Prøv avisen
Kronik

Marie Høgh: De unge identitære er uden identitet

Den er ildevarslende. Dels fordi bevægelsen har et bekymrende potentiale for at kunne udvikle sig, dels fordi de identitære vidner om den ulmende vrede og velbegrundede frustration over de europæiske tilstande – som følge af årtiers masseindvandring og fejlslagen integration, skriver sognepræst Marie Høgh. Foto: Emil Kastrup Andersen

Marie Høgh

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

De identitære bevægelser i Europa veksler mellem forståelig patriotisme og famlende provokation. I Danmark har vi desværre mest fået det sidste, skriver sognepræst Marie Høgh i dagens kronik, hvor hun kalder bevægelsen ildevarslende

Generation Identitær kalder de sig selv. Generation Ildevarslende, kunne man kalde dem. De var oprindeligt franske, nu er der ungarske, skotske, tyske og danske identitære. Og flere endnu. De frygter den store befolkningsudskiftning af såkaldt oprindelige europæere med en muslimsk befolkning. Med sort på gul eller gult på sort baggrund er de kendemærket med det græske bogstav lambda – symbolet på spartanske krigeres skjolde i antikken.

Avantgardistiske, veltalende, veluddannede unge. De er ikke racister, fascister eller nynazister. De er ikke antidemokratiske eller voldelige, men ”et moderne højreorienteret ungdomsopgør”, der efter eget udsagn ikke er politiske ekstremister. De er ikke kronragede, de bærer ikke bomberjakker, men forsvinder velklædte og ubemærkede i byens vrimmel, når de har udført deres aktioner med bannere, nødblus, megafoner og klare budskaber: imod ”islamisering, masseindvandring og det multikulturelle selvhads ideologier”. For ”udvisning af ikke-vestlige indvandrere, asylstop, bevarelse af den europæiske kultur og drømmen om et Fort Europa”.

Behændigt og formentlig bevidst styrer de uden om decideret raceideologi, men slynger om sig med ”generobring, patriotisme, paneuropæisk og etnokulturel identitet”. Begreber, der vækker fortidens ubehagelige efterklang hos vores tyske naboer. Her holder efterretningstjenesten BfV (Bundesamt für Verfassungsschutz) et vågent øje med den identitære bevægelse af frygt for radikalisering og har til lejligheden opfundet begrebet ”kulturel racisme”. Mens de tyske identitære med inspiration fra den konservative revolutionære strømning i Weimarrepublikken – blandt andet Oswald Spengler og ikke mindst den nationalkonservative forlægger Götz Kubitschek og hans bog ”Provokation” – har deres idémæssige og intellektuelle bagland på plads, fremstår de danske identitære anderledes begrebsforvirrede, ufunderede og famlende. Med slagordet ”Nicht links, nicht rechts – identitär” (ikke venstre, ikke højre – identitær) har tyskerne været snu nok til at være en udenomsparlamentarisk optionsbevægelse.

På den måde distancerer de sig fra ekstremisme i almindelighed, hvilket er et klogt træk netop i Tyskland. Men derudover har de fat i noget helt afgørende: ”Patriotismus und Heimatliebe sind für uns zentrale gesellschaftliche Leitwerte, die keiner politischen Schablonen bedürfen.” (Patriotisme og hjemstavnskærlighed er for os centrale samfundsmæssige hovedværdier, der ikke har brug for politiske skabeloner.) Læs udtrykket igen: hjemstavnskærlighed. Det, som hjertet hænger ved. Det, som vi er fælles om på trods af politisk uenighed. Imens proklamerer de danske identitære sig på én gang som udenomsparlamentariske og som et ”patriotisk alternativ til den nuværende venstredrejede ungdomskultur” – som om venstreorienterede ikke kan elske deres fædreland og hjemstavn.

I Tyskland er de identitære talstærke, velorganiserede og har sat deres tydelige aftryk på indvandrer- og værdidebatten – men ud over, at enkelte medlemmer har en tvivlsom højreekstremistisk, fascistisk fortid, er de ikke som sådan en trussel mod den offentlige orden eller forbundsrepublikkens Grundgesetz. Og alligevel møder de modstand. Ikke kun fra de hysteriske antifascistiske bevægelser, men også bekymring fra almindelige borgere for eksempel i byen Halle, hvor de identitære har et arbejdscentrum og tilhørssted.

