Den ateistiske spændetrøje

Information bragte sidste år en artikelserie om dødssyndere. I artiklen om dovenskab indledte Karen Syberg med at fortælle om en familie, som stod sent op. Moderen var betænkelig: naboerne måtte tro, at de var dovne. Derfor trak hun hver aften, før hun gik i seng, gardinerne op. Hun skabte dermed en kulisse ud mod omverdenen. På samme måde kan man sige, at mange familier i billedlig betydning trækker gardinerne ned, for at omverdenen ikke skal opdage, hvad der foregår. Kulissen signalerer idyl - dens bagside kan være alt andet end idyllisk. Vort billede af familien er et idylbillede, der er for sødladent. Filmen »Festen« sætter fokus på incest. Ofrene er et tvillingepar. Den ene kunne ikke bære faderens overgreb og valgte selvmordet. Den anden er mærket for livet. Filmen centrerer sig om hans opgør med faderen. Moderen ignorerer fortsat de seksuelle overgreb, som faderen begik mod børnene - hun vil opretholde en kulisse udadtil og spejle sig i den. Vort årti er blevet sig bevidst om incest. Hvor mange procent udgør den? Det er irrelevant at ty til statistik. Incest er mere udbredt, end man hidtil har antaget. Familieidyllen er ikke altid så idyllisk, som vi foregiver. Det ser man ikke: gardinerne er trukket ned, camouflagen er uigennemtrængelig. faderen læste dem ikke. Franz Kafkas liv var fortsat et helvede - når han drømte, og når han var vågen. Evigt blev han tortureret af selvhadet, som den stupide fader havde påført ham. han beskrev en arbejderfamilie og afstod fra al sminke: faren var alkoholiker, og alkohol forvandlede ham til en satan over for familien. Det opsigtsvækkende i novellen var angrebet på tidens billede af familien. Faren pinte og plagede sin familie. Men der er en dimension mere i novellen: fortællerens egen kamp for at forsone sig med sin far. Fortælleren kan ikke fordømme den litterære figur faren, men søger at kaste et forsonende skær over ham. Det er forfatterens egen indre kamp mod sin egen far, hans ambivalente forhold til ham. Han magter ikke at hade faren - ikke frigøre sig fra ham, men må fortsat bære rundt på sit tunge og smertende kors. Familien var hans Golgatha - han er et offer, en korsfæstet i overført betydning og kan ikke stige ned af sit kors. jeg har ikke besvær med at indleve mig i Franz Kafkas livssituation. Uforskyldt har jeg livet ugennem været offer for et voldsomt selvhad. Min mor hadede mig. Da min bror blev født (han var 13 år yngre end mig), sagde lægen til hende, at hun havde fået en søn. »Nej, nej«, svarede hun, »jeg vil ikke have drenge, jeg vil kun have piger«. En del mennesker har bag sig en konfliktfyldt barndom, som de ikke kan frigøre sig fra. Jeg vælger at tro, at det er undtagelsen. Vi taler så lidt om det. Den herskende tendens i vor nordvesteuropæiske kultur er at fortrænge det onde - som Lord Nelson må vi sætte kikkerten for det blinde øje: så er vi sikre på, at vi ikke ser det, vi ikke vil se. Troen på, at mennesket er godt, og at livet er ubetinget godt, forudsætter kollektive fortrængninger - det er, hvad man kunne kalde kreativ regnskabsføring. Vi tror på mennesket, vi tror på ateismen - på trods af nazismen og kommunismen, to afsindige verdenskrige, kolonialismen osv. man kan ikke bare give sine aggressioner frit løb og udstille sit fjendebillede. Jehovas Vidner er et frit bytte - de kan jages året rundt. I dette tilfælde kræves ikke jagttegn. de må ikke ryge (det forstår jeg ikke), de må ikke snyde andre, de må ikke bryde landets love osv. - kan ikke være racister, nynazister eller marxister. Men disse fælles regler og den fælles tro betyder ikke, at Vidnerne er prototyper skabt på samlebånd. De er mennesker som os andre. Det, som - set ud fra et samfundssynspunkt - adskiller Jehovas Vidner fra andre trossamfund, er kompromisløsheden, når det gælder overholdelse af det kollektive normsæt. Er Jehovas Vidner dårlige forældre? Er de gode forældre? Afhænger svaret ikke af den, som svarer, det vil sige ens egen værdiskala, opfattelse af det gode og det dårlige. i en evig forandring, men vi tror, at »vandet« står stille. I en brydningstid bliver ens vurdering en afspejling af ens idealer. Befrielse? Forfald? Svaret afhænger af den enkeltes vurderinger. Familien holdt ikke jul og fødselsdage. Synd for børnene? Forældrene prioriterede familielivet og samværet med børnene. De er, som mange vidner, vinduespudsere, og en af dem tager hver dag over til Thorshavn og pudser vinduer, men der er altid en af dem hjemme. De fleste forældre har samme muligheder for at prioritere, men vælger at satse på karriere og statussymboler - det vil sige sætter sig selv i centrum. Børnene får så til gengæld hver sit stereoanlæg, computer osv., som de har mest brug for for at være egoister som forældrene. man byggede samlesæt. Faren var meget energisk. Engang imellem har vi voksne brug for at være børn igen - og har et alibi til at være det, når vi leger med børnene. Der er et religiøst fællesskab - naturligvis. Men det samler familien. Og giver børnene et psykisk ballast under deres videre livsforløb, hvad enten der er tale om Jehovas Vidner, metodister, katolikker osv. Troen er en gave, som de fleste forældre ikke kan give deres børn. Tager jeg fejl? Det tror jeg ikke! vælge, om man i sit voksne liv vil være Vidne, metodist, katolik (ovs.) eller ej. Det er vanskeligt at bryde ud af den ateistiske spændetrøje - på grund af tidsklimaet. Så godt som alle tidsstrømninger fører mod vor tids Rom: ateismen. lukker døre i stedet for at åbne dem. Under et hospitalsophold blev jeg vidne til en scene, som er tankevækkende: Hen af gangen kom en gruppe. Forrest gik en ung mand med en gammel mand i hånden. Bag dem gik tre andre unge - som om de var den gamles livgarde. De så beslutsomme ud. Den gamle skulle indlægges. De fire unge var taget med, for at han ikke skulle være alene under indlæggelse. De var tyrkere (formoder jeg) - de var i hvert fald indvandrere. Livgarden var udtryk for deres familiemønster, omsorg for de gamle i familien. Når man bliver gammel, bliver man ikke kasseret og deporteret til et alderdomshjem, for at de yngre kan slippe af med de ældre - man bliver i familien og bliver respekteret af de unge. De gamle har værdighed, og de unge viser dem omsorg. de skal blive ligesom os, de skal overtage vore normer. Automatisk går vi ud fra, at vort normkodex er det eneste sande. Vi overser, at der i indvandrernes traditioner og normer kunne være en inspiration - f.eks. deres opfattelse af familien og ikke mindst de gamles status. Vi opfatter muslimers opfattelse af kvinden som forkastelig. Men vi kan ikke forestille os, at dele af vort normsæt kan være forkasteligt - f.eks. vor kassering af de gamle. Er vi i denne henseende ikke barbarer? Vi kan ikke se vore egne blinde pletter. Dette gør sig også gældende i den herskende opfattelse af religiøs opdragelse og familielivet hos Jehovas Vidner, metodister, mormoner osv. Vi kan alle kaste med sten - nogle med mange sten. Man bliver ikke ren ved at kaste med sten. You know! n religionshistoriker