Prøv avisen
Kronik

David Bowie - en kunstner under konstant forandring

Fotograferet for Kristeligt Dagblad. Marie Høgh bor i Vester Skerninge præstegård med sin kæreste, der er præst i Vester Skerninge. Marie Høgh fortæller i et personligt interview om julimåned, hvor sagen om hendes ansøgning til kirken i Berlin brød ud. Hun fik ikke jobbet, og et af de centrale spørgsmål i sagen er: Blev Marie Høgh udfrittet om sit politiske ståsted ved sin ansættelsessamtale i den danske kirke i Berlin? Foto: Asbjørn Sand. Foto: www.asbjornsand.com

Selvfølgelig skal David Bowie ikke helgendyrkes. Et menneske er død. Og evangeliet skal ikke vrides ud af hans værker. Men Bowie gør det, digtere kan. De kan fortælle om det uperfekte menneske under forgængeligheden, skriver Marie Høgh

Det er en præstesyge at få lagt ånd ind i alting. Det er det! Som om evangeliet kan vrides ud af damebladsbrevkassen, citatet på Gajol-æsken og Laus Høybyes ”Krummesang” - for det var vel også svært for Jesus at være 11-12 år gammel? Rundetårn og tordenskrald bliver lige høje efter en tur i præstens prædikenværksted.

Nej, det er ikke til at holde ud. Hans Hauge kunne heller ikke holde ud, at David Bowie som ”markedsfinansieret popreligion” blev dyrket af præster. Nu skriver Hans Hauge så meget herligt, at han skal have lov at skyde forbi en enkelt gang, som han gjorde i sin kritiske kommentar i forbindelse med Bowies død (Kristeligt Dagblad den 16. januar). Men når han skyder forbi, gør han det med ”akklamation bravour”, som Søren Kierkegaard ville sige. Det er sådan set næsten ikke til at stå for.

Selvfølgelig skal Bowie ikke helgendyrkes. Et menneske er død. Og evangeliet skal ikke vrides ud af hans værker. Men Bowie gør det, digtere kan. De kan fortælle om det uperfekte menneske under forgængeligheden. Hensynsløst, uden sminke og ikke på bekostning af sandheden om det ufuldkomne menneskeliv.

At vise menneskelivet i dets nøgenhed og fattigdom - det er i sig selv en kæmpe mission. Og Bowie har ikke bildt sig andet ind. Han har selv ledt efter noget. Derfor kan man læse hans værk som et skriftemål. Om skriftemålet skriver Søren Kierkegaard, at ”skal et Menneske væsentligen forstå sin Synd, da maa han forstaa det, fordi han bliver ene, han ene, netop han ene med den Hellige, som veed Alt”.

I musikvideoen til sangen ”Lazarus” ligger Bowie alene i sengen. Det er en afskedshilsen til hans fans. Håret er grånet. Næsten hvidt. Huden er let krøllet. Et menneske under forandring og forgængelighed - under afvikling. En seng i et hvidt rum. Fliser på gulv og vægge. Døren i klædeskabet åbnes - kvinden med det mørke hår og den hvide hud titter ud. Overdynen er rosa. Iklædt en hvid skjorte, natskjorte, ligskjorte. Manchetterne er knappet op. Hvidt klæde for øjnene. Knapper syet på øjenhullerne. Udsynet hindret.

Bowie rækker armene ud efter noget, men kan tilsyneladende ikke nå det. En kamp mod døden. Hende, der ligger under sengen, kravlede ud af skabet. Skeletterne i skabet. Mørket under sengen. Alt det, vi er bange for, bor under sengen. Det ved hvert et barn. Monstre og dæmoner - genfærdene fra i går. Kvindeskoen på gulvet. Ungdommens drømme og nattens trolddom. Han har det hele med sig ved sit dødsleje - i sit kammer.

Look up here, I'm in heaven

I've got scars that can't be seen

I've got drama, can't be stolen

Everybody knows me now

Kunstneren kan ses som én, der aflægger vidnesbyrd eller skrifter over for mængden, over for sine fans. - Enhver kender ham nu. Mens vi i vores skriftemål for Herren er ”ene med den Hellige, som veed Alt”.

Bowie vedkender sig det hele - for alle kender ham nu. Han vedkender sig det hele: Arrene, der ikke kan ses; det hele liv under afvikling - at elske, leve, miste sit liv. ”I was living like a king/ Then I used up all my money/ I was looking for your ass.”

Ja, alt det, der hører livets drama til, kan ikke stjæles. Af dramaet træder han op, træder ud og lige ind i døden. Han klædte sig om, klædte sig ud og klædte sig af i sin længsel efter at finde den endelige klædning. Tusindkunstneren Bowie, funklende farverige identiteter som hamme.