Selvom vi i Danmark ikke som Tyskland har historiens og ”højrefløjens raslende blikdåse” (Jesper Vind, 2017) skramlende bagefter os, er der alligevel ingen folkelig opbakning til de unge identitære herhjemme. Hvis de identitæres projekt virkelig er at forhindre islamisme, værne om det bestående, om den danske kultur og frihedsrettigheder, burde der vel være tilslutning fra store dele af Debatdanmark og det politiske landskab. Selvfølgelig med undtagelse af Enhedslisten og Alternativet, der mildest talt lever i en parallel virkelighed uden ghettoer og parallelsamfund. Men hvoraf kommer så den almindelige skepsis? Hvordan kan man, ovenikøbet uden at tilhøre centrum-venstre-segmentet, synes, at der er noget ildevarslende, noget lorent ved den identitære bevægelse? Det er jo nok flere ting.

For det første er bevægelsens gadeaktioner nok iøjnefaldende og uomtvistelige i deres budskab, men ikke desto mindre temmelig studentikose og smålatterlige, uelegante og uigennemtænkte. Udklædt som stewardesser og luftkaptajner delte de boardingkort ud på gaden, en enkeltbillet til ”det solrige Syrien”. H.C. Andersen-statuen i Kongens Have fik et skilt om halsen med nationaldigterens eget digt fra Treårskrigen: ”De kan overvælde vort lille Land, Men rokke ei Mod eller Villie. Thi nu slaae vi alle til yderste Mand.” Kvalificerer eller gavner det værdi- og indvandrerdebatten, der både er betændt og vanskelig nok i forvejen? Nej. Bevæger det politiske beslutninger? Næppe. Er det opbyggeligt eller oplysende? Nej, slet ikke.

For det andet har de identitære et problem med deres overdrevne fokusering på etnicitet. Som danskere indgår vi i en bestemt national sammenhæng, inden for en bestemt landegrænse, hvor vi skal leve i ansvar og pligt over for modersmålet og fædrelandet, åndshistorien og frihedsværdier, vi fik i vuggegave. Alt det, vi ikke selv har valgt eller konstrueret, men er blevet givet i arv af de gamle før os. Men når de identitære klistrer ”etno-” foran kultur, bliver det strengt taget umuligt at vælge en kultur til, man ikke etnisk er forbundet med. Og det er jo det, vi med al rimelighed forventer af folk, der kommer hertil.

Kære identitære, hør her: Danskhed handler om ansvar, pligt og loyalitet – over for landet, Grundloven og over for folket, der bebor landet. Ellers kan utallige mennesker i Danmarks tjeneste, men med anden etnisk baggrund (ikke-europæisk), politikere, debattører, udsendte soldater og ansvarlige medborgere ikke regne sig selv til det danske. Spørgsmålet er så, om integration i de identitæres optik dybest set er mulig.

For det tredje hævder bevægelsen at være et opgør med den åndløshed, der hersker i Europa. Men hvad tilbyder de så i stedet? Hvem er de identitære egentlig? Tja, i modsætning til de tyske identitære, der gennem samarbejdet med Götz Kubitschek i det mindste søger et fundament at stå på, forekommer den danske identitære bevægelse noget identitetsløs og konturløs. De er hverken konservative eller kristne. De kan ikke fordrage liberalisterne og de venstreorienterede. De er ikke vokset ud af folkedybet og kærlighed til fædrelandet, men definerer sig selv i forhold til det, de opponerer imod. I al deres åndløshed og negative afhængighed af modstanderen har de et vist slægtskab med den amerikanske Alt-right-bevægelse. Det er tomme tønders buldren, der går lige til kanten med mytologiske referencer, en kampklar identitær dagsorden og en god portion tossetække.

For trekvart år siden var den identitære bevægelse ikke nået til Danmark. Det er den nu, og det kan på sin vis være svært at tage den dybt alvorligt. Det skal man så alligevel. Den er ildevarslende. Dels fordi bevægelsen har et bekymrende potentiale for at kunne udvikle sig, dels fordi de identitære vidner om den ulmende vrede og velbegrundede frustration over de europæiske tilstande – som følge af årtiers masseindvandring og fejlslagen integration. De identitære kan ikke gøre noget ved det, måske kun ondt værre – men det kan vores politikere. Og det er på høje tid.

Marie Høgh er sognepræst