Prøv avisen
Kronik

Vi skylder de unge hjemløse en hjælpende hånd

Hjemløshed er en kompleks størrelse, der rækker langt ud over det, ikke at have et sted at bo, skriver dagens kronikører. Her ses en hjemløs mand, der sover på jorden på Rådhuspladsen i København. Foto: Christian Lindgren/Scanpix

Hjemløshed er en kompleks størrelse, der rækker langt ud over det, ikke at have et sted at bo. De unge, som dagens to kronikører har mødt, kæmper typisk med overlappende problematikker, herunder misbrug, psykisk sårbarhed og en generel mistillid til omverdenen. Den gruppe af unge trænger til langt mere hjælp

Vi forventede, at det ville blive vanskeligt at finde ”de usynlige hjemløse”. Men vi har ikke været på gaden i mere end tre måneder, før vi har måttet sande, at den antagelse slog fejl.andenm

Adidas-bukserne stumper lidt og afslører, at Lasse har bare fødder i sine kondisko. Han holder godt fast om stropperne på sin armymønstrede rygsæk, mens han spankulerer over Dronning Louises Bro i København.

Lasse passer umiddelbart godt ind i mængden af andre unge mænd, som er på vej til job, i skole, på cafébesøg eller til januarudsalg. Måske derfor lægger ingen mærke til, at han tager et hurtigt kig ned i de skraldespande, han passerer.

Lasse er ikke på vej til januarudsalg. Faktisk er han ikke rigtig på vej nogen steder hen. Adidas-bukserne, tasken og kondiskoene har han på hver eneste dag, og gåturen over broen er en del af en fast spadsererute i Københavns gader, mens han venter på, at det bliver aften og natcaféerne åbner, så han igen kan komme indenfor.

SFI's løbende hjemløsetællinger viser, at antallet af unge er steget markant de seneste år. Ifølge tællingen i 2013 var 1755 af landets hjemløse mellem 18 og 29 år. Siden det kom frem, har medier, organisationer og andre aktører på området fortalt historien om ”de usynlige hjemløse”: Antallet af unge hjemløse stiger, men de er ikke til at se på gaden - hvor er de så?

Men er der nogen, der faktisk er gået ud for at kigge efter dem? Det er vi nu begyndt at gøre i hjemløseorganisationen Projekt UDENFOR. Bogstaveligt talt. Nogle af de unge, der oplever, at forældrenes hoveddør er smækket, at der er kamp om de boliger, som er til at betale, og at sofaerne i vennekredsen er sluppet op, finder man, hvis man banker på portene hos landets herberger og forsorgshjem.

Iblandt er der også de unge, som er så kaotiske eller isolerede, at de oplever sig nødsaget til mere eller mindre at bo på gaden. Disse unge er en minoritet i minoriteten.

Men bruger man tilstrækkeligt meget tid ude i byens rum i dagens, aftenens og nattens timer, så vil man lægge mærke til de enkelte unge, som er derude hver eneste dag. Dem, som ikke går hjem, når butikkerne lukker. Dem, hvis sko er udtrådte. Dem, som må kigge i skraldespande og samle flasker på deres vej gennem stenbroen. Dem, som, hvis man kigger nøje efter, har det samme tøj på hver eneste dag, og som måske er beskidte.

Man vil lægge mærke til de enkelte unge, som sætter sig på biblioteker, stationer og andre opholdssteder, hvor man ikke behøver at købe en café latte for at være velkommen. De venter ikke på nogen, når de sidder der. Allerhøjst venter de på, at tiden går.

Nogle er mere udadvendte og bommer cigaretter eller en mønt til dagen og vejen, og så er der dem, som undgår øjenkontakt eller ser tomme ud i blikket. Det er særligt disse unge; dem, som vandrer hvileløst rundt i byens gader og tilsyneladende ikke har noget sted at høre til, som vi er begyndt at arbejde med, i Projekt UDENFORs ungeprojekt.

Vi opsøger dem, der hvor de er, i byrummet, og forsøger at skabe en kontakt. Lykkes det ikke første gang, væbner vi os med tålmodighed og prøver en gang til - og en gang til, hvis der er behov for det.

Hjemløshed er en kompleks størrelse, der rækker langt ud over det, ikke at have et sted at bo. De unge, vi har mødt, kæmper typisk med overlappende problematikker, herunder misbrug, psykisk sårbarhed og en generel mistillid til omverdenen.

