Den egyptiske revolution er også kopternes revolution

Som resten af det egyptiske folk er også koptere ved at gøre op med etablerede autoriteter, om det er med regimets menneskefjendske undertrykkelse eller med kirkens velmenende, men alfaderlige patriarkalisme

Kopternes fremtidige situation er også afhængig af, om det kristne mindretal vælger en sekulær eller kirkelig strategi, mener dagens kronikør
Kopternes fremtidige situation er også afhængig af, om det kristne mindretal vælger en sekulær eller kirkelig strategi, mener dagens kronikør. Foto: Claus Bjørn Larsen.

Blandt de mange ofre for den 9. oktobers voldsomme sammenstød i Kairo mellem koptiske demonstranter, provokatører og militær var en 25-årig kopter, Mina Daniel. Da han blev begravet, blev hans kiste ført omkring Tahrir-pladsen.

Det var et ønske, han gav udtryk for på vej til hospitalet, og som han også havde fremsat efter at være blevet såret under revolutionen på Tahrir-pladsen i februar.

LÆS OGSÅ: Ny egyptisk lov skal tilfredsstille koptere

På Facebook placeres han af egyptiske aktivister side om side med Khaled Said, den egyptiske og muslimske blogger, der blev tortureret og døde i politiets varetægt, og som blev symbol for den egyptiske revolution. Flere medier har ligeledes vist fotos af Khaleds mor, der trøster Minas mor.

Mina Daniel fremstår dermed som et symbol på og nu martyr for hele det egyptiske folks revolution, hvilket fortæller, at begivenhederne den 9. oktober ikke af egyptere opfattes som en entydig konflikt mellem kristne og muslimer, men også som en konflikt mellem folket og regimet.

Spørgsmålet er, hvorvidt denne fælles kamp giver håb om bedre forhold for kopterne i Egypten, eller den, som nationalistiske kampe har det med at gøre, blot kamuflerer eller udsætter minoritetens kamp for lighed.

Det er for tidligt at sige, hvad resultatet af revolutionen bliver i den henseende. Men ser man på de seneste fem års aktivisme i Egypten, finder man tendenser til nye minoritetsstrategier blandt koptere, der potentielt åbner for nye muligheder.

Mina Daniel er nemlig også et eksempel på et relativt nyt aktivistisk engagement blandt kristne egyptere i Egypten. Demonstrationen den 9. oktober var arrangeret af Maspero Youth Union, hvor Maspero refererer til navnet på den statslige radio- og tv-bygning i Kairo, foran hvilken gruppen efter revolutionen har afholdt flere fredelige protest­aktioner som reaktion på flere angreb på koptiske kirker med dødelig udgang.

Den løst organiserede gruppe med muslimsk deltagelse kæmper for kopternes rettigheder. Selvom gruppen er ny, har den som aktivistisk praksis rødder tilbage til april 2006, hvor koptere for første gang gik i demonstrationstog i Egyptens gader efter angreb og drab på flere koptere foran tre kirker i Aleksandria.

Demonstrationen i 2006 udgør et symbolsk vendepunkt i koptisk politisk strategi. Indtil da havde koptiske protester og demonstrationer henvendt sig til det koptisk-ortodokse patriarkat, det vil sige det koptisk-ortodokse overhoved, Shenouda III, med forventning om, at han på vegne af kopterne skulle stille krav til styret og dermed sikre løsningen af kopternes problemer.

Langt størstedelen (90-95 procent) af de kristne i Egypten tilhører den koptisk-ortodokse kirke. Kirken har med Shenouda i spidsen været loyale støtter af Mubaraks styre. Ikke blot opfordrede Shenouda kopterne til at stemme på Mubarak ved sidste præsidentvalg i 2005, hvor flere kandidater for første gang var opstillet, men han opfordrede også kopterne til ikke at deltage i revolutionen.

Samtidig har Shenouda været hovedarkitekten i en religiøs opblomstring af kirken, der samtidig har placeret kirken som dén centrale institution, der havde legitim ret til at definere, hvad det vil sige at være kopter.

