg glædede mig, da jeg var i Argentina i 1985, inviteret af dansk-argentinsk forening og Undervisningsministeriet, og så, hvordan danske indvandrere har ladet sig integrere i det argentinske samfund uden at prisgive arven fra Danmark. Der synes at tegne sig en stadig klarere opfattelse i befolkningen af, at der fremover skal stilles større krav til de fremmede. Det er godt for dem, men også et udgangspunkt for en bedre forståelse mellem dem og os - og dermed også godt for os. Men lige så vigtigt er det, at vi som danskere finder os selv i forhold til flygtninge og indvandrere. Vor lange danmarkshistorie er en beretning om stadig nye udfordringer - politiske og kulturelle - der ramte os og tvang os til igen og igen at besinde os på, hvad det er at være danske. Sådan er situationen også i vort slægtled. I de senere år har der været rettet en lang række angreb på det at være dansk. Som eksempel vil jeg fremdrage Søren Mørcks bog: »Den sidste Danmarkshistorie« fra 1996. Søren Mørck vil afmontere den danske nationalstat, Gud og fædreland, fælles historie og fælles sprog. Søren Mørck hævder, at vi siden 1960 står med forskellige religioner, kulturer og sprog. Men vi står ikke med et multietnisk og multikulturelt samfund, kun fordi vi i dag har 6,8 procent af fremmed herkomst. Yderligere mener Søren Mørck, at et multikulturelt samfund ikke kan have et fælles værdigrundlag. Vi er, påstår han, blevet internationale, efter at vi i 1945 fik nederlaget fra l864 ud af kroppen. Det rigtige er, at nationalstaten i nogen grad har ændret karakter. Men nationalfølelsen er ikke begrænset til stemninger ved landskampe i fod- og håndbold. Den er der stadig i vor fælles historie, fælles sprog, i kristendommen, i vore folkelige traditioner, i dansk natur, i vor litteratur og kunst af enhver art og i kongemagten. Det nære. Det er i øvrigt pudsigt, at Søren Mørck højtideligt og med tilslutning i sin omtale af Grønland og Færøerne siger, at det nationale her omfatter »eget sprog, deres egen historie, deres egne folkelige traditioner og deres egne folkelige værdier« og tilføjer, at det kan vi andre kun være glade for, ligesom det er en berigelse, at franskmænd er forskellige fra tyskere og fra os selv jævnfør de Gaulles tale om fædrelandenes Europa. Søren Mørck slår derved sig selv for munden, modsiger sig selv. Han tager afgørende fejl i, at »fælles sprog og fælles historie er ideologiske konstruktioner«. Han vil som Georg Brandes, der er hans åndelige lærefader, gerne fremstå som kosmopolitten, der betragter det danske i fugleperspektiv. Søren Mørck siger et sted i ovennævnte bog: »Det har været en lettelse at slippe for et postuleret, nationalt fællesskab med mennesker, jeg synes, jeg ikke har andet tilfælles med, end at vi tilfældigvis opholdt os på samme sted.« Hvilket hovmod! Højdepunktet i hans foragt for det nationale er følgende: »I dagslys virker det ubegribeligt og vanvittigt, at nogen ved deres fulde fem har villet lade sig slå ihjel for at få grænsen flyttet det halve hundrede kilometer den ene eller den anden vej«. Der hentydes som bekendt til krigen 1864. n Anden del af Herluf Eriksens kronik vil blive bragt på lørdag. biskop