Prøv avisen

De irakiske mandæere risikerer udslettelse

KRONIK: Mandæerne, der i øjeblikket trues af udslettelse, tilhører en af verdens ældste religioner og bliver ofte sammenlignet med andre gnostiske grupper

Blandt de afviste irakiske asylansøgere, der befinder sig i Danmark, findes en gruppe fra den religiøse minoritet mandæismen. Disse mandæere, der omsider har fået pressens opmærksomhed, tilhører en af verdens ældste religioner, men frygter nu for fremtiden. Skønt de har levet i det nuværende Irak i hen ved 2000 år, er omkring 80 procent af dem flygtet som følge af forfølgelser, tvangskonverteringer til islam, mord og voldtægt.

I de seneste årtier har mandæerne i stort tal forladt deres tidligere hjemlande, Irak og Iran, og efter Saddam Husseins fald i 2003 er forfølgelserne i Irak taget til i styrke. Det var slemt under Saddam Hussein, men nu er det værre.

Hvor mange mandæere, der tidligere boede i området, findes der ikke præcise tal for, men det anslås at have været i underkanten af 70.000. For få år siden boede 30.000 af disse i Irak, men nu er der angiveligt kun 5000 tilbage. Resten er enten slået ihjel eller har taget flugten i forsøg på at overleve.

De lever nu som flygtninge i nærområderne, primært Jordan og Syrien, eller har fået ophold i Australien, USA eller Europa. Danmark har tidligere givet asyl til cirka 500 mandæere, men nye asylansøgninger afvises. Den danske holdning er klar. Det er sikkert at vende tilbage til Irak. Mandæerne ser anderledes på det og nægter at vende tilbage. Deres situation i Irak er da også uhyre vanskelig, idet de er mål for både shiitiske og sunnitiske ekstremister.

Mandæernes historie kan spores tilbage til tiden omkring det andet eller tredje århundrede efter vor tidsregning, men formentlig går den endnu længere tilbage toneangivende forskere mener endda, at den har sin oprindelse i førkristen tid. Under alle omstændigheder er mandæismen opstået i et jødisk/kristent miljø, en grobund, som den deler med en række andre grupper i sen-

antikken som for eksempel de kristne gnostikere og manikæerne grupper, den moderne forskning ofte sammenfatter under kategorien gnosticisme.

I modsætning til alle de øvrige såkaldte gnostiske grupper, som vi kun kender fra kirkefædrenes skriftlige vidnesbyrd og fra omfattende skriftfund, har mandæerne formået at overleve helt til vor egen tid. Men også den mandæiske litteratur er ganske omfattende

ikke mindst i betragtning af, at der er tale om en relativt lille religiøs gruppe. Den består af blandt andet ritualbøger (med liturgier, bønner og hymner), kommentarværker såvel som mytologiske tekster og legender. Det vigtigste hellige skrift er Skatten (Ginza), der består af en del med fortrinsvis kosmologisk indhold og en del, der beskæftiger sig med sjælens opstigning til lysets verden.

Vidnesbyrd fra denne litteratur peger på, at mandæerne på et tidspunkt i løbet af de første århundreder forlod deres oprindelige område omkring Jordan-floden og vandrede østpå for at slå sig ned i egnene mellem floderne Eufrat og Tigris i det nuværende Irak og Iran. Her har hovedparten været bosiddende indtil begyndelsen af det 20. århundrede. Herefter drog mange i Irak mod byer som Bagdad og Basra, men også en række mindre byer.

I mandæernes selvforståelse går religionen imidlertid endnu længere tilbage. De betragter deres religion som menneskehedens urreligion, men de har ikke en religionsstifter sådan som kristendommen og islam. Derimod går de tilbage til Adam, der som den første blev forløst fra denne verden.

Ifølge mandæerne består verden af tre lag. Ud over den jordiske verden, hvor menneskene befinder sig, findes der både en øvre lysverden og en dyster underverden. Særligt lysverdenen tildeles stor opmærksomhed og beskrives ofte meget detaljeret. Opfattelsen af den jordiske verden er bestemt af modsætningen mellem lysets verden og mørkets verden, der styres af hver sin hersker.

Herskeren over lysets verden kaldes blandt andet Liv, Den Store Ånd og Lysets Konge, og det er fra ham, at lysets verden er blevet til gennem en række skabelser. Mørkets verden er derimod opstået af det mørke vand (kaos), og styres af Mørkets Herre. Ligesom Lysets Konge er omgivet af utallige lysvæsner, så har Mørkets Herre et rigt afkom af dæmoniske væsner og onde engle, der blandt andet tæller planeterne og dyrekredsens stjernebilleder.

