Prøv avisen

Den barmhjertige samaritaner

Tegning: Peter M. Jensen.

Dagens kronikør kom for fire år siden cyklende midt i København, da hendes kjole pludselig blev suget ind i en forbikørende lastbils hjul, men hjælpen kom fra en ret uventet kant!

EGENTLIG TROEDE jeg, at jeg havde sluppet historien, men den har tydeligvis ikke sluppet mig endnu! For gang på gang mindes jeg om den. Historien om den barmhjertige samaritaner. Den miskendte fremmede, som ikke er god nok i det dannede selskab. Ham, som ingen vil have som ven. Og som så alligevel bliver den næste, der redder ens liv.

Som sagt, jeg troede, at jeg havde lagt den bag mig i den version, den har haft for mig i de sidste fire et halvt år. Og at jeg var på vej til en ny og anderledes tilgang til lignelsen om samaritaneren og den døende jøde, som der skal prædikes over hvert andet år i kirken.

Men så var der en udsendelse i tv med penislægen Jørn Ege i serien Ærlig talt, hvor Kåre Quist præsenterede lægen for nogle af de fejl, der er sket ved operationer, han havde været ansvarlig for: mænd, der efterfølgende måtte gå med ble, og kvinder, der havde fået foretaget overdrevne fedtsugninger, som efterlod dem med vansirede kroppe. Desuden fik vi at vide, at en retssag mod Ege for en enorm unddragelse af skat begynder i efteråret. Ege har i flere år været på flugt for politiet og har gemt sig med farvet rødt hår i fjerne lande, hvor han havde fortsat sin metier. Ingen tvivl simpelthen en grænseoverskridende, helt igennem bad guy.

Forleden var der så et Tro og eksistens-program i radioen, hvor en tidligere kræftpatient, journalisten Flemming Flyvholm, talte om, hvor vigtigt det var ikke at glemme den indsigt, man får undervejs i en livstruende situation, og lektor Henrik Jensen fra RUC talte om skyld og skyldfølelse som to meget forskellige størrelser, den ene som noget helt reelt, den anden som noget generelt, alle normale mennesker har. Noget eksistentielt!

Og så er jeg faktisk netop i gang med at læse Camus klassiker Faldet. Den bodfærdige dommer, Jean-Baptiste Clamences monolog om det at være et skyldigt menneske og have en samvittighed: at være god i verdens øjne, men pludselig ved en uventet hændelse blive klar over, at alle ens handlinger er dikteret af egenkærlighed. Og så at ville forsøge ærligt at vise den egenkærlighed og griskhed, som bor i os alle. Men dermed fremstå som en bad guy og et spejl for en verden, der ikke vil tage én alvorligt i manglende erkendelse af sin egen skyldighed.

SOM SAGT TROEDE JEG, at jeg havde lagt historien om min barmhjertige samaritaner bag mig. Men disse to DR-programmer og min nattelæsning fik mig overbevist om noget andet. Derfor vil jeg fortælle historien om min barmhjertige samaritaner endnu en gang!

Scenen er en sensommerdag for snart fem år siden. Solen varmer. Vandet i havnen funkler. Vi er på Sankt Annæ Plads i København. Klokken er 15.29. En kvinde i flagrende, laksefarvet kjole er på vej på cykel nede fra Amaliehaven op mod Bredgade. En lastvogn med anhænger kommer kørende fra Bornholmerfærgen i samme retning, men i midterbanen. Ingen af dem har set hinanden.

Et øjeblik efter suges det lyserøde skørt ind i førerhusets hjul. Lastbilen drejer om hjørnet ad Toldbodgade op mod Amalienborg. Kvinden og cyklen hives med rundt i svinget og ind under lastbilen. Kvinden skriger, at chaufføren skal standse. Folk løber til i den grå gade, hvor solen ikke når ind. Kvinden og hendes cykel ligger fastklemt under lastbilen. Chaufføren prøver at bakke kvinden fri. Hun råber, at der er brug for en kran, og at han skal stoppe nu! Halvt uden for bilen ligger kvindens arm, uden hud med blottede scener i lyseblåt, lyserødt og lysegult. Den kæmpestore lastvogns ene dobbelthjul står oven på kvindens venstre lår. Hvad der er sket med det andet ben, kan man ikke se, men blodet pulser ud.

Pludselig kommer en mand med flagrende gyldent hår, i hvidt tøj og med en operationsmaske for underansigtet løbende. Jeg er læge! Af vejen! råber han. De sammenstimlede giver plads i den grå gade.

