”Overlever han?”, spurgte jeg. Sygeplejerskens svar var: ”Han lever nu.” Hun var erfaren nok til at vide, at jeg skulle have tid til at forstå. Forstå hvert ord – og hele beskeden. ”Han – Lever – Nu.” Et udtryk for, at ingen ved, hvad der sker i fremtiden – men nu. Nu lever han. En indsigt, der blev et vendepunkt i den måde, jeg tænker på, og den måde, jeg lever på, i dag. Det er blevet så moderne, det med at leve i nuet. Nok fordi der er noget om det. Det er ikke kun et spørgsmål om at suge alle indtryk til sig i nuet og være til stede i nuet. Det er også en forståelse af at være i nuet, fordi du kan. At forstå livets skrøbelighed og værdsætte hvert øjeblik.
For 15 år siden lærte jeg det på den hårde måde. At det ikke er bare sådan ligetil at være i nuet. At se de gode ting og være positiv. Det kræver øvelse.
”Han lever nu,” og i dag er vi gift. ”Han” var min kæreste Mike. Dengang, da jeg frygtede for hans liv, der var vi ”bare” kærester. Mike og jeg var en måned tidligere flyttet ind i vores drømmehus i Smørum, og vi var begyndt på ”projekt baby”, som det hed dengang.
Valgene havde været mange, da vi skulle vælge hus. Hvor skal det ligge og hvilken type? Valget faldt på Smørum.
Det så ud til at være en hyggelig by, og så lå byen sådan cirka midt imellem min barndomsby, Albertslund, hvor min mor og far stadig boede i det hvide rækkehus, jeg var opvokset i, og Mikes forældre, der boede i Blistrup og Gilleleje.
Selve huset var et rødt murstenshus. Den tidligere borgmester havde boet der, og vi havde købt det af et ungt par, som havde købt en grund til selv-byg – stadig i Smørum. Huset var indflytningsklart og etplanshus. Vi havde overvejet en gammel murermestervilla, Mike havde nemlig eget firma og var sådan ret handy. Valget faldt på lige præcis dette hus med en dejlig grøn græsplæne. At det var et etplanshus, skulle vise sig at være den detalje, der gør, at vi også bor her i dag.
I dag sidder Mike nemlig i kørestol, og så er det bare nemmere at bo i ét plan.
Tilbage til 2004. Det var morgen, og vi lå og snuede den lidt. Det var cirka en måned, efter vi var flyttet ind i huset. Det var juni og sommer, og en fælles pjækkedag var fristende. Solen var kun næsten lige stået op. Som selvstændig brolægger stod Mike nemlig altid tidligt op. Og denne dag skulle han lidt tidligere op, fordi han skulle køre en lille omvej og samle en af sine ansatte op, som boede i Brøndby. Jeg kunne heller ikke rigtig tage en pjækkedag, for i dag var dagen, hvor det skulle annonceres, at jeg officielt skiftede titel fra junior-marketingchef til marketingchef. Jeg var ovenpå. Alt kørte på skinner. 29 år. Eget hus. Egen bil. Mand med eget firma. Og snart marketingchef i Danmarks største supermarkedskæde. Forelsket, lykkelig, on-top-of-the-world, urørlig og usårlig.
Hvad der skete de næste timer, var desværre helt anderledes end det scenarie, jeg havde forberedt mig på. Jeg kan huske rigtig mange små detaljer og tanker. Blandt andet mindes jeg den trykkende fornemmelse, jeg fik i maven, da jeg så betjenten, som var mødt op på min arbejdsplads, og som spurgte specifikt efter mig. Det var ikke sådan en smilende betjent i skjorte. Det var en motorcykelbetjent i fuld udrustning. Sort læderdragt med gul sikkerhedsvest over og en hjelm under armen. Det hér, det er ikke bare en venlig påtale om at parkere på medarbejderparkeringen. Det er noget andet, mindes jeg, at jeg tænkte.
