Prøv avisen

Den anstrengende jagt på den evige lykke er slut

Dette er den fjerde af årets otte vindere i kronikkonkurrencen "Når virkeligheden overgår fantasien." Foto: Tegning: Peter M. Jensen.

En samtale med en præst vendte fuldstændig op og ned på livet for dagens kronikør, der som de fleste moderne danskere havde et distanceret og lidt fordomsfyldt forhold til kirke og kristendom

Jeg er døbt, konfirmeret og gift. Er medlem af folkekirken og har været det altid, kun med en pause i gymnasiet, hvor jeg så kunne slippe for religion. Jeg fortrød uden at gøre mig klart hvorfor. Jeg har ikke gået meget i kirke. Har ment, at kirken er gammeldags og arrogant. Det gør jeg ikke mere.

LÆS OGSÅ: Et japansk kejserligt kys er de færreste forundt

Højmessen giver mening. Nadveren er min fortrolige kammerat. Salmerne er givende. Kirkens ritualer udgør en smuk ramme, en forbindelse mellem fortid, nutid og med pil ind i fremtiden. Præstens ord giver mening. Jeg sidder og er med biskop Peter Fischer-Møllers ord forundringsparat.

Klar til at lade præsten knytte an til de hellige skifter og brodere en dagsaktuel mening ind i det hele. Meningsfuldhed. Lige der, i min kirke, Sct. Jørgensbjerg Kirke. Den ligger på kanten til havnen og Roskilde Fjord og emmer af fortid, stolthed, afsavn og rigdom. Dens klokker ringer for mig fra tidlig morgen til aften. Dette Guds hus rummer noget særligt, som nu er kommet mere ind under huden på mig.

Jeg beder fadervor morgen og aften. Hvordan er det blevet en del af min travle hverdag? Det har før undret mig, når andre gjorde det samme. Var jeg lidt skræmt og bange for at blive fanget af et gammeldags og uigennemskueligt sortebrødreselskab? Holdt jeg mig i bevidst uvidenhed?

LÆS OGSÅ: Hospitalsdommen vendte op og ned på mit liv

Når jeg fortæller, at jeg har været i kirke, ved mange ikke, hvad de skal sige, eller hvor de skal se hen. Det er nærmest lidt småpinligt. Nogle af mine nære venner har ligefrem givet mig et nyt kælenavn: kirkerotten. Det er med sikkerhed kærligt ment, og samtidig siger det vel lidt om mine venners forlegenhed over min adfærd. De er måske bange for, at de er ved at miste mig til en sekt. Hvad er der sket med ham? Er han i krise? Er han blevet sær på sine gamle dage?

På Facebook går de fleste til makronerne. Men der danses forsigtigt uden om min melding om, at jeg nu har tjekket ind i Sct. Jørgensbjerg Kirke eller Roskilde Domkirke. Hvad skal man da også sige? Jeg behøver ikke bekymre mig, for ingen spørger: Hvorfor gør du det? Der er jo så meget andet. En har fået ny cykel, en anden en kat, og en tredje skal ud at flyve i ballon, hvis vejret tillader det.

Når jeg slentrer de få skridt til min kirke med min salmebog i hånden, mærker jeg blikket fra de omkringboende. Nåda. Har han syndet? Vores flinke kirketjener, Henrik, står klar. Velkommen. Og så sidder jeg her. I en hel time med lige præcis den stilhed, der af alle kloge siges at være det vigtigste kilde til ny energi.

VI ER IKKE MANGE i kirken, men vi, der er kommet, får en overordentlig god behandling. Først et smukt præludium på orglet. Så bydes vi velkommen med smukke ord, synger med akkompagnement, og præsten fortæller og fortolker. Ritualet er en beroligende ramme. Her bliver vi ikke overraskede, men ved, hvad der kan ventes. Det spændende er, hvordan rammen i dag bliver fyldt ud.

Kan jeg nu forstå budskabet, og hvordan sætter det mine egne oplevelser i relief? Nadveren giver mig mulighed for dybere refleksion. Hvad var det, Jesus måtte igennem, og hvordan ser mine egne trængsler ud i det lys? Jeg bliver lille og forstår bedre min egen størrelse. Begrebet ydmyghed bliver klarere for mig. Jeg får lyst til at være bedre til at være ydmyg, til at forstå mennesker og til at sætte mine egne behov lidt mere i baggrunden.

