Prøv avisen

Den accepterede diskrimination

Mange med handicap fratages hjælp, der er helt nødvendig for, at de kan deltage i aktiviteter, koncerter, sport, teater eller bare komme en tur ud. Foto: .

Kommunerne udnytter til det yderste, at Danmark holder sig tilbage med implementering af FNs handicapkonvention i al lovgivning. Samfundet bliver nødt til at forholde sig til, at det er den mest udbredte diskrimination, der foregår i Danmark i dag, hedder det kronikken i anledning af, at det i dag er FNs internationale handicapdag

Om diskrimination tænker de fleste køn, etnisk oprindelse og seksualitet og finder det ikke acceptabelt menneskerettighederne skal overholdes. Menneskerettighederne gælder også borgere med handicap, men det er kun delvist overholdt.

Som konsekvens udarbejdedes FN- konventionen om rettigheder for personer med handicap (handicapkonventionen), der skærer menneskerettighederne for personer med handicap ud i pap. Konventionen blev ratificeret i Danmark i august 2009. Det er basale rettigheder, som mennesker uden handicap finder selvfølgelige og ukrænkelige.

LÆS OGSÅ: Handicaporganisation: Handicappede kan ikke bo hvor de vil

Selv med præciseringen brydes konventionen i kommuner og regioner ofte som følge af stram økonomistyring, men det skyldes også manglende kendskab til og erkendelse af rettighederne. Mange politikere og administratorer opfatter ikke håndteringen af området som krænkelse af menneskerettighederne, men som ansvarlig varetagelse af socialområdet og kommunens økonomi.

I denne kronik tages udgangspunkt i én af handicapkonventionens 30 borgerrettede artikler, nemlig artikel 19, Retten til et selvstændigt liv og til at være inkluderet i samfundet, hvor det hedder:

Deltagerstaterne (det omfatter kommuner og regioner) anerkender, at alle personer med handicap har lige ret til at leve i samfundet med samme valgmuligheder som andre, og skal træffe effektive og passende foranstaltninger til at gøre det lettere for personer med handicap fuldt ud at nyde denne rettighed samt fuldt ud at blive inkluderet og deltage i samfundet, herunder ved at sikre:

a) at personer med handicap har mulighed for at vælge deres bopæl, samt hvor og med hvem de vil bo, på lige fod med andre og ikke er forpligtet til at leve i en bestemt boform.

b) at personer med handicap har adgang til et udvalg af støttetilbud i hjemmet og på boligområdet samt andre lokale støttetilbud, herunder den nødvendige personlige bistand for at kunne leve og være inkluderet i samfundet samt for at forebygge isolation fra eller udskillelse af samfundet.

c) at samfundets tilbud og faciliteter til den almene befolkning er tilgængelige for personer med handicap på lige fod med andre og tager hensyn til deres behov.

Det skulle være enkelt at forstå. Personer med handicap har ret til at vælge bolig, hvem de vil bo sammen med og skal ikke acceptere kun at bo på de institutionslignende tilbud, kommunerne trods lovmæssig afskaffelse af institutionsbegrebet i 1998 fortsat giver som eneste botilbud til personer med handicap. Den største forskel er eget toilet og bad. Dertil har personer med handicap uanset boform ret til den støtte og hjælp, de har behov for til at deltage i samfundslivet som andre.

Ifølge Ankestyrelsen skal det efter lovgivningen ske på baggrund af borgernes individuelle konkrete behov, uanset at det måtte række ud over kommunernes serviceniveau. Det udfordrer kommunerne vedvarende, selvom det strider mod menneskerettighederne. Det ville de næppe gøre i forhold til kvinder, homoseksuelle eller flygtninge, men gør det uden blusel over for personer med handicap uden fokus på, at det efter handicapkonventionen kan være diskrimination.

Et eksempel: For 22 år siden oprettedes på forældrenes initiativ et bofællesskab til seks borgere med handicap. De betragter det med rette som deres hjem og familie, da de selv har valgt boligen og boformen, og med individuelle lejekontrakter er de uopsigelige.

