Prøv avisen
Kronik

De døde lever videre – men ikke ret meget i kirken

Esben Kjær, journalist og radiovært på ”Bagklog på P1”. Har skrevet bogen ”Min usynlige søn – kunsten at leve med de døde resten af livet” og udgiver snart bogen ”Døden – en overlevelsesguide”.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Sorg handler ikke længere om at frigøre sig fra de døde, men at omforme båndene til dem. Det har sorgforskningen omsider forstået. Nu mangler vi bare, at kirken for alvor kommer med, skriver journalist Esben Kjær, som selv har mistet sin syvårige søn

Nogle måneder efter, at min syvårige søn Sebastian døde af kræft, spurgte jeg en præst, hvor Sebastian var nu. Han svarede noget i denne retning: ”De døde er hos Gud. Og det, vi ikke ved noget om, må vi overlade til Ham.”

Nej, vi må ej. Dét svar bærer og støtter ikke efterladte. Og jeg tror godt, at præster kunne sige meget mere om spørgsmålet, hvis de turde. Men præster har en sjov tendens til at aflive de døde med ligegyldige platituder som ”De er i Guds hånd”. Nu er det så allehelgensdag – den ene dag om året, hvor de døde får lov at komme ind i nogle kirker. Ellers kommer de der som bekendt kun, når de skal begraves.

Denne uvenlige indstilling over for de døde er ret unik i forhold til andre religioner, som aktivt understøtter, at de døde lever videre – i vores hjerter og tusind andre steder – ved at indrette ritualerne, liturgien og alt det andet herpå. Til gengæld afspejler den danske folkekirkes manglende plads til de døde fint resten af vort samfunds manglende sorgkultur. Men ligesom samfundets sorgkultur er under hastig forandring disse år, burde kirken i højere grad følge med her.

I årtier har samfundet gjort sit bedste for at feje de døde ind under gulvtæppet. Det kan vi i høj grad takke psykologiens fader Sigmund Freud for. Han så døden som et frigørelsesprojekt, hvor vi sagde farvel til den døde og kom videre. Freud så kærligheden som en begrænset ressource, som det var spild at bruge på de døde.

Siden da har psykologien reproduceret hans ævl. Når vi siger ”nu må du se at komme videre”, går der en lige linje til Freud. For samfundet købte den, så både de døde og de efterladtes sorg kunne gå væk hurtigt. Og kirken har understøttet samfundets stærkt overkommelige sorgkultur med et lynhurtigt begravelsesritual med få muligheder for de efterladte til at præge det.

For cirka 20 år siden svingede sorgforskningen imidlertid helt rundt. Ud røg Freud og konsorter. Pludselig var opgaven for den efterladte ikke længere at sige farvel til de døde, men at omforme båndene til dem. Det gælder ikke længere om at komme af med sin sorg – sorgen er livslang. Og det samme er forholdet til de døde. Sorgforskere taler nu om de dødes nærvær – og er kommet tilbage til det sted, hvor resten af verden minus den vestlige sådan set hele tiden har befundet sig. Men herhjemme har efterladte følt sig forkerte, fordi samfundet insisterede på et farvel.

Første gang, jeg indså, at min døde søn ikke havde tænkt sig at gå væk, var, da hans storebror på dengang 10 år tegnede sin lille bog ”Hvordan man har en usynlig bror”. I bogen er Sebastian blevet til en engel, der ikke er her – men som alligevel er her og kommunikerer med os på subtile måder. Han havde straks fattet, at de døde ikke går væk, men at vores forhold til dem fortsætter.

Hans lille bog blev en slags brugsanvisning på mit fortsatte samvær med Sebastian. Den blev udgivet og hjælper nu andre. Som titelsammenfaldet antyder, formede min søns indsigter også min egen bog ”Min usynlige søn – kunsten at leve med sine døde resten af livet”.

For det gør de døde – lever videre. Det er en erfaringsbåren realitet, uanset hvad man tror eller ikke tror på. Derfor siger selv sekulære psykologer nu, at vi skal bære de døde videre med os. Og erkendelsen breder sig langsomt i resten af samfundet. Inspireret af mine tanker kører min arbejdsplads DR i denne allehelgenstid et sorgtema om netop dette.

Præsten, der begravede Sebastian, sagde: ”Det aftryk, han har sat i dit hjerte, vil altid være lige så nyt og frisk, som dengang han levede.” Den sætning ændrede alt for mig. Sebastian er ikke blot et aftryk i mit hjerte. Han bor derinde – ikke som et minde, men som en levende, skabende kraft. Han er en slags muse, jeg kan konsultere, være med, fortsat elske. Og utallige efterladte, jeg har mødt til mine foredrag, har vidst præcis, hvad jeg mener.

