Prøv avisen

De voksnes tarv tilgodeses altid

KRONIK Der bør oprettes en "Børnenes Borgerret", et ombudsmandssystem, der kan hjælpe børn, der er i kommet i klemme i systemet. Det er sjældent, at afgørelser, der træffes om forældremyndighed, bygger på et hensyn til barnets bedste

Hun virkede livsduelig, den unge pige, som i "Go' aften Danmark" fortalte om en hård barndom. Måske er hun en af dem, som klarer sig til trods for et offentligt system, der dømte hende til at være den, der kunne ofres, for at hendes kriminelle far kunne få den ene chance efter den anden. Det var sådan, hun beskrev det.

Indtil hun var ni år, skulle hun bo hos sin far, når han ikke var i fængsel. Når han kom ud, sad han og vennerne og røg sig skæve, mens den lille pige blev beordret ind på sit værelse. Når timerne blev for lange, listede hun sig ud gennem tågerne. Hvis hun ville have mad, måtte hun selv lave den.

Som niårig kom hun endelig til at bo hos sine morforældre, som hele tiden gerne ville have haft hende. Efter dét fik min mormor ikke noget privatliv, sagde pigen, for jeg gik i hælene på hende hele tiden, også ud på toilettet. Jeg var bange for, at hun skulle forsvinde. Hvorfor kom du ikke til dine bedsteforældre noget før? spurgte intervieweren. Og så var det, hun svarede: Fordi kommunen syntes, at min far skulle have en chance, når han kom ud.

Hvor meget er de fine paragraffer om "barnets tarv" egentlig værd, når den slags finder sted? Har vi her til lands ikke snarere en praksis, som tilgodeser "de voksnes tarv"? Der er jo ingen ende på de historier, som pressen bringer frem, hvor børnene er de sagesløse ofre, ikke blot for forældre, som savner forældreevner, men også for hårrejsende beslutninger fra offentlige myndigheders side. Og de sager, vi får kendskab til, er kun lige den øverste top af et iskoldt bjerg.

Gå blot ind på internettet og læs de hjerteskærende beretninger, som Foreningen Børn & Samvær formidler videre. Om børn, der år ud og år ind tvinges til at tilbringe deres weekender med voldelige fædre eller alkoholiserede mødre. Om børn, der slæbes skrigende væk fra den forælder, der forsøger at beskytte dem, men ikke får lov til det, fordi myndighederne har magten og bruger den. Utallige mødre og enkelte fædre idømmes tårnhøje dagbøder og trues med fængsel, hvis de ikke udleverer deres børn til hvad som helst.

At vi i Danmark handler ilde med børn, optager mig så meget, at jeg har skrevet en roman om det. Den hedder "Marionetternes magt" , og titlen henviser til, at sagsbehandlere lader sig manipulere med af en hævngerrig far til en lille pige. Det er fiktion, men det er også et billede på den uindskrænkede magt, vi tildeler mennesker i børnesager. Det er magten til at gribe ind i andre menneskers liv og lykke og tilmed ofte vilkårlige og ikke-underbyggede afgørelser at bestemme børns skæbne og ikke sjældent traumatisere dem for livstid.

Mange tror, at de afgørelser, der træffes om forældremyndighed og samvær, bygger på grundige undersøgelser og et overordnet hensyn til barnets bedste. Men virkelige sager har oplyst mig om, at afgørelserne tværtimod ofte baserer sig på et overfladisk kendskab til familierne og intet kendskab til børnene. Det hedder sig ganske vist, at børn skal høres, når de er store nok, men det sker kun i begrænset omfang, og man lytter ikke til barnet, hvis dets ønsker ikke passer ind i det billede, man allerede har dannet sig.

De mindre børn bliver slet ikke hørt. De anses ofte bare for at være brikker, som de voksne kan flytte rundt med efter forgodtbefindende. En sagsbehandler i et statsamt har sågar engang udtalt, at "børn har de følelser, som deres mødre indgiver dem!" Og vi, fællesskabet, tildeler et menneske med den mangel på indsigt en så godt som ubegrænset magt over børn!

Jamen, hvad kan vi da gøre? For det er jo nødvendigt, at det offentlige går ind og træffer afgørelser, når forældrene ikke kan blive enige. Og der sidder ganske givet rigtig mange gode og samvittighedsfulde dommere og sagsbehandlere, som gør deres yderste for at bedømme og dømme så godt, som det nu er muligt. Optimalt for barnet kan det i sagens natur aldrig blive.

