"GUDLØSE HJERNER" lyder den fikse og lidt respektløse titel på en allerede ret kraftigt debatteret debatbog af Lars Christiansen og Lars Sandbeck.
Det respektløse bliver voldsomt tydeligt med forsiden, som prydes af nogle aber, der sidder og læser Biblen vendt på hovedet. De gudløse hjerner ser mennesket som en højt udviklet abe. Men det, man siger, er man selv. Og hvad værre er: De læser Bibelen, som Fanden gør. Eller som aber. De gudløse hjerner, "ny-ateisterne", får, så hatten passer.
Kort efter udgivelsen blev bogen kraftig kritiseret for tonen. Straks var der nogen, der forsvarede netop tonen. Ny-ateisterne får kun svar, som de selv råber i skoven, sagde man.
Men kritikerne har nu ret. Tonen er så plat hånende, at det i al fald på undertegnede virker aldeles mod sin hensigt. Ny-ateisterne er "moralsk og eksistentielt tonedøve", læser vi. De er som "omvendte isbjerge: 90 procent overfladiskhed og kun 10 procent dybde". De er "sygeligt nærtagende", "infantilt overfølsomme" og minder om "det lille forkælede barn, der hyler og skriger, fordi der bliver serveret spinat og rosenkål til aftensmad". Eksempler af den slags fra bogen er legio.
Det er brandærgerligt, at Sandbeck og Christiansen har valgt denne debatform. Det var ikke få gange under læsningen, at jeg tog mig selv i at sidde og forsvare ateisterne. Og forsvaret var alt, alt for let at finde. De gør gudstroen en bjørnetjeneste med den type angreb.
Og det er yderligere ærgerligt, fordi forfatterne har en god sag. Hvilket de til overmål demonstrerer i sidste kapitel, som er tæt på at gøre bogen værd at købe. Her holder de sig stort set fra fjollede "det kan du selv være"-udråb og udstiller i stedet sagligt, men også med god kant ny-ateisternes uhyrligheder, som kommer af deres syn på mennesket som et rent naturprodukt. Det reduktionistiske menneskesyn, der kommer ud af det, er så horribelt, at man ikke behøver at bruge et eneste skældsord for at fatte det.
FLERE (KIRKELIGE) ANMELDERE har udtrykt næsten udelt begejstring over bogen. Det har jeg af ovennævnte grund lidt svært ved at forstå. Men langt sværere er det at forstå, at anmelderne tilsyneladende ikke har kritiseret forfatternes forsvar for folkekirken.
Imod ny-ateisternes angreb på folkekirken fremhæver Sandbeck og Christiansen folkekirken som en aldeles ufarlig størrelse. Hvad hyler disse ny-ateister dog op for? Folkekirken gør jo ikke en kat fortræd. Den forkyndelse, der lyder fra folkekirkens prædikestole er "typisk helt i tidens ånd et ukontroversielt, apolitisk, personligt budskab om, at vi skal behandle hinanden ordentligt, ikke dømme, men tilgive, hjælpe de svage og syge, nyde livet og ellers sætte vor lid til Gud, når vi står over for udfordringer, vi ikke selv kan magte". Den nye alliance i dansk politik, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti, kunne dårligt have skrevet et bedre partiprogram. Selv det med Gud som nødforanstaltning burde næsten kunne listes med.
Folkekirkens forkyndelse er "decentreret og diffus". Uenigheden om kirkens budskab er "medvirkende til at gøre kirken beundrings- og eftertragtelsesværdigt vag". Bemærk "beundrings- og eftertragtelsesværdigt". Forfatterne finder den diffuse folkekirke beundringsværdig.
Og, får vi at vide, skulle der være en svipser fra denne diffuse forkyndelseskonsensus, er skaden yderst begrænset, da så få mennesker kommer til søndagens højmesse.
