Prøv avisen
Kronik

Den barmhjertige samaritaner er under pres

Barmhjertigheden er under pres, fordi vi vil for meget med den, akkurat som velfærdsstaten er under pres, fordi vi vil for meget med den. Alt menneskeligt er begrænset, undtagen måske den barmhjertighed, som samaritaneren i en bestemt begrænset situation udviste, skriver kronikør. Foto: AFP

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner er en væsentlig del af den moralske begrundelse for velfærdsstaten. Lignelsen er i den forstand så levende, som da Jesus selv fortalte den, men den er under pres. Det er tydeligt nu, hvor Europas grænser løbes over ende, skriver dagens kronikør

LIGNELSEN OM den barmhjertige samaritaner er en grundpille i den almindelige opfattelse af, hvad kristendommen er. Her får vi anvisninger på, hvad vi skal gøre: hjælpe den nødstedte, uanset hvem han måtte være.

Det er et moralsk påbud, svært at leve op til, men dog til at forstå, og som intet forstandigt menneske vil argumentere imod, hvor kristendommen har haft nogen indflydelse på menneskers sind.

Vi kan endda sige - og det er blevet sagt og undersøgt mange gange, at lignelsen om den barmhjertige samaritaner er en væsentlig del af den moralske begrundelse for velfærdsstaten.

Fra denne lignelse er der udgået en uophørlig impuls om at tage sig af denne verdens nød og elendighed. Impulsen har kunnet mærkes gennem krig og trængsel; den har indimellem været svag og meget utydelig, men den har altid været der som en påvirkning af samvittigheden.

Efterhånden som den moderne verden udviklede sig, og de menneskeskabte katastrofer voksede i omfang og i takt med vore handlemuligheder, blev impulsen organiseret.

Den blev ikke blot til europæiske velfærdsstater. Røde Kors, Frelsens Hær og utallige andre nødhjælpsorganisationer så dagens lys i hele den rige verden, og alle påkalder de sig lignelsen om den barmhjertige samaritaner.

Lignelsen er i den forstand så levende, som da Jesus selv fortalte den, men den er under pres. Det er tydeligt netop nu, hvor Europas grænser løbes over ende. Er det så ikke netop nu, vi skal bide tænderne sammen og følge påbuddet fra lignelsen, selvom enhver kan se, at det er umuligt at hjælpe alle, der trænger?

Lignelsen sætter os i et hårdt dilemma. Vi kan ikke sidde den overhørig, men vi kan heller ikke, som samvittigheden byder, handle i direkte forlængelse af den uden at undergrave os selv.

Hvad gør vi så? Ligesom velfærdsstatens succes er med til at undergrave sig selv, er lignelsens popularitet i færd med det samme. Det var i virkeligheden til at forudse, for sådan går det alle menneskelige succeser, hvis man ikke selv standser op og besinder sig. En succes befinder sig altid på kanten af sin egen undergang, og derfor skal en succes altid administreres temmelig hårdt. Det viser sig ofte uhyre svært.

VI SAGDE LIGE FØR, at de europæiske velfærdsstater er under pres. Det er de ikke kun på grund af de mange mennesker, som søger til Europa. Det er i lige så høj grad, fordi en velfærdsstat undergraver den moral, den selv bygger på.

Velfærdsstaten forudsætter, at relativt få vil udnytte de muligheder, den stiller til rådighed, og at endnu færre vil misbruge dem. Den forudsætter en beskedenhed, som var en naturlig del af det samfund, hvori velfærdsstaten opstod.

Efterhånden som velfærdsstaten blev udbygget og rigere, og i takt med at begrebet ”værdigt trængende” blev udskiftet med rettigheder, blev statens ydelser en større og større selvfølge. Beskedenheden forsvandt med rigdommen og er i dag blevet til krav.

Rettigheder og krav er endeløse, og frem for at være bundet af taknemmelighed bliver de deres egne herrer, der ikke skal stå til ansvar for nogen. Beskedenhed og taknemmelighed over, at der er mennesker parate til at hjælpe og tage hånd om nød og trængsel, fortoner sig og bliver til fornærmede miner og hårde hjerter, hvis nogen skulle finde på at sige stop i forhold til krav og rettigheder.

Med denne indsigt kan vi igen kaste et blik på den barmhjertige samaritaner og vore mange succesrige organisationer, oprettet i barmhjertighedens navn. Vi er med vores hjælpsomhed og vores trang til at lægge fortidens fejltagelser bag os i færd med igen at overhøre impulsen fra lignelsen om den barmhjertige samaritaner, men nu på en ny måde.

