Den chilenske vej

KRONIK: Med de nye forsøg på at få Chiles tidligere diktator, Augusto Pinochet, dømt er anledningen kommet til at skildre Chiles nyere historie -- et land med en "pragmatisk indstilling til sine demokratiske institutioner"

Med det seneste tiltag for at få Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet dømt for forbrydelser begået under de 16 et halvt års militærdiktatur i landet fra 1973 til 1990 er anledningen der til at fortælle historien om de væbnede styrker og militærkuppenes politiske rolle i landets historie.

Chile opnåede selvstændighed i 1818 ved styrker ledt af Sydamerikas frihedsapostel, den argentinskfødte José de San Martín, der afslog tilbuddet om at blive landets første præsident. I stedet blev det den chilenske Bernardo O'Higgins, den uægte søn af koloniens tidligere guvernør, Ambrosio O'Higgins.

I øvrigt kan nævnes, at omtrent en trediedel af befrielsesstyrkerne bestod af frigivne slaver, og at slaveriet allerede i 1823 blev afskaffet i Chile. I 1833 fik landet ved Diego Portales en forfatning, der koncentrerede magten omkring et stærkt præsidentembede og stærke bånd mellem det og de pengestærke grupper samt militæret. Den efterfølgende periode var dog ikke uden livtag med pengestærke liberale og føderale kræfter ude i provinserne og interne – også væbnede – kampe.

1879-83 var Chile i krig mod Peru og Bolivia, den såkaldte Salpeterkrig, som førte til en udvidelse af landets territorium mod nord og en bemægtigelse af områdernes rige forekomst af salpeter, der dengang stort set var den eneste kilde til kvælstofgødning i verden, og som frem til Første Verdenskrig blev den altoverskyggende indtægtskilde for landet. Under krigen, der på spansk hedder "Guerra del Pacifico", altså "Stillehavskrigen", viste Chiles flåde sig stærk, og gik styrket ud af den i forhold til hæren, hvilket skulle få betydning ved senere lejligheder.

Efterfølgende var der politiske spændinger mellem den centrale regeringsmagt og den mere liberale kongres, som overvejende ønskede føderalisme om økonomisk laissez faire. Disse spændinger kom til udbrud under præsident José Manuel Balmaceda, der udbyggede landets infrastruktur gevaldigt og ønskede statsafgift på salpeteren og begrænsning i udlandets muligheder for investering i salpeterindustrien. Det kom til en fastlåst situation mellem regering og kongres, og endte med, at flåden og dele af hæren støttede oprørerne i en borgerkrig, der kostede over 10.000 chilenere livet, heriblandt den USA-støttede Balmaceda, der 1891 begik selvmord på den argentinske ambassade. Konflikten førte til en periode frem til 1925, hvor kongressen var stærkere end præsidentembedet.

I forbindelse med Første Verdenskrig udvikledes i Tyskland Haber-Bosch-processen til fremstilling af ammoniak og dermed syntetisk kvælstofgødning, hvilket var en økonomisk og social katastrofe for Chile. I denne situation vandt Arturo Alessandri præsidentvalget i 1920, men havde kongressen imod sig i sine bestræbelser på at gennemføre reformer. I 1924 skete en kup fra officerer, for at få reformerne gennemført, og i januar 1925 et modkup fra unge officerer, der syntes, det gik for langsomt med dette. Det førte til en forfatningsændring, der igen gav præsidentembedet overhånd i magtforholdet til kongressen. 1925-forfatningen stod ved magt frem til kuppet i 1973.

I 1932 var der hele seks forskellige regeringer i kraft af valg og kup, da landet var i en forfærdelig kaotisk økonomisk, social og politisk situation under den verdensomspændende krise, der ramte Chile specielt hårdt, og gav salpeterindustrien nådesstødet.

Den amerikanske historiker James R. Whelan har udtrykt det sådan, at Chiles historie demonstrerer et land med en "pragmatisk indstilling til sine demokratiske institutioner", idet man har respekteret disse institutioner, når de virkede, og så hurtigt som muligt skaffet sig af med dem, når de ikke virkede. Det er her Chiles relativt autonome militær, der især sigtes til.