Guds kærlighed er givet til os alle uanset om vi er medlemmer i klubben eller ej. Jeg sidder her ikke for at få et kryds i Guds karakterbog, men for min egen skyld. Det hedder at tro på Gud, fordi Gud netop ikke kan bevises, og det er her, det bliver langhåret.

LÆS OGSÅ: En fodboldhooligan taler ud

For i vores verden er alt, der ikke kan dokumenteres på tv, pr. definition mistænkeligt eller ikke eksisterende. Jeg har forligt mig med, at Gud ikke kan eller vil fjerne uretfærdighed, død, lemlæstelse, ulykke. Vi ved ikke, hvem der bliver ramt, og ingen er på forhånd frikendt. Jeg vil ikke sige, at jeg forstår Guds kærlighed og så den ulykke, der rammer mange. Det tænker jeg meget over, men mere afslappet end før. Foreløbig er jeg nået til, at vi alle må gøre os umage.

VORES LOKALE PRÆST ændrede min verden og lagde alen til min forståelse ved ganske enkelt at sige: Vi jagter lykken, som kunne det være en permanent tilstand. Det kan lykke ikke. Vi kan ikke være lykkelige altid. Livet er hårdt. Det handler om at gøre det hårde arbejde og så nyde de gode øjeblikke.

Måske lyder det helt banalt, men præstens udlægning gav mig en ny dimension i forståelsen af mit liv. Ja, jeg har jagtet den evige lykke, som var det muligt at nå den. Sæt hak ved det og det og det så er du lykkelig, for altid. Og nej, sådan forstår jeg nu er det ikke.

Derimod handler det om at nyde de lykkelige øjeblikke. Det har jeg før troet, jeg forstod, men i det sekund, lige der i min kirke, gik det op for mig, at jeg ikke havde forstået det. Forløsningen gør mig friere, fordi jeg nu erkender, at jeg har levet et forpustet liv ud fra en forkert forudsætning.

Jeg er stadig forpustet, men på en mere behagelig måde. Jeg vil gerne opleve den evige lykke, og når jeg ærligt siger det, så erkender jeg samtidig, at det er lidt fattigt at tænke sådan. Så jeg øver mig i at acceptere præstens helt rigtige udlægning af livet.

Det kunne også kaldes at lære at leve i nuet. Noget, mange taler om, og som også jeg har anset for at være den rigtige livsfilosofi, men jeg har blot ikke evnet at gøre det. Først nu forstår jeg hvorfor. Og jeg taler med Gud om det, fordi jeg behøver hjælp til at komme tættere på og erkende det endnu dybere i min mave og i mit sind.

Og jo, jeg er også selv lidt forlegen ved det. En af mine venner forklarede mig, at jeg er i gang med at missionere. Det forskrækkede mig, for det ønsker jeg ikke. Jeg er bare ivrig efter, at andre end jeg måske kan genfinde kirken og troen. Grave den frem, for jeg tror, den ligger dybt i os alle. Den er en del af vores kulturarv, vores historie og det at være menneske. Tror jeg.

Min egen positive oplevelse har givet mig lyst til at dele det med andre. Jeg kan bare ikke selv fortælle historien, uden at de fleste bliver bange for, at jeg har mistet forstanden. Derfor har jeg på forskellig måde appelleret til, at kirken bliver bedre til at sælge de gode varer, den har hylderne. Og jeg kalder lidt provokerende menigheden for de faste kunder. Måske er det for grænseoverskridende, men mit ærinde er blot et ønske om, at flere måtte turde tage imod det, kirken har givet mig.

Jeg glæder mig til onsdag, hvor der er refleksionsstund i Roskilde Domkirke. Klokken 12 samles vi i stilhed i 20 minutter. I Guds smukke hus, det nyistandsatte Sankt Andreas Kapel, hvor Peter Brandes så smukt har skildret Jesu lidelser for os og symbolsk gengiver det, amerikanerne ville kalde a new beginning.

Sådan en fik jeg i kirken, og den har givet min tro ny energi og mit liv større glæde. Og til mine nærmeste: Jeg har ikke mistet forstanden, men har blot fundet ro i kirken og taget mig sammen til at tage imod. Hvilket hermed ydmygt anbefales til andre.

Allan Ohms er bosat i Roskilde