Forvandlede sig, det gjorde han - det gør vi, mere eller mindre funklende eller farveløst hele livet. Forandrer og forvandler os. Den forandring, vi selv underkaster os som livets vilkår. Livet forandrer os. Derfor er identifikationen med et andet menneske aldrig mulig. Identifikationen med os selv sker kun i glimt under forandringen.

Forandringen hos Bowie kan vi derfor genkende, men ikke identificere os med, som Erik Nielsen skriver i sin bog ”David Bowie - et sprogligt-musikalsk portræt”:

”Han svigter hele tiden sit publikum ved at forhindre det i at indleve og identificere sig. Han er ikke til at fastholde. Bedst som man sidder i færd med at klistre etiketter på hans kunst, så smækker han noget helt andet i hovedet på en - noget, som dementerer det tidligere.”

I kunsten tilbyder han fremmedheden, vi kan genkende under afvikling og udvikling, der ikke slutter, når vi er 30 år, men fortsætter livet igennem, indtil vi ligger som ham - uden ro, men med døden under sengen. Derfor blev Bowies kunst et gådespejl for mange fans undervejs i livet, hvor vi hele tiden er i skriftestolen, så vi kan leve videre med de ar, der ikke ses.

Bowie viser os, at det at se livet i øjnene er bestandigt at forundres. Om forundringen og forandringen i skriftestolen skriver Kierkegaard, at ”hvilket stærkere Udtryk er der vel for Forundring, end at den Undrende bliver som forandret, som naar den Ønskende skifter Farve, hvilket stærkere Udtryk end dette, at han virkeligen bliver forandret!” (Søren Kierkegaard, ”Ved Anledning af et Skriftemaal”).

For med alt det, han tager på sig, er der lige så meget, han giver afkald på. Afvikler hernede undervejs. Men afdrages kan døden ikke - nej, livet er et opbrud i sig selv. ”For den, der elsker sit liv, skal miste det. Og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv” (Joh. 12, 25).

At elske sit liv er at hænge sig i sit liv for at sikre sig selv mod at miste det - vi er faldne og forfaldne til at ville styre de vigtigste ting i livet på plads selv. ”This chaos is killing me,” sang Bowie for år tilbage, ”mens stemmen og kroppen signalerede kontrol” (Poul Pilgaard Johnsen, Weekendavisen den 15. januar 2016). Men det var ikke det, Bowie døde af. I dødskammeret - i en scene ser man ham danse en underlig kontrolleret dans - fejre og hylde livet selv på grænsen til døden, tærsklen til evigheden.

Det er et brud, når vi kommer ind i verden - fødes ind i livet - et brud, når vi bliver taget ud af det igen. Og dér indimellem lever man så i kaos og forvirring. Af frygt for kaos forsøger vi at gøre noget ved livet.

Det er det kaos, Bowie viser os. Et værelse, hvor døden og dæmonien har rum. Alle kender os der, for huden er skrællet af. Med skabet fuld af skeletter og samvittigheden fra i går skriver han om kap med døden under skrivepulten. Med rasende fart skriver han. Pen over papir. Han har stadig meget at sige, skabe og skænke verden. Tiden løber ud.

Vi har stadig mere og mere bag os, mindre og mindre foran os. Derfor har livet altid barmhjertighedens og tilgivelsens behov. Behov for at skrifte, fordi vi ved at bruge livet op og slide det ned ikke efterlader det pæneste spor i livet. Men efterlader et brugt liv. Som Søren Kierkegaard skriver, ”kan kun det timelige tabes timeligt. På den anden side kan det evige vindes evigt”.

Bowie viser os ikke, hvordan vi kan vinde det evige liv, kun hvordan han taber det timelige. Det, Bowie viser os, er et liv, hvor han bliver ved med at at skabe, elske, miste, danse og bruge alle pengene. Det er en dødssynd at lade livet ligge. Og han vedkender sig det hele, al den synd, der hører livets drama til. Ja, han har taget sit publikum med ind i kammeret og skrifter for dem, for os. ”I've got drama, can't be stolen/ Everybody knows me now.”

This way or not a way - baglæns går han ind i klædeskabet, hvorfra døden kom og modtager fansenes hyldest. For han var en stjerne med farvestrålende ansigtsmaling. Han var et menneske, der digtede på og med forgængelighedens vilkår.

Tvetydig i sit udtryk, men tydelig omkring, at han var tvetydig. Tydelig på den måde, at han gennem stor kunst skildrede mennesket i sin forundring og forandring. At vi forundres over vores vaklende menneskeliv i spejlet af hans forandring. Det er den slags, man kan forkynde på.

Marie Høgh er konstitueret sognepræst i Stenstrup-Lunde Pastorat