Prøv avisen
Kronik

Museer må ikke glemme, at fokus skal være på genstanden – ikke fortællingen om den

Designer Jim Lyngvild er sammen med Nationalmuseets vikingeeksperter i gang med at lave en omfattende nyfortolkning af museets eksisterende udstilling om vikingerne. Det har vakt både begejstring, forundring og vrede. – Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix

Kasper Haunstrup Madsen, Ph.d.-stipendiat, institut for historie, Syddansk Universitet

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Nationalmuseets samarbejde med designeren Jim Lyngvild har vakt debat. Museer skal dog ikke være bange for at udforske nye formidlingsformer, men bør huske på, hvad der adskiller dem fra andre, der formidler fortiden: nemlig de faktiske genstande

JIM LYNGVILDS SAMARARBEJDE med Nationalmuseet om at skulle ”redesigne” vikingeudstillingen er blevet omtalt som en endelig stadfæstelse af et paradigmeskift, hvor man før så museet som en oplysningsinstitution til hovedsageligt at være blevet en oplevelsesinstitution.

Ud over at selve valget af Lyngvild har vakt debat, centrerer diskussionen sig omkring museet som garant for videnskaben. Lyngvild siger selv på Nationalmuseets hjemmeside, at han ”vil bringe mere sanselighed og liv ind i genstandene”, og direktør Willerslev annoncerede sidste år, at formidlingen sagtens kan være en blanding af fakta og fiktion.

DISKUSSIONEN OM fakta versus fiktion, oplysning versus oplevelse, er dog langtfra ny, men trækker på en over hundredårig lang historie. I slutningen af 1800-tallet var det dog med modsat fortegn. Nationalmuseet stod som garant for et positivistisk videnskabssyn. Uden for murene i Prinsens Palæ var nye museumstyper dog på vej frem, og særligt succesfulde var folke- og frilandsmuseerne, der med levendegørelse og fuldt dekorerede bondestueinteriører satte spørgsmålstegn ved den klassiske forståelse af museets formidlingsrolle og videnskabelige opgave. På disse museer skete en forskydning fra et fokus på museumsgenstanden i sig selv til fortællingen om samlingen som helhed. Denne helhed havde ofte til formål at skulle vække den nationale ånd. For at få helheden til at passe sammen, måtte der til tider digtes og sammensættes uden videnskabeligt grundlag.

Særligt den svenske museumsmand Artur Hazelius havde stor succes med sit frilandsmuseum Skansen og Nordiska museet i Stockholm, hvor levendegørelse, festligheder og den museale virksomhed blandedes sammen i ét stort fædrelandskærligt projekt. Hazelius’ arbejde spredte sig også til Danmark, hvor Bernhard Olsen i 1885 kunne slå dørene op for sit Dansk Folkemuseum.

På Nationalmuseet så direktør Sophus Otto Müller, der var arkæolog ind til benet, med stor skepsis på de nye museer. I 1897 bemærkede han, med henblik tidens strømninger, nødvendigheden af at definere, hvad et historisk museum faktisk var: en samling genstande, der skulle konserveres, forskes i, udstilles og formidles.

Ud fra denne definition, vurderede Müller, at Hazelius’ og Olsens institutioner ikke kunne klassificeres som museer. De fjernede sig fra ”det originale og ægte” og nærmede sig i stedet kunstens verden med ”Billedkunstens Midler”.

MÜLLER VAR DOG IKKE BLIND FOR, hvordan disse nye formidlingsgreb havde en positiv effekt på inddragelsen af en bredere del af folket, men han insisterede også på, at museer ikke undervurderede deres publikum. Man begrundede, mente Müller, den nye formidling på en ”grundig Misforstaaelse af de Museumsbesøgendes Krav”. Gæsterne er ikke dumme. Museet måtte hellere end gerne benytte sig af de æstetiske virkemidler, deri intet ondt, ja, kunsten burde – ifølge Müller – præge alt, fra selve anbringelsen af sagerne på skabshylden til hele rummets form og udstyring. Men de kunstneriske virkemidler måtte ikke ”staa i Strid med Genstandene eller tiltrække sig for stor Opmærksomhed”.

For i sidste ende er det konserveringen, udstillingen og formidlingen af ”sagen selv (museumsgenstanden, red.) og ikke Fortællingen om den eller Billedet af den”, der er museets vigtigste rolle.

