De hellige symboler

Muslimske kalligrafer anser det for en from og fortjenstfuld handling at nedskrive Koranen og at gøre det så smukt som muligt

Islams budskab blev overgivet profeten Muhamed på arabisk og nedskrevet i den daværende arabiske skrift. Arabisk kalligrafi, den tidligste og mest »arabiske« kunst i islams verden, får derfor sin store prestige i islam fra den omstændighed, at det er det udvalgte medium for Guds ord. Muslimske kalligrafer anser det for en from og fortjenstfuld handling at nedskrive Koranen og at gøre det så smukt som muligt, og har ødslet deres talenter og skønsans på både bogstaver og illustrationer for at nå dette mål. Da formen på arabiske bogstaver hovedsagelig er abstrakt, geometrisk, todimensionel og rytmisk, har kalligafien meget til fælles med andre former for islamisk kunst. Citater bliver derfor brugt til at pryde metalarbejder, keramik og tekstiler, de bliver skåret i træ, marmor, stuk, elfenben og kan ses på moskeernes mure, kupler og minare-ter. Men citaterne er mere end dekorationer. Som den østlige kirkes ikoner og som den vestlige kirkes statuer og hellige billeder, virker de som påmindere af Guds ord og som en bekræftelse af troen, og selv om kalligrafien ofte er indviklet ud over alle grænser, minder den dog den fromme muslim om en velkendt tekst eller tendens og lader hukommelsen eller fantasien om resten. Med troens udbredelse og inden for en kortere årrække blev arabisk skrift antaget af alle de omvendte folk som et medium for guddommelig åbenbaring. I dag bruges skriften ikke blot på arabisk, men også på forskellige sprog som persisk, hindustan og malaysisk, og indtil reformen i 1928 blev den også brugt i Tyrkiet. Kamal Atatürks metoder til modernisering og »vesterlandisering« af Tyrkiet var imidlertid så radikale, at han insisterede på »latinisering« af det tyrkiske sprogs arabiske alfabet. Den arabiske skrifts æstetiske kvaliteter, som fremtrådte tydeligt allerede i den tidlige islamiske æra, stammer fra de enkelte tegn og den symmetriske måde, hvorpå de indbyrdes er ordnet. Kalligrafiens oprindelse tilskrives Ali Ibn Talib, fætter til Muhamed, men kalligrafi blev hurtigt »demokratiseret«, dels fordi det var en kunst, som alle arabere, der kunne læse og skrive kunne deltage i uden hensyn til rigdom og social status, dels fordi kalligrafi blev anset for det ældste af alle gørmål, da det var gennem skriften, at Koranens åbenbarede budskab kunne tage håndgribelig form. Efter den indledende formative periode, som stort set anses at dække det første århundrede af »Hegra« dvs. profeten Muhameds vandring fra fødestedet Mekka til Medina ca. år 580, udviklede arabisk skrift sig systematisk i sine to former, den vinkelrette og den buede. Af flere forskellige muligheder var det blandt de vinkelrette typer den »kufiske« skrift, der opnåede positionen som den grundlæggende skrift. Denne form er opkaldt efter byen Kufa i Irak, som var et af de største centre for klassisk arabisk kultur. Den kufiske skrift blev på et tidligt tidspunkt brugt ved nedskrivningen af Koranen, således at den fik udbredelse i hele den islamiske verden. Den kufiske skrift bestod af tegn, som var reduceret til den enkleste form, således at tydningen beroede lige så meget på deres sammenhæng som på deres form. Kufisk skrift blev genstand for en kunstnerisk eksperimentering, som nåede sit højdepunkt af perfektion i det sene 8. og tidlige 9. århundrede med en slags udsmykkende inskription, som skulle bestemme hele kunstformen arabisk kalligrafi. I det 10. århundrede udviklede der sig imidlertid en flydende og fortløbende skriftart, Nashi, som først blev brugt af skrivere og lærde på papyrus, og siden blev brugt til nedskrivning af Koranen. Hovedforskellen mellem kufisk og Nashi er, at mens førstnævnte består af enkelte enestående tegn, så er Nashitegnene forbundet af en bølgende ubrudt linje. »Bismillah Alrahman Alraheem« betyder på arabisk »i Guds den almægtige og nådiges navn«. Det er nogle af de hyppigst brugte ord på arabisk. Hvert »surah« (kapitel) i Koranen begynder med dem. Sædvanligvis fremsiger muslimer dem, før de starter på et forehavende, det være sig at spise, åbne en bog og naturligvis før bøn. Ordene står på brevhoveder, er præget på mønter og er trykt før hvert kapitel i bøger. Hvordan er det gået til, at dekorativ skrift opnåede en sådan betydning i religion og kunst? Vesten har haft sin bildende kunst, især skulptur, som har fremstillet religiøse motiver og været genstand for tilbedelse, men en sådan tilbedelse af figurer og billeder har som bekendt været forbudt for muslimer. Til erstatning herfor har den islamiske verden ophøjet arkitektur og den anvendte kunst til den største perfektion. Kalligrafi blev nært knyttet