Lørdag den 12. august 1961 var en god dag for 21-årige Wolfgang Janisch i landsbyen Fredersdorf ved Strausberg uden for Berlin. For en gangs skyld var der meget at glæde sig over. Ellers havde hans første 21 år ikke været ren mælk og honning.
Han var født i 1940, da verdenskrigen og det nazistiske diktatur rasede. Han var barn mellem ruiner og russiske soldater efter Tysklands sammenbrud, med mangel på det mest elementære. Kun familiens kolonihave, en arv fra faderens forældre, sikrede deres over-levelse. Den var spisekammer, åndehul og fristed.
I hans teenageår strammede det stalinistiske styre grebet mere og mere om befolkningen i Østtyskland, arbejder- og bondestaten på tysk jord, som propagandaen kaldte det, som de fleste oplevede mere realistisk: sovjetisk besættelseszone.
Hans forældres indstilling var kristen og instinktivt imod både den ene og anden fører: Von dem grinst der Deibel! (Fra ham griner Djævlen!), sagde hans mor på sin berlinerdialekt, når hun så Stalins kontrafej fra de mange propagandaplakater. Afstaliniseringen efter Stalins død ændrede ikke stort i Østtyskland. Kammerat Ulbricht førte traditionerne videre.
Wolfgangs bror havde en god sangstemme, og han selv var billedkunstnerisk begavet. Men deres ikke-partitro baggrund udelukkede for optagelse på konservatorium eller kunstakademi. Storebror var i stedet kommet ind på et konservatorium i Vestberlin og pendlede hver dag tværs over zonegrænsen i det delte Berlin.
Wolfgang gik i stedet i lære som håndsætter på et lille privat trykkeri. Han ville helst undgå de store statstrykkerier med al deres politiske propaganda og stikkeri. Han var i læretiden blevet glad for arbejdet. Det havde heldigvis også en kunstnerisk side at få en tryksag til at fremstå smukt og gennemført.
Hans glæde lørdag den 12.august 1961 skyldtes, at han havde bestået svendeprøven oven i købet med udmærkelse, hvad der var helt usædvanligt for en lærling fra et privatejet trykkeri. De plejede som regel at få et par karakterer lavere, alene på grund af privatvirksomhedens mistænkelighed. Men glæden var blevet helt fuldendt derved, at censor, som kom fra et af de store avistrykkerier i Berlin, umiddelbart efter prøven havde tilbudt ham arbejde på trykkeriet fra den 1. september! Selvom han kom fra et privat trykkeri og ikke var i partiet.
LÆS OGSÅ: "50 år siden: Muren der delte verden"
Det var ikke til at fatte. Lønnen var det dobbelte af, hvad han ellers var blevet tilbudt, og trykkeriet lå i Berlin, lige øst for sektorgrænsen. Så kunne han leve med, at det var et partiforetagende. Det ville betyde, at han efter arbejdstid kunne tage over grænsen til det forjættede vest, gå i biografen og se film, der aldrig kom frem i øst, købe kunstbøger og ikke mindst de fødevarer, der aldrig var i butikkerne i øst. Folk i Berlin havde ret til at krydse sektorgrænserne, selvom DDR-myndighederne obstruerede mulighederne mest muligt. I Berlin var der mange, der arbejdede i den ene del af byen og boede i den anden. Mest folk fra øst, der arbejdede i vest. DDR-regimet accepterede dette, ikke mindst fordi det gav vestvaluta til øst, når arbejdslønnen blev vekslet til østmark.
Wolfgang besluttede at slutte dagen med at tage sin cykel og cykle ind til Berlin. Helt ind til Brandenburger Tor. Der gik nemlig rygter om, at Ulbricht forberedte en lukning af grænsen i Berlin. I de første dage af august forlod hver dag omkring 2000 mennesker arbejder- og bondestaten for ikke mere at vende tilbage.