Betjenten var tydeligt nervøs. Jeg vidste, at det, der fulgte, ikke ville være gode nyheder. Og desværre havde jeg ret.
Betjenten, som jeg tænker var ny i sit fag, i hvert fald i forhold til at overlevere den type besked, han var sendt i byen med, sagde alt for meget og alt for hurtigt. Ord som: Ulykke – Klemt fast i bil – Det er slemt – Kan ikke mærke benene… var nogle af beskederne.
Jorden forsvandt under mig. Mine ben blev følelsesløse, og jeg havde svært ved at stå oprejst. Jeg nærmest forsvandt ud af kroppen og så betjenten og mig udefra, mens mine tårer løb, og min krop rystede. Hvor er han? Hvor er Mike? Lever han? Kan vi køre over til ham? Betjenten orienterede om, at Mike var bragt til Glostrup akut, hans tilstand var usikker, men ja, han var i live.
Midt i billedet lå Mike. Halskrave, slanger fra armene og elektroder alle steder, rester af blod, hvide forbindinger, lyden af bib-bib og en karakteristisk lugt af steril industrivask og hospital. Store, stærke Mike. Min Mike. Han så pludselig så lille ud. Han kiggede på mig, og vi talte sammen, mens jeg holdt ham i hånden. Jeg havde spurgt sygeplejersken, inden jeg gik ind, hvordan hans tilstand var. Så jeg var forberedt på, hvad der ventede. Jeg vidste, det var alvorligt. ”Overlever han?”, og hendes svar var vendepunktet: ”Han lever nu.”
Det at indse, at der er et nu. At forstå livets skrøbelighed, og ikke mindst min egen. Der ligger en ydmyghed i at værdsætte nuet. En taknemmelighed over at glædes over det, der allerede er. At glæde sig til kommende begivenheder var velkendt – at glæde sig over det, der var lige nu, var nyt. Eller, i hvert fald var det noget, som jeg nok havde taget for givet.
Fremtiden var usikker. Vi skulle i højere grad nyde nuet. Nyde hvert øjeblik. Det var svært, meget svært. Ikke at spilde tiden med at tænke frem og i stedet være i øjeblikket og nyde nuet. Jeg holdt Mike i hånden og sagde alt det, mit hjerte tænkte. Jeg ville være sikker på, at intet var usagt, hvis nu kun var nu – og ikke også i morgen.
Mike havde brækket nakken. Og da han vågnede efter den første operation, var meget forandret. Ikke alt. Vores kærlighed var stadig stærk. Tiden, der fulgte, var ukendt, og de første mange dage fik vi samme svar: ”Han lever nu.” Det tvang os til at være til stede på en helt ny måde. At værdsætte det, vi havde i nuet.
Vi ikke bare kom igennem. For vi var til stede hvert øjeblik. Før var vi stærke. Det er vi også i dag. I hvert øjeblik. I hvert nu. Vi har altid glædet os over livet og værdsat både de store og små ting. Alligevel rykkede den 14. juni 2004 ved nogle ting. For eksempel går vi aldrig fra hinanden i vrede og sørger altid for at sige det, som hjertet tænker. For nu er nu. Det er nu, vi lever. Og vi ved, at vi er heldige og er taknemmelige over hvert øjeblik.
Værdsæt nuet. Stop op, kig dig omkring, mærk livet – lige nu. Værdsæt, at hver dag er nu og ikke bare noget, som skal overstås for at nå et nu i fremtiden. Mærk efter, og gør de ting, der gør dig glad, og som giver værdi. Det er så uendelig vigtigt. Vær god ved andre, og få sagt de gode ting, du tænker, særligt til dem, du holder ekstra af og elsker.
Det lyder så simpelt. Hvis du forstår det, så vil du indse, at det ikke er så simpelt endda. Det kræver fokus, vilje og øvelse. Hvert øjeblik er nu.
Lever du… nu?
Øvrige kronikker kan læses på k.dk/debat.