Den bibelske visdom i Ricoeurs optik

KRONIK Den netop afdøde filosof Paul Ricoeur var livet igennem optaget af forholdet mellem teologi og filosofi. For Ricoeur kunne teologien komme videre der, hvor den rationelle filosofiske tænkning mødte sine grænser

Den store franske filosof Paul Ricoeur (1913-2005), der døde fredag den 20. maj, fortjener at blive husket for sin inspirerende religionsfilosofi. Han bevæger sig i hele sit værk ud mod filosofiens grænser og undersøger forholdet mellem filosofi og ikke-filosofi.

Teologi og filosofi forholder sig til de samme problemer på forskellig måde. Ricoeur vil skabe dialog mellem filosofi og teologi uden at blande dem sammen. Han håber, at teologien kan komme videre der, hvor den rationelle filosofiske tænkning møder sine grænser.

I løbet af sin karriere som professor i religionsfilosofi i Chicago fra 1970-1991 har Ricoeur skrevet en række spændende artikler, der blandt andet er samlet i "Figuring the Sacred" (At afbilde det hellige) fra 1995. Bogens artikler handler om narrativ teologi, bibelfortolkning og religionsfilosofi. Ricoeur ønskede igennem sine teologiske overvejelser at komme videre i forståelsen af menneskets selv og af vores afhængighed af en større sammenhæng, som vi ikke selv er oprindelsen til.

Spørgsmålet er, om filosofien forstå forholdet mellem individ og kosmos. I hvilken forstand kan den filosofiske refleksion erkende menneskets forhold til Gud eller "det værendes væren"? Her er spørgsmålet, om en poetik i form af en narrativ teologi kan hjælpe os til at løse filosofiens vanskeligheder.

Filosofien står ved sine grænser og kan kun komme videre ved at bevæge sig ind på teologiens område. Ricoeur plæderer for en erkendelsesteoretisk redelighed, hvor filosoffen indrømmer sine begrænsninger. Fra et filosofisk synspunkt må man være agnostiker med hensyn til Guds eksistens. Det vil sige, at vi kan ikke vide, om Gud findes eller ikke findes. Filosofien kan definere forskellige gudsbegreber, men det teologiske spørgsmål om troen på Gud og udlægningen af de hellige skrifter og konsekvenserne af en sådan tro ligger uden for filosofiens grænser.

Ricoeur står her fast på Kants religionskritik, der hævder, at spørgsmålet om Guds eksistens ligger uden for vores erfaring i tid og rum, og at troen er grundlaget for religionen. Ricoeur argumenterer for en religionsfilosofi, der undersøger den religiøse erfaring som udtryk for menneskets eksistensbegær, men ikke behøver at forudsætte troen på det kristne budskab. Som vi har set, kan man på dette niveau undersøge menneskets erfaring af det onde, håbet, døden mv., der markerer grænsen af menneskets eksistens. Den spekulative filosofi medierer mellem religion og filosofi, der dog vedbliver med at være to adskilte discipliner.

Ricoeur opfordrer til, at dialogen mellem filosofi og teologi sker, ved at de to discipliner som autonome videnskaber arbejder harmonisk sammen. Han skelner skarpt mellem sit virke som filosof og teolog. Religionsfilosofien beskriver menneskets religiøse grænseerfaringer og bidrager til at afklare det teoretiske grundlag for en teologisk hermeneutik. Ricoeur virker som bibelfortolker (ekseget) og bevæger sig ind på teologiens område, eftersom han ikke længere kan betragte Bibelen udefra, men må se den indefra forstået som udtryk for Guds ord til den kristne menighed.

Ricoeur udvikler derfor en poetisk og narrativ teologi, der selvom filosofi og teologi er principielt adskilte, både indeholder filosofiske og teologiske aspekter. Den religiøse erfaring er ikke bare intuitiv, men kommer til udtryk som formidlet i de jødisk-kristne hellige skrifter. Det Nye Testamente indeholder en formidlet religiøs erfaring. Men Ricoeur insisterer også på at inddrage Det Gamle Testamentes fortællinger som vigtige poetiske illustrationer af menneskets grænsesituationer.

Ricoeur understreger, at der er tale om en "bibelsk tænkning", en grundlæggende bibelsk visdom, der ikke er filosofisk erkendelse, men som både har et teologisk og et almenmenneskeligt indhold. Dette muliggør en filosofisk hermeneutisk læsning af de hellige skrifter. Der er her tale om en "beskrivende teologi", der uden at forudsætte troen afdækker, hvordan Bibelen udtrykker sig om Gud.

