Prøv avisen
Kronik

Forfatter: De fleste dør på en hverdag

Vi går i seng i et trygt soveværelse, vi har vores ritualer, vores sengelamper og yndlingsbøger med gule sedler strittende ud. Vi har vores radio og briller og vandglas. Vi har rutinen med at tisse, inden vi lægger os, og tisse igen, når lyset skal slukkes. Vi har tøflerne klar og et vindue åbent. Alt sammen hverdagslignende forsøg på at holde det ekstraordinære, det ubegribelige fra døren, skriver forfatter Peder Frederik Jensen Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Peder Frederik Jensen, Forfatter

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opbygger ritualer og rutiner, vi definerer dogmer og form og gør det på den måde til hverdag at begribe det ubegribelige, men vi bliver jo alligevel overraskede over, at livet ændrer sig fra det ene øjeblik til det næste, skriver forfatter Peder Frederik Jensen

MAN KAN VÆRE UHELDIG eller måske bare lidt uopmærksom, så man kommer for sent ind i en svingbane og bliver ramt af en lastbil, der kommer kørende med for høj fart og hængeren fuld af chokoladeknapper og nougatnissemænd. Man kan få høj feber, uventet infektion, puds i lungerne. Vi har ikke set det før, siger lægen. Eller kun i sjældne tilfælde og aldrig i så ung en alder.

Vi kan falde over en pind i indkørslen og brække halsen mod køleren på en parkeret Fiat Punto eller hvile os i skyggen af et gammelt æbletræ, der så med ét knækker i tørken og slår os ihjel. Vi kan leve hver eneste dag, til vi ikke lever mere. Det er så simpelt, og alligevel bruger vi temmelig meget tid på at begribe det.

Den tid, vi bruger på at begribe det ubegribelige, kalder vi refleksion, eftertænksomhed, retræte, meditation, bøn, terapi. Nogen kalder det vist endda stadig kunst og poesi. Vi opbygger ritualer og rutiner, vi definerer dogmer og form og gør det på den måde til hverdag at begribe det ubegribelige, men vi bliver jo alligevel overraskede over, at livet ændrer sig fra det ene øjeblik til det næste, som den amerikanske forfatter Joan Didion skriver i bogen ”Et år med magisk tænkning”:

”Livet ændrer sig hurtigt/ Livet ændrer sig i et nu/ Man sætter sig for at spise middag, og ens vante liv hører op.”

Bogen handler om at miste. En helt almindelig hverdagsaften falder hendes mand om ved spisebordet. Han slår næsen, måske mod bordpladen, måske da han rammer gulvet. I hvert fald er der blod, hvor han faldt. En lille pøl, der ligger tilbage sammen med affald fra akutberedskabets mislykkede forsøg på at trække ham tilbage fra de dødes rige. Tilbage hertil, til onkel Danny og hverdagen, det liv, der bare leves, til en whisky og ild i pejsen. Endnu en bog i rækken af bøger, der bliver læst.

Men han kom ikke tilbage. Han er et sted, der hedder intet, eller måske i det ekstraordinære, der hvor alle vores every day -afledningsmanøvrer kommer til kort, udskibet af det, man i lægekredse kalder enkemageren.

FRA DET ENE ØJEBLIK TIL DET ANDET, et sted i menneskets netværk af blodårer, river lidt kalk sig løs, en lille klump, der stryger gennem systemet, hvirvler med blodtrykket, pumper med pulsen, ruller og drejer sig frem under huden. Han har netop drukket en whisky og bedt om en til. Måske har han kradset sig eller fjernet en irriterende bussemand, et hår på næsen, flyttet det ene ben hen over det andet. En strøtanke har fejet gennem den foldede og igen foldede hjerne. Et glimt fra gaden har reflekteret i en billedramme. New York har pulset på sig selv. Bygningen har sat sig en my. Han har læst i en bog. Han fortæller sin kone gennem 40 år om det, han har læst. Hun lytter med et halvt øre, mens pumpen i brystet fortsætter sin vante gang. På det her tidspunkt er det stadig hverdag. Den her meditative tilstand, en vekslen mellem let irritation, uopmærksomhed og glæde.

Alle lader, som om forandringen er på afstand, at det ubegribelige er holdt hen, kultiveret og domesticeret af hverdagens banaliteter og mængden af levet liv. De lader som om på Upper East Side. De lader som om, mens de taler sammen, som de har gjort så længe, et helt liv nærmest føler man, når man læser om det. Det gør vi også. Lige nu. Og nu.

