ET FOLKETINGSVALG kaldes ofte demokratiets festdag og giver naturligvis anledning til en række refleksioner. Hvordan er således aktuelt karakteren af borgerens forhold til demokratiet?
Den danske velfærdsstat karakteriseres ved sin universelle lighedstanke baseret på medborgerskab. Kernen er, at alle borgere besidder de samme rettigheder, både civile, politiske og sociale, som briten T.H. Marshall anførte i sit berømte essay om medborgerskab med mere end 60 år på bagen. Forestillingen var her, at udbredelsen af rettigheder ville gå hånd i hånd med opkomsten af en oplyst og myndig borger kendetegnet ved gentleman-figuren.
Mange faktorer peger imidlertid på en udvikling mod en mere individorienteret tilgang, og kontrasten er stor til den ofte postulerede nutidige livsform med selvtilstrækkelige borgere, der er snæversynede i deres forhold til velfærdsstatens institutioner.
Men hvordan ser egentlig en moderne dansk medborger ud? Er denne således en selvcentreret egoist eller snarere en opofrende og fællesskabs-tænkende altruist?
Selvfølgelig næppe nogen af delene.
Derimod tegner der sig et billede af en ny type medborger. I en ny bog, Kunder i politikken, beskriver to kolleger og jeg nærmere den forbrugeristiske medborger, som på finurlig maner forener netop det individualistiske og det kollektivistiske.
At vi taler om en forbrugeristisk medborger, skyldes først og fremmest, at vi som medborgere i stadig stigende grad optræder som kunder i forhold til de offentlige institutioner, og at den kommercielle logik blander sig mere og mere i det politiske.
Nøgleordet i dag er nemlig frie valg, hvad enten det drejer sig om børns kommunale madpakker eller de mange muligheder, som vi kan vælge inden for ældreplejen. Det at træffe individuelle valg ud fra egne behov bliver her det centrale.
Disse valg udfoldes fjernt fra politiske diskussioner og prioriteringer baseret på et strategisk og langsigtet perspektiv. Hvor de kollektive politiske beslutninger dyrker den rationelle fornuft baseret på almenvellet, så udfoldes de individuelle valg i stedet af borgere med stor vilje og masser af kompetencer til at forfølge personlige interesser.
DET FOREKOMMER måske paradoksalt, ikke mindst i lyset af valgkampen, men den forbrugeristiske medborger får sin politiske gennemslagskraft via en alliance mellem rød og blå blok. Den velfærdsstatslige opbygning er historisk funderet på tværpolitisk konsensus.
Uagtet en grundlæggende vægtning af henholdsvis frihedsrettigheder og sociale rettigheder, finder liberale og socialdemokratiske blokke sammen om udbygningen af den velfærdsstatslige service. Således som det er foregået i de seneste 20-25 år.
Men tendensen har nået en særlig karakter med nye politiske strategier. Og disse er først og fremmest ny-liberalistiske. Hvor klassiske medborgerskabspositioner typisk anskuer borgerens eller svagt stillede gruppers udfordringer ud fra en løsningsmodel, som siger: Giv folk en stemme, eller Giv folk de fornødne ressourcer, så vil en aktuel position heroverfor sige: Giv folk en valgmulighed.
Organiseringen af den offentlige sektors velfærdsydelser er da også i stigende udstrækning blevet tilrettelagt på en måde, der vægter lydhørhed over for brugeres behov og interesser, med markedslignende principper og vægt på konkurrenceelementer. Den forbrugeristiske medborgers perspektiv adskiller sig imidlertid fra holdninger, som kobler de individuelle valg sammen med en begrænsning af den offentlige sektor. Her betales der i princippet gerne skat. Og nok karakteriseres den forbrugeristiske medborger i afsættet af et individualistisk orienteret perspektiv, men dette udfoldes dog inden for fællesskabets institutionelle rammer. Her opfattes selve det at træffe valg mere snævert som afsæt for den personlige udvikling. I den klassiske demokratiske offentlighed var en politisk beslutning lig med en prioritering af ressourcer. Nogle af dens forudsætninger var evnen til at sætte sig i andres sted og en vis vilje til at etablere et kompromis mellem interesser. Derfor var det også lig med etableringen af en venteliste et eller andet sted. I dette perspektiv var den demokratiske medborger i stand til om nødvendigt at udskyde egne behov. I dag skal velfærdsydelser helst konstant være tilgængelige og til rådighed, og de skal være en rettighed og mulighed for alle. Ud fra den logik, at det nu engang er bedst at vælge selv. Så undgås bureaukrati og ufølsomme standardtilbud.
DET MODERNE danske demokratiideal er funderet på aktiv deltagelse og en stor grad af individuel indflydelse på hverdagslivets forskellige relationer. Omvendt betinger dette også en type medborger, som er vant til at blive hørt og vant til at gøre individuelle ønsker gældende. Et generelt højere uddannelsesniveau samt indsigter og erfaringer fra at begå sig i offentligheden gør, at den nye medborger har lettere ved at forfølge sine interesser i kampen om fordele og velfærdsstatslige goder. Vedkommende kender de rigtige argumenter, ved, hvordan man slår på følelserne, og er bevidst om mulighederne for at fremstille en given prioritering eller institution i et dårligt lys i offentligheden. Den forbrugeristiske medborger kan med andre ord være en fighter, men vedkommende har også den fordel, at det kun er vedkommende selv, der kæmpes for.
Forbrug er blevet til et vigtigt element i selve det at være et politisk væsen, og forbrugerisme er på mange måder et afsæt for moderne medborgerskab. Problemet er omvendt, at det økonomiske mere og mere blander sig med det politiske. At det individuelle forbrugervalg fylder mere i relation til demokratiet.
Dette flytter fokus i den politiske proces, og den solidariske velfærdsmodel trues i det omfang, hvor viljen til skattebetaling bliver funderet på en individuel forventning om gevinster. Vi er nok villige til at betale, hvis vi vurderer, at det lønner sig, og at vi selv får fordel af serviceforbedringerne. Vi opfører os således mindre som ligeværdige medborgere og mere som kunder i politikken.
Fritvalgsmuligheder er naturligvis et gode, hvis de kan bringe den enkelte længere frem i behandlingskøen, og som indlagt på et hospital er det godt at kunne vælge mellem forskellige kostplaner og menuer. Moderne, oplyste og selvstændige mennesker kræver valgmuligheder. Men fritvalgsordninger og markedsmodeller er også fænomener, som i det omfang, de udbredes, ændrer på vores forventningshorisont og forestillinger om, hvad den offentlige sektor går ud på.
Og når politikerne italesætter os, ikke som borgere, men som kunder i butikken, så rettes vores adfærd også ind herefter. Kunden har altid ret sådan siger et gammelt slogan, og kunderne afgør liv og død for markedsbaserede bedrifter. Men sådan fungerer et demokrati ikke, og i mange situationer har vi brug for at blive adresseret som borgere, der medtænker helheden.
Når den markedsbaserede politiske logik dominerer det offentlige, tabes let evnen til at opfatte et fælles bedste. Og så risikerer demokratiets festdag at ende som demokratiets markedsdag.
Niels Nørgaard Kristensen er lektor i politisk sociologi på Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet. Han har sammen med Johannes Andersen og Sanne Lund Clement udsendt bogen Kunder i politikken på forlaget Hovedland.