Prøv avisen
Kronik

De nationale tests giver min datter søvnbesvær og mavesmerter

Fra et helbredsmæssigt synspunkt støttede lægen vores anmodning om, at vores datter blev fritaget fra forårets nationale test. Vi ansøgte derfor skolens ledelse. Og vi fik et nej, skriver dagens kronikør. Foto: Martin Sylvest Andersen/Ritzau Scanpix

Maja Plum, ph.d. i pædagogik og mor til to

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Min datter går i 3. klasse og har været udsat for en test i matematik. Ikke nok med at hun fik søvnbesvær, hun græd op til og bagefter og fik mavesmerter. Efter testen bekendtgjorde hun, at matematik ikke længere var hendes yndlingsfag, skriver Maja Plum

Jeg har to børn. Den ene har flere gange taget de nationale tests. Han gør sig ikke umage, og han klarer sig derefter. Men han tager det ret roligt og forholder sig til tests som med så meget andet ved skolen. Som noget, der skal overstås. Det giver ham ingen søvnløse nætter. Det gør det til gengæld for min datter. Hun går i 3. klasse og har dermed været udsat for den prætest, der skal træne børnene i at tage den obligatoriske nationale test i matematik her til foråret.

Ikke nok med at hun fik søvnbesvær, hun græd op til og bagefter og fik mavesmerter. Hun er ellers ret glad for at gå i skole, gør sig meget umage med sine ting og vil gerne leve op til lærernes forventninger. Hun klarer sig også godt – særligt i matematik, hvor hun er tæt på at have overhalet storebroderen. Altså indtil hun skulle testes. Efter prætesten bekendtgjorde hun nemlig, at matematik ikke længere var hendes yndlingsfag, og hun holdt op med at lave ekstraopgaver og tale matematik hjemme, som hun ellers plejer.

Min mand og jeg syntes, det var ret absurd: Man tester et barn for matematik, hvorved barnet bliver dårligere. ”Hyppige vejninger gør ikke kalven fed,” siger man. Kan det tænkes, at al den vejning gør den mager? Vores datter blev i hvert fald ret ”mager”, både udviste hun en mager interesse for at lære matematik, og hun udviste også stresstegn over at skulle tage testen. Det drøftede vi selvfølgelig med hendes læge. Fra et helbredsmæssigt synspunkt støttede han vores anmodning om, at hun blev fritaget fra forårets nationale test. Vi ansøgte derfor skolens ledelse. Og vi fik et nej.

Min datter har prøvet det med tests før. Det var i 2. klasse, hvor klassen havde nationale tests i dansk. Som sig hør og bør, fik vi dengang en konvolut med testresultatet, som viste, at hun klarede sig godt i dansk. Det var vi noget uforstående over for. Vi havde allerede tidligt lagt mærke til, at hun gerne ville præstere på dette område også, men at hun havde svært ved det med at ”lyde” sig frem, og at hun tiere gættede end egentlig læste ordene.

Heldigvis har hun en dansklærer, som kan iagttage børn i deres naturlige omgivelser og dermed også deres færdigheder i en levet virkelighed. Hun var helt med på at give ekstra støtte til min datter. Vi udarbejdede også et trænings program, vi som forældre gennemførte gennem sommerferien. Det hjalp. Men ikke takket være testen. Havde dansk læreren og vi som forældre lyttet til testens ”resultat”, var der ingen grund til særlig opmærksomhed. Testens værdi som såkaldt ”pædagogisk redskab” var på en ejendommelig måde ved at lede os mere på afveje end egentlig at understøtte min datters udvikling.

At tests i sig selv ikke siger noget om den egentlige virkelighed, har adskillige forskere påpeget. Ligeledes har Undervisningsministeriets egne undersøgelser vist, at der ved hver 10. barn er store udsving i, hvordan de klarer testen den ene dag i forhold til den næste. Man kan på den måde sige, at testen ikke måler korrekt. Man kan også sige, at den helt præcis måler den kunstige situation, børn sættes i, med alt hvad det indebærer af sociale dynamikker, individuelle forskelle i håndtering af pres og humør den pågældende dag.