Men hvordan omformer og vedligeholder man båndene til de døde? Det gør man ikke ved at henvise til, at ”de døde er hos Gud”. Der skal anderledes konkrete boller på den spirituelle suppe.

Vi vedligeholder groft sagt forholdet til de døde på to måder: Gennem de historier, vi fortæller om vores dødes fortsatte nærvær og betydning for os. Og gennem ritualer omkring de døde. Min søns lille bog om Sebastian som en nærværende engel er et eksempel på sådan en historie, som på et fundament af tro har sat rammen for Sebastians fortsatte eksistens i familien. Han er fortsat fuldgyldigt medlem, har sit eget ”alter” i entréen, sin egen plads ved bordet ved storebroderens konfirmation, og når børnene har held med at plage os om is, siger vi: ”Ok, men den er fra Sebastian.”

Så er der ritualerne – alt fra store kirkelige ritualer som begravelsen til små personlige ritualer, som kun giver mening for den efterladte selv. Sebastian er rødblond, så når jeg ser en solnedgang, har jeg besluttet, at det er ham, der sender mig en hilsen – og jeg standser op, tager imod den og forbinder mig med ham.

Den type ritualer har folk masser af. I researchen til min kommende bog ”Døden – en overlevelsesguide”, som indeholder en masse praktisk støtte til efterladte i sorg, har jeg undersøgt nogle af de ritualer, efterladte har. Og jeg fandt en vidunderlig mangfoldighed. Her er et lille eksempel, der også peger tilbage på troen: ”Vi holder øje med hvide dun, hvor vi går – og når vi finder ét, ved vi, at vores yngste datter har været der.”

Undersøgelser viser, at sådanne ritualer er psykologisk sunde. 95 procent af ritualerne er personlige og private. Hvor er kirken – den store ritualekspert – henne? I andre kulturer mandsopdækker kirken den sørgende med ritualer, så man ikke skal opfinde rammen for sin sorg selv, og fordi kirkens vægt bag ritualerne giver en anden tyngde. I folkekirken har man begravelsen – et vigtigt, men noget stramt og standardiseret ritual uden mange muligheder for at udfolde historien om den dødes betydning og fortsatte nærvær. Desuden har præsten ofte for travlt med at komme væk fra afmagten og hen til håbet og møder dermed ikke den efterladte, hvor hun er.

Derefter er det slut. I stadig flere kirker kan man dog tænde et lys for sine døde – men hvorfor ikke alle? Er det nu Luther igen? Nogle steder er der en enkelt årlig allehelgensgudstjeneste. Men de døde er underservicerede. De efterladte har brug for mere: flere og bedre ritualer ville give os et bedre sprog for det, vi ikke kan udtrykke, en handlemulighed, hvor vi ikke kan handle, en fastere ramme for vores sorg i det grænseløse kaos.

Vi trænger til en re-ritualisering af døden, både hvad angår personlige og kollektive ritualer. Kirken burde sætte sig i spidsen herfor. Jøderne har deres kaddish, lad også os få nogle kirkeligt funderede ritualer til personlig brug. Og så kunne kirken passende skrue op for sine egne. Ud over at få indført lysglober alle steder kunne man indrette steder i kirken til privat bøn – i katolske kirker opsøger jeg altid Maria-med-barn-alteret for min søns nærvær, i Danmark har jeg ingen personlige ritualer i kirkerummet.

Der kunne være hyppige andagter for efterladte. Samtidig kan højmessen, der i forvejen skriger efter modernisering, tydeliggøres, så vi forstår ritualerne, og så de taler mere ind i magtesløshedens fællesskabs grundvilkår. Eksempelvis fortæller præster mig igen og igen, at altergangen er stedet, hvor jeg kan forbinde mig med de døde. Jeg har endnu ikke mødt én, der evnede at forklare mig hvorfor. For præster har det med at forsvinde op i de højeste abstraktioner, hver gang spørgsmålene bliver svære.

Jeg skriver dette af kærlighed til kirken – den var et af de steder, jeg fandt mest støtte, da min nød var størst. Kirken kan noget særligt med død og sorg. Og efterladte er særligt åbne for budskabet, da sorg ofte åbner for en eksistentiel opvågnen. Dette møde kunne kirken skabe bedre rammer for.

Hvordan omformer og vedligeholder man båndene til de døde? Det gør man ikke ved at henvise til, at ”de døde er hos Gud”

Esben Kjær