Diskussionen om Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union har stillet skarpt ind på landets problemer. Er det europæisk eller orientalsk, verdsligt eller religiøst orienteret, demokratisk eller autoritært? Overholder Tyrkiet menneskerettighederne, og kan det være med i det gode europæiske selskab?
Tyrkiet beskyldes for at være for langt fra grundlæggende europæiske værdier til at kunne optages og indpasses i fællesskabet. Men for det første skyder disse beskyldninger over målet, og for det andet rummer de et formidabelt paradoks.
Paradokset består deri, at det var i Tyrkiet, den kultur opstod, som blev til den europæiske. I det vestlige Tyrkiet, Jonien, grundlagdes den europæiske videnskab, den demokratiske livsform og verdens første møntsystem. Altså inden for økonomi, politik og kultur (videnskab) skabtes de principper og paradigmer, som den europæiske kultur tager afsæt i.
Derfor må europæerne rejse til det vestlige Tyrkiet for at opspore deres rødder og se dem lyslevende fremdraget af den tyrkiske jord, frilagt i arkæologiske udgravninger eller udstillet på museer i oldgræske ruinbyer såsom Milet, Efesos, Halikarnassos, Smyrna, Pergamon, Antalya, Afrodisias og mange flere.
Thi det var grækerne, som på den trojanske krigs tid (i det 12. århundrede f.Kr.) begav sig over Ægæerhavet, bosatte sig på Lilleasiens kyster og grundlagde bystater. Området kaldtes Jonien efter de græske stammer, og da den græske kultur virkelig begyndte at markere sig og på alle områder at distancere sig fra de gamle højkulturer i Orienten, blev Jonien den del af den græske verden, der tog føringen.
Det var der flere grunde til. For det første opstod den græske kultur ikke i et tomrum, men byggede på erfaringer inden for handel og videnskab, der var udviklet i Egypten, Mesopotamien, Lydien etc. Jonien var desuden det græsktalende område, der lå tættest på Orienten. Gennem Lilleasien kom påvirkningerne østfra hertil først - og direkte.
Naboskabet til de fremmede (barbariske, som grækerne kaldte ikke-græsktalende) folkeslag har givet jonerne herovre en udfordring og inspiration, som krævede sammenhold og omtanke, og det var gode kvaliteter, når man i fællesskab skulle klare sig og grundlægge noget nyt.
I Lydien, som gennemstrømmedes af den guldrige flod Pactalos, skete den første udmøntning, men det var grækere i Efesos og andre kystbyer, der tog opfindelsen til sig og først anvendte mønter i praksis. Møntsystemet fortrængte den omstændelige byttehandel og lagde grunden til storhandel.
Fra byttehandel til markedsøkonomi - det lyder enkelt. Men det var en intellektuel og samfundsmæssig kraftpræstation, der krævede en samfundsform og en abstrakt tænkning, som grækerne i Lilleasien først af alle nåede frem til. At se og anvende den lille mønt som repræsentationssymbol og værdi for mange forskellige varer, skibsladninger af korn eller okser - det var stort og perspektivrigt.
Denne seevne, der brød med sædvaner og det overleverede, udviklede de joniske naturfilosoffer. De kaldtes således, fordi de forskede i naturen og dens love. Thales fra Milet forklarede, at alt opstod af og indeholdt vand. Heraklit fra Efesos argumenterede for, at altings ophav var ild: Alt opstår og forgår i ild. Andre havde andre teorier.
Deres forklaringer lyder enkle og lidt primitive, men metoden er afgørende. De joniske naturfilosoffer søgte at forklare det ukendte ikke ved noget andet ukendt, f.eks. Gud, men ved noget kendt, naturen. De trådte dermed dristigt ind på den forjættende sti fra tro til viden og bevægede sig hermed ind i et hidtil ukendt land og lagde grunden til europæisk videnskab.
Demokratiet (græsk: folkestyre) udvikledes af de gamle grækere, og første fase skete med Solons reformer i Athen (594 f.Kr.). Solon kom også til Jonien, og her var de måske endnu bedre med end i det egentlige Grækenland.