Wolfgangs mor mente, at de også skulle se at komme af sted: Hvad har vi at miste? Men Wolfgangs far elskede sin kolonihave. Den var åndehullet, fristedet fra de mange begrænsninger i hverdagen, arven fra forældrene. Det kunne han ikke forlade. Wolfgangs bror havde fået job på et provinsteater i Sachsen i øst, så han var heller ikke varm på tanken. Wolfgang selv var mere tøvende; men han ville i hvert fald have sit svendebrev i hånden først. Og der kunne godt gå nogle uger, før det kom med posten.
Nu ville Wolfgang ind og se, om der var tegn, der gjorde rygterne sandsynlige, eller om man for en gangs skyld kunne fæste lid til Ulbrichts forsikringer over for den vestlige presse: Ingen har til hensigt at bygge en mur!
Ved Brandenburger Tor og i de tilstødende gader var der stille. Der var ingen tegn på noget som helst usædvanligt. Ja, der var nærmest mere stille end på en normal sensommeraften. Wolfgang kørte hjem og fortalte sin mor, at der ikke skete noget ved sektorgrænsen. Men derfor kan det jo godt være, at de vil indskrænke grænsetrafikken og gøre det mere besværligt, så man ikke mere sådan uden videre kan gå frem og tilbage over grænsen.
Hvad der skete i nattens løboversteg Wolfgangs og hele hans families forestillingsevner: Om morgenen søndag den 13. august vågnede han ved, at hans mor stod i stuen og skreg: Stå op! De lukker grænsen! De svin låser os inde. De skider i bukserne af angst for, at deres eget folk kan finde på at løbe deres vej!.
Wolfgang løb til stationen for at tage S-toget til Berlin. Men stationen var fuldt af militær og politi, der afviste alle, som ikke skulle på arbejde. Man frygtede uroligheder i Berlins gader. Arbejderopstanden i juni 1953 var endnu i skræmmende erindring.
I de næste 14 dage stod der døgnet rundt en lastbil med svært bevæbnede soldater ved den lille station i Fredersdorf for at forhindre uvedkommende i at komme til Berlin. Regimet tog ingen chancer.
For Wolfgang fortsatte den store tragedie med et personligt slag, der slog alt håb til fremtiden ned: Få dage efter kom der brev fra avisen med meddelelse om, at de desværre alligevel ikke kunne ansætte ham: De ledige stillinger skulle efter ordre ovenfra besættes med dem, der nu ikke mere kunne tage over til Vestberlin og arbejde. Vi håber på Deres forståelse, sluttede brevet.
Wolfgang var pessimistisk af natur og erfaring. De få dage i august havde han næret en tro på en god fremtid: Måske ender det alligevel med, at flid og afsavn betaler sig, tænkte jeg. Jeg vågnede af drømmen!.
LÆS OGSÅ: "Blitzen og Berlinmuren"
Især oplevede Wolfgang det som smerteligt, at Vesten ikke kom østtyskerne til hjælp. Den storpolitiske balancekunst er svær at sluge for et menneske, der bliver spærret inde i et klaustrofobisk diktatur. Kennedys Ich bin ein Berliner-tale giver han ikke meget for: Solidariteten gjaldt åbenbart kun Vestberlin.
Wolfgang Janisch kom ikke til Vestberlin igen før efter Murens fald. Forældrene og broderen døde længe inden, broderen under mystiske omstændigheder, som Wolfgang ikke tøver med at give Stasi skylden for.
Wolfgang selv lærte sig selv at lave fotocollager og grafik og udstillede sine beske samfundskritiske arbejder i mange kirker i DDR i 1980erne i forbindelse med freds- og menneskeretsgrupperne der. Hans drømme om en kunstnerkarriere havde ingen chancer i DDR. Heller ikke efter Berlinmurens fald gik den i opfyldelse.
Om sommeren besøger vi ham i kolonihaven. Heldigvis er det lykkedes ham at beholde den, selvom de sociale nedskæringer i Tyskland i flere år truede med at tvinge ham til at sælge den. Den vil han ikke under nogen omstændigheder slippe.
Også i dag er den hans åndehul og fristed. Ikke fra sult, men over for en tilværelse, som ikke har budt på mange dage med medvind siden den lørdag i august 1961.
Kaj Bollmann er sognepræst i Jyllinge