til andre kunstformer. Man ser f.eks. hyppigt inskriptioner på et sværdsblad, på en moskélampe, på skåle, vævet ind i bedetæpper og i relief omkring indgangsdøre. Irans og Centralasiens moskéarkitektur gav også kalligrafi en ny dimension. Der anbragte arkitekter flere fod store inskriptioner højt oppe omkring kupler på moskéer og på minareter, og på mure og porte lavede de labyrintlignende inskriptioner i turkis, blå, gule, sorte og hvide fliser. Men den bedste måde at eksperimentere med kalligrafi var naturligvis på papir. Der er pragtfulde eksempler fra hele den islamiske verden, men »Bismillah« omhyggeligt udført i utallige variationer, var særlig populær i Irak, Syrien, Nordafrika og Tyrkiet. Det hellige ord blev givet talløse udformninger. Vaser, kander og kandelabre blev anset for særligt egnede, og de ses gang på gang med kalligrafisk udsmykning, sommetider formet som en moské, eller endog som silhuetten af de hellige byer Mekka eller Medina. En anden yndet form var et æble eller en pære med dets blade. Dette brugtes sommetider ved en hellig tekst, andre gange ved genealogiske tavler, et eksempel herpå er det Saudiarabiske dynastis familietræ, som i dag kan ses indrammet i hjem, kontorer, skoler osv. i hele Saudi Arabien. Et æble angiver et mandligt medlem, en pære et kvindeligt. Fra frugter var der ikke langt til dyr. Fugle var særlig yndede. Traner og storke var mest almindelige, men i Tunis er der eksempler på påfugle og papegøjer malet på glas, og i Irak fasaner og måske vagtler. Løver forekom også, og lejlighedsvis kunne en særlig fantasifuld kalligraf finde på at afbilde »AlBurak«, den bevingede hest på hvilken, ifølge Koranen, Muhamed foretog »mierag«, den natlige rejse fra Medina til Jerusalem og derfra til himlen. Der var endelig en særlig tyrkisk stilart, afledt fra »Tughra« (den Ottomanske Sultans skrift), som var yderst indviklet for at modvirke falsknerier. Den samme metode blev brugt m.h.t. »Bismillah«, sommetider med en baggrund af blomster. Men disse indviklede dekorative kompositioner blev ikke altid kun brugt ved hellige tekster. I Tyrkiet, hvor kalligrafi var særlig populær, var en yndet form et digt om ikke gengældt kærlighed skrevet i form af et øje, der udgød en tåre. Al sådan let spøgefuld symbolik af denne art var mulig. Generelt kan man sige, at den islamiske kunst er det æstetiske udtryk for alle de islamiske begreber, der dominerer samfundslivet og kulturen. En sådan opfattelse vil overraske mange ikke-muslimer, der længe har anset islam for i det mindste et godt stykke hen ad vejen at være en kunstfjendsk og dybt konservativ religion. Opfattelsen vil også være fremmed for en del muslimer, som har misforstået de bestræbelser, der er blevet forfægtet af den islamiske »Ummah-bevægelse«, med henblik på at styre kunstens udvikling i visse ønskede retninger. En sådan styring er ofte blevet opfattet som befordrende for det modsatte resultat, nemlig en bevægelse bort fra kernen i islam. Både muslimer og ikke-muslimer har altså ofte ligget under for misforståelser med hensyn til islamisk kunst og den rolle. Muslimer tror, at Koranen er en åbenbaring for menneskeheden med det formål at skabe en ny lære til erstatning for den gamle monoteisme, hvis budskab blev bragt af adskillige semitiske profeter i tidligere tider - Abraham, Noah, Moses og Jesus og andre. Koranen er en ny forstærket form for monoteisme, med Allah som en enestående, uforanderlig og evig skaber og hersker over universet. Ligeledes beskrives Allah i Koranen som et stofløst væsen, der ikke kan opfattes af menneskelige sanser: »Han kan ikke omfattes af synet. Han er over al forståelse« (Koranen 42:II). Allah kan således ikke udtrykkes i noget menneskeligt eller for den sags skyld dyrisk billede. Om Ham kan der ikke stilles spørgsmål som hvem, hvordan, hvor, og hvornår. Denne idé om den yderste enhed og fuldstændige stofløshed kendes under navnet Tawheed (egl. »Skabende én«) og er Koranens hovedbudskab. Det er denne idé, der føres videre i de kunstneriske medier, den islamiske kunst. En fremstilling af Allah i menneskelig, dyrisk eller anden symbolsk form fra det jordiske liv er altså ikke mulig. Den islamiske kunstneriske udtryksform er afgørende præget af Tawheed: hvis Allah er så radikalt forskellig fra sine skabninger, vil det være en afgørende misforståelse at afbilde Ham i et naturalistisk billedsprog. Tawheed-doktrinen medførte, at den islamiske verden forkastede indflydelsen fra den romerske og hellenistiske kulturkreds. Nu blev målet at skabe en æstetik, der på én gang kunne være en påmindelse om grundlæggende principper, og som kunne bibringe de troende en meditativ og intuitiv forståelse af Allahs ikke-jordiske natur. n journalist og foredragsholder