I DISSE UGER er Hongkong, med jævnlige demonstrationer og rapporter om øget politibrutalitet, igen kommet på verdenskortet. Siden Paraplyrevolutionen fredeligt gik i sig selv efter 79 dage i 2014, har indbyggerne i Hongkong ellers ikke gjort meget væsen af sig på den internationale scene.
Men dette ændrede sig, da regeringen i Hongkong den 29. marts offentliggjorde et lovforslag om udlevering, med førstebehandling den 3. april. Et lovforslag, som åbnede op for muligheden for retsforfølgelse i Kina.
Efter i årevis at have oplevet en stigende kineserficering af Hongkong, siden den britiske overdragelse af Hongkong til Kina i 1997, både med hensyn til turister, studerende og immigranter, var nu bægeret fyldt for hongkongerne.
Den 9. juni gik derfor mere end en million hongkongere på gaden i protest over lovforslaget, som de frygtede ville føre til yderligere begrænsninger af de frihedsrettigheder, som nydes i Hongkong, men som er underlagt censur og kontrol i Kina.
Demonstrationen fik dog på ingen måde regeringen til at trække lovforslaget tilbage. Den 12. juni, hvor andenbehandlingen af forslaget skulle foregå, belejrede flere end 10.000 demonstranter derfor parlamentet, hvilket førte til sammenstød med politiet og brug af tåregas – en brug af tåregas, der kun er intensiveret i voldsomhed, som demonstrationerne er fortsat. Som en demonstrant udtalte til mig: ”I begyndelsen talte vi brugen af tåregas i runder, nu tæller vi brugen i timer!”.
Denne belejring af parlamentet blev af regeringen betegnet som ”oprør”. Dette lagde dog ikke en dæmper på situationen, og allerede den 16. juni fandt den såkaldte to millioner plus én-march sted. Plus én, fordi det første selvmord nu havde fundet sted med begrundelse i den håbløse situation, Hongkong befandt sig i, hvorfor vedkommende ikke længere kunne overskue at fortsætte livet, og som en del af marchen blev der lagt blomster for afdøde.
DEN 18. JUNI FORSØGTE den hongkongske regeringsleder, Carrie Lam, så at imødekomme demonstranterne ved at udtale, at hun selv havde et personligt ansvar for optøjerne, og hun gav sin ”dybtfølte undskyldning” til hele Hongkongs befolkning.
Dette bremsede dog ikke demonstrationerne, som fortsatte, blandt andet med belejringer af politistationer, forsøg på at hidkalde opmærksomhed fra G20-mødet i Japan, stormen på parlamentet, hvor der blev malet slagord inde i bygningen, der blev ophængt det gamle koloniflag, og der var demonstrationer flere forskellige steder i Hongkong.
Den 19. juli trak regeringsleder Lam så det omstridte lovforslag tilbage, uden dog at garantere, at det aldrig ville blive fremsat igen. Men dette mødte på ingen måde demonstranternes fem hovedkrav: 1) Fuld tilbagetrækning af lovforslaget. 2) Tilbagekaldelse af at betegne demonstrationerne som ”oprør”. 3) Løsladelse af alle arresterede demonstranter og frafald af alle anklager samt løfte om ikke efterfølgende retsforfølgelse. 4) Placering af ansvaret for politiets brutale fremfærd. 5) Carrie Lams tilbagetræden.
Så resultatet blev, at demonstrationerne fortsatte og medførte flere og flere konfrontationer med politiet, som intensiverede sin hårdhændede behandling af demonstranterne og brug af tåregas, også i beboelseskvarterer. En brug af tåregas i beboelseskvarterer, som har medvirket til, at den brede befolkning i større og større grad tilslutter sig protesterne.
Derudover oplevede demonstranterne også at blive overfaldet af bandemedlemmer, som menes betalt af prokinesiske personer, samt infiltration af civile politibetjente i demonstranternes rækker, hvilket alt sammen har været med til at nedbryde tilliden mellem hongkongerne og politiet.
DEMONSTRATIONERNE FORTSÆTTER med uformindsket styrke – og særligt én march er bemærkelsesværdig, nemlig den katolske march.
For hvor kirkerne under paraplyrevolutionen stod ganske splittede og reagerede meget langsomt i forsøget på at holde en balance mellem magthaverne og befolkningen, kirkelederne og menigheden, var reaktionen anderledes hurtig denne gang. Hongkong Christian Council, en paraplyorganisation af kirker, udsendte en appel til Carrie Lam med flere om at suspendere gennemførslen af lovforslaget og deltog sammen med ledere af andre religiøse grupper i et møde med Carrie Lam den 17. juni.
Derudover støtter Hongkong Christian Council flere af demonstranternes krav, blandt andet at betegnelsen ”oprør” trækkes tilbage.
På det overordnede plan har kirkerne engageret sig mere, ikke mindst den katolske kirke, som både støttede op om Paraplyrevolutionen og den nuværende protestbevægelse.
Men også på gadeniveau har kirkerne og de kristne menigheder markeret sig tydeligt under parolen ”Hyrden må være, hvor fårene er”. Hurtigt blev salmen ”Sing Hallelujah to the Lord” fællessangen ved belejringen af parlamentet og under andre aktioner, og i flere konfrontationer med politiet dannede præster fra forskellige kirker kæde mellem politi og demonstranter – iført veste med det kristelige motiv fisken på ryggen samt ordene ”pastor” både på engelsk og kinesisk.
DERUDOVER HAR FLERE KIRKER – både de store etablerede kirkesamfund og de mindre såkaldte uafhængige kirker – holdt marcher og tilbyder midlertidigt ly, såkaldte shelters i nærheden af demonstrationerne, så demonstranterne kan få et tiltrængt hvil, en tår vand eller en forbøn til åndelig styrkelse.
Flere kirkesamfund holder også deres kirke åben som tilflugtssteder for demonstranter og holder bønnemøder både internt i menigheden for demonstranterne og sammen med disse.
Derudover strækker den pastorale omsorg sig også til internettet, hvor frustrerede hongkongere kan skrive til forskellige præster og modtage forbøn og gode råd og vejledning. For ingen kan længere undslå sig stillingtagen til den kamp, som nu foregår, uagtet om man så er aktiv deltagende i demonstrationerne eller helt og holdent på regeringsside – en splittelse, som går igennem selv familier, mellem ung og gammel.
Som et ungt hongkongpar forklarede mig, så ønsker de ældre ofte, at demonstrationerne og protesterne stopper, så hverdagen kan vende tilbage, mens de unge ofte ikke længere ser nogen vej tilbage. At intet længere kan blive som før.
KIRKERNES OG DE KRISTNES engagement både som aktivt deltagende og som støttende og hjælpende har medvirket til at styrke kirkernes og kristendommens ry og integritet oven på den langsomme reaktion under Paraplyrevolutionen. En anerkendelse, som også styrker den roller, de kristne og kirkerne kan spille i samfundet på den lange bane.
Hvor det ender, er ikke til at vide. Griber Kina ind, bøjer regeringen sig og anerkender hongkongernes ret til mere demokrati og borgerettigheder, eller fastholdes status quo?
Efter i årevis at have oplevet, hvordan den hongkongske kultur udvandes, ønsker de hongkongere, jeg kender, efterhånden blot af fastholde status quo i erkendelse af, at det er det mest realistiske, også i det lange perspektiv. Men at tilliden er brudt – tilliden til regeringen, til politiet og i nogen grad til samfundet – er allerede nu en realitet, og i genetableringen af den tillid ligger måske i virkeligheden kirkernes kamp.