I sin storhedstid var programmet en daglig begivenhed, man så frem til, når middagen var vel overstået, og man slængede sig i sofaen og ventede på aftenens bedste tv-udbud.
Det var en trykkoger af karakterfyldte værter med journalistisk gåpåmod, der ikke var bange for at provokere og hive hele artilleriet frem af kritiske spørgsmål til gæsterne, som skulle være pansret fra top til tå med robust svar på tiltale for ikke at måtte kravle såret ud af studiet og få stillet Deadline på deres ekg-måling efter programmet.
Enig var man ikke altid med nogen af parterne, men blodtrykket skulle nok nå at stige eksponentielt i løbet af den halve time.
Verden har imidlertid ændret sig de seneste par år og er trådt ind i krænkelsesalderen. Deadline har som en hund med logrende hale lystigt fulgt med og agerer nu varmestue for politisk korrekte USA-eksperter, veganske glutenfri antiracister og krænkelsesparate det ene og det andet, som aldrig rigtig bliver udfordret af de karakterløse værter, der med pæne og ukontroversielle spørgsmål ligner nervøse 12-talspiger til en dødssyg danskeksamen i 3. g.
Det er den omvendte verden, hvor ”skabsracististerne” fra toppen af Black Lives Matter frit kan arrangere raceopdelte demonstrationer på dansk grund med opvartning fra DR’s grønne praktikanter til følge, samtidig med at en demokratisk valgt præsident i USA bliver latterliggjort som en pauseklovn.
Kritikken af den forhenværende præsident i USA gik vist ofte på noget med hans hår og ukonventionelle retorik og stak sjældent dybere end det. Men ret skal være ret, når Deadlines USA-eksperter mener, at Trump bare ikke var lige så cool som Obama, så er det nok den ultimative sandhed, som end ikke værterne bør anfægte.
Hvorfor skulle de også forholde sig til rekordlav arbejdsløshed blandt minoriteter, historiske fredsaftaler i Mellemøsten og et styrket Nato-samarbejde, når dommen allerede er afsagt over denne onde hvide mand?
DR’s forsigtighedsprincip blev senest eksemplificeret af Deadline-værten Lotte Folke Kaarsholm, som havde inviteret en skamramt minoritetskvinde til terapeutsamtale i studiet og i den ombæring vistnok havde glemt, at hun denne aften ikke var vært i sit eget hjem, men rent faktisk i Danmarks Radios debatprogram. Gæsten, som kom med en relevant personlig beretning, fik dog ukritisk lov til at glide igennem interviewet med Lotte Folke Kaarsholm som smilende statist. Vedkommende rettede selv skarp kritik af danskere og danske mediers angivelige ansvar over for minoritetskvinders skamfølelse, hvorfor man kunne tænke sig, at Lotte Folke Kaarsholm ville yde et modspil. Dette skete ikke.
Rigtig venindeaften blev det da også til, da den mere eller mindre skandaleombruste imam Sherin Khankan tonede frem på skærmen, og treenigheden nu endelig var samlet under samme kamera til at klappe hinandens skuldre over deres tolerante holdninger. Med to glas rødvin, lidt Instagram-hashtags og noget woke -fjernsyn kørende i baggrunden (DR’s Deadline) havde denne aften haft mere passende rammer for veninderne.
Den sidste, der manglede i selskabet, var den nu forhenværende institutleder på Det Kongelige Kunstakademi Katrine Dirckinck-Holmfeld, som Lotte Folke Kaarsholm havde en rigtig behagelig samtale med nogle uger forinden i forlængelse af hendes ”happening” af et kunsværk. Helt ukritisk fik denne hærværkskriminelle bølle lov til at slippe igennem interviewet, og man sad for en gangs skyld med pulsen helt i vejret.
Dog i arrigskab over interviewets passivitet, og ikke fordi det på nogen måder udfordrede den på andre måder meget udfordrede ”kunstner” fra akademiet.
Dagen efter var den gal igen med vært Steen Nørskov. Den palæstinensiske ambassadør Manuel Hassassian var kommet i den lune stol for at proklamere Israels ondskab. Eller i hvert fald hvad end han nu kunne finde på i denne omgang.
Det var en skandale af dimensioner, at den danske regering ønskede at udvide samarbejdet med et af verdens fremmeste lande inden for medicin og biotek i et forsøg på at få verdenssamfundet hurtigere på ret køl. EU bliver ved med at snuble i sit eget bureaukrati, derfor logisk at søge andre veje.
Den palæstinensiske ambassadør var rødglødende. Han talte i flotte vendinger om forpligtelsen i forhold til menneskerettigheder, og hvilket forbillede Danmark jo var for palæstinenserne lige akkurat på dette felt.
Det må have været sød musik i Karsten Hønge (SF), Martin Lidegaard (R) og Pernille Skippers (EL) naive ører, som burde have været røde, hvis Nørskov havde turdet udfordre ambassadøren.
Ydermere: Når nu debatten om vaccinesamarbejdet med Israel netop kredser om menneskerettighedsspørgsmålet, ville det vel have været oplagt, at Nørskov udfordrede Hassassians eget selvstyres tvivlsomme forhold til menneskerettigheder – især over for dets egen befolkning.
Et forhold, der burde få FN’s ikke så eksklusive klub for Israel-hadende nationer, UNHCR, til at spærre øjnene op og reelt begynde at interessere sig for udsatte menneskeliv.
Og hvorfor så heller ikke i samme ombæring få ambassadørens søforklaringer på de såkaldte vip-vaccinationer administreret af det palæstinensiske selvstyre? Vacciner til rige og berømte palæstinensere.
Dette er sket, før resten af befolkningen har fået gavn af de doser, der er til rådighed. Man må give Nørskov, at han i det mindste gav den kritiske journalistiske interviewform et hæderligt forsøg, men at det desværre druknede i væven og nervøsitet. Nørskov virkede nærmest lettet ved interviewets ende, og ambassadøren kunne læne sig tilbage og klappe sig selv på skulderen over, at hans lemfældige omgang med fakta var sluppet igennem det efterhånden store nåleøje hos DR.
Deadline er blot repræsentativt for de mange tvivlsomme indslag i DR’s sendeflade, og jeg kunne blive ved i lang tid med at grave beviser frem fra arkiverne.
Jeg har dog fået konstateret for lavt blodtryk, og med Deadlines søvndyssende effekt ville det måske resultere i et farligt lavt blodtryk. Jeg holder mig derfor fra DR’s arkiv og stopper her.
Den kritiske journalistik er forsvundet, og ligeledes er spændingen. Deadlines deadline er nået, og det er blevet et kedeligt program, perfekt til sengetid. Man skal jo helst ikke støde nogen, vel?
DR er nok ligeglad med denne kritik, men hvis jeg siger, at jeg er krænket, bliver jeg så ikke inviteret i studiet?