I efteråret var der debat her i avisen om evolutionsteori. Baggrunden var en artikel af sognepræst Mads Jakob Thorlund Jakobsen i Sct. Marie Kirkes kirkeblad i Sønderborg. Han beskrev evolutionsteori som religion i modsætning til den bibelske skabelsesberetning, kristen etik og Det Nye Testamente. Han fremhævede, hvordan den burde fordømmes som overgreb på trosfriheden. Der var flere sælsomme aspekter i debatten, som kan være fornuftigt at genoverveje, for drøftelsen ebbede uforløst ud. Den kom til at handle om biskoppelig tilsynsmyndighed, men sagens kerne henstod i uvished. Det er ærgerligt, for der er rigeligt at drøfte.
For det første drejede debatten sig om præsten som forkynder, men ikke som underviser, skønt det ikke er mindre problematisk. Jeg ville have betænkeligheder ved at sende mit barn til undervisning hos ham med tanke på, hvad han lærer. Og de lokale skoler, der giver kirken mulighed for konfirmandundervisning i skoletiden, må overveje ordningens fortsatte berettigelse. Skolen kan ikke være tjent med en præst, der som katederprofet misbruger skoletimer.
Biskop Marianne Christiansen gjorde ret i at indkalde præsten til samtale, hvor hun gjorde ham forskellen mellem videnskab og religion klart. Den ene er ikke bedre end den anden, men de forholder sig til forskellige livsområder og konkurrerer derfor ikke med hinanden. Videnskabelig teoridannelse er ikke religion og påberåber sig ikke at være det. Det bør akademisk uddannede teologer i Danmark vide.
For det andet førtes debatten om evolutionsteori ud fra Darwin. Tænk, hvis man drøftede aktuel lægevidenskab ud fra gamle teorier uden hensyntagen til moderne behandlingsformer som penicillin og kemoterapi.
Darwin var en fremragende skribent, en afgørende og visionær tænker, men han vidste intet om moderne genetik. Darwin er en af mine store helte, så jeg ønsker ingenlunde at forklejne hans indsats, men det er intellektuelt forarmende at drøfte en teoridannelse uden hensyn til en 160-årig udvikling. En af dansk teologis og også folkekirkens store forcer har været dens evne til at indgå i kvalificeret med- og modspil til kultur- og samfundsdebat, den videnskabelige inklusive. Den status kan man snart sætte over styr, hvis man vil føre diskussioner på det niveau, debatten om evolutionsteori eksemplificerede.
For det tredje var der diskussionen af Darwin. Her excellerede Katrine Winkel Holm i uvidenhed. I en kommentar i avisen den 27. november 2018 mente hun, at der måtte stilles skarpt på Darwins ”dystre sider”. Hun havde læst en artikel af historieprofessor Poul Duedahl fra 2009 om Darwins racebegreb. Den bygger alene på spredte citater fra Darwins 1871-værk, ”The Descent of Man, and Selection in Relation to Sex”, men placerer ham ikke i historisk kontekst.
Katrine Winkel Holm havde hverken læst hovedværkerne, dagbøger eller breve og anbragte heller ikke Darwin i forhold til hans egen tid og rum. Det er åndeligt armod hos en evangelisk-luthersk præst skolet i betydningen af at gå ad fontes, til kilderne. Man kunne også have ønsket sig en klargørelse af race-begrebet, der for Darwin betød noget andet end i dag, hvor det forudsætter geners betydning.
I to kronikker overvejer jeg to centrale spørgsmål, som står ubesvaret tilbage. Var Darwin racist? Hvad drejer moderne evolutionsteori sig om? Det sidste er forudsætning for en fornuftig diskussion af dens betydning i dag. Men først om Darwin og racisme.
Ud over hans egne fortsat meget læseværdige og spændende værker, kan man læse om den historiske baggrund i den fortræffelige og internationalt stærkt anmelderroste bog om racismespørgsmålet, ”Darwin’s Sacred Cause: Race, Slavery and the Quest for Human Origins” af Darwin-forskerne Adrian Desmond og James Moore. I tidsskriftet Nature lovpriste den berømte biolog Stephen Jay Gould bogen som den ”utvivlsomt fineste biografi, der nogensinde er skrevet om Darwin”.
