Prøv avisen
Kronik

Forfatter: De fleste dør på en hverdag

Vi går i seng i et trygt soveværelse, vi har vores ritualer, vores sengelamper og yndlingsbøger med gule sedler strittende ud. Vi har vores radio og briller og vandglas. Vi har rutinen med at tisse, inden vi lægger os, og tisse igen, når lyset skal slukkes. Vi har tøflerne klar og et vindue åbent. Alt sammen hverdagslignende forsøg på at holde det ekstraordinære, det ubegribelige fra døren, skriver forfatter Peder Frederik Jensen Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Peder Frederik Jensen, Forfatter

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opbygger ritualer og rutiner, vi definerer dogmer og form og gør det på den måde til hverdag at begribe det ubegribelige, men vi bliver jo alligevel overraskede over, at livet ændrer sig fra det ene øjeblik til det næste, skriver forfatter Peder Frederik Jensen

MAN KAN VÆRE UHELDIG eller måske bare lidt uopmærksom, så man kommer for sent ind i en svingbane og bliver ramt af en lastbil, der kommer kørende med for høj fart og hængeren fuld af chokoladeknapper og nougatnissemænd. Man kan få høj feber, uventet infektion, puds i lungerne. Vi har ikke set det før, siger lægen. Eller kun i sjældne tilfælde og aldrig i så ung en alder.

Vi kan falde over en pind i indkørslen og brække halsen mod køleren på en parkeret Fiat Punto eller hvile os i skyggen af et gammelt æbletræ, der så med ét knækker i tørken og slår os ihjel. Vi kan leve hver eneste dag, til vi ikke lever mere. Det er så simpelt, og alligevel bruger vi temmelig meget tid på at begribe det.

Den tid, vi bruger på at begribe det ubegribelige, kalder vi refleksion, eftertænksomhed, retræte, meditation, bøn, terapi. Nogen kalder det vist endda stadig kunst og poesi. Vi opbygger ritualer og rutiner, vi definerer dogmer og form og gør det på den måde til hverdag at begribe det ubegribelige, men vi bliver jo alligevel overraskede over, at livet ændrer sig fra det ene øjeblik til det næste, som den amerikanske forfatter Joan Didion skriver i bogen ”Et år med magisk tænkning”:

”Livet ændrer sig hurtigt/ Livet ændrer sig i et nu/ Man sætter sig for at spise middag, og ens vante liv hører op.”

Bogen handler om at miste. En helt almindelig hverdagsaften falder hendes mand om ved spisebordet. Han slår næsen, måske mod bordpladen, måske da han rammer gulvet. I hvert fald er der blod, hvor han faldt. En lille pøl, der ligger tilbage sammen med affald fra akutberedskabets mislykkede forsøg på at trække ham tilbage fra de dødes rige. Tilbage hertil, til onkel Danny og hverdagen, det liv, der bare leves, til en whisky og ild i pejsen. Endnu en bog i rækken af bøger, der bliver læst.

Men han kom ikke tilbage. Han er et sted, der hedder intet, eller måske i det ekstraordinære, der hvor alle vores every day -afledningsmanøvrer kommer til kort, udskibet af det, man i lægekredse kalder enkemageren.

FRA DET ENE ØJEBLIK TIL DET ANDET, et sted i menneskets netværk af blodårer, river lidt kalk sig løs, en lille klump, der stryger gennem systemet, hvirvler med blodtrykket, pumper med pulsen, ruller og drejer sig frem under huden. Han har netop drukket en whisky og bedt om en til. Måske har han kradset sig eller fjernet en irriterende bussemand, et hår på næsen, flyttet det ene ben hen over det andet. En strøtanke har fejet gennem den foldede og igen foldede hjerne. Et glimt fra gaden har reflekteret i en billedramme. New York har pulset på sig selv. Bygningen har sat sig en my. Han har læst i en bog. Han fortæller sin kone gennem 40 år om det, han har læst. Hun lytter med et halvt øre, mens pumpen i brystet fortsætter sin vante gang. På det her tidspunkt er det stadig hverdag. Den her meditative tilstand, en vekslen mellem let irritation, uopmærksomhed og glæde.

Alle lader, som om forandringen er på afstand, at det ubegribelige er holdt hen, kultiveret og domesticeret af hverdagens banaliteter og mængden af levet liv. De lader som om på Upper East Side. De lader som om, mens de taler sammen, som de har gjort så længe, et helt liv nærmest føler man, når man læser om det. Det gør vi også. Lige nu. Og nu.