Demokratiets disruption er i fuld gang

Med Brexit og den aktuelle politiske tilstand i Trumps USA kan man med rette tale om disruption af den demokratiske samtale. Så vidt er vi ikke nået herhjemme endnu. Men det kommer, hvis vi ikke tænker os om, skriver dagens kronikør

Demokratiets disruption er i fuld gang
Foto: Picasa.

VI HAR DET SENESTE ÅR oplevet en disruption af demokratiet. Hvis man forstår disruption som grundlæggende ændringer af det bestående i en virksomhed eller i samfundet, så har Brexit og senest det amerikanske præsidentvalg tydeligt vist, at de almindelige demokratiske spilleregler forandres, og nye kommer til.

I Storbritannien oplevede vi en afstemning om EU-tilknytningen, hvor majoriteten i parlamentet ønskede en bevarelse af medlemskabet, mens et flertal i befolkningen stemte for en ophævelse. I kampen om en forbliven eller udtræden fremkom der påstande, som siden viste sig ikke på nogen måde at holde vand. Resultatet blev tolket som den brede befolknings opgør mod en etableret elite.

Hele den amerikanske valgkamp afslørede så grufulde takter, at man ikke kan undgå et blive dybt bekymret for demokratiets fremtid. Vi oplevede en valgkamp, der var præget af dæmonisering og bevidst løgn. De første uger af Donald Trumps præsidentperiode har ikke ændret det billede. Man kan med rette tale om disruption af den demokratiske samtale. Endda i det land, som ser sig selv som demokratiets og frihedens vogter i verden.

Så vidt er vi ikke nået i dette land. Men den demokratiske disruption er i fuld gang. Sprogbrugen kan især på de sociale medier være helt utålelig. Og landspolitikerne følger trop. Den nuværende formand for Folketinget har betegnet Europa-Parlamentet som en ”rotterede”. Den forhenværende formand for samme ting har kaldt vores statsminister for en ”svindler”.

En grundlæggende årsag til denne udvikling er, at den politiske debat ikke kun foregår ved møder eller i aviser, radio og tv, men på de sociale medier og internettet. Det er der ikke noget forkert i, måske tværtimod. Interessen for at ytre sig på Facebook, Twitter eller andre sociale medier har aldrig været større.

Politikerne har for længst opdaget, at der er stemmer i den direkte adgang til folket. Donald Trump udsender ikke pressemeddelelser eller holder pressemøder, men bruger derimod ihærdigt Twitter som sit medie. Vores egen statsminister har flere gange valgt at gå direkte ud med sine budskaber på Facebook uden om for eksempel DR.

Sådan er udviklingen. Og man kan som bekendt ikke kæmpe mod udviklingen. Det nytter ikke at begræde, at unge mennesker ikke længere læser trykte aviser eller ser TV Avisen. Sådan er det bare. Men man kan være med til at præge udviklingen. Eller i det mindste forsøge at styre udviklingen, så demokratiet for eksempel ikke nedbrydes på grund af løgn og tilsvining af politiske modstandere.

Der er således grund til at overveje, hvad man bør iagttage i den proces af disruption, så demokratiet ikke undergraves, men drager fordel af udviklingen.

Udbydere af de sociale medier og internettet må ansvarliggøres. Vi har i dag en medieansvarslov og et pressenævn, hvis opgave er at værne om borgernes rettigheder og understøtte god presseskik. Enhver avis skal have en ansvarshavende redaktør, som kan drages til ansvar, hvis der i vedkommendes avis trykkes noget direkte forkert eller mangelfuldt om en sag.

Det burde også gælde de sociale medier og andre platforme på nettet. Indvendingen mod dette vil straks være, at disse medier netop ikke har nogen ansvarshavende redaktør. De stiller kun en platform til rådighed, og så kan folk skrive hvad som helst og på en hvilken som helst måde. Der er intet filter. Folk har direkte adgang.