På et punkt har Duedahl og Holm ret. Darwin var som flertallet i datiden overbevist om den europæiske civilisations fortræffelighed over andre kulturer, ligesom han var forvisset om sin protestantismes sandhed over andre kristendomsformer og religioner.
Tilsvarende var han overtydet om englænderens overlegenhed over andre folkeslag. Det kaldes etnocentrisme og kulturarrogance, men ikke racisme.
Darwin kom af et unitarisk miljø med stærk betoning af skabelsestanken. Familien forsonede sig først langsomt, og primært fordi man efter Den Franske Revolution så sig nødsaget til at imødegå mistanker for manglende loyalitet over for kongen, med Church of England.
Darwin blev således døbt i Church of England, men fastholdt livet igennem et stærkt præg af både farfaderens og morfaderens unitarisme. Menneskets ligeværd var en grundtanke hos begge, og Josiah Wedgwood gjorde en betydelig indsats på sine fabrikker for at forbedre arbejdernes sikkerhed, ligesom han skabte og støbte medaljonen for Samfundet for Gennemførelse af Slavehandlens Afskaffelse i 1787: en sort mand på knæ med hænder og fødder i lænker og øjnene rettet mod himlen: ”Er jeg ikke også menneske og bror?”. Hele Darwin-familien var centrale aktører i den engelske kamp, også specifikt politiske, mod slaveri, abolitionismen, der opnåede sin første store sejr i 1807 med slaveriets afskaffelse i Englands kolonier.
Darwin lærte tidligt i sin studietid at udstoppe fugle. Familien betalte for en privatlærer, John Blackamoore, der, som navnet umiskendeligt fremhæver, var sort. Som ældre genkaldte Darwin sig hans betydning: ”Der levede en neger i Edinburgh, som havde rejst med Waterson og tjent til livet ved at udstoppe fugle, som han gjorde fremragende. Han gav mig for betaling timer, og jeg sad ofte hos ham, for han var en meget behagelig og intelligent mand.”
I studietiden stiftede Darwin også bekendtskab med frenologien – tanken om, at man gennem måling af menneskers hjernestørrelse kan slutte sig til deres intelligens.
Allerede i en tidlig alder måtte han derfor forholde sig til, hvilken rolle miljø eller arv spillede for menneskelig intelligens. Noget, der siden blev et centralt emne i hans værker, og som selvsagt også har med racespørgsmålet at gøre. Tilsvarende måtte han forholde sig til pluralister, der insisterede på menneskeslægters forskellige og uafhængige ophav. På en af sine første rejser oplevede Darwin en slaveejer spørge sine trælle, om de ønskede frigivelse. Svaret var nej. Darwin spurgte efterfølgende kaptajnen FitzRoy på ”HMS Beagle”, om han regnede slavernes svar, afgivet foran deres ejer, for troværdigt. Fra det tidspunkt var Darwin persona non grata i messen.
I sine dagbøger skrev han: ”Den, som bekæmper slaveriet, afhjælper med at lette ulyksaligheder måske endnu større, end han kan forestille sig.”
Darwin rangordnede mennesker, som de for eksempel ses af hans drøftelse af yaghan-folket i Ildlandet og aboriginere. Om de første skrev han, at ”aldrig fandt man en lavere form for menneskehed”, men han understregede også, at de ”essentielt var de samme” som han selv. Som Desmond og Moore skriver, værdiinddelte Darwin, som alle andre i samtiden, mennesker, men han gjorde det ikke ud fra anatomi som frenologer og pluralister. Som evolutionstænker og kristen fastholdt Darwin menneskets og skabelsens enhed og kontinuitet. Etnocentriker og kulturarrogant, javist. Det var europæere uden undtagelse i datiden, men Darwin var ikke racist. Han var faktisk alt andet.