Prøv avisen

Den dag i december, da ordene blev væk

Tegning: Peter M. Jensen

Da en blodprop ramte Carsten Folke Møller i hjernen, blev han lam og mistede sproget. Det afgørende øjeblik for ham kom, da han besluttede sig for, at han ville vinde kampen om igen at kunne tale og skrive

"Ja," siger jeg.

"Er der noget galt?" spørger han.

"Ja."

"Hvad er der galt?"

"Ja."

"Kan du fortælle mig, hvad der er galt?"

"Ja."

Vi skruer tiden lidt tilbage. Det er en onsdag i december sidste år. 3. december 2008 for at være præcis. Replikkerne ovenfor falder klokken 11.24. Det er en kølig og våd decemberdag. Det er Odense. Kongens Have.

Jeg er kommet til Odense for at spise frokost med en medarbejder i byen, men har god tid, og derfor går jeg med min cykel i hånden fra togstationen til Kongens Have og ind i parken.

Jeg bliver pludselig svimmel et par sekunder. Det er underligt, tænker jeg, og jeg har det også mærkeligt. Mit blik er nærmest utydeligt. Men jeg går videre og kommer yderligere fem meter frem.

Jeg har fat i min blå cykel med højre hånd, men gennem mit underligt utydelige blik kan jeg pludselig se, at min cykel er gået helt amok. Den lever sit eget liv, som om den er besat af en fartgal ånd og drøner ud til højre, mens jeg kæmper for at holde fat. Det lykkes med nød og næppe. Hvad har den gang i? tænker jeg.

Så stopper jeg op. Mit blik er helt mærkeligt, og jeg er svimmel igen. Jeg kan tydeligt huske, at jeg beslutter, at jeg hellere lige må stoppe op og få lidt luft, så jeg ikke pludselig falder om.

Men i samme sekund falder jeg om. Ramt af en blodprop i venstre side af hjernen.

Jeg kan ikke huske selve faldet, men jeg kan huske en venlig ung mand, der kommer løbende og forsøger at hjælpe mig. Men jeg er ikke til megen hjælp, så han ringer straks efter en ambulance.

Vi venter på ambulancen. Det er koldt og vådt, og jeg gider ikke ligge midt i gruset, så jeg forsøger at rejse mig op. Den gode mand giver mig en hånd op at stå, men hans ansigtsudtryk ser ikke godt ud, da han ser mig, for hele min højre side fra top til bund er lammet. Det har næppe set hyggeligt ud.

"Måske skal du lige hvile et par minutter mere," siger han blidt og lægger mig tilbage på gruset. Jeg er enig, og vi venter i tavshed på ambulancen, hvor Falck-redderne går i gang. Og så følger replikkerne ovenfor.

Min højre side er lammet, og min venstre side af hjernen er voldsomt skadet, og jeg har kun ét eneste ord tilbage: Ja. Det er mit eneste ordforråd. Det er sådan set meget smukt, at man skal efterlades med lige præcis det ord, når det nu skal være. Ifølge eksperterne er det ofte det sidste ord, hjernen giver fra sig, hvis sproget forsvinder. Det er ikke nødvendigvis særligt praktisk i alle tilfælde. Men hvor meget mere positivt kan ét ord være: Ja!

Der er en sværm af sygeplejersker og læger, da jeg ankommer til sygehuset. Jeg kan stadig kun sige "Ja", og de kender mig ikke, men så får jeg et af de obligatoriske armbånd, der identificerer patienterne med CPR-nummer og navn. Selv i dag giver det gåsehud at se det, fordi det beviser, hvor slemt det var: "031208-6XX1 - Uidentificeret, Mand" står der.

Det er ret forvirrende, for jeg er inde og ude af bevidsthed, før jeg til sidst lander på Neurologisk Afdeling og rigtigt kommer til mig selv igen. Der er gået lige godt to timer, og den fysiske lammelse i højre side er gået væk. Jeg har også fået flere ord tilbage, selvom det er ekstremt svært at sige noget fornuftigt. Jeg bliver frustreret, da jeg ikke kan kommunikere med en sygeplejerske, og det hjælper ikke at skrive til hende, selvom jeg med fagter får lov til at låne en pen og gult papir.

Men jeg vil jo bare gerne give besked til min familie og venner om min tilstand. Det er svært, når man ikke kan sige sit eget navn. Jeg finder i desperation min mobil frem og ser en sms fra min chef, der er bekymret over, hvor jeg er blevet af. På det tidspunkt fatter jeg ikke, hvor slemt det er fat med mig, så jeg svarer ham.

"Ude ... Hospitalet i Odense, læge i ud, blodpropper ... kh C"

Det er min første af flere beskeder. Jeg kan tydeligt huske, at det faktisk gav mening, da jeg skrev dem. Jeg forstod godt, at jeg manglede mange ord, og derfor forsøgte jeg at nøjes med præcise ord, som folk kunne forstå. Det lykkedes tydeligvis ikke.