Hvis så bare det var gjort med det. Pointen er bare, at testene ikke alene måler skolens virkelighed forkert, den spiller også tilbage på selvsamme virkelighed. Den er med til at organisere, hvad der er vigtigt at lave og træne i. På min datters skole træner de altid en til to prætests, før de egentlige nationale tests går i gang. Tid, der vel at mærke går fra undervisningen. Adskillige ressourcer fra pædagoger og lærere bliver brugt til at afværge ”bivirkninger”: Forsøg på at afdramatisere testen, inden den skal i gang, forklare hvad den går ud på, at det er okay at svare forkert, at det ikke handler om at blive først færdig. Og bagefter samle de børn op, der er kede af det, eller som driller andre børn med, at de ”kun har nået 63 af spørgsmålene”.

Med et fint ord kalder man disse ”bivirkninger” for testens konstitutive effekter. Det vil sige, at testen er med til at konstituere den virkelighed, som den egentlig bare skulle måle. Igen er dette ikke et underbelyst forskningsmæssigt aspekt. Der er adskillige studier, der viser, hvordan tests er med til at præge skolens hverdag, således at den dybere læring træder i baggrunden, og resultater, der kan fremvises, træder i forgrunden og bliver styrende for skolens praksis.

Da vi havde fået afslag fra skolen om min datters fritagelse fra test, kontaktede jeg selvfølgelig Undervisningsministeriet for at høre, om det virkelig kunne passe. Det kunne det, og man må tolke det på den måde, at staten ejer mit barn og dets præstationsevne. Den fuldmægtige beklagede, at min datter havde haft en dårlig oplevelse, men understregede, at testene var udtryk for et politisk valg om, at sådanne tests skulle bidrage til skolens formål om elevernes alsidige udvikling.

Se, her er det, jeg bliver en smule skizofren som forælder. På den ene side har jeg en statslig instans, nemlig en autoriseret læge, som løbende gennem min datters niårige liv har ”opdraget” mig til at være en ordentlig forælder. Hvilket fra hans synsvinkel vil sige at tage vare på hendes helbred og udvikling. Når jeg påtager mig denne forældrerolle og med hans støtte søger at skabe grundlag for hendes (alsidige) udvikling, da får jeg af en anden statslig instans, nemlig Undervisningsministeriet, at vide, at jeg er forpligtet til at lægge barn til dette testsystem, fordi det er godt for hendes alsidige udvikling!

Ikke nok med det. Den fuldmægtige i Undervisningsministeriet var så venlig at henvise mig til såvel pjece som videoklip, jeg kunne bruge til at forberede mit barn til testen, herunder forklare min niårige testens komplekse opbygning, og hvordan den skal ”hjælpe til at gøre hende dygtig”, men ikke i sig selv siger noget om, hvor dygtig hun er.

At hun får en konvolut med hjem med begreber såsom ”over gennemsnittet” eller ”fremragende præstation” kunne ellers godt få mig til at tænke noget andet. Men jeg er jo ikke ni år. Min datter og hendes klassekammerater formår sikkert til fulde at lave en sådan skelnen mellem ”hjælp til at blive dygtig” og præstation.

Mange forældre vil nok have erfaret, at det er oppe i tiden, at vi påtager os vores del af ansvaret og indgår i forældresamarbejde med skolen. Fra min skizofrene forældrestol ser det imidlertid ud, som om jeg lige nu ikke alene skal levere mit barn til et system, som hun bliver syg af. Jeg skal også fortælle hende, at det, hun mærker og oplever i den forbindelse, er helt forkert: Der er ikke noget pres, det handler ikke om præstation. Det, hun mærker, er ”hjælpen til at blive dygtig”.

Jeg skal med andre ord indgå i et samarbejde, hvor mit ansvar består i at smile, mens jeg agerer birolle for et system, der ikke kun gør sig til dommer over hendes formåen, men også til dommer over, hvad der er godt for hende.

Og hvordan er historien så endt? På min datters skole har ledelsen søgt at komme os i møde ved at opstille et (lærings)mål om, at min datter skal øve sig i at gå til test, så hun bliver tryg ved det. Jeg sidder nu og overvejer, om de har tænkt sig at teste min datter i, hvorvidt hun har nået målet om tryghed. Måske det bidrager til statstyranniets idé om alsidig udvikling