Den dobbelte udgang eller alles frelse

I forbindelse med en undersøgelse om »Frelse og fortabelse i forkyndelsen« (foretaget 19. november 2000 i 92 københavnske kirker) har sammenslutningen Evangelisk Luthersk Samråd udsendt et lille hæfte. Hæftet indeholder bl.a. en redegørelse for undersøgelsen, en kronik som led i debatten, samt et foredrag af rektor Jens Ole Christensen, Dansk Bibel-Institut: »Mellem tid og evighed - om forkyndelsen af frelse og fortabelse i Folkekirken«. I hæftets redegørelse for debatten om undersøgelsen er et indlæg i Kristeligt Dagblad (9. december 2000), som jeg skrev, omtalt: »Kaj Mogensen har i årevis i tale og skrift gjort sig til talsmand for en anden forståelse af frelse og fortabelse end den, der er udtrykt i Bibel og Bekendelse. Så vidt vi kan vurdere, mener han, at de steder i Ny Testamente, som taler om Guds universelle frelsesvilje, indebærer, at alle til slut blive frelst og får del i det evige liv hos Gud. Den forståelse af evighedsdimensionen i Jesu forkyndelse har kirken forholdt sig til og afvist både i oldkirken og på reformationstiden«. Hvad gengivelsen af min forståelse af frelse og fortabelse angår, er den korrekt nok. Jeg tror på, at Gud til sidst vil genoprette det faldne skaberværk, og at Guds vilje til at frelse ethvert menneske til sidst vil virkeliggøres. Vi er tilsyneladende enige om, at det er Guds vilje, at alle mennesker skal frelses, men vi er tilsyneladende uenige om, om Guds vilje vil ske. Det er imidlertid godt, at sagen kan gøres til genstand for samtale. Men hvorfor kan dette spørgsmål ikke drøftes, uden at man på forhånd skal opfattes som kætter, fordi man afviser troen på »den dobbelte udgang«? Det er korrekt, at oldkirken (fra Augustin og videre frem) har afvist læren om »alles frelse«, og at troen på »den dobbelte udgang« fastholdes i Confessio Augustana (artikel 17), men det kan ikke være udtryk for bibeltroskab at overtage en lære uden selv at tænke over den. Min tro på Guds universelle frelse (og ikke blot frelsesvilje) og skaberværkets genoprettelse og deraf følgende afvisning af læren om »den dobbelte udgang« er bibelteologisk begrundet. Jeg ønsker også, at min tro og forkyndelse skal være i overensstemmelse med den hellige skrift. Også for mig er teologi overvejelser i tilknytning til den tro, hvis indhold er hentet fra Bibelen. Troen på Guds universelle frelse er ikke et forsøg på at glatte ud eller at komme »tidsånden« i møde. Tværtimod. Hvad er egentlig mest provokerende? Den ubegrænsede, genoprettende og livgivende kærlighed eller »den dobbelte udgang«? Hvad ligger menneskelig tankegang nærmest? Mon ikke »den dobbelte udgang«, der menneskeligt set skaber orden i tingene og ser så smukt symmetrisk ud? Passer læren om »den dobbelte udgang« ikke godt til nutidens privatisering og til, at alt skal gå retfærdigt til? Er talen om alles frelse ikke i højere grad i overensstemmelse med troen på den ubegrænsede, underfulde nåde - end »den dobbelte udgang«, hvor man er »sin egen lykkes smed«? Er læren om »den dobbelte udgang« egentlig så stødende og smertelig, som man hævder? Kan den ikke være det syndige, farisæiske menneskes ønsketænkning - fordi fortabelsen er de andres fortabelse? Mit udgangspunkt er, at der i Bibelen tilsyneladende er udsagn, der peger i retning af dobbelt udgang, og andre, der peger i retning af alles frelse. Vi skal ikke for hurtigt harmonisere, når vi sammenholder forskellige bibelske betoninger, men samtidig opfatter jeg Bibelen som en helhed, hvor forskellige udsagn skal belyse hinanden, og hvor vi må søge mod en helhedsforståelse. Vi kommer ikke uden om at skulle se efter de store sammenhænge og de centrale udsagn. Vi må endvidere tro, at Guds frelsesplan er klar, men at der er grænser for vor erkendelse. Det betyder, at vi skal være forsigtige og forholde os prøvende til vor egen bibelopfattelse, før vi forlods skråsikkert hævder, at andre har en anden opfattelse end »den, der er udtrykt i Bibel og Bekendelse«. Det er den skråsikkerhed, der ligger til grund for undersøgelsen af forkyndelsen i de københavnske kirker. Der er to sammenhørende spørgsmål. Det ene er, om der i en kristen gudstjeneste skal forkyndes evig fortabelse. Det andet er, om en sådan fortabelse findes. Hvad det første angår, kan en sådan forkyndelse kun skræmme anfægtede kristne mennesker. Forkyndelsen af »den dobbelte udgang« har ødelagt den kristne glæde og frimodighed for mange kristne mennesker. »De vantro« kan være ligeglade. De dukker alligevel ikke op til gudstjenesten, og i øvrigt er det ikke muligt at skræmme til kristentro. I de gamle kristne prædikener og gudstjenstlige bekendelser i Det Nye Testamente er »den dobbelte udgang« aldrig tema. Sammenholder