Prøv avisen

Den danske frihedstradition er truet

Det er ikke en værdikamp, der udkæmpes i disse år i Danmark, men en åndskamp mellem dem, der stadig tør tro på friheden, og så dem, der med en magtfuld elite af forskrækkede politikere i spidsen ikke tør

NU ER DENNE ULYKSALIGE tørklædedebat så for Gud ved hvilken gang atter dukket op herhjemme, og denne gang ser det ud til, at det er alvor.

Nu har staten, og det vil sige regeringen, bebudet, at den vil til at opdrage på os og belære os om, hvad vi må have på af hovedbeklædning og religiøse symboler i det hele taget i det offentlige rum.

Det er en udvikling, der er stærkt bekymrende, fordi den rører ved en frihedstradition, der udgør noget af det mest dyrebare og umistelige i dansk tradition og kultur. Derfor skal der også fra et grundtvigsk hold lyde en stærk advarsel!

"Religionen skal ud af det offentlige rum," lyder et af slagordene som bekendt. Når politikere og andre deltagere i debatten udtrykker sig sådan, er der sjældent tvivl om adressen: Ud med det muslimske hovedtørklæde. Man går med andre ord ud fra som givet, at det kun er islam, der fylder i det offentlige rum. Ikke kristendommen.

Men det er en alvorlig fejltagelse og den, det dybest set drejer sig om at få rettet op på. Over for hinanden i det offentlige rum i Danmark står flere religioner, men især kristendom og islam, og de gør begge krav på at fylde i det offentlige rum, og gør det om end på vidt forskellig vis.

Det, vi står midt i nu og har gjort længe, kan derfor heller ikke nedskrives til en "værdikamp", som nogle mener. Det er noget langt mere omfattende, der er på spil: en åndskamp, der drejer sig om det åndelige klima her i landet. Og vel at mærke en åndskamp, der udkæmpes ikke mellem kristne og muslimer men mellem dem, der stadig tør tro på friheden, og så dem, der med en magtfuld elite af forskrækkede politikere i spidsen ikke tør.

Færdes man i et muslimsk land, lægger man straks mærke til, hvordan islam her fylder i det offentlige rum ved fem gange i døgnet at kalde til bøn fra moskeernes minareter, der sjældent ligger ret langt fra hinanden. Den troende muslim kaldes her til at underkaste sig (det er, hvad ordet "islam" betyder) og bøje (det er hvad "moské" betyder) sit liv ind under et religiøst regelsæt af guddommelig herkomst, der regulerer dagliglivet på stort set alle områder.

DET ER FORSKELLIGT fra land til land, hvordan reglerne udmøntes i praksis. Der er langt fra Tyrkiet til Iran. Nogle muslimske kvinder tager tørklæde på, andre gør ikke. Men det korte af det lange er, at islam er en lovreligion.

Også kristendommen fylder i det offentlige rum. Men vi er måske blevet så vant til det, at vi ikke lægger mærke til det. Eller det finder sted mere upåagtet og diskret, og er derfor også langt nemmere at overse. Men ikke af den grund mindre dybtgående og virkningsfuldt. Tværtimod!

Kristne kirker ligger spredt ud over det ganske landskab. Det sker vel, de standser os i farten og kalder til eftertanke om så også blot for et kort øjeblik. En standsning af samme art som den, Morten Sabro så smukt giver udtryk for, når han siger: "Indimellem skal man standse op og se på roserne" ("Du som er himlen").

Og fra kirketårnene kalder klokkerne morgen og aften efterfulgt af tre gange tre bedeslag, der forkynder den treenige Gud. Og derfor også et kald, der her er ledsaget af en helt anderledes tilværelsesforståelse end den muslimske. En tilværelsesforståelse, der gør gældende, at når det kommer til det, der vedrører de allerinderste anliggender i et menneskes liv, altså spørgsmålet om, hvem og hvad der for alvor har noget at betyde for mig, og hvad jeg tror på og vil sætte livet ind på, så må et menneske være stillet helt og aldeles frit.

Det er netop her, Jesus siger noget radikalt andet og nyt i forhold til de andre religiøse ledere på hans egen tid: farisæerne og de skriftkloge. Når det kommer til det, der vedrører vort hjerte, siger han, nytter det ikke at tvinge eller true eller sætte grænser. Her gælder kun friheden, og det er og bliver et menneskes egen sag, hvordan det vil blive "rig hos Gud", som han udtrykker det et sted.

