Demente får det bedre, når vi kender deres livshistorie

Et nyt forskningsprojekt viser, at det, vi gør i omgivelserne, har afgørende betydning for dementes trivsel og livskvalitet. En vigtig faktor er livshistorien. Ved at kende til livshistorien kan der arbejdes med de dybe kropslige hukommelsesspor

Et pædagogiske aspekt af plejen er vigtig. Det kan være med til at øge trivslen blandt beboere og plejepersonalet på plejecentre, hvor respekt og kærlig pleje allerede er en del af dagligdagen, skriver kronikør, Anni Mortensen. (Arkivfoto).
Et pædagogiske aspekt af plejen er vigtig. Det kan være med til at øge trivslen blandt beboere og plejepersonalet på plejecentre, hvor respekt og kærlig pleje allerede er en del af dagligdagen, skriver kronikør, Anni Mortensen. (Arkivfoto). . Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Vi kan blive bedre til at sikre trivsel og dermed livskvalitet for mennesker med demens, hvis personalet har den nødvendige viden om, hvordan de plejer relationen til borgeren med demens, og ikke blot plejer borgeren i klassisk forstand med hjælp til eksempelvis måltider og personlig pleje.

I en travl hverdag på landets plejecentre bliver fokus nemt på, hvordan opgaven bliver løst, og hvis der er tid tilovers, når opgaven er løst, så er der plads til at pleje relationen til den ældre. Men jo mere vi via forskningen ved om relationsopbygning og neuropædagogik, jo tydeligere står det for os, hvor langt vi kan komme ved, at omgivelserne – i dette tilfælde plejepersonalet – griber opgaven anderledes an.

Ofte er det små ændringer, som ikke nødvendigvis tager mere tid, som gør den positive forskel. Det handler blandt andet om det sprog, vi bruger, når vi taler om borgeren og de udfordringer, der følger med en demenssygdom. Når vi siger, at Verner på stue fem er sur, gal og vranten, så skaber vi en anden fortælling, end når vi taler om, at han er i afmagt, at han savner sin hverdag, og at vi skal hjælpe ham til at trives. Vores fortællinger om borgeren får indflydelse på den måde, vi griber opgaverne an på, og hvordan vi formår at bruge den enkeltes livshistorie til at skabe trivsel i hverdagen.

Hos Neuropædagogisk Kompetencecenter hos Professionshøjskolen UCN har vi undersøgt effekten af at opkvalificere 28 sygeplejersker og deres daglige ledere fra plejecentre i Hjørring Kommune inden for neuropædagogik. Målet var at undersøge, om et pædagogisk fokus i en sundhedsfaglig indsats kunne medvirke til at reducere konflikter og udadreagerende adfærd hos mennesker med demens. Den korte udgave af konklusionen på undersøgelsen er:

Ja, det gør en forskel. Den lidt længere konklusion lyder, at den neuropædagogiske tilgang bidrager til, at personalet kan gå bag om adfærden hos borgeren med demens og derved bedre forstå det enkelte menneske ud fra et perspektiv om sammenhæng mellem hjerne, krop og omverden. Det betyder, at det, vi gør i omgivelserne, har afgørende betydning for borgerens trivsel og livskvalitet.

En vigtig faktor i dette arbejde er viden om borgerens livshistorie. Ved at kende til livshistorien kan der arbejdes med de dybe kropslige hukommelsesspor. Dette får en afgørende betydning for fortællingen om og relationen til borgeren, da borgerens handlinger skaber forståelse hos personalet.

Sideløbende med opkvalificeringen af sygeplejerskerne blev der tilknyttet et forskningsprojekt, hvor vi så på effekten ude på plejecentrene. I vores interviews med sygeplejerskerne og lederne kom der mange konkrete eksempler på, hvordan det pædagogiske fokus havde positiv indvirkning på beboerne.

Et eksempel er en ældre herre med demens, som isolerede sig i sin lejlighed og ikke ønskede at være sammen med plejecentrets øvrige beboere. Det var tydeligt, at han ikke trivedes, og personalet brugte derfor hans livshistorie til ”at bryde igennem muren” til ham. Han havde været landmand og hele sit liv beskæftiget sig med heste. Da en blandt personalet tog sin lille pony med på arbejde ved flere lejligheder, livede han op på en helt ny måde og begyndte generelt at trives bedre og deltage i det sociale liv med de andre beboere.

