Prøv avisen

De islamiske partier har vundet skal vi være nervøse?

Støtten til de islamiske partier er resultatet af den klassiske udelukkelsesmetode: Det er dem, der er tilbage, når de, der repræsenterer fortiden og dermed korruption, undertrykkelse og diktatur, er valgt fra, skriver dagens kronikør. Foto: Nanna Kreutzmann Denmark

Det arabiske forår I kølvandet på de arabiske revolutioner ser de islamiske partier ud til at vinde stort ved de første frie valg. På demokratiets vegne skal vi være glade i Vesten. Støtten til de islamiske partier skyldes netop, at befolkningerne fravælger de autoritære kræfter

"Jamen, lad os give det muslimske broderskab en chance, siger den egyptiske kvinde, adspurgt om, hvem hun støtter til det netop overståede parlamentsvalg i Egypten, til journalisten fra tv-kanalen Al-Jazeera.

Den holdning sammenfatter meget fint, hvorfor de islamiske partier har vundet de første frie valg i både Egypten og Tunesien efter de autoritære regimers fald. Bemærk i øvrigt sprogbrugen i denne sammenhæng: Islamiske partier, som altså nok refererer til religionen på den ene eller anden måde, men som ikke nødvendigvis er islamis­tiske eller fundamentalistiske på nogen måde.

LÆS OGSÅ: Fører alle veje til demokrati?

Når det er sagt, så må man alligevel konstatere, at de arabiske vælgere i stort antal har stemt på et islamisk parti. Hvorfor har de det, og hvorfor kan det faktisk tages som et udtryk for en sund demokratiforståelse bland Mellemøstens borgere frem for at være noget, vi skal bekymre os om i Vesten?

Helt kort kan man sige, at støtten til de islamiske partier er resultatet af den klassiske udelukkelsesmetode: Det er dem, der er tilbage, når de, der repræsenterer fortiden og dermed korruption, undertrykkelse og diktatur, er valgt fra. Diversiteten i regionen er dog utrolig stor, og det, der virkelig betyder noget, varierer. Alligevel er der nogle tendenser, der har været ret udbredte i næsten hele Mellemøsten og i særlig grad i de lande, hvor oprøret mod de autoritære regimer har været stærkest.

Ser man på det historisk fra omkring 1950erne, var det ikke islamiske partier, der udgjorde en trussel mod magthaverne eller Vesten. Det var derimod sekulære, pan-arabiske, pro-palæstinensiske og socialistisk inspirerede grupperinger. Også kulturelt var det tydeligt. Det er for eksempel slående at se en stump sort-hvid egyptisk film fra 1950erne eller 1960erne, hvor stemningen er så løssluppen, og kvinderne så udfordrende, at de næppe kunne klare en nutidig amerikansk filmcensur.
Set med nutidens optik er det ret interessant, at Mellemøsten på det tidspunkt var domineret af sekulære, anti-imperialistiske bevægelser. Således havde man i blandt andet Jordan en demokratiseringsbølge allerede i 1950erne og planer om et frit valg, men den pan-arabiske, venstreorienterede opposition så ud til at ville vinde stort, og i stedet for valg blev alle partier forbudt ved et indgreb i 1957.

Oppositionen, der ofte var sekulær, blev altså konsekvent modarbejdet, undertrykt og forbudt. Den politiske sfære var lukket, men til gengæld åbnede man den religiøse ventil, så folk ad den vej kunne få lidt luft. Regimerne har så desuden brugt de islamiske partier som nyttige papirtigre, de kunne bruge over for Vesten som begrundelse for, hvorfor man ikke skulle ønske sig forholdene anderledes.

Den dobbeltstrategi tillad en smule og undertryk det meste har virket i mange år, og det betyder, at de islamiske partier i dag har et fantastisk organisationsapparat, hvor de nytilladte sekulære oppositionspartier skal til at starte helt fra bunden.

Staterne i Mellemøsten er ofte svage og fattige, og deres udbud af sundheds- og velfærdsydelser tilsvarende ringe eller ikke-eksisterende. Det hul har de islamiske bevægelser været uhyre dygtige til at fylde ud i hele regionen. Hvor staten fejler, har man startet et hav af sundhedsklinikker, skoler og hospitaler, hvilket er en væsentlig grund til, at man ser positivt på disse grupper, da de leverer det, regimet ikke gør.

