Prøv avisen
Kronik

Historiker: Den borgerlige sjæl skal findes gennem idéarbejde

Christian Egander Skov, historiker og postdoc ved Norges Teknisk-Naturvitenskapelige Universitet i Trondheim

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

De borgerlige fik det dårligste valg siden 1970’erne. Kommentatorer har peget på, at valget blev afslutningen på den epoke, der indledtes i 2001. Men måske stikker det dybere. Måske er selve borgerligheden ved at gå i opløsning, mener Christian Egander Skov

VI TAGER NEMT de politiske blokke for givet. Men folketingsvalgets betydning træder først frem, når vi forstår, at det slet ikke var givet, at der skulle være et mere eller mindre slagkraftigt alternativ til den historiske socialdemokratiske dominans i Danmark. Det var først fra 1947, at Venstre og Det Konservative Folkeparti for alvor fandt hinanden. Indtil da havde Venstres drøm snarere været et ”liberalt samarbejde” med Radikale Venstre, mens tanken om en stærk midte bestående af De Konservative og Socialdemokratiet foresvævede mange konservative. Nybruddet skyldtes i høj grad Venstres formand Erik Eriksen og De Konservatives politiske leder Ole Bjørn Kraft.

Det var her, VK blev forvandlet til et reelt regeringsalternativ og modpol til Socialdemokratiet. Denne indledende bestræbelse kulminerede i 1950 med dannelsen af den første VK-regering. Også her var et lille systemskifte. Omend uhyre beskedent. Før Poul Schlüter (K) opnåede ingen borgerlig regering genvalg.

Skabelsen af VK var bemærkelsesværdig. For det var jo ikke bare det, at to partier fandt hinanden, men der blev skabt en art alliance-mellemting, der ikke nødvendigvis hørte sammen. Bønder, borgerskab, funktionærer, små selvstændige erhvervsdrivende, forskellige ideologiske traditioner af folkeligt og elitært tilsnit, forskellige livsverdener, lokale, traditionalistiske og landlige samt kosmopolitiske, frisindede og urbane livssyn, der fandt sammen.

Langt vigtigere end det konkrete partisamarbejde mellem Venstre og De Konservative var dette samarbejde som symbol for den brede front, borgerligheden i slutningen af 1940’erne erkendte, at den måtte skride fremover. Den måtte være et folkeligt projekt, et nationalt projekt, der trak på de dybe udviklingslinjer i historien og forsvarede værdier som frihed og ejendomsret som hævdvundne rettigheder udsprunget af et konkret historisk fællesskab. Det var modstanden mod den socialdemokratiske dominans, der var den ydre anledning, men substansen måtte være mere end en antipolitik.

Det gik dog hurtigt anderledes. Som følge af den stadigt mere defensive position, borgerligheden befandt sig i efter velfærdsstatens gennembrud i midten af 1950’erne, blev den borgerlige opposition i stadig højere grad noget, der definerede sig i kraft af det, man var imod. ”Liberal” gled i løbet af 1950’erne ind som en fællesbetegnelse for det borgerlige. Det betegnede her en velfærdsstats- og reguleringskritik. Det konservative og kommunitære islæt blev mere utydeligt. En fælleserklæring fra partierne i 1959 talte udelukkende om liberalisme som modpolen til socialdemokratismen. De indkasserede et forsmædeligt valgnederlag, der banede vejen for velfærdsstatens uhæmmede vækst i 1960’erne.

Den helhed, borgerligheden ideelt set måtte udgøre, blev halveret, da borgerlighed blev reduceret til liberalisme og reguleringskritik. Venstre og De Konservative blev to partier med adskilte klassegrundlag, der dybest set repræsenterede variationer over samme tema. I midten af 1960’erne var der endog tale om at slå dem sammen. Det blev ikke til noget.

Til gengæld lykkedes det at lokke De Radikale fri af Socialdemokratiet og over i det liberale samarbejde. Resultatet, VKR-regeringen 1968-1971, var en katastrofe, der var ved at kæntre borgerligheden.

Modreaktionen kom prompte i form af Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti. Fremskridtspartiet var en eksplosion, og i skæret fra denne så man konturerne af det, den borgerlige politik havde udsondret fra borgerligheden: en folkelig, populistisk modreaktion, der handlede mindre om konkrete politikpunkter end om at vinde anerkendelse for traditionelle værdier og livsformer i en stadig mere progressiv tid.