I 1970 vandt Salvador Allende i fjerde forsøg præsidentvalget. Dette skete i et valg mellem tre betydende kandidater, der hver fik omtrent en trediedel af stemmerne, og Allende fik blot et marginalt større stemmetal end nummer to, Jorge Alessandri, søn af Arturo Alessandri. Under 1925-forfatningen havde kongressen mulighed for at pege på valgets nummer to som præsident, når ingen af kandidaterne havde absolut flertal. Dette var aldrig sket, men blev nu tilstræbt af kræfter, der frygtede konsekvenserne af en Allende-regering – man ville presse kongressen til at pege på Jorge Alessandri, som så straks skulle træde tilbage, så den siddende præsident, kristendemokraten Eduardo Frei, kunne vælges; derved nemlig ikke til to på hinanden følgende perioder, hvilket ikke var muligt.

Dette lykkedes ikke ad politisk vej, heller ikke trods amerikansk indblanding gennem en hemmelig "40 Comittee". Flere grupper i hæren forsøgte derfor at kidnappe René Schneider, chefen for de politisk betydende væbnede styrker, og derigennem fremtvinge et nyt valg. Een af disse grupper var støttet af USA's efterretningsvæsen, CIA, og flere mislykkede forsøg blev gjort, men en anden gruppe, under en tidligere general Roberto Viaux, fik klodset dræbt Schneider under eet var forsøgene, og dette styrkede blot Allende, og i oktober 1970 bekræftede kongressen ham som præsident.

Det viste sig hurtigt, at Allendes "la via chilena", "den chilenske vej til socialismen", var svært forenelig med landets forfatning, og der var gevaldige spændinger med kongressen, hvor oppositionen havde flertal, og som gang på gang stillede mistillidsvotum til Allendes ministre, som han så blot flyttede til andre ministerier. Kun i eet tilfælde opnåedes enighed med en enstemmig kongres, og det var i spørgsmålet om den fuldstændige nationalisering af kobberdriften, der havde efterfulgt salpeterudvindingen som landets store eksportindtægtskilde. Fra 1925 og frem var sket en gradvis chilenisering af kobberdriften, så staten i 1970 stod med en stor del af ejerskabet og størstedelen af udbyttet af minedriften. i juli 1971 vedtoges loven. På baggrund af Allendes egne efterfølgende beregninger af hidtidige overskud udbetaltes dog ingen kompensation til de udenlandske mineselskaber, hvilket medførte embargo fra bl.a. USA og Vesttyskland.

Efter et økonomisk lovende første år gik økonomien i voldsomt forfald, og der skete en oprustning af forskellige marxistiske, paramilitære grupper med støtte fra Moskva, Cuba, Østtyskland m.v. på den ene side, og en "Fædreland og Frihed", "Patria y Libertad" på den anden.

Allende tog generaler ind i sin regering i flere omgange for at skabe ro og politisk legitimitet. "Når hæren rykker ud, så er det for at dræbe", udtalte daværende stabschef i hæren, en vis general Augusto Pinochet, da han i juni 1973 havde nedkæmpet et panserregiments forkølede kupforsøg. I august udnævntes Augusto Pinochet til øverstbefalende for de væbnede styrker, idet Allende, der privat kaldte generalen for "Pinochito", altså noget nær "Lille Pinochesse-basse" – på det tidspunkt muligvis korrekt – anså ham for blottet for politiske ambitioner. I flåden var imidlertid kupplaner startet i løbet af sommeren, senere blev luftvåbenet inddraget i planlægningen, og siden blev hæren og sluttelig carabinero-korpset involveret.

11. september gennemførtes kuppet med en sådan brutalitet, at det sendte chokbølger over hele verden. Kuppet kom angivelig som en overraskelse for CIA (dette var ikke en stående vittighed i 1973!) som for resten af verden; d.v.s. trods alt ikke en fuldstændig overraskelse. En junta etableredes, men det endte med Pinochet som enehersker i et regime, der førte til summariske henrettelser, bestialske tortureringer i titusindtal, politisk undertrykkelse m.v., hvilket vil være de fleste læsere bekendt.

Som med resten af den lille håndfuld militærkup i landets historie, må det – bortset dødskaravanerne m.m. – også med Pinochets regime afvises, at der nogensinde var tale om forsøg på etablering af et militærdiktatorisk tusindårsrige i Chile, og relativt tidligt blev der da også givet – og senere fulgt – en køreplan for tilbagevenden til demokrati i landet, hvilket skete i 1990 med indsættelsen af Patricio Aylwin som folkevalgt præsident. Selve det, at kuppet skete, og også at militæret kontrollerede senatet fra 1990 og frem, skal ses som en videreførelse af Chiles militær i en historisk betinget, forfatningsmæssig rolle i det politiske liv.

Asbjørn B. Christensen er cand.mag. i historie og dansk