Dertil kommer selve statskirkeordningen. "Ved at have en offentlig, statskontrolleret religion undgår vi at have for meget religion i offentligheden." Statens formynderi over kirken betyder, at kirken hele tiden er nødt til at holde sig i tøjlerne. "Landets største religion bliver kontrolleret af det sekulære samfund." Stauning citeres med tilslutning: Staten holder styr på de hellige, "for ellers er Fanden løs". Pointen er til at fatte: Folkekirken er statens lydige lænkehund. Så længe folkekirken holder sig til et mildt og harmløst budskab om næstekærlighed og Gud til husbehov, altså Gud i privaten, for alt i verden ikke i offentligheden – så længe folkekirken holder sig på den måtte, skal den ikke høre for det.
Men ve folkekirken om den skulle føle sig kaldet til at træde i karakter med en forkyndelse og en praksis, der gik op imod strømmen. Er den ikke længere et rent spejl af folkestemningen, men tværtimod en udfordring til den herskende stemning og til de på tinget vedtagne samfundsværdier, skal den ikke længere vente støtte fra Sandbeck og Christiansen imod ny-ateisterne.
Det bedste forsvar er et angreb, siger man. Og nok angriber Sandbeck og Christiansen ny-ateisterne med samtlige sprogets mest nedladende udtryk. Men når det drejer sig om substansen i forsvaret, selve sagen, er forsvaret det mest defensive, som tænkes kan.
JEG BETAKKER MIG MEGET for dette forsvar for folkekirken. Det er begrædeligt. Én ting er, at Sandbeck og Christiansen i det store og hele har ret i deres karakteristik af folkekirken. Men at de ligefrem tiljubler denne tingenes tilstand – det er ynkeligt.
På en underlig måde er det også heromkring, vi skal finde forklaringen på, hvorfor ateisterne indtil videre har sejret godt og grundigt i det danske folk. Ny-ateisterne ved det øjensynlig ikke selv. Ellers ville de vel ikke fare så aggressivt ud, som de gør. Sandbeck og Christiansen ved det åbenbart heller ikke. Ellers ville de ikke forsvare kirken så åndløst, som de gør.
Men lige netop folkekirkens babyloniske forvirring og babyloniske statsfangenskab udstiller både sin egen åndelige vankundighed – sin egen form for praktisk ateisme – og sin deraf følgende uformåenhed i mødet med gudløsheden, også den nye sådanne.
Den svenske forfatter Magnus Malm har gjort sig nogle refleksioner over dette i bogen "Hvisken fra katakomberne". Han skriver: "En kirke, der ikke længere kan give mennesker åndelig vejledning, fører altså meget hurtigere til sekularisering end en ateist, der aktivt modarbejder troen." Og videre: "Den farlige ateisme er ikke den, der prædikes, men den der praktiseres. Når vi vågner op for sent og opdager, at Gud er svundet ind til en fuldstændig magtesløs og irrelevant "fornemmelse for bløde værdier i livet", forstår vi, at den religiøse frihed har haft succes med, hvad den militante ateisme kun kunne drømme om."
Derfor tror jeg også, at Malm har ret, når han anser truslen fra ny-ateismen for langt mindre end den, der har at gøre med kirkens store usikkerhed på eget ståsted. Den usikkerhed, som Sandbeck og Christiansen ubegribeligt nok fremhæver som "eftertragtelsesværdig".
"Sekulariseringen sker ikke ved, at man angriber Gud, men ved at man udelader ham," siger Malm.
I et samfund, hvor politikere og præster kappes om at råbe højest om den moderne stats adskillelse fra alt, hvad der lugter af religion, er det ikke svært at få øje på, at ateisterne for længst er overhalet indenom, når det drejer sig om at udelade Gud.
Langt værre er det dog, når kirken selv i praksis udelader Gud – når den taler ikke med én, men tusind tunger om, hvem Gud er. Hvad den jo gør, når den ikke længere ved op og ned på sit eget grunddokument, Bibelen, og den allerenkleste sammenfatning af samme dokument, den, som vi har i trosbekendelsen.
Havde Sandbeck og Christiansen lagt deres mønt i den skål, kunne de have været et kirkeligt varsel om det sundhedstegn, som Malm ser ny-ateismen som. Hvordan det? Jo, når ateismen ruster til kamp, kan det skyldes, at kirken er ved at vinde en livskraft, som avler ateistisk modtryk.
Henrik Højlund er sognepræst i Løsning-Korning og formand for Evangelisk Luthersk Netværk