jeg kørte min 13-årige niece til lufthavnen. Hun var ikke vant til at flyve alene, så jeg hjalp hende med at checke ind. Kvinden bag British Airways' skranke rakte mig boardingpasset og hviskede: "Jeg har lige flyttet din niece til en anden plads. Hun sad ved siden af en enlig mand. Det vil jeg aldrig lade en mindreårig pige gøre."
Når jeg genfortæller historien i dag, står det klart for mig, hvor ubehagelig medarbejderens tilsyneladende omsorg var. At den var en indirekte anklage mod mig for at være uansvarlig, når jeg satte en pige alene på et rutefly fra London til Billund, hvor alt åbenbart kan ske.
At den byggede på en formodning om, at alle mænd potentielt er seksualforbrydere, indtil det modsatte er bevist. Og ikke mindst: at jeg selv, alene i kraft af mit køn, tilhørte gruppen af flypassagerer, som medarbejderen ikke ville lade en 13-årig pige sidde ved siden af.
Men det værste var, at alt dette først begyndte at gå op for mig på vej hjem fra lufthavnen. I situationen lød det meget fornuftigt, ja, jeg fik endda lidt dårlig samvittighed. Det var altså, også i mit hoved, rimeligt nok at antage, at den ukendte, enlige mand ville fordrive flyveturen med at pille ved min niece.
Jeg skammer mig over at tænke sådan. Og jeg ville ønske, at nogle flere ville skamme sig. For hvad er det for en verden, hvor en kvindelig lufthavnsmedarbejder i 60-årsalderen ser på en 13-årig pige og straks kalkulerer med, at der vil finde et seksuelt overgreb sted 10.000 meter over Nordsøen, hvis hun ikke forhindrer det?
Det er den samme verden, hvor et amatørfoto i en sydfynsk ugeavis for et par år siden blev censureret af trykkeriet. Billedet forestiller en lille dreng, der prøver at gå i bro ligesom storesøsteren og hendes veninde ved siden af. Det foregår en sommerdag i haven, og drengen har ikke en trevl på kroppen. Hans tissemand er med på billedet. Det ville trykkerne ikke være med til.
Avisen valgte at bringe billedet, men først efter at have sat et sort mærke over den to-åriges tissemand. Fra at være et sjovt, velkomponeret og charmerende familiebillede (taget af drengens mor), blev det til lummer børneporno.
"Alle dem, jeg har talt med i dag, har lagt mærke til den sorte prik, og jeg synes, at den er med til at gøre min dreng til noget seksuelt. Hvis du spørger mig, så er der noget alvorligt galt med dem, der ser noget seksuelt, når de ser en to årig drengs tissemand, så der er da ingen grund til at dække den til," sagde moderen til Politiken.
Det er den samme verden, hvor min svigerinde i en park i London mødte en flok engelske skoledrenge i 10-årsalderen. "Hvor ser de søde ud i deres skoleuniformer," tænkte hun og fotograferede dem. En af drengene så det, løb hen til hende og skældte hende ud. Han kaldte på sin lærer, som krævede, at min svigerinde, mens han overvågede det, slettede billederne på sit digitale kamera.
Min svigerinde (som det meste af sit liv har arbejdet i skoleverdenen) adlød pligtskyldigst, flov over at være blevet mistænkt for – ja, for hvad egentlig? En eller anden skummel, internetbaseret sædelighedsforbrydelse, naturligvis. En midaldrende kvinde, som i en park fotograferer en flok drenge i skoleuniform – man skal være meget naiv for at overse de seksuelle undertoner, ikke sandt?
Pædofili er det sidste store tabu – den eneste virkelige dødssynd, som står tilbage i en stadig mere sekulariseret og seksualiseret verden. Det er en overtrædelse, som man kun kan have én holdning til, og som ingen ved sine fulde fem vil prøve at forstå, forklare eller nuancere. Pædofili er den nødvendige fælles fjende, som kan binde et skrøbeligt og splittet samfund sammen. For at kunne navigere i en moralsk kompleks verden har vi brug for noget, som er entydigt ondt og forkasteligt.
