JEG HØRTE P1 I BILEN en eftermiddag. Et indslag omhandlede den tidligere franske præsident og nuværende præsidentkandidat Nicolas Sarkozys nylige bemærkning fra en tale henvendt til unge franskmænd: ”Lige meget hvor jeres forældre kom fra, så er I unges forfædre gallerne. Les Gaulois!”.
Vi skal her huske på, at Sarkozys far var ungarer, og hans mor var græsk jøde, så hans familie har selv forstået at tilslutte sig franske værdier. Men der var sandelig lystighed i de altid korrekte meningers P1-studie, hvor man gjorde sig lystig over Nicolas Sarkozy. For hvis ens forældre var fra Brasilien eller fra Mellemøsten, kunne ens forfædre jo slet ikke være gallerne.
Det er egentlig en sørgelig tilstand, at P1-medarbejderne ikke kan tænke i symbolske termer. For det her drejer sig jo om symbolik talt ind i en situation, hvor parallelsamfund med islamistisk radikalisering blandt unge muslimer er dagens orden i Frankrig, og hvor Sarkozys bemærkning da var at inkludere alle uanset forældres oprindelsesland – det var netop ikke at ekskludere.
JEG HAR OGSÅ FRANSKE ANER, og med mit efternavn, Corfix, må jeg være i familie med både Asterix og Obelix. Men siden min familie slog sig ned her i Danmark, så har det da været dansk historie, skik og brug, som min familie antog. Man blev nu en del af en lang kæde lige fra sagnfiguren Holger Danske, som jo er symbolsk på linje med gallerne. At man var kristen gjorde det blot nemmere.
Selvfølgelig ved jeg en del om min franske familie, men det er altså her i dette land, mine franske aner valgte at slå sig ned en gang i begyndelsen af 1800-tallet på Alrø i Horsens Fjord for at blive fiskere og lade sig gifte med nogle danske fiskerpiger. Se, den sondring vil man ikke forstå, når man er journalist på P1, og samme holdning har man set i debatten om danskheden. For det er åbenbart ikke godt at have et sted at høre til. Ikke godt med nogle stærke nationale symboler, et grundlag og et fællesskab, en historisk sammenhæng og en samhørighed.
TANKEVÆKKENDE VAR DET for få år siden at høre den tyrkiske premierminister, Erdogan, da han var på gæstevisit i Tyskland og talte for 16.000 tyskere af tyrkisk oprindelse i Köln:
”Naturligvis skal I lære jeres tyrkiske modersmål. I skal kunne give sproget videre til jeres børn. Man kan ikke forvente, at I assimilerer jer. Assimilation er en forbrydelse mod menneskeheden.”
Den udtalelse vakte berettiget harme i Tyskland, og kansler Merkel replicerede dengang fornuftigt:
”Erdogan har en forkert opfattelse af integration. Folk, der besidder tysk statsborgerskab, er statsborgere uden indskrænkninger. Dermed tilhører deres loyalitet også den tyske stat.”
Men til gengæld, hvis man da vil, bliver man så også en del af tysk historie og kultur, en del af en lang kæde. Blot ikke hvis man hele tiden ser sin religion, sig selv og sit ophav som et korrektiv til det nye land, man er kommet til.
LAD MIG GIVE endnu et eksempel fra min egen families historie som udvandrere og indvandrere: I 1889 forlod mine tipoldeforældre, familien Corfix Sørensen, Danmark for stedse ombord på dampskibet ”S/S Bravo” med kurs mod USA. Efter fire slidsomme år i Wilmington, North Carolina tog de som så mange andre udvandrede danskere til den nyoprettede stat Washington. De ”homesteadede” 1893 på Fishers Hill ved Klickitat River.
”Are you Danish?”, spurgte dommeren, der udfærdigede jordskøder. ”No, I am American!”, svarede min tipoldefar på det bestemteste, da han skulle have agerjorden på Fishers Hill. Nu havde han jo da været i USA i fire år, så nu var han altså amerikaner – ikke mere dansker.
Mine forfædre lod sig så godt assimilere i USA på grund af deres vilje. De 400.000 danskere, der udvandrede til USA, blev faktisk alle godt assimileret i det amerikanske samfund, og vigtigst af alt: De vidste, at det var deres egen sag, sprogligt og socialt.
Eller lad os lige blive mindet om de hundredetusinder af loyale tysk-amerikanere, der for USA gik i krig mod deres forældres fjerne, gamle fædreland, Tyskland, i Første Verdenskrig og Anden Verdenskrig.
Hvor ville loyaliteten ligge i dag hos den ortodokse muslim? Hos ummaen (verdensforsamlingen af muslimer) eller hos det land, man nu bebor?
DEN RADIKALE Elsebeth Gerner Nielsen kommenterede på et tidspunkt de spørgsmål, der i prøven i dansk indfødsret stilles til de folk, der ønsker dansk statsborgerskab sådan: ”Nu skal man være dansksindet for at bo i Danmark.” Ja, selvfølgelig skal man da det.
Hvis man ikke holder af det nye land, man er kommet til, men i stedet hele tiden hyperaktivt ser islam og sig selv som et korrektiv til det nye lands kultur og normer, så har man da et problem, når man nu bor i Europa. Man skal ville det land, man nu er kommet til, med krop og sjæl.
At være dansk har ikke noget at gøre med, om man er brun eller hvid – her er debatten virkeligt kørt af sporet. Måske også fordi der er nogle, der meget gerne ønsker dette. Derimod må det være som Musse Sheikh, der har boet i Danmark i 44 år, formulerede det for få dage siden:
”Man skal stille krav til folk. Når de kommer hertil med en rygsæk, skal de tømme den og starte forfra. Alle de gamle ting, som ikke duer i Danmark, skal væk. Så skal rygsækken fyldes op igen med alle de gode ting, de finder i Danmark. Indvandrere skal selvfølgelig tilpasse sig kutymer, normer og den kultur og humor, der findes i Danmark.”
Ja, lige præcis, Musse Sheikh.
DEN FRANSKE FILOSOF, Alain Finkielkraut har sagt det så klart og tydeligt:
”Vi skal forsvare vores værdier. Islamiske fundamentalister siger: ’Vi har en anden civilisation.’ Det er fint. Europa behøver ikke være universel. Lad os ikke sprede Europa over hele verden, men lad os forblive Europa. Vi er i Europa, det er sådan, vi lever, det er sådan, vi ønsker, at forholdet mellem mænd og kvinder skal se ud. Hvis du ikke vil have det sådan, er Europa ikke stedet for dig. Du bliver nødt til at acceptere det, fordi det er europæisk(…). Europa må blive ved med at være Europa, og folk, der kommer til Europa, må acceptere det. Hvis de vil leve anderledes i Pakistan, kan vi ikke gøre noget ved det (…). Vi er nødt til – og vi kan – forsvare Europa som en livsstil, og vi skal stå fast.”
Det europæiske hus er også for muslimer, men det er de europæiske, demokratiske love og værdier, der gælder i huset. Dem må man være loyal over for og tage til sig, og det er migrantens egen sag sprogligt og socialt at gøre det.
Martin Corfix er sognepræst