Det er netop det forhold, der skal gøres op med. Hvordan det rent praktisk kan ske, har jeg intet endeligt svar på. Det bør primært være udbydernes ansvar at finde metoder, så bestemte personer ikke vedblivende kan fremkomme med løgnagtige påstande eller tilsvine andre personer på nettet. Det kan ikke være rigtigt, at fremkommer man med en usandhed i et dagblad, så er der en ansvarshavende redaktør, der skal stå på mål for påstanden. Men finder en tilsvarende udtalelse sted på de sociale medier/internettet, så sker der ingenting.

En fri og åben debat kan dog ikke alene sikres gennem lovgivning, men beror på et oplyst folk. Det vigtigste grundlag for et levende demokrati er et oplyst folk. Her spiller skolerne i form af folkeskolen, frie skoler og ungdomsuddannelserne den mest betydningsfulde rolle. Det er her, eleverne skal lære at skelne sandhed fra løgn og opleve, at man respekterer hinanden.

Endvidere er det meget vigtigt, at vi ved siden af de sociale medier fortsat har et stort og stærkt public service-medie, altså DR. Denne vil i kraft af kritisk journalistisk arbejde være en modvægt mod de sociale mediers ofte overfladiske nyheder.

På mange måder er DR vor fælles politiske og kulturelle medie. Det vil være et stort tilbageskridt, hvis DR i et kommende medieforlig fik indskrænket sin virksomhed. Netop DR formår at have programmer, som giver en meget dybtgående analyse af samfundsudviklingen, og bringer samtidig udsendelser med en bred folkelig appel.

Hertil kommer det betydningsfulde i, at der ved siden af de landsdækkende og internationale medier findes lokale og regionale medier, der kan informere om lokale begivenheder og kritisk fokusere på den demokratiske proces i kommuner og regioner. Den demokratiske betydning, som de traditionelle lokale medier har haft for det lokale og regionale demokrati i form af ansvarlig journalistisk virksomhed, bør fortsat understøttes. Derfor er det også vigtigt, at den mediestøtte, som i dag gives til disse mediehuse, videreføres i en overskuelig fremtid.

Generelt kunne der godt gøres en del for at højne den politiske dannelse – for nu at bruge et højstemt udtryk. De folkevalgte politikere har naturligvis et særligt ansvar for, at den politiske debat ikke ender i spin og udenomssnak. Demokratiet næres af uenighed.

Politikere må gerne skændes godt og grundigt om en politisk sag. Det fremmer interessen for deltagelse i den demokratiske proces og kræver stillingtagen. Men det er kritisabelt, hvis politikerne ikke står ved deres ord eller nedgør deres politiske modstandere. Man kan ikke lovgive om et rimeligt etisk niveau for politikeres virke, men det kunne være et fremskridt, hvis alle politiske partier formulerede et kodeks, som det enkelte partis repræsentanter skulle leve op til.

HVIS FOLKESTYRET SKAL HAVE en fremtid, så kræver det ikke mindst, at borgerne gør en indsats for at forstå de problemstillinger, som præger vor tid. Det kræver, at der føres en politisk samtale mellem borgerne og de folkevalgte. Det har hidtil fundet sted igennem et medlemskab af et politisk parti, hvor borger og politiker sammen kan analysere tidens udfordringer. Derfor er det værd at slå et slag for, at flere melder sig ind i de politiske partier.

Men det kræver også, at de politiske partier finder nye måder at møde deres tilhængere på. Meget tyder på, at de politikere, som forstår at udnytte de sociale medier, også har de største chancer for valg.

Måske kunne borgerne have en anden tilknytning til et politisk parti end det traditionelle medlemskab. Man kunne melde sig ind i en politikers støttegruppe uden nødvendigvis at være medlem af vedkommendes parti.

Den demokratiske proces er ramt af disruption. Det er derfor uundgåeligt, at man må overveje, hvordan demokratiet kan overleve under denne forandringsproces, så vi ikke skal opleve de tilstande, som vi aktuelt ser i USA og andre steder i verden.