Derfor er der ingen, der protesterer, når samfundet indfører særlige straffeattester for mennesker, der i deres frivillige eller lønnede arbejde har kontakt med børn. Hvis man ikke er pædofil, har man jo intet frygte, og hvis man er det, må man selvfølgelig ikke arbejde med børn – så hvad er problemet?
Ja, det ene problem er, at jo mere vi forsøger at beskytte vores børn mod voksnes seksuelle overgreb, desto mere lægger vi en voksen seksualitet ned over den barndom, som indtil for få generationer siden var et frirum, hvor børnene – og deres seksualitet – fik lov at være i fred. En 10-årig dreng i skoleuniform, en nøgen toårig i haven, en 13-årig pige i en lufthavn bliver ikke længere betragtet som børn, men som sexobjekter – ironisk nok af voksne, som er panisk angst for, at andre voksne skal betragte børnene som sexobjekter. For at forhindre en forbrydelse må man tænke som en forbryder, synes rationalet at lyde.
DET ANDET PROBLEM ER, at det bliver legitimt at mistænke andre voksne (særligt mænd, naturligvis) for at være seksualforbrydere. En mand, som tager en tur på stranden, legepladsen eller i svømmehallen med sine børn, ved instinktivt, at han skal holde tæt kontakt med dem hele tiden – ikke så meget for børnenes skyld som for sin egen.
I 2010 bør en enlig mand på bænken ved klatrestativet ikke blive overrasket, hvis nogen ringer efter politiet. Det kan man måske leve med. Men den unge mandlige pædagogmedhjælper, som uberettiget bliver mistænkt for at have forgrebet sig på et barn – kan han leve med det? Selv hvis han bliver frikendt? Jeg vil råde mine sønner til at tænke sig godt om, hvis de skulle få den besynderlige tanke, at de gerne vil arbejde med børn.
Den svenske forfatter Jan Guillou har sammenlignet vor tids angst for pædofile med 1600-tallets heksejagter. Hans kritikere har sagt, at i modsætning til hekse så findes der faktisk pædofile.
Det er naturligvis rigtigt, men det viser også, at man ikke har forstået Guillous pointe. For betyder det, at heksebrændingerne havde været o.k., hvis de anklagede virkelig havde været de onde, farlige og asociale mennesker, man troede, de var? Og betyder det, at heksejagt er en god idé i dag, fordi pædofile faktisk findes?
Da børneattesterne blev indført i 2005 annoncerede Kulturministeriet opfindelsen som "en milepæl i kampen mod pædofili". I løbet af de første tre og et halvt år "stoppede" attesterne angiveligt knap 100 "sexforbrydere" – det vil sige tidligere dømte for sædelighedsforbydelser – som søgte stillinger, hvor de ville få med børn under 15 år at gøre.
INGEN VED NATURLIGVIS, om disse mennesker ville have begået forbrydelser, hvis de havde fået arbejdet. Og ingen ved, hvor mange pædofile, der er blevet ansat på trods af børneattesterne, fordi de aldrig er blevet dømt. Eller aldrig har forgrebet sig på børn.
Alligevel stemte alle partier på nær Enhedslisten for, da Folketinget i 2009 vedtog at udvide kravet om børneattester til også at omfatte oplysningsforbundene. Det er ren signalpolitik – en gratis (men administrationskrævende) omgang til alle partier på tværs politiske skel.
De seneste måneders fokus på sexovergreb i den katolske kirke har igen bragt børneattesterne på forsiderne. Sjovt nok, for børneattesterne er i virkeligheden de senmoderne moralisters svar på den katolske kirkes cølibatkrav.
Alle er tilsyneladende enige om, at attesterne effektivt vil reducere risikoen for pædofile overgreb. Ingen stopper op og spørger, om det i virkeligheden har den modsatte virkning, når man i udgangspunktet skal bevise sin uskyld, før man må have med børn at gøre: at attesterne bidrager til at pervertere børn og voksnes relationer, så vi en dag bliver nødt til at vise vores blanke børneattest, før vi må køre vores 13-årige niece til lufthavnen.
Kåre Gade er journalist, bosat i London