Prøv avisen
Kronik

Danskerne er ikke så sjove, som de selv tror

Foto: Mogens Flindt/Ritzau Scanpix

Lita Lundquist, professor emeritus ved CBS, Institut for ledelse, politik og filosofi

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Danskere ynder at se sig selv som et folk med en konsensussøgende mentalitet, hvor ingen er udenfor, og vi alle kan forenes gennem et godt grin. Men det er langtfra altid, at humor i sin typiske danske form forener – uden for Danmarks grænser

FOR NOGLE MÅNEDER SIDEN oplevede vi, at dansk humor gik viralt. Det skete i en video, der viser den debuterende statsminister Mette Frederiksen (S) i åbningsdebatten i Folketinget bryde sammen af grin over sit eget indlæg om cirkuselefanten Ramboline, der skulle på statsbetalt pension, og dens ven, kamelen Ali, der ikke måtte komme med.

Som dansker var det selvsagt befriende at se de nyvalgte folketingsmedlemmer én efter én overgive sig i et fælles latteranfald. Men det kan måske ved nærmere eftertanke være svært at forstå, at grineflippet ligefrem gik viralt – også i udlandet.

Hvad var årsagen til den begejstring og de mange visninger på Youtube? Er den danske humor så sjov? Eller er det helt generelt bare sjovt at le? Det er jo de færreste udlændinge, der forstår dansk og derfor kunne fange pointen i selve historien.

Og hertil kommer, at udlændinge generelt og umiddelbart finder dansk humor langt mindre charmerende, end vi selv gør.

DER ER IKKE TVIVL OM, at humorhændelsen i Folketinget var besnærende, også for andre end danskere. Som nogle af mine engelske og franske venner og kolleger pegede på, var det først og fremmest selve latteren, der var ”smittende”. En syntes – uden at forstå ordene – at ”det var cool at se dem grine, for de ser afslappede ud”. En anden kom til at grine bare ved at se den ”fælles løssluppenhed”. Han er englænder og havde lagt mærke til, at ”ingen i forsamlingen syntes at være udenfor”, hvilket han opfattede som et tegn på, at der blandt de danske folketingsmedlemmer ”eksisterer et godt niveau af indforståethed og savoir-vivre, hvilket måske fremmer et bedre samarbejde mellem de forskellige partier”.

Se, det er jo netop sådan, vi ynder at se os selv, og der er også er vist belæg for det. Et folk med en konsensussøgende mentalitet, hvor ingen er udenfor, ingen er højere eller lavere, og hvor politiske partier kan forenes over partiskel – for eksempel ved et godt grin. Det er en mentalitet, man kan forestille sig som ved et ”lejrbål”, der ud over at være hyggeligt og inkluderende – for dem, der allerede sidder om lejrbålet – er en ideel social ramme for ”den danske humor”.

MEN DET ER LANGTFRA ALTID, at humor i sin typiske danske form forener – uden for Danmarks grænser. Det ved jeg fra mine interviews med danskere og ikke-danskere, der fortæller om deres oplevelser med hinandens humor på arbejdspladsen – studier, business og politik – hvor flere nationaliteter arbejder sammen.

Udlændingene kan berette om hændelser, hvor de ikke har forstået deres danske kollegers humor, og hvor de har følt sig latterliggjort, frustrerede og udelukket af fællesskabet. Uden at det på nogen måde var intentionen fra de danske kollegers side.

Hvor danskerne bare ville være sjove og tage lidt fis på situationen, følte udlændingene sig forvirrede, fordi de ikke vidste, om danskernes bemærkninger var ment i alvor eller i spøg. Det kan især skabe problemer på arbejdspladsen, hvor en udlænding i en underordnet position ikke altid kan vide, om ”hun skal svare igen på en sjov bemærkning fra sin chef”. Hvor danskerne formodentlig opfattede sig selv som venlige og imødekommende, oplevede udlændingene danskernes bemærkninger som grænseoverskridende, ”blunt” og ”in the face”.