Men nu får jeg besøg af familie og kolleger. Det er dejligt at se dem, selv om jeg gør mit bedste for at agere som den mest rolige og ubekymrede af alle. Jeg mangler virkelig mange ord, og jeg bliver også vred over det, men jeg tror da i det mindste, at mange af mine sætninger giver mening. Jeg finder først meget senere ud af, hvor slemt det faktisk var, og hvor mange af mine sætninger der nærmest var volapyk.

Men bortset fra det, så gider jeg ikke snakke om mig selv, så jeg går i gang med at fortælle historien om en vens søster, der er blevet bidt af en haj i Ecuador. Jeg kan bare ikke finde ordet Ecuador. Så jeg griber det gule papir og skriver "Ecuador". Det ser fint ud og ligner endda min håndskrift. Men selv efter at have skrevet ordet og hørt andre gentage det, kan jeg ikke forstå det.

Men jeg tror stadig, at jeg er sluppet billigt. Det er nok bare et lille ildebefindende, som snart går over. Det er først dagen efter, at alvorens grumme ansigt omsider kommer frem.

Jeg skal mødes med en talepædagog. Jeg lider nu officielt af afasi - det vil sige, at sproget er gået i stykker. Det giver besvær med at finde ord, danne sætninger, læse og forstå andres tale. Derfor skal talepædagogen nu vurdere, hvor omfattende skaderne er. For det er jo i princippet ligegyldigt, om de fysiske skader er store eller små, hvis alting virker. Eller hvis ingenting virker.

Hun tester mig på en række måder. Det er ligesom at være med til danskprøven i Sandholmlejren, tror jeg. Nogle ting giver mening, andre er sort snak. Men ligesom til eksamen vil man jo bare gerne levere de rigtige svar. Man er jo ikke dum. Vel?

Så finder hun en stofpose frem. Den indeholder 10 almindelige ting, som desværre beviser, hvor skidt det står til.

"Hvad er det?" spørger hun med Piet van Deurs-stemme og tager den første ting op af posen og stiller den på bordet.

Jeg aner ikke, hvad den hedder. Jeg aner simpelthen ikke, hvad den hedder. Jeg stirrer tomt på den uden at finde ordet. Jeg kan sagtens genkende den, og jeg ved da SELVFØLGELIG, hvad det er. Men jeg aner ikke, hvad den hedder. Jeg aner det ikke!

"Den er hvid," siger jeg efter lang tids betænkning. "Der skal kaffe i den. Den har en hank."

"Ja," medgiver hun. "Men hvad hedder den?"

Vulkaner eksploderer i mit hoved. Jeg elsker mit sprog, og jeg bilder mig selv ind, at jeg er god til at bruge det. Og så aner jeg ikke, hvad den...ting...hedder. Et sekund sortner alting for mig, men så bider jeg tænderne sammen og kigger op fra tingen på bordet og ryster på hovedet.

"Jeg aner det ikke," indrømmer jeg stille og bander den hvide kop langt væk. En kop! Og jeg kender ikke ordet. Ligesom jeg ikke kender de fleste af tingene i hendes pose. Skruetrækker. Ske. Kam. Kun to ting kan jeg sætte ord på.

Det er i lige præcis det øjeblik, at det går op for mig, hvor skidt det står til. Mere skal der skam ikke til. En hvid kop. Men så forstår jeg det også. Den gode nyhed er heldigvis, at hun er meget fortrøstningsfuld. Jeg er allerede kommet langt det første døgn, og med hårdt arbejde kan jeg forhåbentlig komme helt i mål igen. Det beslutter jeg på stedet at kæmpe for. Jeg vil vinde - og jeg tror på det.

En time senere vil jeg digitalt mejsle min tro på sejr ind på Facebook. Jeg ved, at jeg vil bruge Barack Obamas mest berømte ord. Men jeg kan pludselig ikke huske dem. De er væk, ligesom den hvide kop. Det tager mig næsten en time via Google at finde tilbage til Obamas håbefulde ord.

"Yes...Yes we can. Yes we can. Oh..." Det giver endda næsten mening. Sådan da.

De tre ord bliver mit kampråb de følgende måneder. Jeg beslutter, at jeg vil blive rask. At jeg vil have alle mine ord tilbage. At jeg vil have mit liv tilbage. At jeg aldrig vil være i tvivl om ordet "kop". At jeg vil vinde. Og selvom det bliver hårdt, og selvom det ikke er sjovt hele tiden, så tror jeg på, at det nok skal lykkes. Der mangler stadig noget den dag i dag. Men både det første "ja" og den sidste kop skal nok finde på plads i min hjerne. Selvfølgelig skal de det!

Yes we can!

Carsten Folke Møller, souschef på TV 2 Net, København N

Dette er den anden i rækken af 10 kronikker fra konkurrencen "Mit livs afgørende øjeblik", som bringes i juli og august. Alle kronikkerne vil kunne læses på

kristeligt-dagblad.dk