Både Paulus og Luther så i denne frihed hjertestykket i den kristne forkyndelse. "I blev kaldet til frihed," siger Paulus. "Tjen derfor hinanden i kærlighed" (Gal. 5,13). "Et kristenmenneske er en fri herre over alle ting og ingen undergivet," siger Luther, når det gælder åndelige anliggender. Men når det gælder de jordiske anliggender og samfundslivet, gælder det lige modsat: "Et kristenmenneske er i alle ting en træl, skyldig at gøre tjeneste, og enhver undergivet" ("Om et kristenmenneskes frihed".)

DENNE KRISTNE forståelse af menneskelivet har bogstaveligt talt haft til huse her i landet i hen ved 1000 år nu. Det er den, kirkebygningerne, spredt ud over det ganske land, hvælver sig over. Og den er endt med at blive skrevet ind i vores grundlov som en frihed til at tænke, tro og tale, som man nu kan og må i pagt med sin samvittighed.

Det er denne dyrebare frihed, politikerne nu står i begreb med at antaste, selvom der ellers er en lang og solid tradition for, at staten afholder sig fra at blande sig i den slags ting. Der er det, der er så bekymrende.

Det begynder med dommerstanden. Ingen dommer i en dansk retssal må bære tørklæde eller andre symboler, der så meget som antyder et religiøst tilhørsforhold. Så tager man med i købet, at en kvindelig dommer derfor bliver tvunget til at aflægge det lille diskrete Dagmarkors, hun fik til sin konfirmation og har båret lige siden. Hvad er det andet end et knæfald for den lovreligion, man vil sætte grænser for.

Og begynder man først at sætte grænser her, får det ingen ende. Det standser ikke ved dommerne, som jo i øvrigt klart har meldt ud, at de udmærket kan klare det med uafhængigheden og neutraliteten selv.

Nej, mange politikere, der ikke er ordentlig forankrede i vores egen frihedstradition, har allerede bebudet, at forbuddet mod religiøse symboler i det offentlige rum skal udstrækkes til domsmænd og læger og sygeplejersker og lærere og mange andre. Til sidst må præsten vel også til at lægge præstekjolen, når han færdes i det offentlige rum.

JAMEN, ER TØRKLÆDET da ikke et symbol på ufrihed og kvindeundertrykkelse, som vi må tage afstand fra. Jo, det er det uden tvivl i mange sammenhænge! Men så er det jo her, vi skal sætte ind men ikke med tvang, det modsiger jo det, vi dybest set selv står for og bygger på men med oplysning, oplysning og atter oplysning, der kan få folk, der har en anden baggrund end vi, til at se, at netop tvang i de anliggender, der vedrører vore inderste overbevisninger, er ydmygende og krænkende.

Vi skal stå fast på, at træffer en muslimsk kvinde den beslutning, at hun vil bære tørklæde, så skal hun her hos os være fri til det. I religionsfrihedens navn skal vi være rummelige nok til at respektere det valg, selvom vi med vores baggrund kan have svært ved at sætte os ind i, at noget så udvortes som et tørklæde kan have så meget at betyde. Frie er vi ikke selv for alvor, hvis vi ikke tør inkludere andre, der er anderledes, i den samme frihed.

Hvad er det for en "søllehed", der har ramt dette land? Hvorfor er vi blevet så bange for det, der er fremmed og anderledes? Hvorfor elsker vi ikke forskellighederne og ser muligheder og udfordringer i dem i stedet for at stemme for ensretningen og gå ind for den åndløse forestilling, at friheden, når det gælder vore indre anliggender, kan værnes ved at sætte grænser for den? Det er jo så selvmodsigende, som det kan blive.

Det kan ikke siges stærkt nok, denne opfordring til politikerne i dette land: Hold jer fra at lovgive på områder, hvor vi er langt bedre tjent med at være frit stillede alle sammen. I 1000 år har vi stolet på, at friheden vil sejre til sidst. Som kærligheden vil. Det er dødsensfarligt at give sig hen i den tro. Ja! Men det tager livet af livet, hvis vi ikke tør.

Torsten Johannessen og Helge Baden Nielsen er henholdsvis formand og næstformand for Grundtvigsk Forum