Men vi kan ændre på systemet, så de værste fejlskøn kan rettes op. Vi kan f.eks. oprette en "Børnenes Borgerret", et ombudsmandssystem, som ikke er afhængigt af én enkelt persons holdninger og indsigt, men består af en kvalificeret og uafhængig gruppe af mennesker, som en sag kan appelleres til. En instans, som har fokus på barnet og dets rettigheder, følelser og ønsker, og ikke som nu, hvor det handler om fædres og mødres rettigheder. En forælder kan godt anke en samværssag til Familiestyrelsen, men det er så godt som udelukkende juridiske fejl, som har en svag chance for at blive rettet der. Menneskelige og psykologiske fejlbedømmelser kommer man ikke videre med.

Der er så mange slags sager, hvor børns følelser ikke bliver taget alvorligt, og de handler ikke alle om, at børn imod deres vilje bliver udleveret til vold, druk og stofmisbrug. Paradoksalt nok er der også sager, hvor præcis det modsatte praktiseres. På omtrent samme måde som beskrevet i min roman, tilbageholder en mor i det virkelige liv sin lille pige fra et belastende samvær med faderen, hvorefter han får overført forældremyndigheden. For hvis der er noget, der er forbudt, så er det at tilbageholde et barn fra det lovpligtige samvær, og det uanset lovens ord om, at forældre har pligt til at beskytte deres børn imod alle overgreb, fysiske såvel som psykiske.

Det seksårige barn overflyttes fra den ene dag til den anden, mister alle holdepunkter i sit liv og får ikke før meget længe efter lov til at se sin mor igen, sine legekammerater, sine bedsteforældre og alle de andre familiemedlemmer, som har været en fast del af barnets hidtidige liv. For nu beslutter sagsbehandleren i sin uransagelige visdom, at barnet skal have "ro" til at finde sig til rette i sit nye liv. Behøver man være børne-psykolog for at se, hvad chokket og savnet kan gøre ved et lille barn? Ja, det gør man muligvis, i hvert fald ser det ikke ud til, at sagsbehandlere forstår det.

Og det er så den anden del af hele dette kompleks: Når et menneske søger og får en så magtfuld stilling, som en sagsbehandler har i børnesager, så forventer de fleste nok, at kvalifikationerne er til stede. Men det er så langt fra altid, at "den, Gud giver embedet, giver han også forstanden". Og er det egentlig så helt ude i hampen, hvis man af og til kan få en fornemmelse af, at der findes dem, der kan finde på at søge ind der, hvor muligheden for at udøve magt over andre er stor?

Vi må også spørge os selv, om jurister og socialrådgivere er de rette til at bedømme, hvor et barn skal være, og hvem det skal se og hvor længe? De kan ganske vist trække på børnesagkyndig bistand, men det er op til sagsbehandlerens skøn. Skulle det ikke hellere være børnesagkyndige, der kan trække på juridisk bistand?

Det ville måske bringe os et lille skridt videre med hensyn til at se med barnets øjne. Men også kun et lille skridt, for også psykologer og psykiatere er underlagt de almindelige menneskelige vilkår; nemlig dette, at vi hver især tænker og handler ud fra vore helt personlige forudsætninger. Vi er aldrig objektive eller neutrale, det kan vi ikke være, for vore holdninger er farvet af vores barndom, vores miljø og omgangskreds, vore fordomme og vores intellekt og indlevelsesevne. Det ved vi bare ikke altid selv, og derfor ser vi ikke så sjældent, at psykologer farer ud med skråsikre bedømmelser af andre mennesker, både børn og voksne, ud fra ganske overfladiske iagttagelser og ud fra den uforgribelige mening, at han eller hun ved, hvad der er bedst for de pågældende.

Det bringer os så tilbage til "Børnenes Borgerret". Det kunne give en større tryghed at vide, at kommunale og statslige afgørelser kunne prøves ved en sådan "domstol", hvor alle medlemmerne har pligt og lyst til at lytte til børnene, til deres forældre og også helst pligt til at indhente udtalelser fra familie og venner på "begge sider". Så ville sagen i det mindste blive afgjort ud fra et mangesidet skøn, og et barns liv og velfærd ville ikke være afhængig af en enkelt persons vilkårlige dygtighed og indsigt eller mangel på samme.

Det ville også betyde, at den enkelte sagsbehandler i kommune, statsamt og Familiestyrelsen til enhver tid måtte være parat til at redegøre for baggrunden for sine beslutninger. Måske ville det i sig selv virke forebyggende for sjusk og mindske "Marionetternes Magt"? Med en "Børnenes Borgerret" ville Danmark heller ikke længere kunne anklages for ikke at overholde FN's Børnekonvention.

Rie Osted er forfatter og journalist