Denne definitionsmagt har kirken brugt til at styrke relationen mellem den enkelte kopter og kirken med et tilbud til den unge kopter om i et undertrykkende samfund at realisere sig inden for kirkens rammer som kristen. Således forklarede en anden ung kopter mig i 1998, at det vigtige ikke var at kæmpe for sine rettigheder, men at tjene Gud.

Strategien har således for kirken været at sikre kopternes overlevelse gennem en styrkelse af den enkelte kopters tro og gennem organiseringen af mange yngre koptere internt i kirken som ledere, undervisere, diakoner, munke og nonner.

Det har styrket det klerikale hierarki og dermed også de religiøse lederes indflydelse. Samtidig har kirken fastholdt og styrket en religiøs konservatisme og øget kirkens magtfulde position som den instans, der kunne tale på kopternes vegne.

Kirkens top har også siden revolutionen frarådet koptere at demonstrere, selvom der også er præster og biskopper, der støtter demonstranterne. Loyaliteten over for styret har været grundlaget for styrets beskyttelse i teorien og for opretholdelsen af intern selvbestemmelse.

Styrkelsen af kirken har samtidig passet det egyptiske regime udmærket, så længe det holdt koptere fra at organisere sig i politiske og aktivistiske oppositionsgrupper for i stedet at bruge deres energi på interne kirkelige aktiviteter.

Når forskellige ikke-kirkelige koptiske organisationer og aktivister de seneste fem år har spillet en stigende rolle, kan det derfor først og fremmest ses som et resultat af, at kirkens strategi ikke har ført til den frihed, som kopterne ønsker.

Selvom Shenouda har stillet krav til regimet i forbindelse med overgreb på og diskrimination af koptere, har resultatet mestendels været begrænset til Mubaraks og regimets officielle bekræftelse på enheden mellem muslimer og kristne med en opfordring til tolerance. Reelle lovændringer og forandringer har til gengæld været minimale.

Til gengæld kan de nye koptiske strategier ses som en del af den bevægelse, der også førte til den egyptiske revolution. Nye koptiske grupper er for eksempel Den sekulære koptiske front og Retten til at leve, og nye partier og organisationer som Demokratisk front, Al-Ghad Partiet og Egyptere imod religiøs diskrimination er alle etableret inden for de seneste fem år og har liberale minoritets- og menneskerettigheder som en central del af deres program.

Det er slående, at nogle af disse grupper med deres opfordring til et sekulært styre ikke kun udfordrer regimets institutionalisering af islam, men også kirkens magt. Således er koptisk kritik af kirkens fastholdelse af meget konservative skilsmisseregler blevet intensiveret efter revolutionen og har fået en gruppe koptere til offentligt og i protest at melde sig ud af kirken.

Set i dette perspektiv er den koptiske kamp, som den også blev praktiseret af Mina Daniel, en del af det egyptiske folks kamp for et mere demokratisk og retfærdigt samfund. Som resten af det egyptiske folk er også koptere ved at gøre op med etablerede autoriteter, om det er med regimets menneskefjendske undertrykkelse eller med kirkens velmenende, men alfaderlige patriarkalisme.

Hvordan kopternes situation vil blive i et nyt Egypten, vil derfor også være afhængig af, hvilken koptisk strategi, den kirkelige eller sekulære, der får lov at dominere. Dette vil igen være afhængigt af udformningen af et kommende egyptisk styre.

Militærstyrets reaktion på begivenhederne den 9. oktober er stort set den samme som det tidligere regimes med den rituelle bekræftelse af national enhed og anklager om udenlandsk infiltration samtidig med afvisningen af ethvert dybereliggende ansvar.

Bliver det denne type styre, der kommer til at fortsætte efter et kommende valg, vil vi, hvis den sekulære aktivisme fortsætter, højst sandsynligt se flere af samme type voldelige sammenstød. Hvis ikke, er der håb om, at den store opmærksomhed, der er på risikoen ved religiøse konflikter i Egypten, kan omsættes til reel handling i form af reformer på både statsligt og kirkeligt niveau.

Hvis et kommende nyt styre ikke forstår, at revolutionen også er den koptiske minoritets og ikke kun majoritetens, er der mindre grund til optimisme.

Lise Paulsen Galal, ph.d., er lektor ved Kultur- og Sprogmødestudier på Roskilde Universitet