EN DAG KOMMER en kvinde på 43 år til mig i præsteboligen. Hun kommer, fordi hun synes, det bliver sværere og sværere at mærke glæden ved livet. Hun ved ikke helt, hvorfor hun egentlig kommer til mig som præst, men hun har længe gået med tanken om, at der skulle ske en eller anden forandring i hendes liv. Og måske kan præsten give hende et par gode råd.
Hun beskriver sig selv som helt almindelig dansker. Hun er konfirmeret, og hun har altid opfattet sig selv som kristen, men uden at det på nogen måde har spillet en rolle i hendes liv. Det er egentlig heller ikke derfor, hun kommer. Hun tænker bare, at en præst sikkert er god at snakke med.
Jeg byder hende indenfor og beder hende fortælle om sig selv og sætte ord på, hvorfor hun er kommet. Hun er ved at miste livsgnisten. Ikke sådan, at hun tænker på selvmord, men hun er sjældent sådan rigtig glad.
Hun spekulerer meget over, hvad hun egentlig skal med sit liv. Midt i sin selvpræsentation siger hun blandt andet:
”Jeg er vokset op med en forståelse af, at man er kristen, når man opfører sig ordentligt og måske går i kirke juleaften, og så skal man selvfølgelig døbes og konfirmeres og måske giftes i kirken. Kristendom er noget med at elske sine nærmeste.”
Vi tager os god tid, for det kræver tid at sætte ord på så dybe ting, som denne kvinde kommer med. På et tidspunkt forklarer jeg hende, at jeg ikke er terapeut, men netop præst, og derfor vil jeg foreslå hende, at vi sammen læser en bibeltekst og mediterer over den.
Det overrasker hende, men hun er nærmest klar til hvad som helst, bare der er en chance for at komme videre.
Derpå finder jeg to bibeler frem, og vi slår op på Markusevangeliet, kapitel 4, hvor Jesus fortæller lignelsen om sædemanden. Først hører vi, at Jesus fortæller lignelsen til en ”meget stor skare”. Markus fortsætter med at skrive:
”Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv,” beder disciplene ham om at forklare, hvad lignelsen betyder, og derfor har vi også Jesu udlægning af lignelsen. Udlægningen læser jeg også sammen med kvinden.
JEG BEDER NU KVINDEN om at være stille sammen med mig i fem minutter, hvor vi forestiller os, hvad der skete den dag, Jesus fortalte lignelsen og bagefter forklarede meningen med den.
Lignelsen, som vi sidder i stilhed og mediterer over, handler om, at en gammeldags landmand med en pose såsæd om livet sår sin mark med håndkraft.
Noget korn lander på stierne omkring marken, hvor fuglene spiser det, noget korn lander på jorden, og fordi underlaget nogle steder er klippefyldt, kommer det hurtigt op, men det kan ikke slå rod, noget korn lander, hvor der er tidselrester i jorden.
Da tidslerne vokser hurtigere end kornet, kvæles kornet. Og til sidst fortæller Jesus om det korn, som falder i den gode jord. Det vokser op og giver udbytte.
Da de fem minutter i stilhed er gået, opfordrer jeg kvinden til at fortælle, hvad hun har ”set” under meditationen. Det fortæller hun glad og gerne. Hun fandt heldigvis hurtigt ind i stilheden og brugte sin fantasi, så hun faktisk oplevede lignelsen temmelig livagtigt.
VI FÅR SNAKKET OM, hvor lignelsen og udlægningen giver mening ind i hendes eget liv. Nogle af de ord, hun sætter på, er følgende:
Fuglene repræsenterer alt det onde, som hindrer hende i at blomstre og for eksempel lade Jesu ord være en slags vejledning i livet.
Når kvinden mærker efter, er nogle ting i hendes liv meget tydeligt ”fugle”: Det drejer sig dels om stress på grund af teenagebørn og hårdt arbejde, dels om mobning fra et par kolleger, dels erfaringen af, at hendes to teenagebørn ikke længere er så tæt knyttede til hende.
Kornet, der ikke slår rod, bliver for kvinden et billede på, at hun lever ret overfladisk. Det skyldes en indre uro. Der er mange årsager til den indre uro.
Tidslerne oversætter hun ret tydeligt som bekymringer: Hvad skal hun om 10 år, når børnene er flyttet hjemmefra? Hun har bygget sin identitet op omkring arbejde, som ikke er så fedt længere, og det at være mor.
Udbyttet er erfaringen af, at Jesu ord giver ro, harmoni, grundlæggende tillid, håb. Ved vores første samtale får kvinden et håb om, at mere bibelmeditation kan give nye vinkler på hendes liv, og hun kan mærke, at der er opstået en længsel hos hende efter at få del i det udbytte, som Jesus taler om i lignelsen.
Som præst har jeg tavshedspligt, og samtalen her er derfor ikke et referat fra en konkret samtale, men den giver forhåbentlig et billede af, hvordan en sjælesorgssituation kan føres over i en åndelig vejledningssamtale.
Jeg håber samtidig, at fortællingen giver en forståelse af, hvilken kraft der ligger i at arbejde med bare ét af de redskaber, der findes i den åndelige vejledningstradition.
Som præst møder jeg mennesker i mange forskellige livssituationer, og jævnligt viser det sig at være ret frugtbart for min samtalepartner at føre samtalen over i en såkaldt åndelig vejledningssamtale. Ofte bliver en sådan drejning til et længere samtaleforløb, fordi samtalepartneren erfarer nogle dybder gennem meditation over bibeltekster, som vedkommende aldrig har erfaret før.
SITUATIONEN, HVOR DET VISER SIG frugtbart med bibelmeditation, svinger meget.
Det kan være manden, der kommer forbi og søger om julehjælp. Det kan være kvinden, som ønsker at blive døbt. Det kan være manden, som har meget svært ved at komme videre i livet efter sin kones død. Det kan være den konfirmandmor, som bliver nysgerrig efter ”det med Gud”, fordi hendes søn ofte kommer begejstret hjem fra konfirmationsforberedelsen. Det kan være manden med så store fysiske smerter, at han har svært ved at finde sin rolle i livet.
Gennem århundreder har kristne arbejdet på, hvordan vi lever os ind i bibelfortællingerne, og hvordan de samme fortællinger kan skabe nybrud, inspiration, håb, glæde og en dybere tro.
Derfor er der rige traditioner at gribe tilbage til for os, som ser et væsentligt perspektiv i at give mennesker mere, end de kommer efter.
Kære læser. Grib for eksempel din bibel og læs Jesu samtaler med Nikodemus i Johannesevangeliet, kapitel 3, og kvinden ved brønden i Johannesevangeliet, kapitel 4, og fokusér på, hvordan Jesus drejer samtalerne, så der kommer en dybde ind i dem, som hverken den kloge Nikodemus eller den ensomme kvinde ved brønden overhovedet havde forestillet sig.
I mit arbejde benytter jeg især elementer fra Ignatius af Loyola og Martin Luther, men der er også megen inspiration at hente hos andre af middelalderens spiritualitetsfolk. Nogle har brugt kropsbønner i deres spirituelle liv, andre er taget på pilgrimsture.
Det er også frugtbart at gå i de keltiske kristnes fodspor eller fra nyere tid at benytte sig af Taizé-sang eller Kristus-kransen eller lade sig inspirere af Dietrich Bonhoeffers arbejde med bod og tilgivelse.
Listen over inspirationskilder er lang – og kan skabe fornyet dybde i mange menneskers liv. Mulighederne for at finde ind i den dybe, livsopbyggende samtale er mange.