Mit liv som alenemor til tre børn

Mit liv var som en tunnel foret med bleer, vasketøj, opvask, afbrudt søvn, pusten-på-knæ, madpakker, indkøb og rengøring. Tre børn. To hænder. Min ventil var at snuppe et håndklæde og skrige af fuld kraft ind i det. Indtil jeg besluttede at gøre noget

Mit liv som alenemor til tre børn

For knap 11 år siden blev jeg mor for første gang. I 2009 blev jeg mor for anden gang og i 2012 blev jeg mor for tredje og sidste gang. Mor til tre dejlige piger. Og der sker et eller andet med overskuddet når man bliver mor til tre. Eller far, for den sags skyld. Om det skyldes noget så banalt, som at vi kun er udstyret med to hænder og to ører, skal jeg ikke kunne sige, men den der lille overskuds-elastik forsvinder som dug for solen.

I modsætning til første gang man tager forælder-hatten på, så er der naturligvis nogle praktiske ting der – undskyld udtrykket – kan køres på rutinen, men lad det være sagt med det samme: Der findes ingen ekstern ”powerbank”, der på magisk vis reducerer søvnbehovet til fire timer i de næste fire år.

Når jeg vælger netop dette antal år skyldes det ikke mindst, at min gode veninde (og mor til tre) på et tidspunkt sagde til mig: ”Når den yngste fylder fire, så sker der et eller andet. Jeg kan ikke sige dig, hvad det er, men min mand og jeg kiggede på det tidspunkt forundret på hinanden og sagde: ’Gud, er du også her?’”.

På daværende tidspunkt var min yngste datter et år. Den mellemste fire og den ældste seks år. Og jeg var alene med dem. I en 12/2-ordning. Min mand havde ønsket en skilsmisse, da den yngste var blot seks måneder, og efter devisen ”det er ingen skam at blive væk, når man ikke er inviteret” måtte jeg tage konsekvensen heraf. Det lyder naturligvis latterligt meget nemmere, end det på nogen måder var, men da håndteringen af skilsmisse og etablering af fremtidigt samarbejde ikke er mit ærinde med kronikken, tillader jeg mig denne simplificerede udlægning.

Hvorom alting er, så opløftede min venindes ord mig, fordi jeg med dem kunne se et lys for enden af hverdagstunnelen. En tunnel, der var foret med bleer, vasketøj, fyldte opvaskemaskiner, nullermænd, afbrudt søvn, pusten-på-knæ, madpakker, indkøb, rengøring etc. Tre børn. To hænder. Og toethalvt år endnu til jeg angiveligt kunne finde en lille snip af den overskudselastik, jeg vist nok havde en gang. I modsætning til min veninde havde jeg imidlertid ikke længere en mand, jeg kunne blive irriteret på og råbe af, når han kom ud og blev stimuleret i sit professionelle liv. Det var vist godt det samme.

Min ventil blev i stedet at snuppe et håndklæde og skrige af fuld kraft ind i det. Ikke hele tiden, forstås, men en gang i mellem, når de to hænder og døgnets små bitte 24 timer måtte kapitulere over for tre småbørn og de kaskader af huslige pligter, der på ingen måder halveres, selvom forældreantallet gør det.

Men tilbage til samtalen med min veninde: Toethalvt år endnu i dette ble-og-vasketøjs-morads, siger du? Således ”opløftet” kørte jeg hjem og spekulerede meget over, hvad hun havde sagt. Det slog mig pludselig, at når den yngste så var for eksempel otte år, så kunne alle tre unger jo både cykle, svømme og smøre deres egne madpakker. Hvilken fryd! Tænk al den tid, der pludselig ville frigives. Den tid skulle vi da bare frem til så hurtigt som muligt.

Så kunne vi endelig komme i det badeland, som mine to ”store” børn så gerne ville i, men som jeg måtte afvise, da jeg på ingen måder kunne tage i badeland alene med tre børn, der ikke kunne svømme. Men om syv år. Et sandt overflødighedshorn af tid og overskud ventede – næsten – lige om hjørnet.