Historieskrivningens fader, Herodot fra Halikarnassos, fortæller således, at tolv joniske bystater var organiseret i det pan-joniske forbund. I Camli cirka 50 km. syd for Efesos havde de deres forbundsmødested. Det ser ud, som om de herovre langt fra hjemlandet arbejdede bedre sammen end de stridslystne græske bystater i det egentlige Grækenland.
Arkæologer fra EU-lande er derfor blevet særlig opmærksomme på de tolv stater i det pan-joniske forbund - det første, fjerne forbillede for europæisk samarbejde. EU har givet tilskud til udgravninger i Camli og til afholdelse af foreløbig to kongresser her mellem tyrkiske og europæiske arkæologer.
Det er en historisk oplevelse med perspektiver at stå på det kratbevoksede udgravningssted med tolv halvcirkelformede trapper i det såkaldte Bouleuterion (mødested) og erkende, at her i Tyrkiet blev de første historiske skridt taget til en føderal, demokratisk udvikling, som nu går videre i skikkelse af Den Europæiske Union, som nu tager yderligere historiske skridt. Skulle de ikke styre mod Tyrkiet, hvor de første trådtes?
Da Lilleasien kom under romerne, anlagde de et net af veje. Ad disse veje kunne Paulus drage fra Jerusa- lem på sine tre rejser gennem Lille- asien og senere til Rom. På teateret i Efesos holdt han sin tale til efeserne om den ene gud. Uden denne broforbindelse havde udbredelsen af de kristne menigheder været næsten umulig.
I det 12. århundrede e.Kr. blev tyrkerne de nye magthavere. Islam blandede sig med eller fortrængte kristendommen. Den græske befolkning i det vestlige Tyrkiet kom under sultanens autoritære, islamiske herredømme.
Da Osmannerriget brød sammen efter Første Verdenskrig, indledte Grækenland en forbitret krig for at genforene det vestlige Tyrkiets to millioner grækere i det gamle Jonien med Grækenland.
Mustafa Kemal Atatürk (»Tyrker- faderen«) stod da frem som landets redningsmand. Af et tilbagestående, islamisk fundamentalistisk og orientalsk orienteret samfund lykkedes det ham at lægge grunden til en moderne, verdslig og vestligt orienteret stat.
Den græske invasion blev standset, og blodige massakrer mellem tyrkere og grækere blev forhindret ved Folkeforbundets mellemkomst; dets højkommissær for flygtninge og krigsfanger, polarforskeren Fridtjof Nansen, gennemførte en gigantisk folkeflytning, således at den græske befolkning i Tyrkiet udveksledes med ca. en halv million tyrkere i Grækenland.
Mere end 3000 års græsk tilstedeværelse i Tyrkiet var til ende; i oldtiden havde den lagt grunden til det, der skulle blive Europa. Nu er kun ruinerne tilbage, som vidner om denne verdenshistoriske indsats. Disse vidnesbyrd var i hele den muslimske osmannertid uden interesse.
Først da Atatürk indledte sin vestvending af Tyrkiet, skabte han også forståelse for at fremdrage minderne om den klassiske oldtid. Udgravningerne blev fra hans tid forestået af tyrkerne selv. Denne arkæologiske interesse blev intensiveret efter Anden Verdenskrig. Ikke alene turismen gør sit hertil, men også den interesse, som Den Europæiske Union har til fælles med Tyrkiet.
I den seneste udvikling i spørgsmålet om Tyrkiets optagelse i det europæiske fællesskab er det derfor højst tankevækkende og interessant, at det netop er Grækenland, der har ivret for, at Tyrkiet skal være med. Det har grækerne forskellige gode statsegoistiske grunde til. En mindre åbenlys, men underliggende grund er den gæld, vi europæere står i til de jonere, der på den trojanske krigs tid begav sig over det vinblå hav og skabte en dynamisk og vidtrækkende kultur her i de nu ærketyrkiske egne. Lad os række en hånd over Ægæerhavet - og gennem årtusinder - og knytte an til den ældgamle forbindelse.
Johan Bender er studielektor og cand. mag.