Fra mange byer i Danmark fortæller medarbejdere mig, at de hver dag møder psykisk syge mennesker, der kommer ind på varmestuen i stedet for at være i behandling. De er blevet udskrevet, ingen tjekker, at de tager deres medicin, og de har ikke andre steder at gå hen. Mennesker, borgere, der ikke får den hjælp, de har behov for fra systemet, og derfor kommer til Kirkens Korshær.
Når medarbejderne gennem længere tid har mødt de psykisk syge mennesker, der kommer på varmestuen, kan de desværre konstatere, at de får det værre og værre. Livet på gaden slider dem ned og forværrer deres psykiske (og for manges vedkommende også fysiske) helbred.
Der findes åbenbart ikke nogen tal på, hvor mange hjemløse mennesker, der indlægges i eller udskrives fra det psykiatriske behandlingssystem, men vores erfaring fra varmestuer, natcaféer og herberger fortæller os, at problemet er stort og stigende.
Ingen står nødvendigvis klar til at hjælpe psykisk syge mennesker, hvis ikke de selv eller deres pårørende kan insistere på det.
Ofte oplever vi, at mennesker, som det er lykkedes at få indlagt, efter ganske kort tid står på gaden igen uden at have fået den nødvendige hjælp.
Der er ikke plads til dem i psykiatrien. Mange er misbrugere, og det tager systemet ikke højde for. Man kan ikke rumme dem der, hvorefter de udskrives til ingen hjælp.
Systemet, som det ser ud i dag, er lavet til den velfungerende middelklasse, som kender sine rettigheder, kan tale med personalet, navigere i systemet og slå i bordet uden at blive anset for at være udadreagerende.
Hjemløse mennesker, der har både psykiske og fysiske helbredsproblemer, et misbrug, intet netværk, og hvis liv er generelt kaos, har ingen chance for selv at sørge for at få hjælp. De har for mange problemer og kan hurtigt anses for at være et problem, hvis de bliver vrede, ikke forstår, hvad der bliver sagt til dem eller ikke kan huske, hvad de skal gøre.
På gaden kan en psykisk sygdom ikke behandles, der bliver den kun værre. Der skal ro, stabilitet og struktur til, hvis en psykisk sygdom skal bedres, og det findes ikke på gaden og heller ikke på natcaféerne eller varmestuerne, der i sagens natur lukker på et tidspunkt og sender den psykisk syge tilbage på gaden, indtil de åbner igen.
Vi oplever at skulle opbevare de hjemløses medicin, så de i det mindste ikke mister eller bliver frarøvet den på gaden, men det er så basal en hjælp, at det ikke er til at forstå, at det skulle være nødvendigt.
Psykisk sygdom berører de fleste af os i Danmark på den ene eller den anden måde, da cirka 20 procent af befolkningen ifølge Statens Institut for Folkesundhed på et år vil have problemer med deres mentale helbred.
Nogle psykisk syge er bare så heldige at have venner og familier, der kæmper deres sag og sørger for, at de får den hjælp, de har både behov for og krav på.
Men nogle er alene, de har ikke andre end organisationer som Kirkens Korshær, og vi gør, hvad vi kan for dem.
Men vi kan ikke behandle psykisk sygdom, vi kan kun behandle mennesker ordentligt.
Derfor skal systemet og psykiatrien gøre deres del af arbejdet i stedet for at lade Kirkens Korshær tage fra.
Vi vil gerne hjælpe alle, men en varmestue er bare ikke et behandlingssted, og de psykisk syge mennesker, der kommer til os, fortjener bedre end at blive parkeret der, selv om det selvfølgelig er bedre, at de er hos os end på gaden.
Vores sociale tilbud må ikke blive et sted at opbevare dem i stedet for at hjælpe dem. Og den hjælp, de skal have, kræver, at psykiatrien, misbrugsbehandlingen, sociale indsatser og boligkontorer i langt, langt højere grad samarbejder og intensiverer deres indsats.
Derfor må der både skabes bedre strukturel sammenhæng i hjælpeindsatsen til nogle af de mest udsatte mennesker, og der må arbejdes på en faglig opkvalificering af personalet, så de kan møde og behandle disse mennesker hensigtsmæssigt.
Flere sengepladser vil hjælpe, men kan ikke gøre det alene. For på et eller andet tidspunkt skal man jo udskrives, og hjemløse mennesker skal ikke bare sendes tilbage på gaden, hvor deres psykiske og fysiske helbred igen vil gå ned ad bakke.
Derfor skal der også gøres noget for at afhjælpe deres eventuelle misbrug, for at skaffe dem en bolig og give dem den støtte, de skal bruge for at kunne blive i deres nye bolig, for at blive ved med at tage deres medicin, blive ved med at dukke op til møderne med sagsbehandlere, psykiateren, lægen og så videre.
Mennesker, der har så store problemer, at de er endt på gaden, kan ikke kureres med et snuptag, halve indsatser og symbolpolitik. De skal have intensiv og håndholdt hjælp.
Ifølge tænketanken Cevea bliver der kun flere patienter i psykiatrien, alt imens der bliver brugt færre penge pr. patient, og næsten hver fjerde patient må genindlægges.
Det går den forkerte vej, og vi kan mærke det i varmestuerne. I Kirkens Korshær forsøger vi at gribe dem, der ikke har andre steder at gå hen.
Vi vil meget gerne hjælpe, og vi vil meget gerne samarbejde med både kommune, region og stat om at give vores medmennesker den bedste hjælp.
Der er brug for, at vores sundhedssystemer yder den rette hjælp til lindring, psykisk og fysisk. Som Rådet for Socialt Udsattes rapport om sundhed for socialt udsatte også viser, er det langt fra tilfældet.
Tværtimod føler socialt udsatte mennesker sig diskrimineret i mødet med sundhedsvæsenet.
Det danske velfærdssystem kan kun betegnes som en succes, der har givet mennesker flere muligheder og bedre vilkår. Det skal det blive ved med.
Derfor kan vi ikke sidde det overhørig, når vi hver dag ser i praksis, hvordan hullerne i sikkerhedsnettet bliver større og større.
Vi kræver handling for at få forbedringer for socialt udsatte mennesker med svære psykiske lidelser, og vi bidrager meget gerne med vores erfaring og viden fra det daglige møde landet over med mennesker, der har behov for hjælp.