Prøv avisen

De frivillige skal ikke være gratis arbejdskraft

Men den frivillige indsats skal være et positivt tilvalg -- ikke en dårlig løsning på besparelser, skriver dagens to kronikører. Foto: Colourbox.

Hvad skal vi med de frivillige? Trængt økonomi får kommunerne til at bruge frivillige til opgaver, som frivillige ikke nødvendigvis er bedst til. Men den frivillige indsats skal være et positivt tilvalg -- ikke en dårlig løsning på besparelser, skriver dagens to kronikører

NEDTÆLLINGEN ER for længst skudt i gang til næste folketingsvalg. Det vil i kølvandet på finanskrisen handle om samfundets trængte økonomi og dermed også om, hvor fintmasket velfærdssamfundets sikkerhedsnet skal være. Frivillige bliver nu nævnt som en "ny" ressource.

Midt i den politiske debat står tusinder af engagerede mennesker. De yder dagligt et stort og vigtigt bidrag til at bryde social isolation og hjælpe sårbare mennesker i det danske samfund. Det er mennesker, der åbner deres hjem som besøgsfamilier, enkeltpersoner, der hjælper med at afkode indforståede regler og normer i det danske samfund for asylansøgere, eller som lyser op i dagligdagen for ensomme ældre.

LÆS OGSÅ:Frivillige erstatter kommunalt ansatte

Fællesnævneren for alle disse menneskers engagement er ikke, hvad de laver, men at de gør det frivilligt.

Hver tredje dansker er på en eller anden måde involveret i frivilligt arbejde. Mange frivillige har valgt at bruge deres fritid på at udføre socialt arbejde i en af de to organisationer, som vi repræsenterer – faktisk over 30.000 mennesker. Det er vi naturligvis glade for og ikke mindst stolte af.

Derfor har vi også fulgt regeringens ambitioner for civilsamfundet ganske tæt. Det er en ambitiøs målsætning, når regeringen i sin nye civilsamfundsstrategi ønsker, at hver anden dansker i 2020 skal yde en frivillig indsats. Vi hilser strategien velkommen, men den er slet ikke skarp nok. Det er en strategi med mange mangler.

Vi har som organisationer et stort ansvar. Ikke kun for, at vores frivillige får den bedst mulige viden og støtte til at yde en nærværende og kvalificeret indsats for samfundets sårbare og udsatte grupper. Vores ansvar er bredere end det – nemlig at råbe op, når vi ser en udvikling, der buser af sted uden politisk ejerskab. Det er det, vi gør nu.

I begge organisationer oplever vi flere og flere eksempler på, at lokalpolitikere og deres forvaltninger henvender sig. Ikke med nye idéer til indsatser for sårbare grupper, men med forslag til, hvordan eksisterende opgaver kan lægges ud til frivillige. En klar konsekvens af, at kommunerne har svært ved at få budgetterne til at hænge sammen.

Men opgaverne kan ikke bare lægges ud til de frivillige, for at kommunerne kan spare. En lang række opgaver hører slet ikke hjemme i frivilligt regi, selvom vi ofte hører kommunaldirektører helt åbenlyst argumentere for brug af frivillige med, at de kommunale budgetter også skal hænge sammen i 2012, 2013, 2014 og så videre.

SOCIALMINISTEREN har klart meldt ud, at de frivillige ikke skal overtage centrale offentlige kerneopgaver, men siger i samme omgang, at det offentlige skal turde invitere civilsamfundet indenfor. Vi er som udgangspunkt enig i begge dele. Problemet er blot, at den lokale kreativitet overgår ministerens udmelding. På det socialt-humanitære område har det offentlige for længst inviteret civilsamfundet indenfor.

Som eksempel kan vi nævne, at når en kommune nu ikke længere kan drive en cafe for 160 mennesker med psykiatriske diagnoser, så spørger den Røde Kors, om de kan drive den – med huslejen betalt.

I en anden kommune beder lederne af ældreplejen frivillige i Ældre Sagen om i egne biler at køre alvorligt syge på aflastningsophold, til genoptræning eller på hospice. Årsagen er, at kommunen ikke længere har tid.

