Demokrati er ikke perfekt, men alternativet er værre

Folkeafstemninger kunne snildt indrettes med flere svarmuligheder end ja eller nej, og med ”stemningssikring” i form af en ny bekræftende afstemning efter en tænkepause, skriver dagens kronikør

Dagens kronikør, Gunnar Olesen, er international rådgiver.
Dagens kronikør, Gunnar Olesen, er international rådgiver.

Som man plejer at sige, er demokrati ikke perfekt, men alternativet er værre. Det forhindrer ikke, at nogle finder behov for forbedring, hvad der blandt andet kædes sammen med internetmuligheder for at gøre det mere direkte. Men med henvisning til ”populistiske demagoger” (Brexit i Storbritannien og Donald Trump i USA) søges dette nu miskrediteret, underforstået at folket reagerer usagligt, og at de valgte repræsentanter er klogere. Holder det?

Oven på det vestlige repræsentative demokratis guldalder fra Anden Verdenskrig til 1970’erne har dets evne til at repræsentere hele befolkningen været for nedadgående. Urbanisering og automatisering af arbejdsmarked, efterhånden også privatliv, havde en opløsende virkning på gamle fællesskaber. Globalisering, frihandel og EU’s fri bevægelighed for arbejdskraft skærpede konkurrencen. Vækst i verdens befolkning, migration og flugt skabte uharmonisk folkeblanding. Ulighed voksede, så en betragtelig del af Vestens arbejderklasse, ”småborgere” og ældre nu oplever økonomisk usikkerhed og at være tilovers i forhold til en udvikling, de er uden indflydelse på.

Deres egne socialdemokratiske og lignende partier har ikke haft synlige alternativer til udviklingens ”nødvendige politik”. Venstrefløjen ville ikke vide af nostalgi og indvandringskritik, som blev en del af den populisme, der blev hånet af kultur- og medieeliten. Men uanset dårlig mediedækning benyttede de agterudsejlede stemmeretten til at styrke nye nationalpopulistiske partier. I Frankrig blev Front National stort nok til, at resten af partierne måtte slå sig sammen i 2002 for at forhindre det i at få præsidentposten. I lighed med senere reaktioner i Sverige og Tyskland, men modsat Danmark, hvor Dansk Folkeparti blev støtteparti med indflydelse i 2001 og i 2015 det næststørste parti på et program med lige dele indvandring, velfærd og ældrepolitik.

Ikke-inkluderende politiske systemer i Storbritannien og USA var skyld i, at de hidtil største populistiske forskrækkelser først kom i 2015 med Brexit og muligt valg af Donald Trump til præsident. I begge tilfælde fordi de agterudsejlede stemte for dem, der udviste forståelse for deres bekymring og vrede over frihandel, indvandring og terrorisme, om det så var klogt eller ej.

Utilfredshed med den traditionelle demokratiske repræsentation suppleres med utilfredshed med kvaliteten af en politisk klasse, som man har svært ved at spejle sig i, og med den herskende politiske kultur.

Da repræsentativt demokrati blev indført i 1800-tallet, var idéen, at de valgte repræsentanter skulle være særligt eminente personer. I takt med partiernes fremvækst blev idealet at være gode repræsentanter for de forskellige sociale grupper – i Danmark længe med et stort islæt af bønder og arbejdere.

Den typiske politiker er ikke længere nogen af delene. Ikke alene er ambitionen blevet til politiker på livstid inden for en ”industri”, der også omfatter spindoktorer, kommentatorer og medier. Men, som repræsenteret ved den nuværende danske regerings medlemmer, ligger politikerne også under befolkningens gennemsnit med hensyn til både uddannelse (sjældent mere end studentereksamen, med aktivitet i ungdomspartier som hovedingrediens), arbejds- og livserfaring.

Væsentligste kvalifikation er evnen til at udtale sig med overbevisning om emner, de ikke har noget særlig kendskab til. Der er en tendens til, at taktisk spil fylder meget i forhold til politisk opgaveløsning, og formulering af politiske visioner, der forholder sig til udviklingens bekymringsskabende drivkræfter, er overladt til populistiske varianter.