Der var ingen børn, der faldt fra de åbne vinduer. Ingen fly, der ramte en bygning, mens jeg skrev det her. Ikke på Dybbølsgade i København. Eller hvad? Hvad ved jeg. Måske river lidt kalk sig løs i min organisme, bevæger sig i strømmen mod mit hjerte. Hvis vi kunne komme tæt på og følge den lille ansamling, ville vi måske anse det for at være smukt. Jeg har intet problem med at forestille mig farverne. Blodets farve, kalket. Formen på den lille sten. Fysiologi, men også en slags miniaturegeologi. Mineralernes hvirvlen hen mod en tilsnævring af dels venstre hovedpulsåre, dels venstre nedadgående anteriore arterie. Enkemageren, kalder de den, skriver Didion. Der falder leen, og det er tid. Men til hvad?

Tid til at klappe sammen hen over computeren, banke næsen ned i B lige over mellemrumstasten, så teksten pludselig ser sådan her udBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBBB og aldrig bliver færdig, sendt, læst ude i landet af en præst eller en tankpasser eller en studerende, der på en tilfældig tirsdag har sagt ja til et prøveabonnement i tre måneder på den avis, vi i mit barndomshjem kaldte Kristeligheden. Den avis, der hver dag lå på det grønne bord til venstre for vindfanget i forstanderboligen, hver dag blev læst ved køkkenbordet, da forstanderboligen blev skiftet ud med en præstegård. Der lå avisen, uanseelig og foldet på det runde bord i stuen eller mellem min mors hænder, når hun sad med fødderne oppe i den sorte sofa og udsigt til haven.

Det var dengang. Nogle år senere faldt hun sammen hen over sig selv. Sådan fandt man hende, det lysende sølvhår som en vifte over dynen.

Et lille gran har sat sig fast i systemet. Den hurtige død, den pludselige og taknemmelige død. Den kom til hende om natten, i timerne mellem to hverdage, to almindelige dage fyldt med pensionistens rutineprægede gøremål. Gå tur med hundene, læse, drikke kaffe, se gamle danske film med Poul Reichhardt. Græde over spildt mælk.

Men hun døde mellem to almindelige dage. Der var ingen række af BBBBBB’er, ingen whisky, intet pludseligt ophør midt i en sætning, der drev det forudsigelige og almindelige ud på det ekstraordinæres mentale overdrev. Her kom sorgen i sorgens time, som en tyv om natten, den forpulede død.

ALLIGEVEL ER PRINCIPPET det samme. Vi går i seng i et trygt soveværelse, vi har vores ritualer, vores sengelamper og yndlingsbøger med gule sedler strittende ud. Vi har vores radio og briller og vandglas. Vi har rutinen med at tisse, inden vi lægger os, og tisse igen, når lyset skal slukkes. Vi har tøflerne klar og et vindue åbent. Alt sammen hverdagslignende forsøg på at holde det ekstraordinære, det ubegribelige fra døren.

Klichéer i eksistensens typekasse. DAK DAK DAK. Sådan staver man til levet liv, hverdag og gentagelse og grå masse af havregrød og is til en tier, billån og knuder i overarmen, man fraværende trykker rundt med, når man tænker, når man stirrer ud i ingenting og observerer en fjern lyd fra en motor, der bare rumler.

ALT, DER SKAL LEVE, SKAL DØ. Det er simpelt og helt almindeligt. Det er det, vi ved, når vi ser det, men uden at fatte det alligevel. Og fatte det, det gør man ikke.

Joan Didion skriver om det, hvordan hendes mand pludselig, en helt almindelig dags aften, blev tavs, og der lige gik et øjeblik, hvor hun ikke rigtig registrerede det, eller ikke rigtig reagerede, før hun undrende så ham falde og måske slå næsen på vej ned. Næste dag finder hun blodplamagen og affaldet fra de remedier, det adrenalin med mere, redderne har pakket ud og brugt.

Det billede står tilbage efter øjeblikket, hvor hverdagen og livet skilte sig ud og skabte den tågetilstand, alle, der har været ramt af pludselig sorg, kender. Det ufattelige, når man ser, at andre kan leve, kan forlade Brugsen med en telefon ved øret, når man er på vej i bil for at se afdødes lig, kan cykle forbi rustvognen med tophue på, når man skubber kisten ind, kan smide en bold langt ind mellem gravene på Assistens Kirkegård den tirsdag klokken 16, hvor man sætter urnen ned.

Lidt blod, nogle kanyler, lidt plastikindpakning. Det bliver alt sammen gjort rent på en hverdag, smidt ud og fjernet og brændt på en helt almindelig dag i galaksen.