Bibelens tidslighed er på en gang historisk og cyklisk. Den passer vores eksistentielle liv ind i en kosmisk sammenhæng. Ricoeur henviser til litteraturteoriens tale om Bibelen som "The Great Code" (den store kode), der lader mennesket tage del i en kosmisk sammenhæng. Samtidig understreger han rigdommen og mangfoldigheden i det bibelske budskab. Ricoeurs narrative teologi fastholder, at Bibelen taler til de konkret levende mennesker. Den sigter mod at give os håb og livsglæde midt i vores triste og endelige liv. Bibelens historie om menneskets frelse skal forstås som en historisk begivenhedsfortælling, der med en stor visdom om menneskelivets etik og tragik giver det enkelte menneske håb om mening i tilværelsen.

Det er centralt i Ricoeurs narrative teologi at opfatte det bibelske budskab som baseret på en guddommelig kærlighed, generøsitet og skabelse. Han kalder det en "économie du don" det vil sige "en gaveøkonomi", hvor gave henviser til en guddommelig generøsitetslogik, og økonomi udtrykker menneskets radikale afhængighed og dets forbindelse til universets store sammenhæng. Den guddommelige lov er i sig selv en gave. Den er fundamentalt set et poetisk udtryk for skabelsens mysterium, der handler om, "hvorfor der er noget snarere end intet".

Ricoeur fremhæver, at Bibelens visdom også indeholder et budskab om det gode liv, det vil sige om menneskets identitet og integritet. Det personlige gudsforhold grundlægger menneskets samvittighed for den anden og det andet. Generøsiteten er også her afgørende, og der gives en teologisk basis for det etiske ideal om gensidig "given og modtagen". Dette udtrykkes i Bibelen i den gyldne regel om, at "man skal elske sin næste som sig selv" (3. Mos. 19,18).

Ricoeur holder således fast ved de jødiske-kristne hellige skrifter som kulturelle klassikere, der beskriver menneskets forhold til transcendensen i det religiøse liv. Der er et overskud af mening i det religiøse sprog i de bibelske tekster, der appellerer til samvittighedens indre stemme og hjælper os til at gøre vores liv til en skæbne, der passer begivenheder ind i en sammenhæng. De poetiske billeder af det guddommelige har deres eget meningsindhold, der rækker ud over de filosofiske begreber. At Guds navn på en gang er tildækket og åbent for betydning er en teologisk manifestation af idéen om, at væren viser sig på mangfoldige måder. Den teologiske poetik udsiger det guddommelige igennem de metaforiske og symbolske billeder.

Der er altså ikke tale om at genindføre Bibelen som en stor eskatologisk fortælling om menneskehedens historiske frelse. Ricoeur mener, at vi ikke længere kan tro på de store fortællinger. Han fastholder skellet mellem det sekulære og det religiøse. Han er enig med de protestantiske teologer i den lutherske adskillelse mellem det verdslige og det gejstlige styre. Ricoeur argumenterer nemlig for et skel mellem de to verdener og går ind for en skarp opdeling mellem kirke og stat. Sekulariseringen betyder således, at kirken bliver synlig, men med mindre magt. Dette er en styrke, eftersom sekulariseringen muliggør et afmytologiseret forhold til Bibelen. I en vis forstand viser den religiøse pluralisme sig også allerede i Bibelens mangfoldige benævnelser af det guddommelige. Der er allerede tale om en fragmenteret og reflekteret forståelse af den guddommelige sandhed.

Ricoeurs narrative teologi udtrykker således et poetisk alternativ til en teologisk ontologi. Det er nødvendigt at se de hellige skrifter som metaforiske billeder på det guddommelige, der kompenserer for det erkendende jegs sorgarbejde over sin endelighed og dødelighed. Den religiøse hermeneutik (fortolkningsteori) vidner om filosofiens begrænsninger. Samtidig bringes filosofien som spekulativ poetik nærmere mod erkendelsens lys. Moses mødte aldrig Gud som andet end den brændende tornebusk eller så Israel som andet end et pragtfuldt glimt, før han skulle dø. På samme måde er teologien i lighed med ontologien "det forjættede land".

Jacob Dahl Rendtorff er

ph.d. og lektor ved Institut for Samfundsvidenskab på RUC