Prøv avisen
Kronik

De syriske børn drømmer stadig

Foto: Schmidt Photography/Face the World

Jeg kan ikke længere slukke for fjernsynet, når billederne fra det seneste gasangreb i Syrien ruller over skærmen. Efter en rejse til Syrien har de såkaldte flygtningebørn fået navne. Og jeg kan ikke længere vende dem ryggen

Det er nat i København. Jeg sover ikke. Jeg ligger med vidtåbne øjne og mærker, hvordan afmagt og tristhed er flyttet ind i min krop. Jeg ligger længe i stilhed, imens jeg græder uden tårer. Uden for vores vindue hører jeg rungende latter fra en pigegruppe, der er på vej i byen. Deres stiletter klikker hårdt mod asfalten, imens lyden fra deres grin bliver svagere for til sidst at forsvinde i natten.

Når jeg lukker mine øjne, står billederne fra det seneste gasangreb i Syrien helt skarpt. Billeder af børn, der bliver kvalt og ligger døde med hvidt skum om munden. Små børn med små rystende og forvrængede kroppe. Børn med store, forskræmte øjne. En far, der har mistet hele sin familie og sidder tilbage med sine to døde tvillingebørn på skødet.

Jeg hører lyden af forældres febrilske skrig efter hjælp. Hjælp, der aldrig kom. Hjælp, der aldrig kommer. Skrigene efter en gud, der for længst har glemt, at de eksisterer. Øjne og arme vendt mod himlen.

I marts var jeg tæt på den syriske grænse for at interviewe syriske flygtningebørn til brug for undervisningsmaterialer til grundskolen. Disse børn er den vestlige verdens store og ubehagelige sten i skoen. For mig er de Ahmed, Jamal, Maram, Rana, Abdul, Jawad, Hamsa, Rafiq, Aida, Yasmin, Salim, Mohammad... De er børn, der stadig drømmer. De drømmer om et frit Syrien, om at hjælpe krigens ofre, om at genforenes med deres forældre og om at gå i skole.

De er børn, der gør, at jeg ikke længere kan tillade mig at slukke for nyhederne, når billederne bliver for ubehagelige og gør, at klumpen i halsen vokser. Jeg kan ikke springe siderne i avisen over, fordi det stikker hårdt i mit hjerte, og jeg bliver fyldt med raseri og afsky. Af respekt for dem og deres situation bliver jeg nødt til at forholde mig til deres virkelighed. Vi har en relation, og de betyder noget. Jeg kan ikke stoppe deres krig, men jeg kan bruge mit eneste våben, blyanten, til at fortælle deres historie.

Der er børn, men de ligner ikke de børn, du kender. De ligner ikke din nabos datter med de skæve tænder, åbne arme og smilende øjne. De ligner ikke dine egne børn eller børnebørn. Deres blikke er sorte, deres gnist og barndom hører en anden tid til. Det er børn, som verden har glemt. De er børn, som lever videre med store traumer og psykiske problemer, som ingen har mulighed for at tage fra dem og placere et andet sted. Ved et trylleslag styrtede deres verden i grus, og deres historier blev forandret for altid. Deres værste frygt blev en realitet. Det er historier, der ikke tilhører barndommen. Det er fortællinger om flugt i natten, missiler, soldater, blod, frygt, tab, savn og gasangreb.

Jeg sover stadig ikke. Jeg tager min mobiltelefon frem. Jeg trykker mig frem til mine billeder. Min tommelfinger danser ned over billederne. Der er mange. Billeder af børnene på børnehjemmet, af den seksuelt misbrugte dreng, af gadebørnene, af familier og stærke skoleledere, der forsøger at skabe drømme og liv.

Jeg stopper op ved billedet af Rana. Den 11-årige syriske pige fra Idlib, der er bange for alt. Regimet bombede hendes hus, og hun flygtede til Tyrkiet. Rana savner livet, hun havde i Syrien. Der følte hun sig tryg, glad og lykkelig. Hun gik i skole, havde venner og legede med naboerne efter skole. Nu bor hun i Tyrkiet, og hun er altid bange. Hun føler sig ikke tryg og glad indeni. Rana arbejder på gaden, og hun er bange for sin tyrkiske chef. Hun er bange for mørke, bange for at ligge i sin seng om aftenen, og hun er bange for naboerne. Rana synes, de virker farlige, og hun er bange for, at de kommer ind i lejligheden, imens hun sover. Rana drømmer om fred i Syrien, og at hun kan komme tilbage til sine venner. Hun drømmer om at igen være tryg og glad.

Jeg kigger på de mange billeder, jeg har taget af hende, og kysser min skærm, inden min tommelfinger arbejder sig videre ned over billedgalleriet.

Maram. Den lille pige, som græd, fra jeg kom, til jeg gik. Den lille pige, som åbnede sit hjerte og sin historie for mig. En fortælling om bomber, frygt og angst. Og om et overfyldt telt i en i en flygtningelejr og tabet af en lillesøster, der ikke fik den hjælp, hun havde brug for, og som døde for øjnene af hende. Jeg gav hende mit smykke, og fæstede det om halsen på hende, da jeg gik. Måske i afmagt. Jeg håber, det bliver et minde fra dengang, der kom en dame med blå øjne og spurgte, hvad hun drømte om. Og jeg beder til Gud og håber, Maram vil huske, at hun drømmer om at blive læge. Ingen børn skulle dø, så længe hun var på arbejde.

Mine øjne forsvinder fra skærmen, og jeg lukker mine øjne i. Jeg kan ikke forhindre Assad i at begå krigsforbrydelser. Jeg kan ikke forhindre nye kemiske angreb mod civilbefolkningen og de mange uskyldige børn. Jeg er bundet på hænder og fødder og ude af stand til at beskytte dem.

Jeg har for få kort på hånden at spille med. Men jeg har fået jokeren! Jeg kan møde dem med et åbent sind, fordomsfrihed og uden frygt, når de efter en lang rejse banker på vores dør. De søger tryghed, frihed og venlighed. De søger efter mennesker, de kan stå på skulderne af, og som giver dem et smil og respekt. ”Mit liv har ingen værdi, men soldaternes kugler har,” sagde min syriske ven, Mohammad.

Jeg vil med mit ene kort vise dem, at de har en værdi. De står som fremmede i et nyt land med kufferten fyldt med krig, ødelæggelser og ødelagte drømme. Jeg har alt, de søger. Jeg har mine drømme, frihed og tryghed. Jeg har også skuldre, de kan stå på.

Klokken er blevet 3, og flere billeder dukker op på min skærm. Flere historier, flere bomber, mere frygt, savn og tomme, livløse børneøjne. Flere børn, der har fået bombet deres land og drømme i tusind stykker.

Men ved du hvad? De drømmer stadig.

Maren Elise Skjerlie Gilling er lærer og arbejder med udarbejdelse af undervisningsmaterialer i Face The World 

Den 11-årige syriske pige Rana fra Idlib er bange for alt. Regimet bombede hendes hus, og hun flygtede til Tyrkiet, skriver lærer Maren Elise Skjerlie Gilling. Foto: Schmidt Photography/Face the World.