De, som har ansvaret for krisen, bliver belønnet

Banker bliver reddet, mens lønmodtagerne betaler prisen. Dette rejser nogle fundamentale spørgsmål om retfærdighed, etik og moral, skriver ph.d Niels Hahn

Det er bemærkelsesværdigt, at selvom der er forsvundet milliarder af euro ud af det økonomiske system, så er der stort set ikke rejst nogen kriminalsager mod bankerne og de politikere, som er ansvarlige for krisen, skriver ph.d. Niels Hahn.
Det er bemærkelsesværdigt, at selvom der er forsvundet milliarder af euro ud af det økonomiske system, så er der stort set ikke rejst nogen kriminalsager mod bankerne og de politikere, som er ansvarlige for krisen, skriver ph.d. Niels Hahn. Foto: colourbox.com.

Verden står over for den største økonomiske krise siden 1930erne, hvilket har katastrofale konsekvenser for millioner af mennesker. Fattigdom og arbejdsløshed er stigende i Europa, og de fleste kan se, at der er noget fuldstændig galt med økonomien. Men mange har svært ved at pege på, hvem der har ansvaret.

LÆS OGSÅ: Krisen kan fremtvinge ansvar, fornuft og fællesskab

Siden den økonomiske krise begyndte i den finansielle sektor i 2008, er det hovedsageligt de liberale neoklassiske økonomer, som har givet deres analyser af, hvordan krisen kunne opstå, og hvilke løsningsmodeller der skal til for at komme ud af den. De fleste af disse økonomer beskriver krisen som en uforudsigelig kraft, som pludselig har ramt det økonomiske system, men som vil genoprette sig selv, hvis bare man er stærk nok i troen på de fri markedskræfter.

Men efter at krisen er ved at udvikle sig på fjerde år, er et stigende antal mennesker begyndt at pege på neoliberalismen som synderen. Folk er begyndt at organisere sig på tværs af religion, kultur og nationalitet i håb om at fremme et mere etisk og retfærdigt økonomisk system. Denne bevægelse er mest synlig, når der afholdes store antikapitalistiske demonstrationer, som i nogle tilfælde ender i voldsomme sammenstød med politi og militæret. Med ét ord kan dette kaldes klassekamp. Men på trods af disse tydelige tegn på en intensivering af klassekampen er der forholdsvis få klasseanalyser af krisen i de dominerende medier. Dette er muligvis, fordi klasseanalysen peger på en lille magtfuld elite som værende ansvarlig for krisen.

I 1848 skrev Marx og Engels i det kommunistiske manifest at alle hidtidige samfunds historie er klassekampenes historie. Med reference til de franske revolutioner i 1789 og 1848, og ikke mindst den russiske revolution i 1917, den kinesiske revolution i 1949 samt nutidige revolutioner i Mellemøsten og Sydamerika, kan det ikke benægtes, at klassekampen har spillet og stadig spiller en central rolle i menneskets sociale udvikling.

Efter Anden Verdenskrig stod venstrefløjen forholdsvis stærkt i Europa. Mange ledende politikere og økonomer mente, at det var den liberalistiske økonomiske model som førte til Wall Street-krakket i 1929 efterfulgt af krisen i 1930erne, som resulterede i højreekstremisme og udbruddet af Anden Verdenskrig. Liberalisterne på højrefløjen fremstod som utroværdige, og mange betragtede det som uvidenskabeligt, hvis ikke latterligt, at det fri marked var styret af en usynlig hånd til fordel for alle, som en af liberalismens fædre, Adam Smith, havde påstået i 1776.

Som kompromis mellem kapitalismen og socialismen blev den keynesianske økonomiske model, opkaldt efter den britiske økonom John Maynard Keynes, indført på Bretton Woods-konferencen i 1944. Et af hovedformålene med keynesianismen var at regulere liberal kapitalisme og dermed mindske forskellen mellem rig og fattig med henblik på at reducere risikoen for klassekamp og revolution. Socialdemokratierne i Europa blev i stor udstrækning repræsentanter for keynesianismen. Liberalisterne så denne økonomiske model som værende for socialistisk orienteret, mens mange socialister argumenterede, at det var en måde, hvorpå arbejdskraften blev organiseret til fordel for kapitalisterne, som fortsat ejede produktionsmidlerne.

