Prøv avisen
Kronik

Danskerne er indoktrineret til middelmådighed

Danny Malkowski, Ingeniør, folketingskandidat for Liberal Alliance

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er de få idérige, der tør tage chancer og nogle gange rammer rigtigt, der skaber arbejdspladser og velstand for Danmark. Nu har vi skabt en ungdom med for lidt kreativitet. Men alle taber, når vi indoktrineres til middelmådighed, skriver dagens kronikør

PÅ PAPIRET er danskerne blandt verdens frieste folk med de bedste muligheder for social mobilitet og lav økonomisk risiko. Alligevel er vi ikke længere blandt de mest nyskabende, når man kigger på antallet af patentansøgninger og iværksættersucceser. Hvor er de nye visionære? Hvorfor prøves drømme ikke af i verdens lykkeligste land? Jeg mener, at ungdommen er blevet indoktrineret til middelmådighed.

DA JEG GIK I BØRNEHAVE, var det eneste læringsmål at tie stille, når de voksne talte, at holde i hånden på udflugter og at lade være med at slå Lasse i maven, når han væltede mit Lego-tårn. Vi havde et frirum til at rode os ud i problemer, og med en vished om, at de voksne ikke kunne se os over skulderen hele tiden, lærte vi selv at løse konflikter med tiltagende succes. I dag påkræves der løbende evalueringer af det enkelte barns sproglige, kognitive og sociale udvikling allerede i vuggestuen.

Børnehavens læringsmål, kaldet ”skoleparathed”, er blevet standardiseret og omfattende. At være ”skoleparat” er ikke længere blot at kunne forstå regler og være moden til læring. Nu skal man helst kunne tal og alfabetet inden 0. klasse. Vi er biologisk udviklet gennem millioner af år til at lære gennem leg, og det gør os til kreative problemknusere. Hvis vi erstatter børns frihed og spontan læring gennem leg med læringsmål, bliver de aldrig individer, men ensformige fabriksprodukter.

”Alle børn er født som kunstnere,” sagde Picasso, for de uskyldige ser ingen begrænsninger, kun nye muligheder. Når de bliver teenagere, er de stadig nysgerrige og fulde af tro på egne evner. De tester dem af for at lære deres styrker og begrænsninger og indretter livet derefter. Eller sådan burde det i hvert fald være, men i dag forventes det, at man allerede i slutningen af folkeskolen har lagt sig fast på en realistisk prædefineret karriere. I studievejlederens ”Hvad kan jeg blive”-bøger står der om revisorer, betjente og forfattere, men job i fremtiden vil i stigende grad være sammensatte stillinger, der ikke kan sættes i disse kasser. Skolerne har stirret sig blinde på karriereveje.

En 14-årig har ikke begreb om, hvad hun er god til eller er glad for at lave, ligesom politikere og studievejledere ikke har begreb om, hvad der vil blive efterspurgt af færdigheder og udbudt af job i fremtiden. Det snævre fokus har skabt en sort-hvid forestilling om, at enten kan du forfølge dine drømme, eller også kan du være klog og realistisk og… kedelig. Begge idéer er lige dårlige.

Fra psykologien kender vi frihedens eller valgets paradoks, der betyder, at jo flere valgmuligheder man har, jo mere handlingslammende kan det føles. Jo flere uddannelser og karrieremuligheder du bliver præsenteret for, jo større risiko oplever du, der er for at vælge forkert. Oven i, at du skal tage det store valg i en ung alder, får du at vide, at du skal følge dine drømme. Dette forudsætter selvfølgelig, at man har en drøm, hvilket fortvivler dem, der mangler, for skal de så lede efter en? Og hvad hvis drømmen er at blive astronaut, hvilket ikke er særlig sandsynligt. Det er ikke så mærkeligt, at unge i stigende grad føler angst.

I stedet burde man have fokus på at fremme færdigheder og lære, hvordan man øger sin personlige karriere-kapital. Hvad er den næste færdighed, du kunne tænke dig at lære, og er den noget værd for andre? Når du mestrer den, hvad er så det næste, du kan bygge oven på? Hvis man får erhvervet et sæt af brugbare færdigheder, som man er god til, og som ikke er lige præcis det samme, som alle andre på ens årgang kan, så bliver man værdifuld.