Mange af de opgaver, som kommunerne henvender sig med, kan frivillige bestemt påtage sig – andre bestemt ikke. Opgaverne skal fordeles ud fra, hvem der er bedst til at løse dem – ikke fordi kommunen mangler penge. Kommunen skal med andre ord vurdere, hvem der bedst løser opgaven. Er det den faglærte og fagligt kompetente offentligt ansatte, eller er det et frivilligt medmenneske, der møder borgeren på en helt anden måde og med en anden baggrund, og som sagtens kan blive et kvarter ekstra?

Hvad kan de frivillige så? Frivillige kan mange ting – også i samarbejde med det offentlige. Pointen er, at frivillighed kan supplere den offentlige indsats – og i en række sammenhænge styrke den.

Mødet mellem det frivillige engagement og borgeren kan med andre ord meget, som det offentlige ikke kan – og omvendt. Det frivillige medborgerskab kan tilføre en nærhed og en fleksibilitet. Men det frivillige engagement kan også gå på tværs af traditionelle faggrænser i det offentlige. Det kan være udgangspunktet for, at det offentlige tidligere bliver opmærksom på et menneskes behov. Og det kan betyde en tidligere og mere forebyggende indsats – før problemerne for alvor vokser sig store.

Det kan eksempelvis være den frivillige, der kommer ud i et hjem og ser, at her er der behov for langt mere hjælp, end den frivillige kan klare. Den frivillige bidrager så til, at kommunen tidligt kan sætte ind. Det kan også være den sårbare familie, der har brug for mere støtte, eller den ensomme ældre, der skal have mere hjælp.

VI TROR PÅ, at en øget frivillig indsats kan blive et demokratisk løft af velfærdssamfundet, og det kan i sidste ende betyde bedre offentlig service. Vi ved, at en af drivkræfterne bag en frivillig indsats ofte er indignationen og ønsket om at gøre en forskel. Indsatsen skal give mening for det menneske, man hjælper – og det skal give mening for en selv. Alt efter, hvor i livet man står.

Fælles for alle frivillige er, at de med egne øjne får et indgående indblik i den offentlige service. De kommer med ønsker, og de råber op, hvis de ser, at noget ikke er godt. Ved at slippe de frivillige løs får vi en langt mere dynamisk debat om vores velfærdssamfund med udgangspunkt ikke i sprængte budgetter, men i borgernes behov for hjælp, omsorg og støtte.

Vi er glade for, at regeringen med en aktiv socialminister i spidsen anerkender de værdier og de muligheder, der ligger i civilsamfundet. Regeringens civilsamfundsstrategi rummer mange gode initiativer, blandt andet støtte til frivilligcentre, mere vejledning, dialog og forskning.

Men vi mangler regeringen lige der, hvor den for alvor kan gøre en forskel. Den bør nemlig gå forrest i debatten om, på hvilke præmisser det frivillige Danmark inviteres indenfor. Hvor er der brug for bedre lovgivning for, at rammerne for frivilligheden slås helt fast med respekt for faglighed og behovet for klare garantier for borgeren? Vi har brug for ministeren i debatten. For må kommunerne levere opgaver til civilsamfundet og dets organisationer, alene fordi kommunekassen er tom – eller fordi de frivillige gennem deres særpræg faktisk kan bidrage bedre og med større nærhed end det offentlige? Vi har brug for, at det sker med udgangspunkt i, hvad de frivillige selv vil og har lyst til.

Vi har nemlig brug for en meget bred debat, og vi har brug for at få et positivt fokus på, hvad vi som frivillige organisationer kan og vil. Den frivillige indsats bliver et positivt tilvalg – ikke en dårlig løsning på budgetmæssige udfordringer.

Bjarne Hastrup er administrerende direktør i Ældre Sagen, og Anders Ladekarl er general-sekretær i Dansk Røde KorsBegge kronikører deltager i dag i en konference i København om visioner og potentialer for frivillige i fremtidens velfærdssamfund. Konferencen er arrangeret af Ældre Sagen