Jeg for det er mig, der er kvinden hører min kjole blive revet i stykker bag mig. Jeg prøver at holde mit ansigt fri af asfalten og har vendt det bort fra den afrevne arm, der ligner muskelplanchen på væggen hos min mensendieck-lærerinde, som jeg var på vej til. Jeg stønner, som når man har veer ved en fødsel og endnu ikke må give los: Åh nej, åh nej, åh nej! Så endelig får jeg en sprøjte og er væk. Helt væk.

Tre uger senere lever jeg stadig, godt nok uden venstre arm og højre ben og med et knust bækken og et venstre ben uden følelse. Jeg ligger på Rigshospitalets plastikkirurgiske afdeling og har været igennem traumecentret med en 10 timers operation, er blevet sprættet op fra brystet og ned, har fået 64 portioner blod, hvoraf de 60 er løbet lige igennem mig, været en lille uge i respirator på intensivafdelingen og gennemgået diverse revideringer på ortopædkirurgisk afdeling, altså afskæringer efter salamimetoden af højre ben.

OG NU LIGGER JEG Så her og venter på, om en muskel, man har taget fra min ryg, vil vokse sammen med mit højre lår, så knæskallen kan bevares. Det er nat, men for mig er der ingen forskel på dag og nat. Jeg sover alligevel ikke rigtigt på noget tidspunkt.

Så kommer en mandlig sygeplejerske ind. Han har en B.T. i hånden. Han siger, at Jørn Ege er i avisen og fortæller, at han har givet førstehjælp til en ukendt kvinde, som han ikke aner om er levende eller død. Mon ikke det er mig? Kan jeg tåle, at han læser artiklen for mig? Jeg er nysgerrig, ved i øvrigt ikke, hvem Jørn Ege er og beder sygeplejersken Kjeld om at læse højt.

Det fremgår af artiklen, at lægen, Jørn Ege, den 12. august 2003 klokken 15.30 var i gang med en fedtsugningsoperation i sin klinik i Toldbodgade, da han pludselig hørte en kvindes dødsskrig. Så er det nu, råbte Eges assistent, og Ege og assistenten lod fedtsugning være fedtsugning og styrtede ned på gaden til den smadrede kvinde, der lå fastklemt under lastbilen.

I artiklen beskrev han kvinden som velsoigneret og med en slidt skoletaske, der fik ham til at forestille sig, at hun var universitetsforsker. Han beskrev, hvor maltrakteret hun var, og hvordan han havde ydet førstehjælp til hende, før en pionerbil nåede frem og fik hævet hjulene fra hendes krop. At to ventende patienter takkede nej til en fedtsugning den dag, og at han dermed gik glip af 50.000 kroner, fik Ege også nævnt i artiklen. Der er et fotografi af Ege, knælende på hjørnet af Toldbodgade og Sankt Annæ Plads, og nedenfor på kørebanen er der stadig en mørk plamage fra kvindens blod.

Kjeld fortæller mig, at Jørn Ege er en kontroversiel plastikkirurg og særdeles kendt på afdelingen. Netop nu i denne nat går en kvinde rundt på gangen udenfor. Hun kan ikke sidde ned, fordi Ege har strammet hendes baller for meget op. Ege er ikke persona grata på Rigshospitalets plastikkirurgiske afdeling. Men det er han for mig nu. For det er ham, der har reddet mit liv. Uden ham ville jeg ikke have været til i den varme indian­ summer-nat på hospitalet. Selv sygeplejersken må erkende dette.

Så snart jeg blev i stand til at sidde op en måneds tid senere, skrev jeg et brev til Jørn Ege og præsenterede mig som den kvinde, hvis liv han havde reddet. I ly af natten kom han senere og besøgte mig, da jeg igen var overført til ortopædkirurgisk afdeling.

Han fortalte mig i detaljer om, hvad han havde foretaget sig, for eksempel hvordan han havde slået knude på min arms afrevne årer og strammet mit bælte om, hvad der var tilbage af mit ben. Foden var vist blevet i hjulet! Da jeg spurgte ham, om det ikke havde været en voldsom oplevelse for ham, må jeg erkende min skuffelse. For han svarede mig, at han havde oplevet langt værre ulykker end min, hvor han også havde assisteret: for eksempel en flyvemaskine, som var styrtet ned under looping. Jeg spurgte ham ikke, om han også havde fået nogen til at overleve her!

Man kan ikke vælge sin samaritaner eller sin næste. Jørn Ege er min barmhjertige samaritaner. Uden hans grænseoverskridende indsats havde jeg ikke overlevet. Og det er vi , tror jeg, nogle stykker, der er ham taknemmelige for.

Anne-Mette Gravgaard, cand.mag., sognepræst, København.Dette er den ottende af ti kronikker fra årets kronikkonkurrence Hjælp fra uventet kant. De første syv blev bragt den 22., 24., 29., 31. juli, 5., 7., og 12. august. Vinderkronikken bringes som den sidste.