Ved at fokusere på den næste rigtige og værdiskabende ting – i stedet for at holde øjet på et mål for en gymnasie-, bachelor- og kandidatuddannelse ude i fremtiden – bliver angsten for at fejle mindre, og læringslysten større. Måske ændrer astronautdrømmen sig til noget mere jordnært, der trods alt minder om det, man oprindeligt ville. Hvem ved for eksempel på forhånd, at de vil være verdens bedste rumingeniør? Jeg vil hævde, at hvis man kigger på succesfulde mennesker, har de fundet deres drøm ved løbende at gøre det, de har været gode til – ikke ved at tage en beslutning som 14-årig.

DET ER VEL PARADOKSALT, at en målrettet indsats, der skulle gøre os til de bedst mulige versioner af os selv, har medført, at fantasiløshed er blevet institutionaliseret. Men problemet er ikke begrænset til børnehave og folkeskole, for når den unge skal til at tage en videregående uddannelse eller starte i lære eller på jobmarkedet, så kan hun vælge muligheden at holde et sabbatår. Selve ordet er en formynderisk opfindelse, for det dækker både over dem, der spiller Playstation hos mor, backpacker gennem Sydøstasien og dem, der tager et midlertidigt job. Det sidste er der altså ikke meget sabbat over. Man holder ikke nødvendigvis ferie, fordi man venter et år med at tage en stor beslutning. Det er nu, der er tid til at tage et kursus i Photoshop og finde ud af, om man skal være grafiker. Måske tjener man penge nok til at læse i udlandet, måske tager man tid til at forstå sig selv.

ORDET ”SABBATÅR” ER ALTSÅ en måde, vi kollektivt udskammer de unge til at komme hurtigere igennem maskinen, men der er også de seneste år set langt værre politiske indgreb: fremdriftsreformen, der belønner, at man går hurtigt i gang og bliver hurtigt færdig, og uddannelsesloftet, der skal sikre, at man bliver låst fast i den retning, man har valgt. Hvis man selv var herre over sin uddannelses tempo, ville det være nemmere at have et job, børn eller starte virksomhed ved siden af – alle ting, der også bidrager til samfundet og måske giver erfaringer, der sammenholdt med uddannelsen er endnu vigtigere for erhvervslivet.

Selvfølgelig skal man ikke kunne leve som SU-rytter og hoppe studie alene med dette formål, men det må dog være tilladt at begå fejl og starte forfra. Politiske tiltag er udtryk for, at nogle mener, at de har regnet ud, at det bedste for alle er at blive hurtigt klar til arbejdsmarkedet uden for meget slinger i valsen. Men hvilket arbejdsmarked er det, de forestiller sig? Min erfaring som iværksætter siger, at vejen til succes slingrer vildt.

Endelig er den unge klar til for alvor at starte på jobmarkedet, men får nu inddraget en større portion af den indkomst, der i disse år er så nødvendig, hvis man skal spare op til hus, investeringer og iværksætteri. Når trykket falder i flykabinen, skal man påføre sig selv iltmaske før sit barn, for hvem skal redde jer begge, hvis du selv besvimer? Det samme princip burde gælde i samfundet, hvor et større skattemæssigt fribeløb ville sikre, at man ikke skal brødføde andre, før man kan brødføde sig selv. Det burde være inden familie, hund og hus, man tager chancer og satser sine opsparede penge på drømmene. Men det gør danske unge ikke. De har ingen penge sparet op.

Det er de få idérige, der tør tage chancer og nogle gange rammer rigtigt, der skaber arbejdspladser og velstand for Danmark. Nu har vi skabt en ungdom med for lidt kreativitet og derfor et land, der leverer under potentialet. Det er vores fælles skyld, at det er kommet hertil, og vores fælles ansvar, at det bliver bedre. Den bedste måde, samfundet kan hjælpe nogen på, er ved – fra vugge til voksenliv – at lade være med at stå i vejen for det frie valg. Sådan skabes mennesker, der tør sigte mod stjernerne. Nogle vil nå dem, andre vil finde deres drøm på vejen, og nogle vil ende, som de ellers ville have gjort. Men alle taber, når vi indoktrineres til middelmådighed.