Eller Anna, som tilbragte meget af sin tid i en sofa i opholdsstuen, hvor hun smågræd med en monoton lyd. Plejepersonalets reaktion var tidligere at møde hendes adfærd med en kvik bemærkning eller tilbyde hende kaffe. Nogle formiddage blev Anna tilbudt op til 15 kopper kaffe. Den praksis har ændret sig, siden personalet er blevet mere opmærksomme på Annas livshistorie, psykologiske behov og tegn.

Gennem udarbejdelse af livshistorien som arbejdsredskab fandt personalet ud af, at Anna igennem sit liv altid hørte musik i dagligstuen, når hun sad med hækletøjet, og hendes gråd kunne være en kaldelyd og ikke et kaffebehov. Derfor blev tiltaget at spille Annas yndlingsmusik, give hende hækletøjet i hånden og synge kortvarigt med hende, når hun sad og smågræd. De tegn, der efterfølgende blev iagttaget var, at Anna smilende sang med og blev motorisk rolig. Hendes kaldegråd blev sjældnere.

Det er ikke altid, at de første tiltag har den ønskede effekt. For andre ville musikken måske have haft den modsatte effekt og sætte plejepersonalet på en opgave med en finde nye tiltag. Men pointen er, at de pædagogiske tiltag med udgangspunkt i vores viden om hjernen, dybe kropslige hukommelsesspor og omverdenens betydning kan give stor effekt på hverdagen, hvor der ellers ville være fokus på de sundhedsfaglige opgaver. Landets plejepersonale gør allerede en kæmpe indsats for at give den bedste pleje, men erfaringen viser, at ny viden og ændret fokus har stor betydning.

Samarbejdet mellem pårørende og plejepersonale spiller en vigtig rolle. Ikke blot til at give personalet den fornødne viden om det liv, som den demensramte har levet. Men når plejepersonalet begynder at arbejde med en anden tilgang og laver nye indsatser, så skal de pårørende orienteres og inddrages.

Det kan være et detektivarbejde at spotte de små tegn, som viser, at borgeren med demens ikke trives, ligesom indsatserne til at dæmme op for problemer kan være svære at udpege. I nogle tilfælde resulterer det i første omgang måske i øget isolation eller øget udadreagerende adfærd, og derfor skal de pårørende være involveret i processen.

Hvordan mennesket med demens reagerer, afhænger i høj grad af, hvordan omverdenen påvirker dem. Den demensramte hjerne og krop er påvirket af sygdom, hvilket kommer til udtryk kognitivt, følelsesmæssigt, socialt og kropsligt. Men det er medarbejderne, der er borgernes omverden, og derfor skal de være opmærksomme på at skabe et miljø, der giver mening og forståelse.

Så borgeren har andre muligheder end for eksempel udadreagerende eller indadvendt adfærd, som indikerer, at omgivelserne ikke er hensigtsmæssige for den demensramte.

I forskningsprojektet i Hjørring reflekterede en af sygeplejerskerne efterfølgende over, hvordan hun og kollegerne havde ændret adfærd og tankegang ved at få større viden om neuropædagogik.

”Vi er blevet meget opmærksomme på, hvor betydningsfuldt relationsarbejdet er, forud for opgaveløsning. Vi har fået øjnene op for, at vores praksis og daglige handlinger indimellem har båret præg af at få den demensramte til at overleve fremfor at opleve.” I Hjørring har de konkret besluttet, at der i de kommende år er langt flere medarbejdere i ældreplejen, som skal opkvalificeres inden for området – ikke kun blandt sygeplejersker og ledere, men også blandt sosu-personalet på plejecentrene.

Vores observationer betyder naturligvis ikke, at personalet inden tilegnelse af viden om neuropædagogik ikke havde blik for relationen. I medierne har der været vist grelle eksempler på professionelle, som har haft en helt uacceptabel måde at handle på over for mennesker med demens.

Men det er ikke kun i disse tilfælde, at fokus på det pædagogiske aspekt af plejen er vigtig. Det kan også være med til at øge trivslen blandt beboere og plejepersonalet på plejecentre, hvor respekt og kærlig pleje allerede er en del af dagligdagen. Steder, hvor der måske er for stort fokus på at få de praktiske opgaver løst, uden at stoppe op og vurdere, om de opgaver kunne løses nemmere og bedre, hvis relationen mellem beboer og omverdenen var stærkere.