Ved siden af alt det andet, Fremskridtspartiet var, afslørede det som fænomen et blindt punkt i den borgerlige oppositionspolitik: den procedurale liberalismes goldhed.

Borgerligheden var blevet for artig, for tam og havde tabt blikket for det forhold, at politik også er en anerkendelseskamp, der handler om, hvilke værdier, som får lov til at udtrykke fællesskabet i det offentlige – og sidenhen private – rum. Kort sagt var alt, hvad den populistiske modreaktion sagde: ”Hov hov, vi er her også!”.

Når man ser tilbage på den epoke, der nu tilsyneladende er slut – den, der begyndte i 2001 – var dens vigtigste kendetegn netop, at den var et forsøg på at genskabe en vis helhed i det borgerlige projekt.

VK-aksens samarbejde med Dansk Folkeparti var i det lys et forsøg på at reintegrere den kommunitære, i en vis forstand konservative, position, som var blevet udsondret af borgerligheden. Kulminationen på den borgerlige forbrødring var, da Claus Hjort Frederiksen (V) i 2006 talte om et værdifællesskab mellem Venstre og Dansk Folkeparti. Som alle politiske udsagn var det mere normativt end deskriptivt.

Men forbrødringen mellem Dansk Folkeparti og VK skred frem under skarpe protester. Slagord som ”ordentlighed”, ”anstændighed” og ”klassiske borgerlige dyder” blev ført i felten i forsøg på at afgrænse den ”rigtige” borgerlighed fra Dansk Folkeparti. Et andet forsøg på at definere den ”sande” borgerlighed udgik fra Liberal Alliance og tænketanken Cepos, der opstod i samme periode og krævede forstærkede liberale reformer. Fragmenteringen var således allerede på vej i 2000’erne – integrationen var kun en delvis succes. Nu begyndte det at falde fra hinanden.

Dette blev klart efter Dansk Folkepartis store valgsejr i 2015, hvor partiet søgte at gøre den konservative politik fra 1940’erne kunsten efter og forandre midtpunktet for dansk politik ved at skabe et samarbejde med Socialdemokratiet.

Det gik som bekendt ikke – det tjente alene til at understrege, at der stadig gik et dybt skel mellem det, der nu var VLAK og Dansk Folkeparti.

2001 er forbi. Men hvem siger, den borgerlige disintegration stopper der. Valget 2019 betød måske også enden på 1950. Venstres forsøg på under valgkampen at gøre kur til Socialdemokratiet er ikke uden fortilfælde. Der var en kortlivet SV-regering i 1978. Det var dog nærmest en misforståelse.

Denne gang bygger idéen om en SV-akse på en klar fortælling, der gør op med sondringen borgerlig/socialdemokratisk som det afgørende skel i dansk politik. I stedet opstår et nyt skel mellem ”den stærke midte”, de ”ansvarlige” systembevarende partier på den ene side, og ”yderfløjene”, de ”uansvarlige” systemkritiske partier på den anden.

Lars Løkke Rasmussens (V) drøm om et samarbejde over midten ligger i forlængelse af fokus på truslen mod systemet fra det populistiske højre. Og i forlængelse af den forvandling fra velfærdskritik til velfærdsforvaltning, som det liberale program har undergået i de sidste godt 20 år. Tilbage står en borgerlig fløj, der udgøres af De Konservatives 12 mandater og Liberal Alliances fire. Og heller ikke disse står samlet. For De Konservatives mandater styrer mod den systembevarende midte, mens Liberal Alliance tænkeligt vil forstærke sin liberale systemkritik.

Der er ikke meget at bygge på for det borgerlige Danmark lige nu. Man har fragmenteret sig til svaghed og politisk sekterisme. Det bliver vanskeligt at overvinde. Kan den overvindes, må det ske på baggrund af et intensivt idéarbejde som det, Socialdemokratiet gennemførte i sin tid i oppositionen.

De borgerlige må genfinde et projekt, som rækker ud over den teknokratiske systemforvaltning, og som kombinerer de nødvendige liberale reformer med en konservativ, kommunitær tænkning, der placerer borgerligheden som forsvarer for de værdier, traditioner og institutioner, vort samfund bygger på og er et levende udtryk for.