Ser man på dr.med. Preben Brandts disputats ”Yngre hjemløse i København” fra 1992, har unge i hjemløshed da også med stor sandsynlighed en opvækst med omsorgssvigt og følelsesmæssig armod bag sig. Ikke mindst kæmper de med et system, som ikke er i stand til at rumme dem, hvorfor de oplever sig overladt til sig selv; isolerede, ensomme. Og usynlige?

Ensomhed og hjemløshed er ikke noget, de unge skilter med, råber højt om eller beder om hjælp til. Tværtimod. Og det nemmeste er uden tvivl, især hvis de er svære at have med at gøre eller umiddelbart afviser kontakt, at lade dem være i fred.

Men hvis ikke vi tager kontakten og insisterer på den, hvem gør så? Skal vi virkelig lade dem eksistere i social isolation og ”usynlighed”? Vi mener, det er nødvendigt at gå imod de gængse forestillinger i det sociale og sundhedsmæssige arbejde om, at de, der mener at have behov for det, selv henvender sig og anmoder om hjælp. Og dermed også antagelsen om, at alle mennesker har de nødvendige ressourcer til, og interesse i, at skabe kontakt på eget initiativ. Når et udsat menneske er hjemløs og kontaktafvisende, så er det netop et menneske, som har brug for en ekstra håndsrækning.

Vi arbejder ud fra den forståelse, at alle mennesker har behov for kontakt. Ifølge professor i psykologi og neurovidenskab John Cacioppo (2013) kan ensomhed være direkte farligt. Langvarig ensomhed kan, hvis den får lov, blive en selvopfyldende cirkel, som kan få alvorlige sundhedsmæssige og relationelle konsekvenser.

Det må derfor være et almindeligt krav - ja, en etisk fordring - ikke bare at overlade udstødte unge til sig selv. Ellers får udstødelsesprocessen jo lov at fortsætte ind i voksenlivet. Det kan aldrig være nok ikke at gøre fortræd.

Ask er 18 år. Han er tydeligvis hashpåvirket, da gadeplansmedarbejderen første gang møder ham, og ikke særlig snakkesalig. Han vil dog gerne have en sandwich. Asks negle er beskidte, ser gadeplansmedarbejderen, da de sidder sammen og spiser.

Lidt efter lidt fortæller Ask, at han for det meste sover i en ladcykel. Efter at de har tilbragt nogle eftermiddage sammen, vil Ask gerne på gadeplansmedarbejderens opfordring med på kommunens socialcenter for at høre, hvad hans muligheder er, og det bliver endelig deres tur, da nummer 88 lyser grønt på skærmen.

Damen bag skranken fortæller som det første, at der er travlt, og at det i øvrigt er midt i deres frokostpause. Hun taler til gadeplansmedarbejderen og ikke til Ask, mens hun slår ham op i systemet. Det viser sig, at der ligger en lang og kompleks sag i Asks navn. Hun finder den tydeligvis uoverskuelig. Efter lidt grublen langer hun en liste med mulige tilbud over disken og siger, at Ask selv kan tage rundt og høre om der eventuelt er plads. Hun gør klar til at betjene den næste i køen. Nummer 89. Samme nat er Ask tilbage på gaden.

Er det de unge hjemløse, der er usynlige, eller er det samfundet, systemet, socialforvaltningerne, der ikke vil eller kan overskue at se dem? Ask er ikke usynlig. Nok er han ”utilpasset”, ja måske endda ”uoverskuelig”; i hvert fald i et system, som helst opererer i predefinerede løsninger og effektive køsystemer.

Men han står der, ganske synligt, foran skranken, og hele hans avancerede historie står sort på hvidt på skærmen. I vores optik ligger der et socialt ansvar for et velfærdssamfund i at møde unge mennesker som Lasse og Ask med mere end en liste.

De har tydeligvis behov for meget andet end det. Hvor er dialogen, tiden, nysgerrigheden og interessen for det menneske, det rent faktisk handler om? Mennesker bliver vel usynlige, hvis de ikke bliver set?

I næste uge finder SFI's femte nationale hjemløsetælling sted. Vi kan kun håbe, at kurven er knækket, og at vi i fremtiden vil se færre, der i så tidlig en alder må flytte på et herberg, eller ender som Projekt UDENFORs målgruppe, ude på gaden som socialt isolerede og kontaktafviserne. Som dem, man kun ser, hvis man kigger godt efter.