Prøv avisen
Kronik

Tidligere sognepræst: Den danske højmesse er smuk. Lav den ikke om

Foto: Leif Tuxen og Emil Helms/Ritzau Scanpix

Johannes H. Christensen, Tidligere sognepræst i Skovshoved

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

I stedet for at arbejde på, hvad der kan være til større gavn og glæde for de troende, synes de aktuelle bestræbelser om at ændre højmessen at nivellere og banalisere af hensyn til dem, som alligevel ikke gider være med

Vi er nogle stykker. Mange? Få? Jeg ved det ikke, men vi er nogle stykker, som oplever en regelret dansk højmesse som noget af det smukkeste på denne jord og derfor nødig ser den forandret eller forfladiget.

En time til halvanden i kirken søndag formiddag giver anledning til ro og eftertanke, og højmessen har med sin faste, slidstærke struktur et forløb, hvor hvert eneste led er meningsfuldt og præget af stor skønhed, en meditativ gentagelse i de adspredte ugentlige gøremål.

Højmessen hviler på de tre hjørnesten, Grundtvig kalde ”de rette kristelige livstegn”: bekendelsen (til den treenige Gud), forkyndelsen (af Guds nådefulde frelse i Jesus Kristus) og lovsangen (glæden og taknemmeligheden for Guds uudtømmelige kærlighed).

Præ- og postludium: et stykke musik af en af de store mestre fra Bach over Mendelsohn til Carl Nielsen eller i en lille landsbykirke blot improvisation over en salmemelodi af en af de vidunderlige danske komponister fra Rung til Laub. Med præludiet er den højtidsfulde og forventningsfulde stemning slået an, med postludiet tilskyndelsen til at gå frit enhver til sit og stole på Guds nåde.

Tankerne samles i indgangsbønnens ord – den klassiske indgangsbøns og ikke alle mulige slappe remsers: ”Herre, jeg er kommet ind i dit hus for at høre.” Ikke for at diskutere, ikke for at kæfte op og gøre mine uforgribelige meninger gældende, men netop for at høre – opmærksomt og andagtsfuldt – og bede Helligånden oplade mit hjerte, så jeg kan lære ikke at sørge sentimentalt over, men for mine synder, nemlig ved at gøre bod.

Salmerne: Kingos djærve, magtfulde poesi, Brorsons inderlige, ofte yndefuldt sublimerede religiøst/erotiske lyrik og Grundtvigs, der folder hele det digteriske, teologiske og følelsesmæssige register ud – fra ”I al sin glans (…)” til ”Som dug på slagne enge”.

Der er en overvældende storhed og mangfoldighed i den danske salmetradition, som taler til enhver menneskelig følelse: den jublende glæde, den dybe sorg, den knugende anfægtelse, den stille fred og det lyse mod på dagen (for eksempel Ingemanns morgen- og aftensalmer).

I en regelret højmesse er der fem salmer, hvis altergangssalme, seks, så der er nok at tage af. Ubegribeligt derfor, at vi belemres med ”nye salmer”, som sjældent er andet end fromme rimerier af ”moderne salmedigtere”, som har to problemer: Dels at de ikke har samme kunstneriske niveau som sekulære lyrikere (Rifbjerg, Nordbrandt eller Pia Juul), dels at ingen af dem synes at have gjort sig klart, at salmen er en specifik teologisk-litterær genre – sui generis – i sin egen art.

Efter første salme, hilsen og kollekt. Af de gamle Veit Dietrich-kollekter er en del ubrugelige i dag, andre uopslidelige, men de nye eller redigerede er jævnt hen teologisk slappe og sprogligt trøskede.

At epistellæsningen er højmessens første bibeltekst, kan skyldes – jeg er ikke liturgiekspert – at Paulus-brevene er de ældste kristne vidnesbyrd og er blevet modtaget med spænding og begejstring i de af ham grundlagte menigheder. Derefter kommer så samlingen om Jesus-fortællingerne.

For en del år siden indførte man gammeltestamentlige tekster som første læsning. Der kan argumenteres både for og imod, personligt er jeg skeptisk, men de er til at leve med. Om både Det Gamle Testamente-, epistel- og evangelieteksterne gælder det, at de rummer et dyb af visdom, der giver stadig nye indsigter og erkendelser fra sig alt efter, hvor man selv er på sin bane gennem livet. De siger mig noget andet, end de siger en konfirmand, men taler til os begge.

