I MIN BOGREOL finder jeg tre bøger, som adskiller sig fra de andre ved at være læst ikke bare en eller to gange, men adskillige gange: Det er Tine, Ludvigsbakke og Ved Vejen af Herman Bang, der netop i år ville være fyldt 150 år. Læsningen af hans bøger lukker op for et tidsbillede og et indblik i (provins)livet i sidste halvdel af 1800-tallet. Herman Bangs litteratur kan altså læses historisk, som udtryk for nogle udsagn om datidens Danmark, men det er ikke derfor, jeg drages af disse bøger og får et nærmest fysisk behov for at følge skæbnerne endnu engang, også selvom eller måske netop fordi jeg godt ved, hvad der sker dem.
Vi finder i alle tre bøger den stille eksistens som hovedperson. En hovedperson, der netop ikke er hovedperson og ikke ønsker at være det. Den stille eksistens er Bangs eget udtryk, og Ved Vejen (fra 1886) blev første gang trykt i en samling med dette navn.
En stille eksistens i hovedrollen gør, at vi får skildret de øvrige personer på en indirekte måde, og således kan Herman Bang efterleve sit ideal om intet at postulere, men udelukkende lade tingene komme til den stille eksistens. Stille henviser ikke blot til kvindens stilfærdige temperament, men også til, at personens egentlige væsen og inderste længsler er skjult under den identitet, som er en følge af den sociale rolle.
Kvinderne i de tre romaner drømmer alle om en ægte kærlighed; en kærlighed, der ikke er bundet op på økonomi eller anden form for magt. Den stille eksistens indser på et tidspunkt, at en sådan kærlighed er umulig at realisere, og denne bevidsthed bliver en lidelse, da hun ikke magter, ikke kan, leve det liv, hun gerne vil. Hun sygner hen; hun dør.
Ved Vejen, den mest yndede af Bangs bøger, er blevet til, fordi Herman Bang på en af sine togrejser i et vindue på en af de små stationer ser en bleg kvinde, der med en sygs store og glansfulde øjne stirrer ud. Det var knap længsel, der lå i blikket længslen havde måske flagret sig død ved at slå vingen mod snævre vægge kun en stilfærdig resignation, en forstummet sorg.
Læser man Herman Bangs biografi, er man ikke i tvivl om, at også han har slået vingen mod for snævre vægge. Han blev på grund af sin homoseksualitet jaget og kriminaliseret. Måske har han netop derfor været i stand til at skrive om de stille eksistenser, der ligesom ham selv var ensom og anderledes.
Den stille eksistens er en kvinde. Hun er lyttende og giver ikke sin egen mening til kende. Hun er tilbageholdende, men opmærksom. Som der står om Katinka i Ved Vejen: Hun egnede sig så godt til at høre på andre. Hun er givende og selvopofrende, og som det siges om den næsten underdanige Ida i Ludvigsbakke en, der aldrig lærer at søge sit eget. Hun ser sin fortid som en lys, sorgløs og ukompliceret tid, som hun længes tilbage til. Måske er dette medvirkende til, at hun vælger en patriarkalsk mand, så hun ved denne alfaderlighed kan forlænge den idylliske fortid.
DE STILLE EKSISTENSER forholder sig oprigtige til deres kærlighedslængsler. Katinka i Ved Vejen, Tine i bogen af samme navn og Ida i Ludvigsbakke er alle på trods af deres forskellige sociale ramme stille eksistenser.
Katinka i Ved Vejen er gift med den noget ældre, middelmådige og madglade stationsforstander Bai. Hun vågner for et øjeblik op fra stationsbyens evindelige trummerum i mødet med den hensynsfulde og følsomme forvalter Huus. Hun ligger under for de ideologiske normer for en gift kvindes adfærd og opererer på intet tidspunkt med muligheden for at gennemføre forholdet med Huus og bryde med Bai. Meget symptomatisk for forfatterskabet lader Bang Katinka sygne hen og dø.
Tine er meget ung og bryder samfundskonventionerne, da hun indleder et forhold til en ældre og gift mand. Dette brud på konventionerne og hendes egne normbegreber bliver fatalt for hende. Hun trives i tiden inden krigen i skovridergården, hvor hun er skovriderfruens sammensvorne. De fniser venindeagtigt sammen, men alt bliver forandret, da krigen begynder, og fru Berg tager bort med sønnen Herluf.