Juni 2011 vedtog kommunens socialudvalg at gå i dialog med boligselskabet om at omdanne ejendommen til andet formål, hvilket indebar, at de nuværende beboere skulle ud. Kommunen mente, de uden videre kunne flytte beboerne. Ønsket om ændret brug af ejendommen er muligvis droppet, men december 2011 opsagde byrådet botilbuddet. Det kan de gøre, men efter lovgivningen og handicapkonventionens ovennævnte artikel 19 har beboerne ret til at blive boende og få den individuelle assistance og hjælp, de har behov for til at kunne opretholde deres deltagelse i samfundslivet og undgå isolation. Den hjælp, de får i dag, er omfattende i kommunens ydelseskatalog beskrevet ved døgnbemanding.

Kommunen har endelig erkendt, at beboerne i princippet kan blive boende, som det udtrykkes i et notat. Men der arbejdes fortsat på, at botilbuddet skal afvikles, og beboerne flyttes til et eller flere institutionslignende bosteder. En beboer er allerede flyttet til et sted, hvor de øvrige beboere ikke nær matcher personens intellektuelle niveau og lægges i seng tidligt, hvorefter den nytilkomne er isoleret, da der om aftenen ikke er adgang til aktiviteter, der kan nås med kørestol. Før flytningen havde personen mulighed for ligeværdigt samvær med de øvrige beboere og for at deltage i aktiviteter i lokalsamfundet.

Vælger de øvrige beboere at blive boende, som de har ret til, har kommunen uden hensyntagen til nuværende behov meddelt, at beboerne får få timers hjælp i døgnet. Man erkender, at den tilbudte hjælp ikke dækker behovet, men er beboerne utilfredse, kan de bare klage, er svaret, hvilket kan tage år. Ud over kynismen og det umenneskelige tilsidesætter kommunen både dansk lovgivning og handicapkonventionen og dermed beboernes menneskerettigheder.

Ovennævnte sag er ikke enestående. Mange med handicap fratages hjælp, der er helt nødvendig for, at de kan deltage i aktiviteter, koncerter, sport, teater eller bare komme en tur ud. Men sagen dækker udmærket den generelle holdning til området og den manglende respekt for personkredsens fulde menneskeret til at deltage i samfundslivets mange faceter på lige fod med andre.

Det burde ikke være svært at forstå krænkelsen. Forestiller man sig fra dag til dag at miste synet, evnen til at gå eller får en hjerneskade, og kommunen siger, at fremover skal du bo et sted, hvor du ikke bliver intellektuelt stimuleret og ikke selv kan bestemme, hvad du vil deltage i. Vælger du da at blive boende i dit hjem, får du et minimum af den hjælp, du har behov for, og må forvente at leve i isolation, undtaget når du får besøg.

Tanken er absurd, og krænkelsen åbenlys, men forståelsen er ikke til stede i forhold til de mennesker, der i dag som i ovennævnte sag må finde sig i krænkelserne i lodret modstrid med kommunernes menneskeretlige forpligtelser det blot efter denne ene af handicapkonventionens artikler.

Da handicaporganisationerne sidste år tog til genmæle over for kommunernes hetzlignende udfald mod handicapområdet, blev man enige om en ordentlig tone. Det var klogt af kommunerne, for med stort set tavse handicaporganisationer kan de sammen med Folketinget fortsat behandle personer med handicap som umælende får, man kan røgte, som man vil.

Kommuneaftalen gav grønt lys for, at handicappede borgeres rettigheder tilsidesættes af økonomiske årsager, og førtids- og fleksjobreformen øger diskriminationen over for personer med handicap. Senest vil man fjerne klagemuligheden til statsforvaltningerne og lægpersoner i behandlingen af klagesager, der svarer til at afskaffe landsretten og lægdommerne. Til gengæld holder man sig tilbage med implementering af konventionen i al lovgivning, hvilket kommunerne udnytter til det yderste.

Samfundet bliver nødt til at forholde sig til, at det er den mest udbredte og systematiserede diskrimination, der pågår i Danmark i dag. Der er massivt behov for bevidstgørelse og holdningsbearbejdelse, og at man ud fra samfundets generelle respekt for menneskerettighederne erkender konsekvenserne af handicapkonventionen som en del af menneskerettighederne.

Torben Kjær er tillidsrepræsentant for Danske Handicaporganisationer, formand for Hillerød Kommunes Handicapråd, medlem af kommunens beskæftigelsesråd, LBR, og tidligere medlem Danske Handicaporganisationers forretningsudvalg.