INTERNETTET VAR STADIG NYT i sidste halvdel af 1990'erne. Og frem til begyndelsen af 2000'erne var den generelle holdning udpræget optimistisk. Internettet ville demokratisere verden, fordi alle kunne udgive og modtage information.
Diktatorerne falder, når de undertrykte finder hinanden og kommunikerer direkte med omverden. Håbede vi. Og i den frie verden stod vi endelig foran det oplyste demokrati, hvor viden var ikke-kommerciel og genstand for en ægte debatkultur. Troede vi.
Optimismen viste sig i de metaforer, som vi brugte om internettet: Vi kaldte det for ”den globale landsby” eller ”det globale forsamlingshus”, og Tor Nørretranders mente for eksempel i 1997, at internettet var ”det radikale informationsdemokrati”.
Det er lang tid siden, at der er nogen, der har kaldt internettet en ”global landsby”. Vores erfaring blev nemlig en anden.
Alle er vist enige om, at internettet har et enormt potentiale, og at det allerede har gjort mange ting bedre for os. Vi må dog også se i øjne, at internettet ikke blot fremmer demokrati - men også det modsatte.
I december 2009 kom den ændring, der har haft størst betydning for vores digitale kultur og dermed også vores demokrati: Det personaliserede internet. Da du - formentlig uden at tænke over det - begyndte at bruge det nye Google i 2009, indgik du en byttehandel: Du fik det personaliserede internet. Prisen var, at du ikke selv vurderer, hvilke informationer der er relevante for dig. Google ændrede den algoritme, der regner ud, hvad du ser - og ikke ser - når du søger information.
Har du for nylig klikket ”like” eller delt en historie om de helt aktuelle og enorme problemer med sult og underernæring i Afrika? Statistisk er det mest sandsynligt, at du svarer nej. Har du for nylig klikket ”like” eller delt en sjov reklame eller et selvrealiseringsslogan ala ”Elsk dig selv - præcis som du er”? Statistisk er det mest sandsynligt, at du svarer ja.
NU ER DER JO IKKE nødvendigvis noget i vejen med, at vi deler det nære, det sjove og til tider banale. Det problematiske begynder med, at vores digitale adfærd bruges til at målrette fremtidige reklamer, informationer og nyheder til os.
Du får med andre ord mere af det samme, hver gang du søger ny viden i din digitale avis eller logger ind på Facebook: mindre Afrika, mere selvrealisering. Rigtigt problematisk bliver det dog først, når vi opdager, at forudsætningen for det personaliserede internet er en massiv overvågning af vores digitale liv.
De fleste af os tænker måske ikke så meget over det personaliserede internet og masseovervågning, men det kommer vi forhåbentligt til. I hvert fald hvis det er op til internetaktivisterne.
Internetaktivist er et endnu nyt og ret ukendt fænomen på dansk. Det benævner dog meget fint, hvad der er på spil: Vi taler om en græsrodslignede bevægelse, der vil demokratisere internettet. Det skal ske ved at gøre internettet neutralt frem for personligt, så andre ikke kan bestemme, hvad vi ser og ikke ser. Og - ikke mindst - ved at begrænse virksomheder og regeringers muligheder for at overvåge vores digitale liv.
En kendt internetaktivist er Eli Pariser, som blandt andet har skrevet grundbogen for mange kritikere af det personaliserede internet: ”The Filter Bubble: How the New Personalized Web Is Changing What We Read and How We Think”.
Filterboblen er dit personlige digitale univers. I filterboblen får du den information, som virksomhederne har filtreret for dig. Konsekvensen af det personaliserede internet er ifølge Pariser, at det truer to helt fundamentale demokratiske værdier: Vi mister fornemmelse for, hvilke informationer der er vigtige for os som fællesskab, og det begrænser, hvor meget vi forholder os til andres meninger og situation.
Det er et velbeskrevet fænomen inden for psykologien, hvordan en meget ensartet gruppe kan blive intolerant og aggressiv over for andre personer og holdninger. I dag er den grove og udemokratiske debattone i de sociale medier synlig for enhver.
Nogle mener, at Pariser overdriver betydningen af det personaliserede internet. Der er dog ingen tvivl om, at vi kun har set begyndelsen, og at personalisering er fremtidens internet. Eric Schmidt (administrerende direktør (CEO) i Google) har sagt det meget direkte: ”Teknologien vil blive så god, at det bliver meget vanskeligt for mennesker at se eller bruge noget, der ikke på den ene eller anden måde er skræddersyet til dem.”
Forudsætningen for et personaliseret internet er massiv overvågning, som foregår ved at indsamle og analysere metadata. Metadata er data om, hvordan du bruger digitale medier, for eksempel hvem du ringer til. Det er altså ikke data om indholdet i din kommunikation, for eksempel hvad du siger i telefonen.
Nutidens digitale overvågning er derfor anderledes end spionage og personlig overvågning, som vi kender den fra traditionelle efterretningstjenester. I dag benytter efterretningstjenesterne selvfølgelig også metadata, og på den baggrund kan de tegne meget præcise profiler af personers adfærd og hensigter. Profiler, som de ikke er bange for at bruge aktivt. Som den tidligere leder i CIA Michael Hayden sagde sidste år: ”We kill people based on metadata.” (På dansk: Vi slår folk ihjel baseret på metadata).
Det er klart, at sådan et CIA-citat sætter tingene på spidsen, fordi enhver kan se det ekstreme i det. Den daglige overvågning er dog lige så ekstrem, men mindre synlig.
DEN AMERIKANSKE professor i kommunikation Robert Scheer har netop udgivet bogen ”They Know Everything About You”. Scheer viser, hvor tæt private virksomheder og regeringer samarbejder om at udveksle data - også når de siger, at de ikke gør.
Der er ikke tvivl om, at masseovervåning finder sted. I Danmark har vi siden 2002 fået tre terrorpakker af regeringer, der hele tiden udvider digital overvågning, og for eksempel gemmes alle telefonsamtaler. Det, der bekymrer Scheers, er, at den brede offentlighed tilsyneladende er ligeglad. Den ligegyldighed er ny.
Traditionelt har demokratier betragtet masseovervågning som uforeneligt med demokrati. I dag lader vi os villigt overvåge. Ifølge Scheer skyldes det, at regeringer er lykkedes med at forklare overvågning som noget, der er foreneligt med demokrati.
Overvågning skaber tryghed og sikkerhed, er deres argument. Et argument, som befolkninger har været modtagelige for. Især i følsomme situationer har vi været villige til at lade os overvåge stadig mere, for eksempel efter et terrorangreb.
Prisen for tryghed er vores privatliv. Scheer mener, at den pris er for høj, ikke mindst fordi der ikke er mange eksempler på, at overvågning har betydet, at for eksempel terrorangreb er blevet forhindret. Han gennemgår blandt andet, hvordan terrorangrebet den 11. september 2001 kunne have været forhindret ved traditionelt efterretningsarbejde, og hvorfor masseovervågning ikke ville have hjulpet. Desuden er privatliv en helt grundlæggende forudsætning for et demokrati, mener Scheer. Og alene derfor er masseovervågning uforeneligt med demokrati.
Når vi accepterer overvågning, så skyldes det nok også noget andet. Den digitale kultur tilbyder os iPhone, Facebook, Google og alle de andre synlige og ofte lækre teknologier. Dem kan vi eje og holde i hånden. Det, vi betaler med, er usynligt og abstrakt: vores privatliv.
Måske solgte vi kun vores privatliv, fordi vi ikke var opmærksomme på, at selve demokratiet indgik i handlen?
Kresten Bjerg er kommunikationsrådgiver og blogger