Skovrider Berg forgriber sig på den unge degnedatter i desperation, i et forsøg på at flygte fra krigens rædsler, og da Tine bliver sig bevidst, at den gifte Berg stadig elsker sin kone og kun har brugt Tine som erstatning, er der ingen vej tilbage for hende. Tilliden, der før eksisterede mellem hende og fru Berg, og mellem hende og forlældrene, er brudt.
Ida hedder den stille eksistens i Ludvigsbakke (1896), og hendes sociale ramme er noget anderledes end Tines og Katinkas. Karl og Ida er jævnaldrende, har kendt hinanden fra barndommen og flytter begge til København. Ida bliver sygeplejerske, hvilket går fint i tråd med den rolle, hun har påtaget sig gennem livet.
Hun påtager sig i forholdet til Karl den forsørgendes rolle og lader diskret en pung dumpe ned i hans hånd, hver gang regningen skal betales på en af de restaurationer, de sammen hjemsøger. Ida og Karl indleder et kærlighedsforhold, men de taler ikke det samme sprog. Ida investerer sine sparepenge i en lejlighed, som bliver symbolet på, at kærligheden vil kunne realiseres. Men længe inden har Karl ladet sig opsluge af en smørgrosserers datter. Også dengang havde pengene en stor betydning for valg af mage. I modsætning til Katinka og Tine tager Ida nogle initiativer og er mere emanciperet end de andre. Alligevel bliver hun offer. Hun forstår ikke at søge sit eget.
Ved valget af netop denne skikkelse - det passive, det indadvendte - bliver det muligt for Bang at opfylde sine egne skriveidealer, og på den måde får vi et fint afstemt forhold mellem form og indhold. Netop i denne afstemthed mellem form og indhold finder vi svaret på, hvorfor vi gider læse om Bangs stille eksistenser igen og igen.
Bang formidler i sit sproglige udtryk og gennem replikkerne lige netop disse skæbner på en måde, så man ikke bare forstår dem, men også føler og lever med dem. Når Bang om Tine skriver: Hun, der havde givet alt, og hvem alt var berøvet, inden hun for sidste gang overgiver sig til den desperate og deprimerede skovrider Bergs begær, og når han lader Katinka, der i Ved Vejen langt om længe bliver lykkeligt forenet med den følsomme forvalter Huus, udbryde: Når De (...) -nu rejser......og vi ikke ses mere (...) sådan som det jo må være, så er der i disse udsagn en fortætning af hele karakteren.
DER LIGGER I DISSE CENTRALE replikker og sætninger en fortolkning af personerne, der gør, at vi kan læse om dem igen og igen. 150 år er gået siden Herman Bangs fødsel, og nok har verden ændret sig, og de sociale rammer, hvorunder de stille eksistenser levede, er ændret så meget, at de fleste kvinder ville reagere anderledes i dag. Alligevel er det muligt at foretage en ahistorisk læsning og se kvindernes valg som eksistentielle. Netop fordi Bang skriver på den måde om sine karakterer, forstår vi, hvorfor Katinka ikke kan rende fra stationsforstanderen, og vi forstår, hvorfor Tines erkendelse af, at Berg bare har taget hende i et nu, bliver så fatalt for hende, at hun må gøre det af med sig selv.
Der ligger en dyb afmagt gemt i romanerne. Der er ingen mulighed for, at kærlighedshistorierne kan have en lykkelig udgang. Med de stille eksistenser og deres ulykkelige kærlighedshistorier hævder Bang, at så snart man blot bevæger sig en smule ud over det dagligdags småliv og ønsker at leve sine længsler ud, går man til grunde.
I de tre romaner er det behovet for at elske og blive elsket, det handler om. Det er følgerne af den ustillede længsel, de stille eksistenser ligger under for. De stille eksistenser er determinerede til at bukke under, selvom deres kærlighedsdrøm er udtryk for de egentlige og højeste værdier. Men det er driften og økonomien der før som nu regerer verden, og derfor er det de stærkeste i dén henseende, der overlever.
Portrættet af den stille eksistens er bundet til nogle sociale miljøer og en anden tid, men det psykologiske og eksistentielle i karakteriseringen kan vi genkende i dag, hvor vi stadig kan finde kvinder, der ikke forstår at søge deres eget. Længslen er vel et almenmenneskeligt fænomen, og på trods af en meget større materiel velstand og en langt større grad af valgfrihed har vi stadig længsler, der ikke altid leves ud. Måske er længslen som den er, rettet mod et ideal umulig at indfri?
Pernille Fjalland er cand.mag. i dansk og musik