Prædikenen – gudstjenestens kadence, improvisationen over dagens tekst. Er den tynd eller sludrevorn, så lever vi med det, er den god, er den stimulerende og tankevækkende.

Højdepunktet er naturligvis nadveren, et fysisk møde med Gud, hvor den korsfæstede i al sin kærligheds rigdom i form af brød og vin giver sig selv til altergæsten til styrkelse og opholdelse af en sand tro på det evige liv, som med Jesu ord er at ”kende dig, den eneste sande Gud og ham, som du har sendt, Jesus Kristus” (Joh. 17, 3). Samlende og menighedsskabende er det, at Jesu Kristi legeme og blod nu er til stede som livgivende, både håndgribelig og åndelig næring i hver eneste af altergæsterne – en mystisk forening af alle troende indbyrdes og enhver troende med Gud.

Man kan stille et nødvendigt spørgsmål, som ingen af dem, der for tiden bearbejder gudstjenestens liturgi, synes at stille sig selv: Hvem er gudstjenesten for? For de troende, naturligvis. Selvom ikke-troende er velkomne til at være med, men ikke til at sætte deres præg på gudstjenesten.

Arbejde med ændringer i liturgien giver kun mening, hvis hensigten er at give de troende en endnu mere fyldig og smuk oplevelse af gudstjenesten og en endnu klarere forståelse af det, som er dens mening: formaning, belæring og opbyggelse.

Da ingen i dag tænker så dybsindigt over kristendommen, at man meningsfuldt kan ændre/forny liturgien, bør man lade tingene være, som de er, og blive, som de var. End ikke to af kirkens fornyende og banebrydende giganter, Luther og Grundtvig, påtog sig at skabe en helt ny liturgi.

Det er værd at huske på, at i åndens verden får man aldrig mere, end man selv giver. Vil man lære hebraisk, må man først møjsommeligt og tålmodigt lære bogstaverne, derpå grammatikken, derpå syntaksen og derpå glosernes betydning. På samme måde med højmessens indhold og komposition: Man må indøves i den gennem regelmæssig deltagelse flere kirkeår igennem, indøves i kristendom. Det nytter ikke at kigge indenom en enkelt gang og så ryste på hovedet: Det er totalt uforståeligt.

Desværre tyder noget på, at man fra kirkeligt hold er sindet at imødekommen den holdning og tilpasse ritualerne og liturgien efter kirkefremmedes fordomme. Holdningen viser sig i tendensen til at nedtone synden og dens betydning. Mennesker nu om dage vil ikke være syndere, de vil være influencere, hvad der røber, at hverken teologer eller andre har gjort sig klart, hvad synd er, for ikke at tale om arvesynden. Men synder er man kristeligt talt, enten man vil det eller ej. Og det er slatten teologi at fornægte det.

Et andet eksempel: Det forlyder, at man i en københavnsk kirke har tilpasset dåbsritualet, så det peger på alle mennesker som Guds børn. Alle mennesker er lige og ligeværdige, skabt i Guds billede, men påstå, at alle er Guds børn, er med Hørups ord det vitterlige vås.

Ikke blot vrøvler man, man sentimentaliserer og forfladiger dåben. ”Gudshusets dør er i vor dåb,” skriver Grundtvig, men ikke alle går ind ad den dør. Dåben er det genfødelsens bad, hvori Guds børn fødes. Og Jesus skelner umisforståeligt mellem lysets børn og verdens børn (Luk. 16, 8). Hvorfor overhovedet døbe, hvis alle forlods er ”Guds børn”? Jeg kender adskillige ateister, som meget skal have sig den etikette frabedt.

I stedet for at arbejde på, hvad der kan være til større gavn og glæde for de troende, hvad indførelsen af de gammeltestamentlige tekster var et behjertet forsøg på, synes man at nivellere og banalisere af hensyn til dem, som alligevel ikke orker/gider være med. Tror man virkelig at få kirkefremmede i tale ved at erklære alle mennesker for Guds børn, så er man både lidettroende og godtroende.