Prøv avisen

Den danske reformations monument

Reformationsmonumentet står på Bispetorvet ved Domkirken i det indre København. – Foto: Lars Gejl.

I morgen er det 475 år siden, at Danmark-Norge skiftede konfession og vendte den katolske kirke ryggen. 400 år senere fik man den idé at rejse et monument over begivenheden, og det gav en del problemer og diskussioner, skriver dagens kronikør

ET NYT STATSSTYRE altså for 475 år siden. Det blev det ene resultat, som proklameredes ved det store møde, som kong Christian III lod afholde på Gammeltorv i København den 30. oktober 1536. Det andet resultat var, at Danmark-Norge skiftede konfession. Man forlod den katolske kirke og tilsluttede sig den evangelisk-lutherske tro.

Efter sejren i borgerkrigen Grevens fejde lod Christian III samtlige katolske biskopper fængsle, gjorde dem ansvarlige for krigen, afsatte dem og inddrog hele bispegodset under kronen. Den katolske kirke var dermed opløst, og vejen lå åben for gennemførelsen af den lutherske reformation, som Christian allerede som ung hertug i Sønderjylland for længst havde tilsluttet sig.

I den katolske tid havde pave og biskopper i århundreder blandet sig i europæisk politik, men ifølge Luthers teologi var kirkens eneste opgave at lade det kristne budskab forkynde, så de nye lutherske biskopper fik ikke sæde i rigsrådet. Landet skulle for fremtiden regeres verdsligt, men i ansvar over for Gud.

Ad lovgivningens vej blev den lutherske kristendomsopfattelse gjort til den eneste påbudte og tilladte i riget. Ved fire højtideligheder året efter, august/september 1537, markeredes det nye samfund med den nye konfession: Kongeparret kronedes og salvedes, de nye lutherske biskopper blev indviet, loven for de nye kirkelige anliggender, den grundlæggende kirkelov, Kirkeordinansen, fik kongens underskrift, og Københavns Universitet genåbnedes, nu som et kongestyret statsuniversitet.

Mærkeligt nok kender vi ingen samtidige billeder eller andre kunstneriske fremstillinger af dette afgørende skifte i landets historie. Men da 400-året for mødet på Gammeltorv nærmede sig, fik daværende professor i kirkehistorie ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet, J. Oskar Andersen og biskop Fuglsang-Damgaard den tanke, at der burde rejses et monument for den skelsættende begivenhed.

For, som Oskar Andersen skrev, denne kongelige proklamation afsluttede vort folks middelalderlige kulturepoke under Romerkirkens formynderskab og blev det bærende grundlag for Danmarks åndelige og folkelige liv til vore dage. Mindesmærket skulle stå som et synligt udtryk for folkets taknemlighed.

Der blev straks (1936) nedsat en meget stor komité med biskop H. Fuglsang-Damgaard som formand. Andre markante kirkelige personer var Holmens provst, Københavns stiftsprovst og Roskildebiskoppen. Endvidere sad der repræsentanter for de kirkelige retninger Indre Mission, grundtvigianismen, Kirkeligt Centrum samt formænd for kirkelige institutioner og foreninger, for Landsforeningen af Menighedsråd, Dansk Missionsselskab og Københavns Præstekonvent. Desuden redaktøren af Præsteforeningens Blad og redaktørerne af kirkesiderne i Berlingske Tidende og Dagens Nyheder samt Kristeligt Dagblads redaktør.

Men interessant nok var politikere også blandt medlemmerne: kirkeminister Johs. Hansen, departementschef V.K. Holbøll, folketingsmedlem V. Fibiger samt borgmester i København E. Kaper. Kasserer blev forlagsboghandler O. Lohse. Komitéen skulle samle de nødvendige penge sammen. Kong Christian X var protektor, og præster og menighedsråd opfordredes til at foranstalte indsamlinger en søndag i oktober. Samtlige biskopper støttede sagen, men selvom kommunen og kirkeministeriet ydede betydelige tilskud, kneb det meget, og da monumentet stod færdigt i 1943, var der oparbejdet et betydeligt underskud.