Jeg mener at have fundet forklaringen på denne forskel på, hvordan danskere og udlændinge opfatter dansk humor i vores måde at tale med hinanden på og vores måde at leve sammen på.

De to former for humor, danskere helt naturligt synes at gribe til, er ironi og selvironi. Det er de to humorformer, vi helst og oftest bruger, også når vi kommunikerer med udlændinge, og hvad enten vi befinder os i privaten eller på arbejdspladsen.

I ironi ”spiller man et spil” med, at der er to eller flere betydninger, som man forudsætter, at modtageren kan gennemskue og spille med på. Med selvironi foregiver man at gøre sig mindre, end man er.

Ironi og selvironi er to humorformer, som ikke nødvendigvis flugter med andre nationaliteters humorformer. Og da slet ikke i arbejdssituationer, hvor man i mange andre lande anser det for useriøst i en saglig og professionel situation at lege og ”pjatte som i en skoleklasse”, som en fransk kollega sagde. Og i særlig høj grad anser man det for stupidt at gøre sig mindre, end man er, da man jo helst skal vise sig på højde med eller lidt over sit ansvar og sin position. Også for ikke at ødelægge chancerne for en eventuel forfremmelse.

I Danmark bliver ironi og selvironi tværtom og ovenikøbet anbefalet som ledelses- og samarbejdsstrategier, da de to former kan bruges til at punktere opblæst selvhøjtidelighed, som er det værste, danskere ved.

DET SJOVE ER SÅ, som jeg har vist i min bog ”Humorsocialisering. Hvorfor er danskerne (ikke) så sjove (som de selv tror)?”, at der er særegenheder ved det danske sprog og ved det danske samfund, der bidrager til at forklare, hvorfor danskere er så tilbøjelige til at bruge ironi og selvironi.

For det første er der i det danske sprog en række udtryk, der passer som fod i hose til den danske ironi og selvironi. Det gælder de mange småord som for eksempel ”jo”, ”vel”, ”nok”, ”vist”, ”bare” og så videre, som vi bruger overalt i talesproget. Sådanne ”samtale-småord” bliver af grammatikere med et fint ord kaldt ”dialogiske partikler”. De er karakteristiske ved deres form: Det er ofte enstavelsesord, som ovenikøbet i samtalen er tryksvage, hvilket gør, at det er meget svært for udlændinge med selv gode danskkundskaber i bagagen at høre og opfange dem. Hertil kommer, at småordenes funktion i samtalen er uhyre kompleks, idet de signalerer et labyrintisk og snørklet væv af forforståelser og indforståethed.

For eksempel udtrykker ”jo” jo, at du og jeg ved, hvad der ligger bag, og hvad der hentydes til. Det er for eksempel tilfældet, hvis en dansker siger til en udenlandsk kollega, der ikke kan komme på danskkursus og lære dansk: ”Så må du jo lade dig skille og gifte dig med en dansker.” En dansker ville slet ikke være i tvivl om, at det er ironisk ment, og ”jo” understøtter jo bare dette ved at referere til en fælles (dansk?) ”visdom” om, at fremmedsprog læres bedst på hovedpuden. Franskmanden, der fortalte mig om hændelsen, blev til gengæld pikeret og fornærmet.

DER ER SAMTIDIG SPECIELLE TING ved vores måde at leve sammen på, der udgør et rigtig godt habitat for ironi og især selvironi. Det danske ”lejrbålssamfund”, hvor vi alle sidder om lejrbålet i samme niveau, på jorden eller på sten, på små skamler eller klapstole, og hygger os med ryggen til de andre uden for lejrbålet.

Alle kender hinanden – eller i det mindste hinandens måde at tænke på. Og man er tryg og har tillid nok til, at man kan fyre en ironisk bemærkning af, samtidig med at man er omhyggelig med ikke at hævde sig på andres bekostning, hvorfor det er oplagt til at bruge selvironi.

Ironi og selvironi er to humorformer, som ikke nødvendigvis flugter med andre nationaliteters humorformer.