Kampen mellem liberalismen og socialismen fik et nyt omdrejningspunkt, da Margaret Thatcher og Ronald Reagan kom til magten omkring 1980 med hjælp fra storkapitalen. Højrefløjen blev styrket, og liberalismen blev gradvist genindført i form af neoliberalisme. Staten skulle minimeres, så den usynlige hånd kunne styre økonomien.

På universiteterne blev en ny generation af neoklassiske økonomer uddannet med henblik på at promovere neoliberalisme, specielt i form af privatisering af offentlig ejendom, deregulering af finanssektoren og liberalisering af arbejdsmarkedet.Disse økonomier har sammen med de liberale partier stået i spidsen for implementering af den neoliberale økonomiske model. Mange af socialdemokratierne i Europa fulgte med, som for eksempel Poul Nyrup Rasmussen-regeringen, der stod for en række privatiseringer og dereguleringer af finansmarkedet. Det forvirrede mange vælgere, fordi Socialdemokraterne begyndte at føre liberal politik, og mange liberale partier brugte socialistisk retorik for at vinde stemmer, imens de sneg neoliberale reformer ind ad bagdøren.

Da det er de neoliberale økonomer og politikere, som har domineret det økonomiske verdenssystem i de sidste tre årtier, må det nødvendigvis være dem, som bærer størstedelen af ansvaret for krisen. Men de vil naturligvis ikke erkende, at det er deres økonomiske model og anbefalinger, som har skabt dette kaos. I stedet bruger de krisen til at indføre endnu flere neoliberale reformer.

Men eftersom disse reformer ikke har fået økonomien i gang igen, vokser kritikken fortsat, og en folkelig klassebevidst antineoliberalistisk bevægelse vokser sig stærkere dag for dag.

Denne bevægelse påpeger, at neoliberalismen er et angreb på lønmodtagernes rettigheder og ikke mindst et angreb på demokratiet. Dette er hovedsageligt, fordi privatisering af offentlig ejendom koncentrerer magt og penge i hænderne på en relativ lille elite, som udgør en klasse af superrige mennesker, der kontrollerer statsinstitutionerne og ejer kapitalfondene, bankerne, produktionsmidlerne samt de indflydelsesrige medier.

EUs økonomiske redningspakker er ikke designet til at skabe arbejdspladser og social sikkerhed, men til at betale den eksisterende gæld til private banker.

Med redningspakkerne stiller Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond krav om reformer, som skal skabe et mere fleksibelt arbejdsmarked og yderligere privatisering af offentlige ejendom. Et fleksibelt arbejdsmarked er et andet ord for kraftig reduktion af lønninger og dårligere arbejdsforhold. Privatiseringer kan omfatte alt lige fra lufthavne, motorveje, havneanlæg, jernbaner, kraftværker, hospitaler, universiteter, skove og militære opgaver.

De, som har pengene til at købe, er de samme kapitalfonde og banker, som er ejet af den lille superrige elite. Nogle af disse private institutioner har selv modtaget redningspakker og dermed fået ny kapital til at opkøbe offentlig ejendom. Det bliver af mange set som en sofistikeret form for lovligt røveri.

Klasseanalysen rejser en række centrale spørgsmål om ansvar, som stikker dybere, end hvad den nuværende debat dækker. For eksempel: Hvilket ansvar bærer de neoliberale økonomer, som har promoveret liberal kapitalisme på universiteterne? Hvor stort et ansvar bærer de politikere, som har liberaliseret det økonomiske system? Hvorfor har de indflydelsesrige medier ikke været mere kritiske over for neoliberalismen? Og ikke mindst: Hvilke kriminalsager bør der rejses?

Det er bemærkelsesværdigt, at selvom der er forsvundet milliarder af euro ud af det økonomiske system, så er der stort set ikke rejst nogen kriminalsager mod bankerne og de politikere, som er ansvarlige for krisen. Derimod leveres der fortsat redningspakker til bankerne, finansieret af lønmodtagernes skattepenge, og når bankdirektører må trække sig tilbage, får de millioner af euro med i lommen. I modsætning hertil må mange almindelige mennesker forlade deres hjem, fordi de ikke kan betale deres regninger.

De, som har ansvaret for krisen, bliver belønnet, mens lønmodtagerne betaler prisen. Dette rejser nogle fundamentale spørgsmål om retfærdighed, etik og moral, som bør diskuteres mere i en åben debat.
Niels Hahn er ph.d. og forsker på SOAS, University of London, hvor han er undervisningsleder og ansvarlig for uddannelsesmoduler i konflikt og udvikling med fokus på politisk økonomi og neoliberalisme.