Libanon og Hizbollah Guds parti er et skoleeksempel på, hvordan et (shia-)islamisk parti har opnået en enorm popularitet ved at udføre de opgaver, som en stat normalt tager sig af. Her som stort set alle andre steder, hvor de religiøse partier er stærke, har befolkningen hæftet sig ved, at Hizbollah har taget antikorruption mere alvorligt end regimerne. Indtil midten af 00erne var Hizbollah det eneste parti i Libanon, der ikke havde haft én eneste korruptionssag.
Her er vi virkelig ved kernen, for det er netop dette element, som rigtig mange egyptere, tunesere, jordanere, libyere, palæstinensere og så videre har fundet attraktivt: I lande, hvor korruptionen antager uanede dimensioner, fremstår de islamiske partier som et reelt alternativ.

Et andet element, der skal inkluderes i snart sagt enhver analyse af Mellemøsten, er Israel-Palæstina-konflikten. Her har den arabiske befolkningen i årtier oplevet diktatorerne bruge fine ord, men tabe stort set alle militære konflikter med Israel, og så indgå aftaler og alliancer, der har kostet palæstinenserne dyrt.

Også her tjener Libanon som eksempel. Hizbollah udkæmpede i juli 2006 en flere uger lang krig mod Israel og gjorde det, som ingen arabisk regering har formået i de mere end 60 år, som konflikten har stået på: Da våbnene tier, fremstår man som delvis sejrherre, og ikke en centimeter libanesisk jord bliver erobret eller besat af Israel.

Opbakningen til Hizbollah lige efter var enorm. Næsten 90 procent af alle libanesere og selv 80 procent af det kæmpemæssige kristne mindretal i Libanon støttede partiet på det tidspunkt. Det er næsten unødvendigt at nævne, at det naturligvis ikke skyldes partiets islamiske profil, men det symbol på arabisk og national stolthed, som bevægelsen repræsenterede. I hele regionen repræsenterer de islamiske partier noget nyt på den sikkerhedspolitiske front og i den Israel-Palæstina-konflikt, som mange arabiske diktatorers dobbeltspil kun har gjort værre.

Et sidste aspekt i denne kontekst er de olierige golfstater. Den skæve indkomstfordeling i regionen har betydet, at det er de disse oliestater, der finansierer meget arabisk tv og filmproduktion. Den produktion afspejler naturligvis golfstaternes relativt konservative og traditionelle samfund. Det har stor betydning, da det er hele Mellemøsten, der følger eksempelvis de populære familieserier, som dermed påvirker befolkningernes værdier i den retning.

Der er altså mange grunde til, at mange vælger at give de islamiske partier en chance. Fælles for mange af dem er dog, at de langtfra altid har noget med fundamental politisk islam at gøre. Faktisk har araberne cirka de samme parametre som du og jeg: mad på bordet, sundhed og sikkerhed til vores børn og familie og et samfund, hvor adgang til magt, job og succes ikke bestemmes af pengepungen eller af, hvem man kender inden for regimet.

Et hurtigt blik på de fleste islamiske kandidater vil også afkræfte de værste vestlige antagelser. Det er ofte højtuddannede folk i pæne jakkesæt, som ikke ligner den stereotype muslim.

Nu bliver de medbestemmende mange steder i Mellemøsten, og det skal man nok ikke være så nervøs for endda. Det er klassisk politologisk lærdom, at ved at inkludere dem udenfor bliver de også mainstreamet. Arbejderbevægelsen i Europa er et godt eksempel herpå. Dens udgangspunkt var revolutionært og samfundsomstyrtende, men nu er den at finde i magtens inderste cirkler, og den er først til at forsvare velfærdsstaten og det liberale demokrati.

De islamiske partiers dagsorden er væsentligt mindre revolutionær, end den europæiske arbejderbevægelse var det, og skulle de endelig komme på alt for gode idéer, så har den arabiske befolkning vist, at den ikke vil undertrykkes eller manipuleres længere. Hverken af vestligt støttede autoritære regimer eller langskæggede mænd, der vil forbyde snart sagt alt.

Man kan stadig være uenig på konkrete områder hvilket undertegnede for øvrigt er men der er næppe grund til at frygte bål, brand og det, der er værre, fordi de islamiske partier nu får indflydelse i et nyt demokratisk Mellemøsten.

Brian Esbensen er cand.scient.soc. med speciale i udviklingsstudier og internationale politiske forhold. Han har boet i Mellemøsten en årrække, og er desuden fagbogsforfatter og fast skribent for det politiske magasin Ræson, hvor han bidrager med analyser og internationale kommentarer