I DISSE DAGE er den engelske naturforsker Charles Darwin (1809-1882) på forsiden af en stor del af Danmarks aviser. Det var han også for 100 år siden i anledning af sin 100-års fødselsdag den 12. februar 1909. Allerede på dette tidspunkt var han en mytisk skikkelse i offentligheden, og han blev taget til indtægt for meget, der ikke havde noget at gøre med den naturvidenskab, han bedrev.
Siden 1860erne havde fritænkere i Danmark brugt Darwins udviklingslære som et våben i deres kamp for sekulære værdier og et nyt naturalistisk livssyn. I fritænkernes kamporgan, Politiken, lød den populærvidenskabelige forfatter J.O. Bøving-Petersens vurdering således i 1909: Med Darwin og Spencer nåede mennesketanken på sin lange bjergbestigning omsider op til højfjeldstiderne op på vidderne, hvor luften er ren og klar, fri for obskurantismens tåger nede i dalene. For radikale intellektuelle som Bøving-Petersen var Darwin meget mere end en naturforsker. Han var manden, der havde bragt naturvidenskaben til sejr over kristendommen.
Denne ateistiske udlægning af Darwins betydning var man langtfra imponeret af på Kristeligt Dagblad. På forsiden af den dengang indremissionske avis anerkendtes Darwins videnskabelige meritter, mens skribenten samtidig konstaterede, at Darwin i sine hypoteser er gået ud over videnskabens grænser, og varslede fortsat kamp mod Darwin som dogmatiker. Spørgsmålet drejede sig ikke så meget om kvaliteten af Darwins naturvidenskabelige arbejde, men snarere om, hvor grænserne for hans lære skulle gå. På hvilke felter var darwinismen gyldig, og hvad kunne den og særligt hvad kunne den ikke forklare? Her lod radikale og socialistiske kræfter udviklingslæren komme langt ind på kulturens og politikkens område, mens det var vigtigt for kristne at sætte visse grænser for at opretholde en plads til troen.
Mens indremissionske skribenter som en hovedregel ignorerede udviklingslæren, var den siden slutningen af 1860erne blevet diskuteret i den grundtvigske presse. I Dansk Kirketidende tog redaktøren C.J. Brandt kraftigt afstand fra darwinismen, som han sidestillede med ugudelig tysk materialisme. Det mest kontroversielle ved Darwins lære var uden tvivl menneskets slægtskab med aberne, den såkaldte abeteori. For mange kristne var tanken om, at mennesket var skabt i Guds billede uforeneligt med, at det skulle dele forfader med aberne.
DANSKE NATURHISTORIKERE tog udviklingslæren til sig i løbet af 1880erne, og samtidig begyndte liberale grundtvigianere at åbne dørene for moderne tanker, der ellers blev forbundet med de brandesianske fritænkere. Dette gav plads til Darwin på folkehøjskolerne omkring år 1900. Denne accept af udviklingslæren som en gyldig naturvidenskabelig teori blandt grundtvigianere, der i det 20. århundrede blev folkekirkens største fraktion, har spillet en stor rolle i det relativt fredelige forhold, der stadig eksisterer mellem kristendom og darwinisme i Danmark.
Hvordan lykkedes det så grundtvigianere at finde plads til Darwin? For det første nytolkede man med nygrundtvigianere som valgmenighedspræst og højskoleforstander Valdemar Brücker i spidsen N.F.S. Grundtvigs teologi og opgav hans bogstavelige læsning af Bibelen der var i åbenlys modstrid med udviklingslæren og fokuserede i stedet på hans opgør med skriftteologien og kærlighed til det levende ord. I den forbindelse fremhævedes Grundtvigs kirkelige anskuelse: opdagelsen af, at sakramenterne og trosbekendelsen gik forud for Bibelen. Med denne prioritering kunne hverken bibelkritik eller udviklingslære ryste grundtvigianernes kristentro.