vi gudsbillede og frelsesforståelse, er det en væsentlig bibelsk indsigt, at Gud er nådig og barmhjertig. Han gemmer ikke bestandigt på vrede. Hans miskundhed når til himmelen. I Jesu og apostlenes bibel kan der godt tales om Guds vrede, men aldrig om en dobbelt udgang i evighedsperspektiv. Her er det overordnede troen på Gud, som gør alting nyt. Det er i evangeliernes gengivelse af Jesu forkyndelse, vi finder de udsagn, der kan tolkes i retning af dobbelt udgang. Disse udsagn findes først og fremmest i lignelser. Lignelser er billedtale, og det er som billedtale, at de skal tages alvorligt. Lignelserne handler om, hvad der sker, når Guds rige bryder ind i menneskers verden. Det er dette møde, lignelserne handler om. Derfor kan de ikke bruges som almene udsagn om menneskers skæbne efter døden. Ikke engang lignelsen om verdensdommen (Matthæusevangeliet 25, 31-46) har livet efter døden som tema. Denne lignelse handler om sammenhængen mellem forholdet til Gud og forholdet til næsten. I det hele taget gælder det, at fortabelsen ikke (bortset fra et sted i 2. Tessalonikerbrev) gøres til selvstændigt tema i Det Nye Testamente. Enhver kan ved at slå op i en bibelordbog forvisse sig om, at der i Det Nye Testamente meget sjældent tales om fortabelse, men om frelse i en uendelighed, og når der tales om fortabelse, er det næsten altid som udtryk for det, vi frelses fra. Har Jesus nogensinde truet med en evig fortabelse efter døden i sin forkyndelse? Der er i meget centrale nytestamentlige sammenhænge udtrykt både en tro på Guds frelsesvilje og et håb om alle tings endelige genoprettelse. Disse udsagn er mere centrale, klare, kategoriske og omfattende end de få udsagn, der kan tolkes i retning af dobbelt udgang. Hvorfor har tilhængerne af »den dobbelte udgang« i den grad marginaliseret de mange bibelsteder, der udtrykker troen på Guds endegyldige genoprettelse? Hvorfor søger man ikke at sammentænke de få udsagn om dobbelt udgang med de mange om Guds universelle frelse? Der er mange enkeltudsagn om alles frelse, men jeg skal her holde mig til ord, der indgår med vægt i en nytestamentlig helhedsforståelse. Der er først og fremmest Jesu forkyndelse af fjendekærlighed og hans forkyndelse af den ubegrænsede tilgivelse. Kan han kræve mere af os, end der afspejles i hans egen gudsforståelse? Jesus ser sin egen sendelse som Guds tilgivende genoprettelse. Lignelsen om den fortabte søn er grundlignelsen. Jesus taler om at opsøge og frelse det fortabte. Jesus beder på korset: »Fader tilgiv dem«. Juleevangeliet er en glæde for hele folket. Tror Evangelisk Luthersk Samråd ikke på, at Gud hører sin egen søns bøn? Men også i urmenighedens gamle bekendelser og hymner udtrykkes en frelsesuniversalisme tydeligt og stærkt. Urmenigheden har bekendt, at alle mennesker engang skal bekende Jesus som Herre (Filipperbrevet 2, 6-11). Og det er en gudstjenstlig bekendelse, hvor alle bøjer knæ for Jesus Kristus. Jesu forsonergerning bekendes som universel. Gud har besluttet ved ham at forsone alt med sig (Kolossenserbrevet 1, 19). Det er ikke blot et udtryk for, hvad Gud ønsker, men hvad Gud vil virkeliggøre. Paulus' store frelseshistoriske vision i Romerbrevet ender også med alles frelse (Rom. 11, Paulus bruger ordet »fuldtallig«). Og Jesus er den nye Adam, som genopretter, hvad Adams fald forliste. Når alle disse tekster skal tolkes i sammenhæng med de få tekster om dommens dobbelte udgang, må konklusionen være, at dommens dobbelte udgang går forud for den endelige genoprettelse. I dommen tager Jesus Kristus vor straf på sig, så den endelige forløsning kan ske. Om den endelige genoprettelse gælder da: 1. At den beror på Guds forsoning ved Jesus Kristus. Der er ingen frelse uden ved Kristus. 2. At denne frelse ikke er en selvfølge, men Guds under. 3. At frelsen alene beror på Guds nåde. 4. At der ikke er tale om en færdig lære, men om et håb, der bibelsk kan begrundes. 5. Forkyndelsen af Guds frelse må derfor ikke være en forkyndelse af en automatik, en filosofi eller en slags idealisme, men være en Kristusforkyndelse og en bekendelse af troen på Gud, hvis kærlighed og magt på underfuld måde engang gør alting nyt. Den dobbelte udgangs store problem er, at den overordner menneskets afgørelse over Guds vilje og magt. Den vover ikke den vision, at det onde engang går til grunde. Den isolerer talen om Guds retfærdige vrede fra talen om Guds kærlighed. Den sætter spørgsmålstegn ved Guds kærligheds og Jesu forsonergernings rækkevidde. Jens Ole Christensen skriver i det lille hæfte: »Guds vision er et tomt helvede og et Guds rige fuldt af fortabte mennesker, der er blevet tilgivet«. Det er også min tro, men hvorfor må jeg så ikke tro og bekende den? sognepræst