En simpel hovedregning kunne dog konkludere, at når den yngste var otte, så måtte den mellemste være 11 og den ældste 13 år. I modsætning til nu ville der formentlig være andet end blot selskabet med mor, der trak. Jeg følte maven snøre sig sammen. Ikke på grund af tanken om den naturlige løsrivelse fra forældrene, men fordi jeg i min frustration og afmagt over at stå alene med tre små børn var ved at glemme det berømte ”nu”, vi alle sammen eftersigende bør leve i.

Jeg var på vej fra ”lev nu” til ”lev om fem-syv år, hvor alting nok er nemmere end nu”. Problemet med mit ”nu”, var at jeg levede i et ”selvmedlidende og sammenligningsfunderet nu” frem for et ”ønskværdigt nu”. Mit ”ønskværdige nu” var forplumret af vasketøj, madpakker, snotnæser, selvynk og Netto-poser. Det ”ønskværdige nu” kunne jeg se andre udleve på Facebook og Instagram. Eller rettere det (selv)iscenesatte, ønskværdige nu.

Hvis jeg virkelig skulle leve i mit ønskværdige nu, så var det ikke et spørgsmål om arbejdsbyrdens størrelse eller finesserne i vennernes fotofiltre. Det var et spørgsmål om at opstille succeskriterier for mig selv og ungerne. For vores familie. Tre børn og en forælder. Både på den korte og på den lange bane. Jeg kunne mærke, at angsten for at se tilbage på mine tre børns barndom som en tid der – meget groft sagt – bare skulle overstås var langt større end frustrationen over, at der aldrig var tid nok til at gøre én ting færdig ad gangen. Eller færdig i det hele taget.

Mit ærinde med denne kronik er ikke at fratage frustrerede mødre og fædre deres frustration og erstatte den med dårlig samvittighed herover. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi alle som en knuselsker vores børn højere end noget andet. Kærligheden til børnene har jo ikke en pind med frustrationen at gøre.

Frustrationen og bitterheden er i bund og grund rettet mod antallet af timer i døgnet, tror jeg. Mod det anatomiske faktum, at to hænder ikke kan tørre tre numser, holde tre hænder eller nusse tre små hoveder samtidig. Mit ærinde derimod er – med fare for at tale Svend Brinkmann og andre af tidens stå fast-guruer midt imod – at vi ved at mærke efter i os selv og i vores liv, bringer os tættere på at nyde den tid, der er her og nu.

Kortspillet ”Uno” kan i vores familie medføre gråd og tænders gnidsel, når min ældste datter i frustration smækker syv ”vildt dårlige kort” i bordet. Man må som bekendt spille de kort, man tildeles så godt som muligt og så ellers tro på, at de bliver bedre i næste runde. Spiller vi, eller spiller vi ikke? I grunden er det vel et livsfilosofisk Uno-princip, jeg prøver at formidle. En eksistentiel Uno-isme, om man vil.

Personligt var og er jeg frustreret over den kroniske følelse af utilstrækkelighed. Jeg har løbende udvidet min ”pyt-kasse”, og der er så absolut blevet længere mellem besøgene i håndklædet. Måske er det fordi den yngste nu er fem år, og jeg pludselig har fundet snippen i overskudselastikken igen. Måske fordi jeg har gjort mig den erfaring, at jeg godt kan være alene-mor. Efter de første år, hvor jeg ledte med lys og lygte efter en ny kæreste, er jeg nu et sted, hvor det må komme når eller hvis, det kommer.

”3? Det var godt nok mange” er den hyppigst forekommende kommentar, når jeg svarer på, hvor mange børn jeg har. I virkeligheden er det jo kun en mere end to, og vi der har tre børn ved, at de magiske tre knytter sig til den magiske alder fire. Og ja, der er lidt mere tid og overskud nu, hvor min yngste er fem. Faktisk mener jeg at kunne huske, at jeg i sidste uge læste fire sider i en bog. Uden afbrydelser. Midt om eftermiddagen. Jeg nyder tiden, overskuddet og samværet med mine børn. Med en begyndende teenage-tid om hjørnet vil jeg imidlertid forberede mig på endnu engang at justere succeskriterierne, hærde pyt-kassen og ikke lægge håndklædet for langt væk. Hverken fra min datter eller jeg.

Gøre et benarbejde for at leve i det ønskværdige nu.

Kristina Rasmussen er lærer og cand.mag. i pædagogik