For det andet henviste grundtvigianske skribenter i Dansk Kirketidende og Højskolebladet til en fundamental skelnen mellem tro og viden: Både naturvidenskab og religion havde deres grænser, og de skulle ikke blandes sammen. Forholdet mellem tro og viden var centralt i den danske kulturdebat i midten af det 19. århundrede, og mange grundtvigianere tilsluttede sig Rasmus Nielsens forslag til et kompromis mellem teologer og positivister. Ifølge Nielsen bestod der en principiel forskel mellem naturvidenskab og kristentro. Den verdslige ånd og evangeliets ånd skulle ikke forenes, men bestå side om side, og det var en eksistentiel, ikke intellektuel, opgave at leve med denne spænding som menneske.
I 1873 klargjorde Nielsen sit standpunkt over for darwinismen: Har Darwins metode videnskabelige mangler, vil den blive korrigeret i videnskaben, og naturforskere er de eneste rette, kompetente dommere. Om den sejrer eller taber i striden, har ingen væsentlig indflydelse på åndslæren. Det religiøse begreb om skabelse er ikke et vidensbegreb, men et trosbegreb. Darwinismen gør ikke religionen afbræk, bevæger sig ikke på troens enemærker, løser ikke skabelsens problem, afkræfter ikke det åbenbarede ord: Mennesket er skabt i Guds billede.
DET NIELSENSKE og grundtvigske kompromis om, at naturvidenskab og religion, darwinisme og kristendom, er to uafhængige sider ved tilværelsen, der skal holdes adskilt, kan ses som en del af forklaringen på de fredelige forhold i dagens Danmark, hvor over 80 procent af befolkningen er medlemmer af folkekirken og lige så mange er darwinister.
Sagen er helt anderledes i USA, hvor kristendom og darwinisme i langt højere grad ses som modsætninger. Under halvdelen af befolkningen accepterer den moderne udviklingslære, protestantiske kirker profilerer sig ved at hænge Darwin ud som syndebuk, og kulturkampen raser mellem liberale kræfter og det religiøse højre, hvor den antidarwinistiske kreationisme står stærkt. Det er værd at bemærke, at kreationismen er af relativt ny dato. Det var først i 1920erne, der opstod en antidarwinistisk bevægelse, mens de fleste protestantiske teologer fra 1870erne til Første Verdenskrig accepterede teistiske versioner af udviklingslæren. Kreationismen opstod som en del af den protestantiske fundamentalisme, der ønskede at bekæmpe den moderne verdens ugudelighed og bringe kristendommen tilbage til sit rette fundament.
For kreationisterne var det fundamentale Bibelen, der blev opfattet som Guds ord direkte til mennesket. Da en bogstavelig læsning af skabelsesberetningen ikke harmonerede med udviklingslæren, måtte sidstnævnte vige. Kampen stod fra 1920erne og frem først og fremmest i klasselokalerne. Forældre frygtede for børnenes tro og frelse, hvis de blev undervist i udviklingslære. Mange stater indførte af denne grund forbud mod undervisning i abeteorien. Et forbud, der blev kendt ulovligt af Højesteret i 1968.
De toneangivende kreationister i dag argumenterer for, at Jorden er 6000 år gammel, at alle geologiske ændringer skyldes syndfloden, og at alle nulevende arter er skabt som beskrevet i skabelsesberetningen. Der er dog en livlig diskussion blandt kreationister om, hvordan man skal få Bibelen og naturvidenskaben til at gå op. I den ekstreme ende finder vi fladjordstilhængere, der hævder, at Jorden er flad, fordi det står i Bibelen. Blandt de mere frisindede optræder progressive kreationister, der mener, at Gud løbende har sat nye arter på Jorden, og intelligent design-tilhængere, der godtager dele af udviklingslæren, men afviser Darwins forklaring, den naturlige udvælgelse. Retslige og videnskabelige nederlag til trods vinder kreationismen frem globalt set. Den er nu langtfra kun et amerikansk fænomen. Særligt den muslimske kreationisme hverver nye tilhængere. Darwin opfattes blandt disse grupper som den store satan, der er skyld i alt fra nazisme til terrorisme. Det er ikke så lidt, den engelske naturforsker må lægge ryg til på sin 200-års fødselsdag. Måske kunne disse religiøse grupper lære noget af det danske kompromis og skelne mellem tro og viden?
Hans Henrik Hjermitslev er cand.mag. i idéhistorie og videnskabsstudier og ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet. Han er medredaktør af evolution.dk og tidsskriftet Slagmark.