Den jordiske verden, hvor menneskene lever, er ifølge mandæerne blevet til i konflikten mellem lyset og mørket, liv og død, godt og ondt. Denne grundlæggende dualistiske opfattelse af verden gør sig også gældende i deres forståelse af mennesket, der består af en livgivende essens, sjælen, der stammer fra lysets verden og som skal frelses fra sin modsætning, det mørke, onde legeme.

Sjælen hører således ikke hjemme i denne verden, men har sit sande hjem i lysets verden, som mennesket skal stræbe efter at vende tilbage til. Derfor er legemet heller ikke som i kristendommen omfattet af frelsen. Den udprægede interesse for det transcendente deler mandæerne med de gnostikere, vi kender fra håndskriftfundet fra Nag Hammadi. Også de opfattede menneskets sande væsen som fundamentalt fremmed for den fysiske verden. Ja, de så endda hele den fysiske verden som noget, der var opstået ved en fejl.

I centrum for den mandæiske religion står derfor sjælens frelse. I den forbindelse spiller forestillingen om en række af budbringere fra lysets verden en vigtig rolle. Disse udsendes for at fortælle menneskene om, hvordan deres sjæle kan frelses.

Budbringerne er almindeligvis mytologiske skikkelser, der har manifesteret sig gennem tiderne, og deres budskab er en gentagelse af den åbenbaring, der blev Adam til del. Dog er der en enkelt undtagelse, for mandæerne udviklede nemlig en forestilling om, at en af lysets budbringere manifesterede sig i

Jerusalem. Dette skete ganske givet i opposition til kristendommen, for denne budbringer var Johannes Døberen, og i de mandæiske skrifter var hans opgave at afsløre Jesus som en løgner. Om der i en sådan forestilling kan være spor af en historisk forbindelse mellem tilhængere af Johannes Døberen og mandæerne forbliver uløst. Men tilknytningen til Johannes Døberen betød, at da missionærer i det 17. århundrede kom i kontakt med mandæerne, blev de kendt i Europa som "johanneskristne".

Det vigtigste ritual hos mandæerne er dåben, der ikke som i kristendommen er en engangsforeteelse. Den finder derimod sted alle søndage, ligesom den er foreskrevet ved særlige festdage, i forbindelse med fødsel og ved indvielse af præster. Formålet er ikke alene renselse for synder, men er en særlig slags kommunion med lysverdenen, for dåbsvandet, der kaldes Jordan eller "Det levende vand", betragtes som lysverdenens manifestation på jorden. Gennem dåben er det altså muligt, allerede mens man er i verden, at opnå forbindelse til lysverdenen, og dermed forudgriber den det ritual, der udføres ved dødsfald. Dødsritualet, der er både kompliceret og langvarigt, udføres af præsterne, uden at lægfolk er til stede og sikrer, at den afdødes sjæl vender tilbage til lysets verden, trods alle de farer og forhindringer, som sjælen møder på sin rejse mod sit sande hjem.

Da mandæerne blev konfronteret med den muslimske erobring i det syvende århundrede, kunne de godtgøre, at de opfyldte de islamiske krav for at blive anerkendt som et "bogens folk" ved at henvise til deres hellige bøger og til Johannes Døberen som deres profet. Alligevel har de gennem historien været udsat for diskrimination og forfølgelser. Helt galt er det dog gået, efter at ayatollah al Hakim (lederen af Det øverste Råd for den Islamiske Revolution i Irak, kort før han blev dræbt i august 2003 fastslog i en fatwa, at mandæerne var urene og ikke tilhørte "bogens folk".

Konsekvenserne for mandæerne har været katastrofale. Siden fatwaen er strømmen af overgreb steget i betydeligt omfang. Listen over overgreb er lige så lang, som den er deprimerende.

Danmarks statsminister har sagt, at "Danmark har forpligtelse til at hjælpe flygtninge, når de er reelt og individuelt forfulgt". Om mandæerne ikke er rigtig reelt eller tilstrækkeligt individuelt forfulgt, står uklart, men ophold i Danmark kan de ikke få.

Tage Petersen er ph.d., post doc., Afdeling for Religionshistorie, Københavns Universitet