Om dette så er årsagen, har tillid til og respekt for politikere været faldende i Danmark siden 2007 og er nu historisk lav, som det blandt andet afspejles i udbredte, aggressive ytringer om dem på sociale medier (tidligere disrespekt for ”bureaukrater” synes overført til politikere). Det samme gælder desværre endnu mere i de fleste andre demokratier, i forhold til hvilke danske politikere udmærker sig ved at være ukorrupte og ”almindeligt” aflønnet.

Repræsentativt demokrati var tidligere en praktisk nødvendighed i store samfund. Det har internet ændret på. Først med sine mobiliserende muligheder, som den demokratiske præsidentkandidat Howard Dean blev kendt for at udnytte i 2002, som Bernie Sanders i 2015. Men senere også med sine participatoriske muligheder, som politiske reformbevægelser med rod i ”intelligentsiaen” vil udnytte for at ændre den politiske kultur, blandt andet med mere direkte demokrati.

I Italien udfordrer Femstjerne-bevægelsen de gamle partier seriøst efter blandt andet at vinde borgmesterposten i Rom (juni 2016), og også i Danmark fik Alternativet uventet stor tilslutning med programmer, der indeholder sådanne elementer, selvom de ellers ikke var særlig klare. Koblingen til det nuværende foregår indtil videre gennem folkeafstemninger, som dog kunne raffineres og udbygges på flere måder gennem internettet.

Mere direkte demokrati praktiseres med held i det velfungerende – og ret konservative – Schweiz, hvor det er forholdsvis let at få spørgsmål bragt til afstemning, hvor der følgelig afholdes flere hvert år, og hvor for eksempel én om indførsel af borgerløn for nylig blev tabt med et brag. Principielt kunne mere direkte demokrati være noget af et columbusæg, der både tilgodeså de populistiske segmenters problem med at blive repræsenteret og i det mindste noget af ”de kloges” frustration over politiske systemers virkemåde.

Her har det chokerende britiske nej til EU-medlemskab fået repræsentanter for etablerede partier, som Mogens Lykketoft (S) og Uffe Ellemann-Jensen (V), til at advare mod flere folkeafstemninger end højst nødvendigt på grund af af risiko for ”dumme”, stemningsbårne beslutninger. Modsat kunne man dog mene, at hvis man i Storbritannien som i Danmark havde haft løbende afstemninger om afgivelse af suverænitet til EU, ville kursen være blevet justeret undervejs, så det ikke pludseligt var blevet til knald eller fald.

Desuden er det ingen nødvendighed, at folkeafstemninger skal være knald eller fald. De kunne snildt indrettes med flere svarmuligheder end ja og nej, og med ”stemningssikring” i form af en ny bekræftende afstemning efter en tænkepause. Præmissen om, at politikere er klogere og mere ansvarlige end resten af befolkningen, må siges at være blevet uaktuel i takt med tendensen til, at det meste af befolkningens gennemsnit har mere uddannelse og arbejdserfaring end politikerne.

Nok så væsentligt kunne demokratiske problemer med repræsentation af hele befolkningen og de valgte repræsentanters kvalitet løses også på andre måder, hvis man vil. Overordnet handler det første om social inklusion og sammenhængskraft, hvilket er en stor sag. Men mere samtale med populismens sociale basis frem for hån og skyttegravskrig kunne måske trække i den retning – hvad der dog kræver en vis kulturændring, der måske vil fremmes, hvis Trump bliver valgt, eller hvis Dansk Folkeparti leverer statsministeren efter næste valg.

Tidsbegrænsning på politiske tillidsposter kunne være en enkel metode til at erstatte politikere på livstid med folk, der har anden ballast end politik og mindre afhængighed af den politiske karriere, hvor en formentlig nødvendig bedre aflønning ville være en biting.

Gunnar Olesen er international rådgiver