DIREKTØRENS KRITIK blev af offentligheden, der stadig var ved at komme sig over Estrup-tiden, opfattet som et elitært, centralistisk konservativt opråb. Forfatter og venstremand Otto Borchsenius tog til genmæle i aviserne, hvor han forklarede, at ”Den store Mængde lærer og opdrages bedst” med levendegørelsen. ”Lad det være ’historisk Digtning’ – deri er dog intet ondt,” fastslog Borchsenius. Det var altså acceptabelt at digte i håbet om at tiltrække et større publikum, eller med andre ord at bruge oplevelsen som indgang til oplysningen.

Også i højskoleverdenen, der dyrkede det historisk-poetiske, så man med vrede på Müllers indlæg. Forstanderen på Askov Højskole, Ludvig Schrøder, erklærede Skansen for at være et folkeligt valfartssted af den ædleste slags, ”hvor ældre og yngre kan lære noget, på samme tid som de fornøjer sig over, hvad de ser og hører”. Povl Hansen, forstander på Vallekilde Højskole, skrev helt Müller ud af historien, da han i 1926 berettede Nationalmuseets historie. I stedet fremhævede Hansen Dansk Folkemuseum som et forbillede for resten af museumsverdenen. Og i Højskolebladet skrev Martin Skovbo, at museer ikke burde være bange for at begrunde formidlingen af fortiden på et element af historisk digtning, hvis bare ”digteren” ellers går samvittighedsfuldt til værks.

I tiden efter århundredskiftet orienterede flere af de lokale kulturhistoriske museer sig mod oplevelserne. Flere oprettede interiørstuer, fik personalet til at klæde sig ud i bondedragter, digtede og levendegjorde historien. På Herning Museum installeredes eksempelvis en ”Bindestue”, hvor man sidenhen brugte frivillige til at udføre husflid og dele røverhistorie, som i Blichers mesterlige novelle ”E Bindstouw”. Idéen var, at man gennem oplevelserne skulle nå en forståelse af det storslåede i forfædrenes traditioner, skikke og særheder. ”Vi skulle lære at elske vort Fædreland,” fortæller en anmelder, efter at have besøgt museet.

En anden gæst beskriver museumsforstanderen som værende ”et levende katalog, en ivrig Patriot, en Poet og en Komponist”. Jens Andersen Trøstrup, der også var grundlægger af museet, skrev i avisen – med en stikpille til direktøren i København – at han ville betegnes som forstander og ikke direktør, da det sidste havde skin af, at man skulle være ”en stor videnskabelig Herre, og jeg er en stor Hader af alt Skinvæsen”.

Da den første generation af provinsens museumsfolk gik på pension, skete der imidlertid en gradvis professionalisering. I Herning overtog konservator H.P. Hansen forstanderposten og påbegyndte straks en videnskabeliggørelse af museet, hvor genstandene igen kom i fokus. I praksis betød det, at genstandene nu blev akkompagneret med basale informationer såsom datering, og hvor de var blevet fundet. Interiørstuerne og den levende formidling beholdte man, men man nærmede sig gradvist Müllers anvisning om respekt for genstanden.

PÅ NATIONALMUSEET revurderede man derimod den tidligere direktørs udtalelser. I 1933, da Dansk Folkemuseum var blevet inkorporeret under Nationalmuseet, konkluderede museumsinspektør Christian Axel Jensen, at museumsarbejdet ”maa i mindre eller større Grad blive en Konstruktion, en efterdigtning, som ikke er videnskabelig i strængeste Forstand. Men det samme gælder jo al Historieskrivning. Den knivskarpe, men ensidige Kritik, som en fremragende Museumsmand (Müller, red.) skrev (…) kunde derfor ikke skræmme os fra vort Forehavende, men kun virke til at skærpe vore Krav. Og vi fik endelig at mærke, hvorledes det ved at give Afkald paa de strikteste videnskabelige Krav kunde lykkes at faa Publikum i Tale”.

Museer bør ikke være bange for at udforske nye formidlingsformer, men det er vigtigt at huske på, hvad det er, der gør museer særlige i forhold til andre medier, der formidler fortiden: de faktiske genstande.

Og derfor bør museerne aldrig glemme, at de må tage udgangspunkt i netop museumsgenstanden, og ikke, med Müllers ord, billedet eller fortællingen om den.