BILLEDHUGGEREN MAX ANDERSEN fik opgaven betroet og Lønborg-Jensen blev tilknyttet som arkitekt, men projektet løb straks ind i alvorlige vanskeligheder. Blandt andet medførte en idé om at forsyne monumentet med et stort kors heftige debatter. Og tidehvervsfolkene deltog ikke i projektet. I bladet af samme navn mente Tage Schack med et citat af Goethe, at det eneste, som folk var optaget af, var Luthers karakter. Alt andet, nemlig Reformationens budskab, anså man blot for noget rod, som faldt os til byrde. Ironisk mente han også, at man ved den lejlighed på Gammeltorv kunne brænde et par af de værste kættere i kirken. Han tilbød gerne sin hjælp til at udpege de bedst egnede.

Oskar Andersen havde planlagt reliefferne, billedhuggeren havde nøje studeret både kirkehistorien og reformationstidens klædedragter, og efter syv års arbejde kunne monumentet afsløres. Det skete ved en højtidelighed den 6. juni 1943. En cirka 11 meter høj, firesidet obelisk i granit med fire bronzerelieffer for neden.

Oprindeligt havde man tænkt sig, at det skulle placeres ved Nikolaj Kirke, hvor Hans Tausen havde været præst. Også Gammeltorv, hvor hovedbegivenheden fandt sted den 30. oktober 1536, var en mulighed, men det endte med den nuværende placering over for Domkirken og bispegården, hvor Sjællands første lutherske biskop, Peder Palladius, boede.

På første relief vises optakten til Reformationen: Hans Tausen som prædikant i Gråbrødrekirken i Viborg, medens soldater trænger ind for at arrestere ham. På næste relief ses mødet på Gammeltorv med Christian III som den centrale figur. Anklagen mod de katolske biskopper oplæses, og principperne for det nye statsstyre og den evangeliske kirke opridses.

Tredje relief viser den danske evangeliske gudstjeneste med Peder Palladius som prædikant, og det fjerde relief viser den tyske reformator Johann Bugenhagens indvielse af de første syv lutherske biskopper den 2. september 1537 i Domkirken.

Der er ikke tale om symboler på handlingerne, fremstillingen er direkte fortællende. Kunstneren har evnet at skabe dramatiske situationer, figurerne er levende skildret, ikke to er ens. Det hele så letfatteligt og pædagogisk skildret, at enhver borger, turist og skoleklasse får hovedbegivenhederne i den danske lutherske reformation præsenteret på tydeligste vis.

Afsløringen fandt sted den 6. juni 1943, midt under den tyske besættelse, og selvom der i artikler fra samtiden skrives lidt om, at Danmark ved Reformationens gennemførelse slap for at blive et viljeløst bytte under den tyske storby Lübecks herredømme, og at man nu blev frigjort fra Romerkirkens tyranni, så læser man utvivlsomt for meget ind i teksterne, hvis man tror, at der her er hentydninger til Besættelsen.

Ved afsløringen kunne Kristeligt Dagblad konstatere, at man trods projektets fødselsveer vel nok kunne være tilfreds med det tekniske og kunstneriske. Men avisen tilføjede, at der næppe var så meget at være stolt over, når man så, hvordan den danske kirke havde forvaltet arven efter Luther.

Dog var evangeliets klare lys heldigvis aldrig blevet slukket helt, og man kunne i hvert fald ikke billige den kritik, som var fremkommet fra katolsk side. Der syntes man, at folkekirken ikke burde befinde sig i feststemning, for det var for længst påvist, at lutheranerne blot fremførte fordomme og propaganda-usandheder om middelalderens katolske kirke, og det var kun en lille del af befolkningen, som var aktive i folkekirken. Avisen mente til gengæld, at paven havde fordrejet evangeliets indhold, og at katolikkernes kommentar indeholdt et stænk af overlegen medlidenhed. Økumenien havde det ikke let.

Initiativtagerne måtte således strides med utilfredshed med dele af projektet, med kredse inden for folkekirken, med den katolske modpart og med pengeproblemer, men monumentet står der nu som et værdigt mindesmærke om de begivenheder, som totalt ændrede den danske kirke og det danske samfund i en grad, så det spores endnu.

Martin Schwarz Lausten er professor emeritus og dr.theol.