Med vore mange nødhjælpsorganisationer, med vores utilpashed ved at skelne mellem mennesker og modvilje mod at se kulturelle forskelle og med bevidstheden om at være i overskud er vi i færd med at undergrave vores egen indsats og slide på samvittigheden.

Den kan ganske enkelt ikke rumme de mange nødstedte mennesker på alle sider af vore grænser, og vi ender med at måtte se bort fra den. Den bliver ufølsom, fordi vi i et vist omfang må skrue ned for dens stemme i vort indre. Uden at skrue ned kan vi ikke stå på vore egne ben.

Og vi kan hverken hjælpe eller redde nogen, hvis vi ikke har et samfund og en stærk kultur at hjælpe med.

Barmhjertigheden er i færd med at undergrave sig selv, fordi den som en anden velfærdsstat er forblændet af egen rigdom og egne muligheder. Fordi vi har kunnet, har vi tæret hårdt på, hvad vi kan kalde barmhjertighedens konkrete udvendige side, altså den direkte hjælp.

Det har selvfølgelig bidraget til de folkevandringer, vi nu er vidne til. Netop folkevandringerne gør, at vi må ophøre med at hjælpe som hidtil. Noget nyt skal til. Det har vi svært ved, for vi bærer jo stadig på impulsen fra Jesu lignelse, skønt vi har outsourced meget i organisationer. Vi har levet i en overspændt, ensidig fortolkning af lignelsen. Vi har forsømt den indvendige side af barmhjertigheden.

Jesus forudsætter simpelthen, at vi skal være barmhjertige, svarende til at næstekærligheden ikke er opfundet af Jesus, men allerede findes i den meget ældre moselov.

Det nye er, at Jesus gør samaritaneren og den forslåede mand til hinandens næste. Samaritaneren bliver forvandlet til en næste af den forslåedes nød, og den forslåede bliver en næste for samaritaneren. Det er en særskilt pointe, at der kaldes barmhjertighed frem i samaritaneren.

Vi kalder det Guds skabelse, fordi intet menneske af sig selv kan få det til at ske. Jesus binder Gud, næsten og kærligheden sammen, så vi ikke kan tale om Gud uden et blik på vores næste, og aldrig kan tale om vores næste uden samtidig at høre, hvad Jesus siger om alt muligt andet også.

DET BETYDER, at den sande barmhjertighed aldrig kan løsrives fra den konkrete situation. Vi kan ikke påkalde eller nedkalde barmhjertighed, længere end vore arme rækker. Vi kan ikke legitimere vore handlinger eller beskrive vore forpligtelser som barmhjertighed ud over, hvor vi kan være nærværende og til stede.

Så kan vi godt stille os i forlængelse af hinanden og organisere vore hænder i fællesskab, så vi rækker længere, men uendeligt er det langtfra. Derfor kommer vi ikke uden om at sortere og prioritere.

Barmhjertigheden er under pres, fordi vi vil for meget med den, akkurat som velfærdsstaten er under pres, fordi vi vil for meget med den. Alt menneskeligt er begrænset, undtagen måske den barmhjertighed, som samaritaneren i en bestemt begrænset situation udviste.

Hans barmhjertigheds kilde, Gud, var ubegrænset, hans hjerte løb over og af med ham. Han gjorde det nødvendige og mere til for at redde den forslåede mand. Men situationen var begrænset. Det var ét menneske, han kunne redde. Det kan enhver komme ud for. Som samfund gør vi imidlertid det omvendte: Vi vil udstrække vores af situationer begrænsede barmhjertighed i al ubegrænsethed.

Så hvad gør vi med dilemmaet, at lignelsen lever i os, men at vi ikke kan handle i direkte forlængelse af den?

Vi skal holde os til barmhjertighedens dobbelthed, at den har både en indvendig og en udvendig side, og at disse to skal hænge sammen. Vi skal hjælpe, hvor vi kan, og hvor vi kan være nærværende og til stede, men hvor det ikke kan lade sig gøre, skal vi ikke være.

Vi skal være dér, hvor vores samvittighed har mulighed for at være virksom og ytre sig konkret; ellers slides den ned, og din næste lige ved siden af dig går under. Disse steder er nok færre og mere begrænsede, end vi bryder os om at indrømme netop i disse måneder.

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning